The maid - So much untold!

Anjelica Varja på 19 år, er udlært stuepige efter sin mor Maliin Varja 42 år. De er begge flyttet fra Rusland, da Anjelica blot var 7 år gammel. Hendes mor Marliin, har arbejdet sig op ad rangstigen som stuepige og rengøringshjælp for mange trofaste arbejdsgivere blandt den rigere del af befolkningen i Los Angeles. Hverken Anjelica eller hendes mor er af den velhavende del, men Maliin, har dog fået arrangeret sig sit eget lille firma, sammen med sin datter Anjelica og to andre ansatte. Sammen står de fire stuepiger stærkt med deres arbejde og Anjelica arbejder sig op mod den sum penge det kræver, så hun forhåbentligt snart kan komme på sin drømmeuddannelse og skole. Anjelica har virkelig ben i næsen og kan svare for sig. Hun er bestemt ikke bange for at vise hvem hun er og at hun er en man bør respektere. Anjelica bliver en dag sendt ud på en ny adresse, hvor der er tilkaldt efter hjælp fra ingen ringere end verdensstjernen, Justin Bieber...

290Likes
428Kommentarer
302599Visninger
AA

16. Sure opstød!


Anjelicas synsvinkel:

Hjemme hos Justin, lørdag d. 13 december, 2014, kl 02:33

Tårerne rendte ustandseligt, men jeg sad ikke ligefrem og hulkede, men jeg vidste at alt var galt lige nu. Hvordan skulle jeg kunne tage mit arbejde seriøst, når min egen chef blev ved med at begære mig på den måde? Hvad med mig selv? Jeg var jo ikke et hak bedre selv. Jeg havde ingen idé om hvor længe jeg havde siddet her for enden af trappen og bare ladet mine tanker fare forvildet rundt i mit stakkels trætte hoved.

"Anji, nu går du bare op i seng - Er du med?", tænkte jeg med et suk, men mine ben ville ikke rejse sig.

"Anji?"

Hans stemme fik mig til at se lettere op, hvor han stod et par meter foran mig. Han hverken smilte eller så sur ud - Nej, han så mest bare trist ud.

"Undskyld... Jeg ved ikke hvad der går af mig, men det er som om, at når du er i nærheden, så glemmer jeg alle de problemer jeg har omkring mig... Jeg ved godt at du er min stuepige, men jeg opfatter dig ikke sådan...", forklarede han lavt og stod blot og betragtede mig. Jeg snøftede svagt og tørrede endnu en tåre væk fra min kind.

"Må jeg sidde?", spurgte han lavt. Jeg svarede ikke, men nikkede svagt.

Han satte sig ned ved min venstre side. Jeg kunne ikke rigtigt se på ham lige nu og blot sad jeg bare og stirrede tomt ned på gulvet hvor en lyskegle fra måneskæret havde sneget sig ind. Vi sagde ikke noget de første minutter.

"Jeg forstår godt, hvis du er rasende på m..."

"Jeg er ikke sur på dig Justin...", afbrød jeg ham og så på ham. Han fugtede sine læber og nikkede blot uden at smile eller noget og han så ned på gulvet.

"Jeg er ikk...", stoppede han sig selv med et hårdt suk. Jeg så opmærksomt på ham.

"Hvad?", spurgte jeg lavt og han så på mig med et meget lille smil.

"Jeg mener, jeg er ikke noget perfekt menneske, for jeg har mine fejl, men du gør et eller andet ved mig - noget som jeg ikke har følt længe for en anden pige, og nej jeg siger ikke det her for at score point selv, men fordi jeg faktisk synes du er ufattelig sød og det er som om du ser mig på en anden måde, end så mange andre gør...", forklarede han med et undskyldende smil og så ned i gulvet igen.

"Jeg ved det kan lyde som en dårlig undskyldning, for det ændre ikke på mine handlinger over for dig, men...", han stoppede sig selv med et hårdt suk og han kørte sin venstre hånd gennem sit hår. Jeg sad bare og betragtede ham.

"Justin, du har ødelagt alle mine chancer for et professionelt arbejde for dig - Jeg ved ærlig talt ikke hvor jeg skal gøre ad mig selv hver gang vi er i nærheden af hinanden...", forklarede jeg lavt. Han så op på mig og nikkede.

"Jeg ved det og jeg undskylder virkelig og...", svarede han, men jeg kunne ikke holde mig tilbage længere, eftersom jeg lænede mig puttende op ad hans nøgne skulder.

Han sukkede stille, men langtfra på en tung måde, kunne jeg høre og sekunder efter rykkede han på sig, så jeg endte med at sidde op ad ham, mens han holdte om mig og nussede min ryg. Jeg lagde min arm om hans bare mave og nød følelsen af at sidde så tæt. Jeg kunne mærke hans varme læber presse sig blidt på min pande. Flere tårer rendte langsomt ned ad mine kinder, men jeg følte det bare så rart at være så tæt på ham. Jeg var fortvivlet, ja, men jeg følte tryghed hos ham.

I flere minutter sad vi bare og sagde ingenting, mens mine tanker farede rundt i hovedet. Jeg kunne ikke hitte hoved og hale i noget mere. Jeg flyttede mit blik op mod hans uden at flytte mig fra hans varme skulder. Han så på mig uden at smile. Han så alvorlig ud, men det skræmte mig ikke.

"Måske vi burde gå i seng?", hviskede han. Jeg sukkede og nikkede.

"Ryan ligger i min seng...", sukkede jeg. Justin slap mig lettere og så nærmest chokeret på mig.

"Har i..."

Jeg afbrød ham med en finger på hans læber.

"Intet, vi har kun sovet - Eller han snorker afsindigt og jeg kunne altså ikke sove...", fniste jeg lavt. Justin fugtede sine læber og grinte tørt.

"Yup, det er typisk Ryan - Snorketræ...", grinte Justin stille. Jeg fniste og nikkede. Han så lige ud i luften og trak på skuldrene.

"Og Hailey ligger i min seng...", sukkede han. Jeg så med undren på ham.

"Så det var hende, der lå i din seng, da jeg skulle hente aspiriner?", spurgte jeg med et svagt smil. Justin smilte skævt og nikkede. Jeg nikkede blot og så væk fra ham. Jeg stirrede ned i gulvet.

"Sover i tit sammen?", spurgte jeg med en klump i halsen. Jeg følte hans varme hånd kærtegne mig på ryggen.

"Nej, det sker ikke så tit... Vi havde ligesom været i byen og fået en del at drikke, så jeg lod hende sove hos mig...", forklarede han lavt. Jeg så spørgende op på ham og han smilte.

"Så begge vores senge er optaget... Skal vi eh... tage sofaen?", spurgte han med et anstrengt lille smil, mens han så indgående på mig.

Jeg grinte svagt og burde egentligt sige nej, men jeg kunne ikke, så jeg nikkede blot med et lille smil. Justin smilte og rejste sig fra trappen og rakte sin højre hånd ned mod mig. Jeg tog fat i hans hånd og sammen gik vi tilbage til stuen mod den sofa, som vi havde været på før.

Han lagde sig ned og lavede plads til mig, så jeg kunne ligge inderst. Jeg sagde intet, men lagde mig straks på hans arm og lod ham trække tæppet over os. Jeg nød følelsen af at ligge så ufatteligt tæt på hans varme krop. Jeg puttede min venstre arm hen over hans mave og om til siden af hans hofte. Jeg lå faktisk enormt dejligt.

"Sov godt...", hviskede han og jeg så op mod ham med et lille fnis.

Han rykkede sig en anelse mod mig og jeg lukkede øjnene og nød smagen af hans lille blide kys på mine læber, inden han fjernede sig igen og lagde sig til at sove. Jeg sukkede stille med en dejlig følelse i kroppen og lukkede mine øjne. Duften af ham så tæt på og hans varme og rolige vejtrækning, fik mig hurtigt i drømmeland....

~


Justins synsvinkel:

I sofaen, lørdag d. 13 december, 2014, kl 09:17

Jeg vågnede langsomt og kunne mærke én sovende oven på mig. Jeg åbnede øjnene og smilte svagt over at se Anjelica stadigt lå hos mig. Nok sov min arm en anelse fordi hun lå på min arm, men alt det var så ligegyldigt, for jeg nød at have hende liggende hos mig. Noget, som jeg egentligt ikke havde troet bare ville ske.

Jeg  kæmpede for at se hvad klokken var på mit rolex, som jeg selvfølgelig havde på min venstre håndled - lige præcis den arm, som Anjelica lå på. Det lykkedes mig endelig at se klokken, men det resulterede også i, at hun vågnede.

"Ni seksogtyve...", mumlede jeg og lagde min arm ned igen og betragtede Anjelica, der satte sig lettere akavet op med det vildeste morgenhår og så lettere ukoncentreret ud, hvor ved hun så lettere rundt i den oplyste stue, inden hun så ned på mig med et træt blik.

"Godmorgen...", sagde jeg lavt med et lille grin. Hun sukkede hårdt og lod sig dumpe træt ned på min brystkasse igen.

"Mmh, hvad er klokken...", mumlede hun med ansigtet tæt ved min brystkasse, så jeg kunne mærke hendes varme små pust på min brystkasse. Jeg grinte svagt.

"Den er ved at være halv ti om formiddagen...", svarede jeg lavt og nussede hende på skulderen. Hun mumlede noget usammenhængende og strakte sig så meget hun nu kunne ved at ligge hos mig.

"Øv... Jeg lovede min mama at komme forbi hende i dag...", mumlede hun og hun så derefter op mod mig. Jeg smilte med et lille grin på og kærtegnende hende i nakken under hendes lange hår.

"Det gider du måske ikke?", grinte jeg lavt.

Hun sukkede hårdt og kørte sin hånd under tæppet, hvorved hun lå og nussede mig på maven, som jeg faktisk elskede følelsen af. Hun grinte svagt og møvede sig lidt længere op mod mig, til vi havde vores ansigter ud for hinanden.

"Selvfølgelig gider jeg tage hjem til mama, men jeg elsker faktisk også bare at være hos dig...", forklarede hun lavt med et lille fnis og nussede mig i nakkehårene, så det kildede på en lækker måde ned ad min nakke og ryg. Jeg smilte med et bid i underlæben.

"Hvor er du sød...", svarede jeg lavt.

Hun smilte på en lillepigeagtig måde og svang sine arme halvt om skuldrene på mig. Hun lænede sig mod mig og lukkede øjnene,så jeg faktisk godt var klar over hvad hun ville. Jeg betænkte hende heller ikke og kyssede blide små kys med hende med åben mund, dog uden tunge. Hendes små suk lød så dejlige. Jeg kørte min højre hånd op i hendes tykke hår i nakken og skubbede hende blidt tættere på mig, så jeg udviklede vores kys yderligere til et lækkert tungekys. Stod det til mig, så skulle vi bare være alene og uforstyrret. Jeg ønskede ikke, at hun forlod mig, men desværre var det det, der skete, da hun lidt efter trak sig ud af vores hede tungekys. Hun smilte på en undskyldende måde.

"Jeg må hellere...", hviskede hun og hun kravlede over mig og rejste sig fra sofaen. Jeg sukkede hårdt og fulgte hende med blikket fast på hende, til hun forsvandt helt ude af syne.

Jeg lod mig dumpe mere ned i sofaen og sukkede lettere irriteret over, at hun ikke bare kunne være blevet liggende hos mig. Jeg havde nydt hvert millisekund med hende hos mig. Jeg rakte ud efter min fjernbetjening og zappede rundt. Jeg lå i godt og vel en halv time, til jeg blev overrasket af Anjelica, der kom ind med en serveringsbakke og stadigt bare i sin hvide stramme sovetop og sine satinshorts.

"Jamen?", udbrød jeg undrende og satte mig helt op i sofaen. Hun smilte skævt og satte bakken på sofabordet ved mig, som var fyldt med opdækket lækker brunch. Jeg så målløs op på hende. Hun grinte svagt.

"Jeg ved godt, at jeg har fri idag, men jeg er bare blevet for bevendt med at gøre mine pligter og desuden, var jeg selv sulten, så jeg kunne lige så godt lave en god brunch til os. Jeg har lavet rigeligt, så der også er til Ryan og Hailey. Jeg håber ikke det gjorde noget?", forklarede hun med et lille fnis. Jeg smilte kærligt og rystede på hovedet.

"Overhovedet ikke, det var sødt af dig sm... Anjelica!", nåede jeg at rette på mig, selv, da jeg opdagede Hailey komme ind i stuen i næste sekund. Anjelica så lettere forlegent på Hailey, der betragtede hende med et løftet øjenbryn.

"Jeg anede ikke, at du som stuepige bare kan tillade dig at vimse rundt sådan?", kom det lettere morgensurt fra Hailey. Jeg sukkede hårdt og så hen på Hailey, der rakte ud efter et stykke toastbrød fra min morgenbakke, inden hun satte sig i havfruestilling i én af lænestolene.

"Hailey! Hun har fri i dag, så selvfølgelig skal Anjelica da ikke bare hoppe i i hendes uniform, bare fordi hun serverer morgenmad, vel?", svarede jeg med et stramt smil til Hailey, der stadigt bare så fornærmet på mig. Ja, hun var med garanti fornærmet over, at jeg ikke havde blevet og sovet med hende i sengen. Det skulle ikke undre mig overhovedet. Jeg vidste hun havde en masse følelser for mig, men jeg følte bare ikke på den måde for hende. Jeg flyttede mit blik hen på Anjelica.

"Men for hende har jeg...", tænkte jeg med et lavt suk, uden at flytte blikket fra Anjelica. Ja sorry, jeg havde bare en svaghed for brunetter! Bare slå mig okay?!

Anjelica smilte svagt hen til Hailey, der mest af alt ikke ville værdige hende et eneste blik.

"Der er også brunch til dig ude i køkkenet Hailey...", tilføjede Anjelica lavt med et lille smil, så Hailey så på en træt måde op på hende.

"Jamen, hvad venter du så på? Hent den til mig!", udbrød Hailey med en flabet attitude, så jeg straks så chokeret hen på hende.

"Javel!", hørte jeg Anjelica svare med en tydeligvis såret stemme. Jeg gloede chokeret hen på Hailey, der pludseligt værdigede mig et blik.

"HVAD JUSTIN?!", udbrød hun flabet. Jeg sukkede hårdt.

"Du taler jo slet ikke pænt til Anjelica?", spurgte jeg chokeret. Hailey nikkede med et flabet smil.

"Og hvorfor skulle jeg også det?", spurgte hun med et træt blik på mig. Jeg fnyste og rejste mig fra sofaen og tog bakken med mig.

"Du er slet ikke sød nu!", svarede jeg surt og begav mig ud af stuen.

"Hvor skal du hen?", hørte jeg Hailey kalde efter mig. Men jeg magtede hende ikke! Jeg begav mig mod køkkenet for at spise min morgenmad, som Anjelica havde været så elskværdig at tilberede til mig....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...