The maid - So much untold!

Anjelica Varja på 19 år, er udlært stuepige efter sin mor Maliin Varja 42 år. De er begge flyttet fra Rusland, da Anjelica blot var 7 år gammel. Hendes mor Marliin, har arbejdet sig op ad rangstigen som stuepige og rengøringshjælp for mange trofaste arbejdsgivere blandt den rigere del af befolkningen i Los Angeles. Hverken Anjelica eller hendes mor er af den velhavende del, men Maliin, har dog fået arrangeret sig sit eget lille firma, sammen med sin datter Anjelica og to andre ansatte. Sammen står de fire stuepiger stærkt med deres arbejde og Anjelica arbejder sig op mod den sum penge det kræver, så hun forhåbentligt snart kan komme på sin drømmeuddannelse og skole. Anjelica har virkelig ben i næsen og kan svare for sig. Hun er bestemt ikke bange for at vise hvem hun er og at hun er en man bør respektere. Anjelica bliver en dag sendt ud på en ny adresse, hvor der er tilkaldt efter hjælp fra ingen ringere end verdensstjernen, Justin Bieber...

290Likes
428Kommentarer
302794Visninger
AA

9. "Syv års ulykke!"


Justins synsvinkel:

Justins hus, søndag d. 7 december 2014, kl 19.52

"Kan du ikke bare fortælle, hvad der er galt?"

Hendes bekymring i stemmen var tydelig, men jeg havde ikke decideret lyst til at fortælle hende, at mange af mine problemer bundede i hjertesorger, som jeg bare ikke kunne slippe. Min mor vidste det, Ryan vidste det, Khalil vidste det, Scooter vidste det,  ja mange vidste det i min familie og vennekreds, men jeg ville helst skåne Hailey for det. Jeg vidste godt, at hun havde varmere følelser for mig, end jeg i princippet havde for hende. Jeg kunne virkelig godt lide hende og hun stod mig virkelig nær. Vi havde jo ligesom været uadskillelige venner i flere år, men jeg følte ikke at jeg kunne give hende det, som hun nok begærede allermest.

Det var tydeligt, at hun ville spare mig for besværet og hun tilføjede også flere gange over for medierne, at der altså ikke var noget imellem os, men jeg kunne mærke det på hende. Hendes bekymring, hendes omsorg og det at hun skattede hvert eneste minut med mig, afslørede tydeligt, at hun havde skjulte følelser for mig. Følelser, som jeg vidste var dybere og mere betydningsfulde end blot venskabelige følelser.

Jeg sukkede og magtede ikke at lade hende se mine tårer rende langsomt ned ad mine kinder. Jeg tørrede diskret mine kinder med min højre hånd jeg havde liggende oppe ved min hovedpude.

"Justin?"

"Jeg kan mærke på dig, at du er ked af det... Måske, vi kunne tale roligt om det?"

Jeg snøftede svagt og blev blot liggende, hvor jeg bare stirrede ud i intetheden. Selena var her jo ikke, så alt kunne bare være så pokkers ligegyldigt nu. Jeg hørte et hårdt suk fra Hailey bag mig og sekunder efter mærkede jeg hendes hånd kærtegne min venstre arm.

"Justin... Du ved, at du kan snakke med mig om hvad som helst - det er det vi er venner for..."

"Duk duk duk!"

Jeg satte mig straks op i sengen og så Hailey sidde i skrædderstilling midt i sengen, mens hun så samme vej, som jeg over mod glasdøren, som hverken Hailey eller jeg kunne se, eftersom min seng stod på en måde, så det ikke var muligt at se døren fra denne vinkel.

"Ja!", svarede jeg højt med et svagt knæk i stemmen og jeg så døren åbne sig og jeg sank en svag klump, da jeg så Anjelica komme ind med en høj stak håndklæder i hendes arme.

"Undskyld jeg forstyrrer, men jeg skulle lige sørge for der var rene håndklæder på plads.", sagde hun med en overordentlig ro i stemmen.

Jeg nikkede blot og pegede over mod mit badeværelse og betragtede hende gå forbi med håndklæderne som en stabel på hendes arme. Jeg kunne nu ikke lade være med at betragte hende, som hun gik forbi og den flygtige øjenkontakt med hende, gav mig en underlig følelse i maven, som jeg ikke kunne forstå. Anjelica var altså virkelig smuk og anderledes, men jeg kunne ikke klare hendes attitude. Hendes tilstedeværelse var både irriterende, men også på en underlig måde helt befriende, fordi hun fjernede mine tanker på Selena for en stund. En distraktion  kunne man vel nærmest kalde hende. Anjelica forsvandt ud på badeværelset og jeg så væk derfra og lod mit blik falde på Hailey, der i forvejen sad og så bekymret på mig. Jeg sukkede hårdt og lagde mig opgivende ned på ryggen og tog mig til hovedet.

"Er det virkelig passende, at hun lige skal rende rundt i dit hus? - Du får jo ingen privatliv - tænk hvis hun lytter?", hviskede Hailey til mig. Jeg så undrende op på hende.

"Søde - nu ikke så naiv, vel?", svarede jeg lavt med et akavet smil og kunne godt høre et eller andet larme ude fra badeværelset, så jeg fløj op at sidde igen.

"Sig mig, hvad pokker laver du?!", råbte jeg op og fløj ud af sengen og skyndte mig ud til badeværelset, hvor jeg opdagede Anjelica stå som forstenet med sine knyttede hænder ved munden. Hun så frustreret på mig.

"U...undskyld... Den røg bare pludseligt ned...", svarede hun med en lille skræmt stemme. Jeg så fra hende og ned på gulvet, hvor mit barberspejl, der ellers havde siddet ved det store spejl, pludseligt lå smadret på gulvet. Jeg sukkede hårdt og himlede med øjnene.

"Syv års ulykke siger man - Det er din fejl, ikke min! Se at få fjernet det der i en fart, tak!", udbrød jeg irriteret. Anjelica nikkede med et skræmt blik og jeg skulle til at gå men stoppede mig selv og vendte atter min opmærksomhed hen på hende.

"Du er ikke kommet noget til, vel?", spurgte jeg lettere betænksomt. Anjelica så ned ad sig selv og sine arme og hun så sig ind i spejlet, inden hun så hen på mig og rystede på hovedet.

"Nej, jeg er vidst okay...", svarede hun lavt og smilte med et lille svagt grin. Hendes handling fik mig til at smile mens jeg nikkede.

"Godt, vi skulle nødigt komme til skade nogen af os og det gælder såmænd også dig..", svarede jeg lavt med et smil og blinkede med øjet. Anjelica nikkede med et lille smil.

"Tak for at du spurgte - det betyder meget for mig...", fniste hun svagt. Min mave gjorde virkelig oprør lige nu og jeg rystede lettere på hovedet, bare for at slå koldt vand i blodet. Jeg smilte svagt.

"Ingen årsag! Når du har fjernet det der, så kan du bare holde for i dag og for min skyld må du godt sove til kl otte, ni stykker i morgen, da jeg først skal i studiet ved en tolvtiden, så står ikke op selv før kl 10 i morgen formiddag...", svarede jeg lavt med et skævt smil. Anjelica nikkede med et smil.

"Tusind tak...", svarede hun lavt. Jeg smilte og blinkede med øjet og begav mig atter ind i soveværelset, hvor Hailey slet ikke var at se. Jeg undrede mig en del over det.

"Hailey?", kaldte jeg halvhøjt og begav mig ud af soveværelset, for at lede efter hende andre steder i huset. Jeg så hende småløbende ned ad trappen og standsede op ved balkonen.

"Hailey?! - Hvorfor går du allerede?!", kaldte jeg efter hende, så hun standsede op næsten nede for enden af trappen og hun så op på mig.

"Du er jo alligevel bare håbløs Justin!", svarede hun med et frustreret blik op mod mig. Jeg rystede forvirret på hovedet og selvfølgelig skulle min mor dukke op midt i det hele, hvor hun spurgte Hailey om et eller andet i så lavt et toneleje at jeg ikke kunne høre hvad de snakkede om, hvor efter min mor så op mod mig.

"Justin, hvad har du nu gjort?!", spurgte min mor højt og så målløs på mig. Jeg strakte mine arme undskyldende foran mig.

"Mor?! - Hvad snakker du om? Jeg har slet ikke gjort noget!", svarede jeg lettere irriteret. Min mor træt op på mig med armene over kors.

"Justin!", sagde hun i et lavere toneleje, men højt nok til at jeg vidste hvad min mor tænkte om mig. Hailey så skuffet op på mig.

"Du skal ikke ringe Justin, jeg ringer selv!", sagde Hailey højt og hun gik surt de sidste trin ned og forsvandt helt ud af syne. Jeg tog armene opgivende til baghovedet.

"PERFEKT!", udbrød jeg højt og irritabelt. Min mor så op mod mig.

"Justin, er der noget du vil snakke om?", kom det i et normalt toneleje fra min mor nede for enden af trappen. Jeg sendte hende et irriteret blik og fnyste svagt.

"Nej! - Jeg vil have fred!", udbrød jeg irriteret og gik mod soveværelset igen.

"Jamen Justin?!"

Jeg gad slet ikke snakke med min mor lige nu, for kendte jeg hende ret, så skulle hun garanteret træde mere i det hvorfor Hailey pludselig bare gik. Jeg smækkede døren lettere i og gik direkte hen til min seng og smed mig opgivende ned. I det samme hørte jeg noget rasle ude fra badeværelset og det gik i samme sekund op for mig, at jeg nær havde glemt, at Anjelica også var her. Jeg satte mig opgivende op i sengen og greb ud efter min iPad, der lå på mit sengebord, hvor ved jeg lagde mig ned igen og jeg gik ind på shots og tog et billede af mig selv.


Jeg postede det med det samme. Jeg vidste ikke helt hvorfor jeg gjorde det, men det var nok lidt som en protest for alt hvad der var sket. Særligt med hensyn til Selena. Jeg ønskede nok på én eller anden måde, at Selena skulle se hvor ulykkelig jeg faktisk var. Jeg ønskede, at hun skulle se min smerte, for måske var der stadig håb endnu, at hun ville komme tilbage til mig.

Jeg hørte pludseligt skridt inde i soveværelset og jeg lagde min iPad fra mig ved siden af mig på sengen og jeg satte mig op og betragtede hende stå og smile på en ret undskyldende facon.

"Jeg fik vidst fjernet alle skårene ude på badeværelset med kosten og fejebakken. Skal jeg lige støvsuge for en sikkerheds skyld?", spurgte hun med et forsigtigt smil og et bid i underlæben, der mærkeligt fik mine tanker et helt andet sted, når hun gjorde sådan. Helt seriøst, det pigebarn kunne altså noget med både hendes ansigt og krop og det drev mig ud i en mindre sindssyge inden i mig. Jeg smilte skævt og rystede på hovedet.

"Nej, det behøves ikke Anjelica - Jeg stoler på at du har fjernet det hele...", svarede jeg lavt med et lille smil. Hun fniste svagt.

"Men hvad hvis der er små splinter på gulvet? Du skulle nødigt komme alvorligt til skade...", spurgte hun undskyldende med et bid i underlæben, mens jeg lod mit blik glide langsomt ned over hendes spinkle og ret velformede krop, hvor jeg et flygtigt sekund opdagede én af hendes uniformknapper var gået op, så jeg kunne ane nogle sorte blonder der gemte sig bag. Pokkers, sad jeg seriøst i sengen og fik svag rejsning over at kunne ane en smule af hendes sorte blonde bh? Jeg bed mig nervøst i underlæben og greb langsomt efter min ene hovedpude og lagde over mit skød på en lettere undskyldende måde, mens jeg hurtigt flyttede blikket op til hendes øjne igen. Jeg nikkede med et skævt smil.

"Sandt nok, men du har gjort rigeligt i dag... Du kan støvsuge efter du har vækket mig og kommet op med morgenmaden. Så kan du støvsuge hurtigt, mens jeg spiser min morgenmad, så burde det passe med at jeg kan tage mit morgenbad bag efter... Du bør holde fri nu og gøre hvad du nu vil, se tv, sove eller hvad du vil - Jeg skal ikke holde på dig længere...", forklarede jeg lavt med et smil. Anjelica nikkede med et smil.

"Tusind tak... Du aner ikke hvor meget jeg faktisk sætter pris på din taknemmelighed... Hvad ønsker du til morgenmad?", svarede hun med endnu et spørgsmål, mens hun smilte på en ret sød måde. Jeg grinte svagt, for jeg syntes pludseligt jeg følte det underligt rart med hende at snakke med.

"Bare gør det lækkert... Jeg er sjældent kræsen, men der er vidst et skema nede i køkkenet, som der guider dig lidt ind på, hvad jeg gerne spiser...", svarede jeg med et charmerende smil, så jeg opdagede at hun fik lettere røde kinder, eller også var det bare mig? Hun grinte svagt og nikkede.

"Så skal jeg nok finde på noget... Godnat Justin...", svarede hun med et smil. Jeg smilte igen og nikkede.

"Godnat Anjelica, og undskyld min dumme opførsel for tiden, men jeg har det bare ikke så godt for tiden...", svarede jeg med et undskyldende smil. Hun nikkede med et akavet smil og pegede mod døren.

"Jeg må nok hellere... God nat...", svarede hun bebrejdende med et undskyldende smil. Jeg nikkede med et meget svagt smil og betragtede hende gå hen og gribe fejebakken med glassplinter og et ødelagt barberspejl, hvor ved hun gik ud af soveværelset og forsvandt ud af døren. Jeg sukkede hårdt og faldt tilbage i sengen og tog mig til hovedet.

"Gjorde jeg noget forkert?", mumlede jeg mens jeg gloede op i loftet..... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...