The maid - So much untold!

Anjelica Varja på 19 år, er udlært stuepige efter sin mor Maliin Varja 42 år. De er begge flyttet fra Rusland, da Anjelica blot var 7 år gammel. Hendes mor Marliin, har arbejdet sig op ad rangstigen som stuepige og rengøringshjælp for mange trofaste arbejdsgivere blandt den rigere del af befolkningen i Los Angeles. Hverken Anjelica eller hendes mor er af den velhavende del, men Maliin, har dog fået arrangeret sig sit eget lille firma, sammen med sin datter Anjelica og to andre ansatte. Sammen står de fire stuepiger stærkt med deres arbejde og Anjelica arbejder sig op mod den sum penge det kræver, så hun forhåbentligt snart kan komme på sin drømmeuddannelse og skole. Anjelica har virkelig ben i næsen og kan svare for sig. Hun er bestemt ikke bange for at vise hvem hun er og at hun er en man bør respektere. Anjelica bliver en dag sendt ud på en ny adresse, hvor der er tilkaldt efter hjælp fra ingen ringere end verdensstjernen, Justin Bieber...

290Likes
428Kommentarer
302533Visninger
AA

34. Som et knust barberspejl...


Anjelicas synsvinkel:

Justin Biebers privatfly, I Washington Dulles International Airport, mandag d. 15 december, 2014, kl 23:08

Jeg havde vidst nok snart brugt en hel toiletrulle her, som jeg havde grædt snot i. Jeg vidste hverken ud eller ind nu. Jeg hadede ham for det han havde gjort, men en svag side ønskede ham stadigt og jeg elskede ham langt inde i mig et eller andet sted. Det var mildest talt frygteligt, at jeg ikke bare kunne slippe ham så let som ingenting, nu hvor jeg havde afsløret hans dobbeltspil.

Det at jeg havde hørt hans hulken og banden og svovlen over ham selv tidligere uden på den anden side af døren, havde givet mig den anelse fryd i mig over at vide, at han virkelig suttede af jorden lige nu. Han led og han havde dårlig samvittighed over hans dobbeltspil, og det var netop også det jeg ønskede han skulle føle. Han skulle ikke tro, at han kunne komme her og løbe om hjørner med mig. Jeg skulle have lyttet til min snusfornuft i starten, da jeg startede jobbet hos ham. Mit første indtryk af ham sad som i et minde i mig. Et minde stadigt så nyt, eftersom jeg kun havde arbejdet for ham i lidt over en uge. Ja, det var seriøst klamt for mig, at tænke på, at jeg havde været så let et offer over for hans klamme charme og bare det første møde med ham, var som i går da;

Med Rihannas California King Bed i ørerne, sang jeg højt med og lukkede omverdenen ude, mens jeg endnu engang vred karkluden op i min lille balje rengøring, som jeg havde placeret på en lille bord i værelset. Jeg lod kluden og min hånd gøre arbejdet, ved at tørre i lange forsigtige strøg hen over de ret glatte overflader i værelset.

"...Eye to eye, cheek to cheek
Side by side, you were sleeping next to me
Arm in arm, dusk to dawn with the curtains drawn
And a little last night on these sheets

So how come when I reach out my fingers
It seems like more than distance between us?

In this California king bed
We're ten thousand miles apart
I've been California wishing on these stars
For your heart on me, my California king..."

Jeg gispede forskrækket op, da én pludseligt hev min venstre høretelefon ud af øret bag fra.

"Hallo! Kan man få noget ro i stedet for at skulle høre på sådan en skrigeballon som dig?!"

Hans stemme chokerede mig lige bag mig, og jeg vendte mig forskrækket omkring og troede jeg nærmest så syner. Han gav mig tydeligvis elevatorblikket, mens han stod med armene over kors - I BAR OVERKROP!

"Tag dog en t-shirt på!", tænkte jeg med et nervøst bid i underlæben.

"Er du stuepige?", røg det skarpt ud af ham, så man tydeligt kunne høre sarkasmen i hans stemme og blikket gjorde det ikke bedre, for han løftede det ene øjenbryn, så det var tydeligt, at han ikke virkede synderlig overbevist om min profession, som stuepige. Jeg så forlegent ned i gulvet.

"Ja, mr Bieber...", mumlede jeg, mens jeg stadigt stod forlegent og så ned i gulvet. Et svagt grin fra ham, fik mig til at se op på ham.

"Noget formelt må jeg ærligt påstå? - Du hedder Anjelica, ikke?", spurgte han med et skævt smil. Jeg måbede over at han ligefrem sagde du til mig. Jeg nikkede med et nervøst smil. Justin smilte svagt med et kort nik.

"Synes de virkelig, at jeg lyder som en skrigeballon?", spurgte jeg med et nervøst smil. Justin så forundret på mig.

"Naaarh, måske ikke ligefrem en skrigeballon, for du synger nu ret godt, men hvis bare du lige skruer ned for sangen i dag, så jeg kan stresse af, for jeg har rimelig meget brug for at koble af nu, tak - Så eh, fortsæt bare dit arbejde - uden din høje sang vel og mærke!", svarede han med et sarkastisk smil og han forlod mig og værelset igen.

Yup, trust me, den dag havde jeg slet ikke glemt. Jeg greb yderligere ud efter lidt toiletpapir og krøllede det lettere sammen for at duppe de enkelte tårer væk fra mine øjekroge, som havde det med at snige deres vej ned.

"Duk duk duk!"

Jeg sukkede over, at skulle høre Ryans bankeslag på døren endnu en gang.

"Anji? Kommer du ikke ud? Der er kun dig og mig ombord på flyet...", forklarede han på den anden side af døren. Jeg sukkede tungt og opgivende og lænede mig en anelse mere forover.

"Giv mig lige lidt mere ro...", svarede jeg roligt men i normalt toneleje og sukkede. Ja, jeg havde bare brug for at tænke visse ting igennem.

"Jamen Anji, du kan jo ikke blive siddende der ude? Rengøringen skal i gang på flyet her, så det er klart igen, når vi tager tilbage til LA!", forklarede han med en opgivende tone bag døren. Jeg rystede opgivende på hovedet med et svagt sarkastisk kort grin.

"Tss rengøringen...", mumlede jeg sarkastisk, så jeg var sikker på, at Ryan ikke kunne høre min kommentar. Bare tanken om, at jeg begyndte mit roderi med Justin som stuepige, virkede så fuldkommen latterligt og bare Justins utålelige og flabede atttitude var jeg mere eller mindre faldet for, dog ikke i begyndelsen, men allerede der, hvor jeg sad omkring morgenbordet på terrassen med Pattie, så burde jeg have lugtet lunten for hvilken player Justin var. Altså det var også bare hans Åh-jeg-er-så-charmerende-og-guds-gave-attitude, der havde fristet mig;

"Tag dog noget morgenmad Anji, det er det det står her for.", forklarede hun bestemt. Jeg nikkede og greb straks ud efter én af bollerne og tog min smørekniv og smørret og begyndte at smøre smør på bollen.

"Du har din uniform på i dag?"

Hendes spørgsmål fik mig til at kigge op på hende og jeg nikkede med et smil.

"Ja, jeg regnede jo med at jeg skulle arbejde i dag?", svarede jeg med et spørgsmål. Pattie nikkede med et smil og smurte selv en bolle.

"Det er nok ikke så meget arbejde lige i dag søde. Jeg skal nok sørge for det meste i dag, eftersom det jo er søndag. Nu inviterede jeg dig hen fordi jeg mente at vi bør have det hele på plads med kontrakten, retningslinjerne og hvordan dit arbejde skal udføres... Jeg ved ikke om du er klar over, at det nok ville være nemmest, at du fik et værelse her og så ville være i stand til at kunne passe dine arbejdstider fast...", forklarede hun. Jeg så målløs på hende.

"Jeg havde ikke ligefrem regnet med, at jeg også skulle bo her?", svarede jeg målløs. Pattie smilte og hældte kaffe op til sig selv. Hun nikkede og satte kaffekanden på bordet.

"Ser du Anji, Justin bor kun til leje her og vi ved endnu ikke om han har gjort sig tanker om at flytte igen snart, men det må tiden vise - I den tid han opholder sig her, så kunne det være rart, at du blev boende her og du får selvfølgelig dit eget værelse med bad... Idéen er at du ikke behøver at skulle stå alt for tidligt op om morgenen og du vil være frit stillet til at kunne få mere ro over dig og ikke mindst rig mulighed for ordenlig søvn, når du nu ikke skal køre frem og tilbage på den lange strækning der er fra dit hjem og hertil...", forklarede hun med et smil. Jeg nikkede med et usikkert smil.

"Jamen, hvad med weekenderne? Og hvad med min mor der hjemme?", spurgte jeg undrende. Pattie smilte roligt.

"Du skal selvfølgelig have lov til at nyde weekenden hjemme hos din mor, for i weekenderne har du som sagt fri... Dine arbejdstider vil være varierende og opgaverne vil også være varierende...", forklarede hun med et smil. Jeg nikkede med et smil og tog en bid af min bolle.

"Vil det være noget du ville kunne overkomme Anji?", spurgte Pattie mig indgående med et smil. Jeg nikkede med et smil.

"Det tror jeg godt?", svarede jeg lettere usikkert. Pattie grinte svagt.

"Rolig min pige, al begyndelse kan være svær - Sådan er det for alle...", forklarede hun yderligere. Jeg nikkede med et smil og pludseligt var der et forstyrrende element, der satte sig ved siden af Pattie med et smørret smil, mens han på den mest provokerende  måde gnaskede højt i et rødt æble. Jeg prøvede mest muligt ikke at se hen på ham.

"Nu giver du hende vel en passende løn mor, ikke?", kom det med et flabet grin fra ham, så han alligevel fik min opmærksomhed.

Pattie så hen på ham.

"Justin, vi sidder altså lige og taler forretninger!", kom det bestemt fra Pattie. Justin smed bare sine ben op på bordet ved siden af morgenmaden. Synet af ham med uglet affarvet morgenhår, der stod til alle sider og kun i hvide Calvin Klein boksershorts, var ren provokation. Ja, sådan opfattede jeg det.

"Nå! - Jeg troede ligesom det var MIG der boede her og ikke dig mor!", svarede han med et træt blik på Pattie og tog en provokerende bid af sit æble, så det knasede højt. Han så hen på mig og blinkede med øjet med et flabet smil. Pisse provokerende! Jeg var virkelig tæt på at gå amok, men også kun tæt på. Jeg sukkede med et svagt fnys, mens jeg så lettere olmt hen på ham.

"Justin, vær nu sød at gå lidt! Gå op og tag dig et bad - Gør dig klar til når Hailey kommer og henter dig...", forklarede Pattie med et opgivende suk. Justin så skulende hen på mig og tog benene ned fra bordet.

"Yes maam!", svarede han lettere provokerende og tog endnu et bid af sit æble, så den knasende lyd kom endnu engang, mens han rejste sig fra stolen og forlod Pattie og jeg. Pattie så ret opgivende mod hans retning bag mig og så der efter hovedrystende på mig.

"Tag dig ikke af min søn - Han skal nogen gange markere sig så markant, at jeg kunne have lyst til at lægge ham over mine knæ og give ham en endefuld og det værste er, er at han nærmer sig de 21 år. - Lettere ubegribeligt!", sukkede hun højt

Dog kunne jeg ikke lade være med at fnise svagt over det kiksede minde. Justin som flabet - Han kunne få mig ud af det gode skind, men der havde hele tiden været noget pokkers charmerende ved hans utålelige flabethed.

"Duk duk duk!"

"Anji, må du altså komme ud - det g..."

"Ryan, har du aldrig lært, at man ikke skynder på piger og kvinder?!", afbrød jeg højt og rejste mig fra wc'et, for derefter at vende mig mod den lille vask og spejlet foran mig, hvor jeg opdagede, at jeg så herrens ud med min makeup, så jeg greb ud efter noget nyt toiletpapir, for at vaske det overskydende sorte mascara væk fra mine kinder.

"Anji?!"

Jeg vendte straks mit blik hen mod døren.

"Jeg sagde nej! Jeg kommer om lidt, okay?!", svarede jeg lettere mopset. Ja, når jeg var i sådan et frustreret humør og ham jeg havde forelsket mig i, havde såret mig så dybt, så ville jeg have lov til at have lidt tid, til at komme over det værste.

"Alright, jeg venter tålmodigt...", lød det i en sukkende stemme fra Ryan bag døren. Jeg nikkede blot og koncentrerede videre om at rette min makeup til, eller det kunne jeg ikke lige for i øjeblikket, eftersom min clutch stadigt lå inde på den plads jeg havde siddet på tidligere. Jeg så mig atter i spejlet og noget slog mig pludseligt.

"Et smadret spejl siger syv års ulykke... Gælder det så også med syv års ulykke i kærligheden?", tænkte jeg med et bid i underlæben og tænkte tilbage igen;

Det var søndag aften og jeg havde været nede i vaskekælderen for at hente rene håndklæder, som jeg ville aflevere til Justins badeværelse, som en sidste opgave for dagens arbejde. Jeg bankede på hans dør og vidste i realiteten godt, at han ikke var alene.

"Ja!", kunne jeg høre Justins stemme svare højt derinde fra, så jeg åbnede døren stille. Jeg fik straks øje på Justin og hende den blonde pige. Var det ikke Hailey hun hed? Nå, men de sad på Justins seng.

"Undskyld jeg forstyrrer, men jeg skulle lige sørge for der var rene håndklæder på plads.", Udbrød jeg stille med et svagt smil.

Justin nikkede blot og pegede over mod hans badeværelse og jeg følte hans øjne på mig. Ja, jeg vidste ikke hvad jeg skulle tænke og tro om Justin, men jeg valgte bevidst at holde mit hoved koldt, mens jeg gik ud på hans badeværelse. Jeg lagde håndklæderne på plads, men et endte med at ligge forkert på hylden, så jeg baksede med at skulle hive det skide håndklæde ned. Jeg kunne ikke høre hvad Justin og Hailey snakkede om, eftersom de mumlede inde på værelset, men i realiteten vedkom det heller ikke mig. Jeg fik endelig det skide håndklæde ned fra hylden med fik desværre overbalance, så jeg ved et uheld ramte Justins barberspejl, så det røg på gulvet og til mit uheld smadrede i flere tusinde af stykker. Jeg tog mig pinligt berørt med knyttede hænder ved munden.

"Åh nej...", mumlede jeg.

"Sig mig, hvad pokker laver du?!", hørte jeg Justin råbe og jeg følte, at jeg var ved at gå i panik over dette uheld. Justin dukkede straks op ved døråbning og jeg så magtesløs og undskyldende hen på ham.

"U...undskyld... Den røg bare pludseligt ned...", svarede jeg med en lille skræmt stemme. Han så væk fra mig og ned på gulvet, hvor hans barberspejl lå smadret i tusinder af stykker. Justin sukkede hårdt og himlede med øjnene.

"Syv års ulykke siger man - Det er din fejl, ikke min! Se at få fjernet det der i en fart, tak!", udbrød han irriteret. Jeg nikkede med et skræmt blik og Justin skulle til at gå men stoppede sig selv og vendte atter sin opmærksomhed hen på mig.

"Du er ikke kommet noget til, vel?", spurgte han pludseligt. Jeg måtte ærligt indrømme at jeg blev lettere målløs over hans pludselige omtanke. Jeg så ned ad mig selv og mine arme og jeg så mig ind i spejlet, inden jeg atter så hen på ham og jeg rystede på hovedet.

"Nej, jeg er vidst okay...", svarede jeg lavt og smilede med et lille svagt grin. Justin smilede med et lille nik til mig.

"Godt, vi skulle nødigt komme til skade nogen af os og det gælder såmænd også dig..", svarede han lavt med et smil og blinkede med øjet.

"Åh gud hans smil og den charme...", tænkte jeg med en svag kildrende følelse i min mave.

"Tak for at du spurgte - det betyder meget for mig...", fnes jeg svagt. Han smilede igen til mig, så det var som om en masse sommerfugle invaderede min krop.

"Ingen årsag! Når du har fjernet det der, så kan du bare holde for i dag og for min skyld må du godt sove til kl otte, ni stykker i morgen, da jeg først skal i studiet ved en tolvtiden, så står ikke op selv før kl 10 i morgen formiddag...", svarede han lavt med et skævt smil. Jeg nikkede med et smil.

"Tusind tak...", svarede jeg lavt og følte mig ret taknemmelig over hans søde og betænksomme væremåde. Justin smilede og blinkede med øjet og begav sig atter ind i soveværelset.

Jeg sukkede og glippede med øjnene og smed alt det bugte wc-papir ned i wc'et og trak op. Jeg tog en dyb indånding og låste toiletdøren op og åbnede døren og så Ryan sidde på briksen hvor han så opmærksomt op på mig.

"Nå, der var du... Er du okay?", spurgte han roligt og rejste sig fra briksen. Jeg tog en skælvende indånding og nikkede svagt. Ryan nikkede med et lille svagt smil og rakte sine arme i mod mig, som en indbydelse til et knus, som jeg ikke tøvede med at tage imod. Jeg puttede mit hoved på hans højre skulder med ansigtet væk fra hans hals og sukkede med et lille snøft mens jeg lagde blidt mine arme om nakken og om hans højre arm. Jeg lukkede roligt øjnene.

"Vil du tale om det?", spurgte han i en blid tone. Jeg skælvede i min indånding uden at åbne øjnene og nød hans hænder kærtegne min ryg.

"Jeg ved det ikke?", hviskede jeg med et knæk i stemmen.

"Det er også okay...", svarede han roligt i vores knus.

"Vil du stadigt med til Chris' fødselsdagsfest?"

Jeg sukkede stille og åbnede mine øjne og fjernede mig fra hans skulder og fik hans øjenkontakt. Jeg fugtede trist mine læber.

"Jeg ved ikke om jeg kan overskue, at skulle se på Justin længere? Jeg burde bare tage hjem, men der er lang vej hjem...", sukkede jeg frustreret og så ned mellem Ryan og jeg, så mit blik endte på gulvet, hvor jeg sjovt nok først lagde mærke til Ryans  sko først nu, kun fordi jeg ikke havde skænket ham så mange blikke. Ja, jeg havde nærmest set mig blind på Justin tidligere før al den drama til aften her ombord på flyet. Ryan greb blidt fat om min hage og fik mig til at se op og se ham dybt i øjnene med et lille kærligt smil.

"Jeg skal nok være der for dig i aften... Jeg synes det ville være synd for dig, hvis du gik glip af at møde så mange berømtheder på én gang og ligefrem får lov til at feste på ægte vip måde og yderligere en lækker suite en nat på et luksushotel. Jeg grinede lettere akavet og fjernede roligt Ryans hånd og sukkede og tog mig opgivende til panden.

"Det lyder som om for dit vedkommende,a t denne aften bare ikke er noget jeg vil gå glip af? Ryan...", sukkede jeg tungt og trådte et halvt skridt bagud, hvor ved jeg klappede mig opgivende langs siderne på mig selv. Jeg grinede lettere akavet og så med et lille smil hen på ham.

"Ryan, det kan godt være, at du synes det er fedt, at jeg skal med til privatfest med en masse kendte, men ved du hvad? Jeg er faktisk ligeglad med alle de kendte mennesker! De interesserer ikke mig, hvis jeg ikke interesserer dem? Ryan...", forklarede jeg med et svagt suk, men jeg tog mig flygtigt til panden og trådte et skridt frem mod ham og lagde mine hænder om hans overarme. Jeg så ham indgående i hans pæne blå øjne.

"Jeg tog kun med med for hans skyld... Forstår du?", forklarede jeg hviskende og så trist fra hans ene øje til det andet. Ryan så ned med blikket i sekunder, men så op igen og jeg følte pludseligt hans hænder om mine nøgne hofter, som i mit hoved føltes en del akavet.

"Hvis du så ser bort fra ham... Hvad så med os to? Jeg er villig til at give det endnu en chance...", forklarede han roligt med et kærligt smil og flyttede sine hænder langsomt ned mod mine balder og han nærmede sit ansigt ved mit, men jeg trak mig bagud med høvedet og så målløst på ham, mens jeg fjernede hans hænder roligt fra mine balder.

"Næh, hør her... Når jeg siger, at jeg ikke kan holde ud at se på Justin, så er det ikke ensbetydende, at vi to skal begynde på noget...", forklarede jeg bestemt og trak mig helt væk fra ham og gik uden om ham og hen mod min plads, hvor jeg opdagede min clutch var væk?

"Du vil ikke give os en chanc..."

"Stop Ryan!", protesterede jeg med hænderne i vejret og med ryggen til ham, mens jeg prøvede at finde ud af hvordan min clutch bare kunne forsvinde. Jeg mærkede to varme hænder på mine nøgne skuldre.

"Hvorfor egentligt ikke? Vi har jo været der før og jeg er villig til at give det hele en chance mere, nu hvor Justin er ude af billedet... Jeg er jo stadigt vild med dig..."

Jeg sukkede tungt og himlede med øjnene og lukkede øjnene i sekunder og lagde mine arme over kors og vendte mig hurtigt mens jeg åbnede øjnene og så bestemt på Ryan, der havde et kærligt smil på læben.

"Ryan...", begyndte jeg med et lille sørgmodigt smil.

"Du er virkelig sød, men det kommer ikke til at ske igen...", forklarede jeg roligt og løsnede mine arme og pegede på mig selv, hvor mit hjerte omtrent sad.

"Justin sidder stadigt i mit hjerte og det er uanset om du vil kunne forstå det eller ej...", hviskede jeg med et kærligt sørgmodigt smil med hovedet på skrå og kærtegnede Ryans kind blidt. Jeg lænede mig frem mod ham og gav ham et blidt og kort kys på hans læber og trak mig fra ham igen og så ham trist i øjnene.

"Farvel...", forklarede jeg roligt og efterlod ham og gik med hastige skridt hen til åbningen i flyet og blev mødt af en kølig mørk aften, så jeg fik gåsehud på armene. Jeg begav mig ned ad trappen fra flyet, til jeg kom ned på landingsbanen, hvor jeg så to sorte SUV'er holde et stykke fra.

Jeg fik hurtigt øje på en vis person, der stod udenfor og pulsede løst på en smøg, hvor Hailey stod over for ham og snakkede med ham. Jeg gik med langsomme og velovervejede skridt med mine høje stiletter hen mod Hailey og ham. Hun fik som den første øje på mig med et skulende og olmt blik.

"Hailey, må jeg godt tale med Justin under fire øjne?", spurgte jeg roligt. Hailey smilede på en flabet og led måde, mens hun nikkede svagt.

"Tror du selv det?!", svarede Hailey flabet, mens Justin med et tungt suk vendte sin opmærksomhed mod mig og han så hurtigt på Hailey.

"Gå bare ind i bilen til de andre...", forklarede Justin roligt. Hailey fnøs med et skulende og ledt blik mod mig og hun gik hen mod den åbne bildør på den ene sorte SUV. Jeg sukkede og lagde armene over kors og så opmærksomt på Justin.

"Kan vi tale sammen lidt væk fra bilerne?", spurgte jeg roligt og så pludseligt Ryan gå forbi os med et såret og skuffet blik på mig, men han sagde ingenting og satte sig ind i bilen. Jeg så atter på Justin, der havde set Ryan før ligesom jeg, hvorefter han så med et skævt blik på mig.

"Hvad er der galt med ham?", spurgte han i en undrende tone. Jeg sukkede hårdt og fugtede mine læber bestemt og vendte mig væk fra Justin, for at bevæge mig i rolige skridt væk fra bilerne.

"Det behøver jeg vel næppe at uddybe mig om til dig?", svarede jeg i et tungt suk, uden at se tilbage på Justin, der hurtigt nåede op ved min højre side og vi så på hinanden, mens vi gik i rolige og langsomme skridt. Justin smilede på en forundret måde.

"Prøvede han på dig igen?!", udbrød Justin, så jeg stoppede op og vendte mig mod ham.

"Justin...", begyndte jeg hovedrystende og han nikkede med et bid i underlæben og så med et opmærksomt blik på mig.

"Er jeg tilgivet?", spurgte han roligt. Jeg sukkede trist og så ned på den pæne asfalt, som landingsbanen havde.

"Så enkelt er det ikke...", svarede jeg stille med et knæk i stemmen og følte pludseligt en ny strøm af tårer overvælde mig. Jeg tog mig hulkende til ansigtet, der allerede var vådt af tårer.

"Anji...", kom det med en blid og trist stemme fra Justin og jeg følte straks hans arme omkring mig og jeg tøvede ikke med at putte mit hoved på hans højre skulder. Jeg tog mig hulkende til ansigtet, mens jeg kod tårerne rende i en syndflod ned ad mine kinder og ned på Justins jumpsuit. Jeg følte flere små blide kys på min hals og højre skulder og hans hænder og arme om mig føltes mere end fantastisk, men mit hjerte var knust.

"Please tilgiv mig? Jeg elsker dig jo...", hørte jeg Justins stemme knække og jeg kunne nu mærke nogle tårer ramme min nakke, hvorefter flere blide kys ramte min nakke og skulder.

"Hører du? Jeg har ikke følt sådan over for en pige længe... Du betyder så meget for mig...", forklarede han stille med en snøftende og dirrende stemme og jeg følte at han knugede mig tættere ind til ham.

Jeg rettede mig hulkende op fra hans skulder og så ham i hans grædende øjne.

"Jeg kan ikke Justin... Du kan jo heller ikke komme videre fra Selena... Du kan ikke få os begge to...", forklarede jeg hulkende. Justin hulkede endnu mere og jeg følte hans hænder stramme dig om mig og han trak mig ind i endnu et fast knus.

"Jeg skal nok gå fra hende...", hulkede han i knuset, men det kunne jeg slet ikke tro på, ikke efter jeg blev så bekræftet i, at Justin gjorde alt for at få Selena igen. Jeg fjernede hans arme om mig og trådte et skridt tilbage og så på ham, Han græd voldsomt og så på mig med det mest triste ansigt jeg havde oplevet fra ham.

"Jeg tager med til hotellet - men jeg tager ikke med til festen... Og så...", forklarede jeg hulkende og stoppede min sætning i sekunder. Justin trådte frem mod mig, mens jeg trådte bagud og holdte afværgende mine hænder frem for ham.

"Nej, lad vær'!", protesterede jeg grådkvalt og Justin hulkede kraftigt igen og det var tydeligt, at han kæmpede for at fokusere. Jeg tog en dyb indånding selv om den i realiteten ikke hjalp mig lige nu på min ustoppelige gråd.

"Du sørger for at én af dine bodyguards finder m,in clutch og afleverer den til mig, og så...", forklarede jeg grådkvalt og følte luften blev suget ud af mig. Justin stod og hulkede stille med hætten over sin cap og sine hænder i hans forlommer og det var tydeligt at se på ham at han prøvede at bevare roen og lytte efter hvad jeg havde at sige. Jeg snøftede kraftigt, mens jeg så på ham.

"Så i morgen... Sørger du for at jeg kan være i ro ombord på dit fly, når vi alle skal hjem... Og.."

"Baby?", snøftede Justin kraftigt og trådte et skridt frem mod mig med bredte arme frem mod mig, men jeg trådte endnu et skridt tilbage.

"Justin, lad nu være!", hulkede jeg og følte snart jeg ikke kunne sige mere, fordi gråden tog så meget over. Justin kneb øjnene sammen flygtigt og tørrede sit ansigt med hans venstre ærme og så  helt ødelagt ud i ansigtet mens han så grådkvalt på mig.

"Og når vi er kommet hjem igen... S.. så... pakker je...", forklarede jeg, men brød fuldkommen sammen og det samme gjorde han og han trådte hurtigt hen mod mig og denne gang nåede han at omfavne mig, så vi endte med at stå hulkende i hinandens arme.

- Jeg følte mig knust i tusinde af stykker - som et barberspejl....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...