The maid - So much untold!

Anjelica Varja på 19 år, er udlært stuepige efter sin mor Maliin Varja 42 år. De er begge flyttet fra Rusland, da Anjelica blot var 7 år gammel. Hendes mor Marliin, har arbejdet sig op ad rangstigen som stuepige og rengøringshjælp for mange trofaste arbejdsgivere blandt den rigere del af befolkningen i Los Angeles. Hverken Anjelica eller hendes mor er af den velhavende del, men Maliin, har dog fået arrangeret sig sit eget lille firma, sammen med sin datter Anjelica og to andre ansatte. Sammen står de fire stuepiger stærkt med deres arbejde og Anjelica arbejder sig op mod den sum penge det kræver, så hun forhåbentligt snart kan komme på sin drømmeuddannelse og skole. Anjelica har virkelig ben i næsen og kan svare for sig. Hun er bestemt ikke bange for at vise hvem hun er og at hun er en man bør respektere. Anjelica bliver en dag sendt ud på en ny adresse, hvor der er tilkaldt efter hjælp fra ingen ringere end verdensstjernen, Justin Bieber...

290Likes
428Kommentarer
302888Visninger
AA

30. Stillet for ansvar...


Anjelicas synsvinkel:

Justin Biebers hjem i Beverly Hills, mandag d. 15 december, 2014, kl 15:03

Det meste af tiden, havde min hjerne kørt på højtryk. Jeg havde gået og tænkt frem og tilbage på, om hvor troværdige Justins ord var, for selv om han hårdnakket havde påstået, at det var forretninger, som hans telefonopkald havde gået ud på, så kunne jeg ikke lade være med at tænke over om hvor vidt det var den skinbarlige sandhed? Det var virkelig anstrengende, at skulle rende rundt og grue for det værste. Jeg var jo faldet godt og grundigt for ham, og så var det sidste jeg overhovedet ønskede, at der var hemmeligheder imellem os, som ville være til fare for vores ret nye kærlighed - eller?

Jeg følte i alt fald ret meget for ham. Følelser, der var mere end bare almindelige følelser, og jeg vidste ikke helt hvad han følte 110%? Jeg var dog ikke i tvivl om mine egne følelser! For jeg havde ment før i tiden, at jeg ikke havde haft plads til en kæreste og normalt, når jeg havde noget kørende med en fyr, så var det sjældent, at der var så dybe følelser indblandet.

Justin var den sjældenhed - Han fik mig til at føle mig som noget særligt!

Jeg sukkede tungt og trak lettere ud ved mine afslappende hjemmebukser, der var kravlet lidt op mellem balderne, efter jeg havde ligget og slappet lidt af på sengen i værelset med min gode bog. Jeg begav mig roligt ned ad trapperne og kunne høre et tv køre, så jeg besluttede mig for at tjekke ud, hvem der sad og så tv i fjernsynsstuen.

"Anji?!"

Jeg stivnede lettere på det næstsidste trappetrin og så hen mod venstre for mig, hvor jeg opdagede Pattie stående med et målløst blik på mig.

"Hvorfor i alverden er du ikke i dit arbejdstøj nu? Du har ikke fri før klokken 17 på hverdagene, eller efter endt madlavning? - Jeg forstår ikke rigtigt det der?", kom det i en målløs tone fra Pattie, der stille gik over mod mig. Jeg kunne dårligt fjerne blikket fra hende. Hun nåede helt hen til den anden side af gelænderet og så opmærksomt op på mig, eftersom jeg var noget højere end hende nu, hvor jeg stod på det nederste trappetrin. Havde Justin slet ikke nævnt noget til sin mor omkring os? - Åbenbart ikke.. Jeg sukkede og slog blikket ned i sekunder og tog en dyb indånding og så på hende igen.

"Justin gav mig fri...", svarede jeg med et nervøst bid i underlæben. Pattie så med et skulende blik til siden på mig og grinede lettere akavet.

"Arh, det tror jeg så ikke lige?", svarede Pattie lettere hovedrystende og slog blikket ned på hendes hånd, hvor hun tydeligvis havde sin mobil i sin hånd. Hun lod blikket hvile på sin mobil og vendte sig omkring og gik lidt væk fra mig og tog sin mobil op til sit højre øre med en retning mod et andet værelse.

"Justin? - Vi to har lige no....", begyndte hun talende i sin mobil for øret og hendes stemme forstummede, da hun lukkede døren efter sig og derved var forsvundet helt ude af syne.

Jeg sukkede tungt opgivende og satte mig ned på trappen. Jeg kunne forvente det værste, når det åbenbart kom til Pattie. Nok havde jeg fået opfattelsen af at hun var sød, men åbenbart ikke, når det kom til alt?

Jeg lænede mig opgivende op ad trappegelænderet og tænkte, så det knagede i mit hoved. Hvad mon ville komme til at ske nu?

En skikkelse forstyrrede mit blik, hvor ved han stillede sig foran mig nede for enden af trappen og jeg kunne mærke hans blik ned på mig.

"Hvorfor sidder du der?"

Jeg så op og fandt hans blå øjne nede på mig. Jeg sukkede tungt ud og slog blikket ned.

"Det kan jeg ikke svare konkret på Ryan...", sukkede jeg midt i mit svar.

Jeg kunne fornemme, at han satte sig ned ved siden af mig til højre for mig. Jeg kunne se, at han satte sig med lettere spredte ben og hænderne foldet mens hans arme hvilede på hvert knæ. Jeg så ikke rigtigt op på ham, men hans ben og arme for min synsvinkel, var nok til at jeg kunne fornemme hans humør lige nu, som for mig virkede ret nede, men kunne jeg overhovedet betænke ham i noget? Han var vel bestemt ikke født i går, kunne jeg svagt forestille mig.

"Er der problemer mellem jer?"

Hans spørgsmål fik mig til at se op på ham. Han hverken smilede eller så sur ud. Han så nærmest mest bare bekymret på mig.

"Hvem hentyder du til?", spurgte jeg mumlende. Ryan løftede det ene øjenbryn og grinede lettere sarkastisk.

"Arj Anji! Du og Justin? - Er der problemer mellem jer?", spurgte han bestemt. Jeg sukkede og så ned på trappetrinet mellem mine fødder, der havde uldne hyggesokker på. Jeg hvilede mit hoved i mine håndflader, mens jeg blot så opgivende ned på trinet mellem mine fødder.

"Jeg ved det ikke...", mumlede jeg og mærkede en hånd, der nussede mig på ryggen.

"Det er som om, han prøver at skjule et eller andet for mig...", mumlede jeg videre med endnu et suk efter mig. Jeg hørte et suk fra Ryan, der holdte inde med hans nussen på min ryg, men blot lod sin hånd hvile på min ryg.

"Det vidste jeg bare..."

Hans sukkende svar fik mig til at rette mig op og se undrende på ham. Han smilede ikke, men rystede svagt på hovedet.

"Anji... Justin er for tiden i en ret deprimerende fase. Ha..."

"Hvad mener du med det?", afbrød jeg ham måbende. Ryan så tænkende på mig.

"Lad mig tale ud...", svarede han roligt men bestemt. Jeg nikkede med et knude i maven, i angst for at høre noget, som jeg helst ikke ville høre. Ryan nikkede i et suk.

"Godt så...", begyndte han.

"Justin befinder sig en fase, hvor der hverken er hoved eller hale i hans liv og handlinger... Han tager ofte forkerte beslutninger og han handler for usikkert og uden omtanke for andre... Hans hoved er et indre kaos og der skal intet til, før han eksploderer... Hvorfor tror du, at vi er en hel del, der bor hos ham? - Han kan ikke klare den uden, der er nogen til at passe på ham... Selv om han kræver alenetid til tider, så tør han ikke at være 100% alene, for der skal være nogen hos ham - om det så er én eller flere - bare det er mennesker han har et tilhørsforhold til på én eller anden måde... Justin er bange for at være alene - han gruer for, at der vil ske ham noget, hvis ingen er der for at passe på ham... Hans opførsel kommer af hans berømmelse og folk udefra, der ikke kan lade ham være, og så er der hans knuste hjerte til Selena, som han slet ikke kan slippe... Han ønsk..."

"Jamen, han har jo noget med mig og for min opfattelse, så er jeg ret sikker på, at han endelig er kommet videre - Hvorfor blander du nu Selena ind i billedet?", afbrød jeg Ryan igen med et forfærdet blik på ham. Ryan sukkede og rejste sig fra trappen ved min side og så ned på mig.

"Du har to valg Anji... Du kan vælge at se gennem fingrene for Justins opførsel, eller to... Du kan lære at forstå, at man ikke kan redde en person, der ikke selv går ind for at blive reddet...", forklarede han bestemt men med et såret blik ned på mig, hvorefter han begav sig op ad trappen. Jeg fulgte ham med blikket.

"Hvad mener du med det?!", kaldte jeg lettere efter ham, men Ryan hverken svarede eller stoppede op for at give mig en smule opmærksomhed. Blot forsvandt han videre op ad trappen og med retningen mod hans værelse. Jeg sukkede trist og vendte blikket væk fra trappen og rejste mig og trådte det sidste skridt ned af trappen og gik mod køkkenet.

- Dette krævede en kop kaffe..

~

Justin Biebers hjem i Beverly Hills, køkkenet, mandag d. 15 december, 2014, kl 15:36

Ryan havde helt sikkert sat tankerne i gang i hovedet på mig. Stod det virkelig så skidt til med Justin? Kunne jeg slet ikke stole på ham? Måske Justin, faktisk bare var et drømmescenarie?

Jeg sukkede og sank den tår kaffe og rystede let på hovedet og satte mit krus på bordpladen foran mig og så ned i bundsjatten af kaffe, der glimtede en anelse på grund af et af spottene oppe under loftet her i køkkenet.

"Nu skal du høre!"

Det gav et lille spjæt i min krop over Patties stemme, der brød ind i mine tanker og jeg så op til venstre for mig, hvor hun luks gik hen til kaffemaskinen og greb ud efter et rent krus, der i forvejen stod på en lille opdækket bakke på køkkenbordet, hvorefter hun hældte op til sig selv. Jeg sad opmærksomt og så op på hende, hvor hun stod med ryggen til et øjeblik.

"Justin, har absolut intet at skulle have sagt her!", fortsatte hun med ryggen til. Jeg så spørgende på hende, mens hun vendte sig omkring og satte sig ned ved spisebordet til højre for mig.

"Hvad da?", spurgte jeg temmelig mut, men det var kun fordi jeg følte mig som et indre kaos med hensyn til Justin. Jeg havde formået mig, at forelske mig i én der ikke kunne finde ud af sit eget liv. Pattie nikkede med et smil og så opmærksomt på mig.

"Han insisterede, at vi fik en anden rengøring, men der sagde jeg, at det kunne der ikke være tale om! Vi har jo ligesom dig ikke?! - Hvorfor afskedige dig et job, som du i hovedreglen er så godt tilfreds med, og så er det jo også en bonus, at du kan kommunikere med os alle mere eller mindre, ikke?", forklarede hun med et kækt blink med øjet og tog en tår af sin kaffe, mens hun skulede i et svagt smil mod mig. Jeg nikkede svagt uden at smile det mindste.

"Mmh...", mumlede jeg i et trist svar og så ned på min kaffe og drejede lidt på kruset på bordet, så den larmede en svag irriterende lyd, men det ragede mig ikke en skid.

"Sig mig, hvad er der galt med dig?!", fløj det ud af Pattie, så jeg så hurtigt op på hende og rystede let på hovedet.

"Ik' noget...", mumlede jeg mut. Pattie så med et løftet øjenbryn på en spørgende facon og lettere åben mund.

"Arj Anji, jeg kan se, at der er noget der går dig på?", svarede hun med et bestemt spørgsmål og så indgående hen på mig, så det skabte flere furer i hendes pande. Jeg sukkede hårdt og lænede mig opgivende tilbage ved at skyde ryggen mod stolen og strakte mine arme over bordpladen, mens jeg støt blev ved med at pille ved mit kaffekrus og bare stirrede tomt på det.

"Anji?", kom det spørgende fra hende, så jeg så væk fra kruset og hen på hende, hvor det tydeligt kunne ses, at hun havde opfanget mine frustrationer, men jeg kunne seriøst ikke buse ud med, at jeg havde en affære med hendes søn. Det ville jeg lade Justin om at fortælle hende, ikke jeg! Hvis han virkelig havde reelle følelser for mig, som han påstod, da vi var i seng sammen, og hvis Ryan ikke havde ret i noget omkring Justin, jamen, så mente jeg også, at det var Justins pligt at afsløre vores affære over for Pattie som den første - ikke jeg! Jeg var jo den ansatte!

"Jeg har bare menstruationssmerter...", mumlede jeg undskyldende, selv om det slet ikke var det, der gik mig på, eftersom jeg ikke havde menstruation lige for i øjeblikket. Pattie nikkede med et svagt smil.

"Forståeligt... Siden du har smerter lige nu, så får du fri i dag til i morgen, og du skal ikke tænke på at lave mad til Justin i dag, da Justin fortalte mig, at han spiser ude i dag, da han har en aftale med én...", forklarede Pattie og tog endnu en god tår af hendes kaffe. Jeg nikkede stadigt mut.

"Sagde han, hvem han skulle spise sammen med?", spurgte jeg forsigtigt. Pattie grinede svagt med et løftet øjenbryn.

"Hvorfor den pludselige voldsomme interesse for Justin?", spurgte hun i et akavet smil. Jeg bed mig svagt i læben og rystede på hovedet.

"Ikke noget Pattie... Jeg tror det er min humørsvingninger, der overtager lidt?", svarede jeg undskyldende og rejste mig fra stolen. Pattie, så ikke synderligt overbevist op på mig. Jeg smilede undskyldende og trak en anelse på skuldrene.

"Jeg går op og hviler mig lidt...", mumlede jeg med et falsk lille smil. Pattie nikkede med et svagt smil.

"Vi ses på onsdag, og så passer du dit arbejde fra i morgen, min pige... Jeg smutter igen om lidt!", svarede Pattie med et smil. Jeg nikkede blot med et meget svagt smil og gik hen med mit krus og hen til kaffemaskinen, hvor ved jeg hældte lidt mere kaffe op i kruset og besluttede mig for at tage det med mig.

- Jeg følte mig som et indre kaos...

~


Justins synsvinkel:

Il Pastaio, West Hollywood, LA, mandag d. 15 december, 2014, kl 15:55

Det passede mig faktisk helt fint, at Hailey havde valgt at tage i fitnesscentret sammen med Kendall her til eftermiddag, for så slap jeg i det mindste for yderligere spørgsmål, om hvorfor pokker jeg allerede skulle smutte fra studiet igen så hurtigt, men jeg havde ligesom fået lavet en aftale med Selena om at mødes, og nu sad jeg her og ventede på hende.

Hun havde ment, at det var vigtigt, at vi mødtes for en snak, og den var jeg slet ikke i tvivl om, kunne være vigtig for vores forhold, hvis vi skulle få det her til at køre på en nogenlunde normal plan. Jeg elskede jo Selena mere end nogen anden, og ja, jeg var godt klar over, at jeg bevægede mig ud på ret tynd is - særligt, nu hvor jeg havde indledt en affære med Anjelica derhjemme. Men jeg måtte bare tage hul på et problem ad gangen, til trods for jeg også havde følelser for Anjelica, men de følelser var sikkert for at aflede mine kærestesorger over Selena, og nu så jeg endelig en chance med Selena igen.

- Jeg håbede..

"Ønsker de at bestille nu mr?"

Hans stemme til venstre for mig, fik mig til at se op på ham - tjeneren. Jeg smilede skævt og rystede på hovedet.

"Nej, jeg venter lige lidt endnu, til min date er ankommet, men kan jeg få en mellem cola, tak?", svarede jeg med et spørgsmål. Tjeneren nikkede kort og bestemt og forsvandt i retningen mod baren i restauranten. Jeg sukkede svagt og så mig omkring på de mange gæster i restauranten, men jeg kunne ikke få øje på Selena nogen steder. Jeg lod min tunge rode lettere rundt i munden på mig mens jeg havde lettere adskilte læber. Tankerne fløj rundt i mit hoved, og det skulle lige tilføjes, at det ikke var de mest logiske tanker. Jeg så ned på mit rolex i guld på mit håndled for at tjekke klokken, der sagde 16:03. Jeg sukkede tungt og trippede med min venstre fod under bordet.

Selena og jeg havde aftalt restauranten her 15:45, men hun var endnu ikke dukket op, og det begyndte faktisk at bekymre mig en del. Jeg så distræt på mit rolex igen, som om det hjalp? Jeg så op igen og kiggede rundt i restauranten men kunne endnu ikke se Selena nogen steder?

"Deres cola!", afbrød tjeneren til venstre for mig mine tanker og satte et koldt glas cola på bordet foran mig, så duggen allerede rendte roligt ned ad glasset udenpå. Jeg så op på ham.

"Undskyld, men er der kommet nogen beskeder til mig?", spurgte jeg bestemt. Tjeneren så spørgende ned på mig.

"Hvad er deres nav...."

"Sorry, men trafikken var rent kaos!", kom den sødeste stemme afbrydende på tjeneren, hvor mit blik straks fandt Selena, der var kommet overraskende bag mig, hvorefter hun satte sig over for mig og løsnede sit tørklæde og og åbnede sin frakke lidt og greb sin store herrehat med sin venstre hånd og lagde den til venstre for sig på bordet ved siden af tallerkenen. Jeg smilede smørret og nikkede.

"Det gør ikke noget.", svarede jeg glad, til trods for hun faktisk ikke havde givet mig et knus endnu, men hun virkede forhippet, så hun var lovlig undskyldt. Hun så med et lettere tomt blik over på mig og nikkede med et svagt bid i underlæben og så op på tjeneren, som stadigt stod ved vores bord. Hun ruskede let i hendes lange krøllede hår, der 100% ikke var blevet stylet i dag.

"Bare et glad chardonnay, tak!", sagde hun bestemt. Tjeneren nikkede og så på skift på os.

"Ønsker I at bestille?", spurgte han og så stadigt på skift mellem Selena og jeg. Jeg smilede spørgende hen på Selena, der så lettere uforstående på mig.

"Hvad ønsker du? Jeg giver...", spurgte jeg roligt. Selena rystede på hovedet.

"Jeg er ikke sulten!", svarede hun  bestemt. Jeg så spørgende på hende.

"Er du sikker?", spurgte jeg undrende. Selena nikkede med et stramt smil og jeg kunne mærke blikket fra tjeneren på mig, så jeg så op på ham. Nu sad vi ligesom på en pæn restaurant, så kunne jeg ikke tillade mig, at der ikke blev bestilt noget som helst. jeg smilede usikkert til ham.

"Bare en gang klassisk bolognese, tak!", sagde jeg bestemt. Tjeneren nikkede kort med et venligt smil og begav sig væk fra vores bord. Jeg gnubbede mine håndflader spændt under bordet og så med et spørgende smil hen på Selena, der sad lettere fordybet i sin iPhone og skrev et eller andet.

"Såeh... Går det godt?", spurgte jeg med et lille smil. Selena virkede noget overrasket og så op fra sin iPhone.

"Hvad sagde du?", spurgte hun ukoncentreret. Jeg grinede lidt, for noget sagde mig, at hun virkede temmelig stresset i øjeblikket.

"Jeg spurgte bare om det går godt?", spurgte jeg roligt med et charmerende smil. Selena sukkede tungt og lagde sin iPhone ved siden af den nøgne tallerken og foldede sine hænder knyttet og lod hendes hoved hvile på dem, mens hun så lettere skulende hen på mig.

"Hvad synes du selv?", svarede hun med et spørgsmål. Jeg grinede lettere akavet og vidste ærligt talt ikke hvor hun ville hen med det.

"Altså, nu spurgte jeg jo dig?", svarede jeg med endnu et spørgsmål. Selena smilede slet ikke, mens så mere tænksom ud.

"Justin, vi bliver nød til at snakke her, så der er ikke tid til tjitchat! Forstår du hvad jeg mener?", spurgte hun mig bestemt. Jeg så meget undrende på hende og følte min pande skabe flere furer over hendes ret så alvorlige og ligegyldige humør. Jeg nikkede svagt.

"Javel... Så lad os snakke?", spurgte jeg roligt og tog en dyb indånding. Selena nikkede bestemt og så flygtigt til højre for sig, hvor tjeneren stilte hendes glas chardonnay på bordet foran hende og samtidigt fjernede den nøgne tallerken og bestik foran hende. Tjeneren så hen på mig.

"Deres mad er der lige straks!"

Jeg nikkede blot med et svagt smil og så, at han gik igen, hvorefter jeg så hen på Selena igen, der lige tog nogle ordenlige tåre af sit glas. Jeg betragtede hende opmærksomt.

"Så eh... Hvad gør vi så, med hensyn til os?", spurgte jeg roligt med et kærligt smil, selv om jeg var ret nervøs inden i mig selv. Selena så skulende hen på mig, mens hun tog endnu en god tår af sin hvidvin, som om hun havde pissetravlt og at vinen bare skulle ned i løgneren med det samme.

"Hvorfor føjter du rundt med hende den blonde tøs?!", fløj det ud af hende. Jeg så målløs på hende.

"U..undskyld, men hv..."

"Du ved godt, hvem jeg mener Justin?! Jeg er da ikke født i går, vel?!", afbrød hun i en fornærmet tone. Jeg sukkede trist og lænede mig godt tilbage i stolen og så træt hen på hende.

"Var det derfor vi skulle mødes, så vi skulle skændes?", spurgte jeg roligt men ret trist. Selena skulede hen på mig.

"Ja, så længe du ikke kan finde ud af at holde din pik indenbords, så kan jeg ikke give dig flere chancer Justin!", savrede hun bestemt og ikke ligefrem i en normalt toneleje, så mine ører blussede rødligt op og jeg følte folk i restauranten så hen mod vores bord på grund af Selenas ret så spydige kommentar. Jeg så målløs på hende. Hun smilede sarkastisk med hovedet på skrå.

"Enten tager du dig sammen Justin, eller også er det helt slut mellem os!", forklarede hun bestemt i en sarkastisk og spydig tone, hvorefter hun tog den sidste store tår af sin vin og tog sin hat på igen.

"Nå, lufthavnen kalder...", tilføjede hun og rejste sig fra stolen og greb sin mobil og lige som hun var kommet, var hun forduftet igen. Jeg sad blot med et stirrende tomt blik på min cola jeg dårligt havde rørt og en knude i maven voksede sig større og større. Jeg følte mine øjne blive fugtige og mine læber dirrede.

"Fuck...", mumlede jeg knust og følte den første tåre rende ned ad min højre kind. Jeg tørrede hurtigt mine fugtige øjne og greb ud efter min pung i min bukselomme og smed 100 dollars på den nøgne tallerken foran mig og valgte blot at forlade restauranten uden mad og drikke. Appetitten var væk og jeg havde mest bare lyst til at tage hjem og skide på alt...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...