The maid - So much untold!

Anjelica Varja på 19 år, er udlært stuepige efter sin mor Maliin Varja 42 år. De er begge flyttet fra Rusland, da Anjelica blot var 7 år gammel. Hendes mor Marliin, har arbejdet sig op ad rangstigen som stuepige og rengøringshjælp for mange trofaste arbejdsgivere blandt den rigere del af befolkningen i Los Angeles. Hverken Anjelica eller hendes mor er af den velhavende del, men Maliin, har dog fået arrangeret sig sit eget lille firma, sammen med sin datter Anjelica og to andre ansatte. Sammen står de fire stuepiger stærkt med deres arbejde og Anjelica arbejder sig op mod den sum penge det kræver, så hun forhåbentligt snart kan komme på sin drømmeuddannelse og skole. Anjelica har virkelig ben i næsen og kan svare for sig. Hun er bestemt ikke bange for at vise hvem hun er og at hun er en man bør respektere. Anjelica bliver en dag sendt ud på en ny adresse, hvor der er tilkaldt efter hjælp fra ingen ringere end verdensstjernen, Justin Bieber...

290Likes
428Kommentarer
302796Visninger
AA

12. "It's not that simple!"


Justins synsvinkel:

I bilen ude i indkørslen, mandag d. 8 december 2014, kl 18.17

Jeg parkerede min røde ferrari, men magtede dårligt at stige ud nu. Det havde været én af de dumme dage - Alt var gået skævt. 

"Duk duk duk!"

Jeg så til venstre for mig og rullede mit sidevindue ned og så Kenny stå og smile svagt. Han lænede sig lettere op af bilens tag mens han så ned på mig.

"Har du bare tænkt dig at sidde der Justin? - Jeg har opdaget et par paparazzis ikke langt herfra, så det var måske m,eget klogt at komme indenfor i stedet?", spurgte han lavt. Jeg sukkede og nikkede.

"Jeg kommer ud lige om lidt, men jeg har altså lige brug for at flytte tankerne et øjeblik...", forklarede jeg lavt. Kenny nikkede med et svagt smil.

"Noget du vil snakke om?", spurgte han med et svagt smil. Jeg smilte halvhjertet og rystede hovedet.

"Nej, det er okay...", svarede jeg lavt. Kenny nikkede.

"Skal jeg hente Pattie?", spurgte han yderligere. Jeg smilte svagt og rystede på hovedet.

"Nej, det behøves ikke - Jeg skal lige foretage et opkald...", svarede jeg med et lille smil.

"Alright, jeg venter på dig henne ved trappen...", svarede han med et skævt smil.

"Det går nok Kenny - Jeg skynder mig ind bag efter. Bare gå ind...", svarede jeg med et svagt smil. Kenny nikkede med et smil og jeg betragtede ham gå ind mod indgangen. Jeg sukkede hårdt og rullede sidevinduet op igen.

Jeg greb ud efter min iPhone i min bukselomme og gik straks ind i mine kontakter. Jeg havde virkelig brug for at snakke med hende. Jeg stirrede lidt på displayet og tog en dyb indånding, inden jeg tog mig sammen til at ringe hende op:

"Duut... duut... duut... duu.... Ja?"

Jeg sukkede hårdt og bare hendes stemme fik mine tårekanaler til at gå amok.

"Hej...", svarede jeg med en klump i halsen og hørte et hårdt suk i den anden ende.

"Altså Justin, hvad vil du?"

Den første tåre banede sig langsomt ned ad min kind.

"Kan vi ikke ses?", spurgte jeg med en klump i halsen og jeg hørte endnu et suk fra hende.

"Justin... Det er ikke så godt i dag...", svarede hun med et lille suk efter sig. Endnu en tåre banede sig ned ad min anden kind og jeg lænede mig over rattet og tog mig til panden med højre hånd.

"Hvorfor ikke? - Jeg har bare brug for at snakke... V..vi kan bare snakke... Det er alt hvad jeg forlanger...", snøftede jeg svagt og endnu en tåre flygtede ned ad min venstre kind.

"Justin, det går ikke...", sukkede hun. Jeg kæmpede for at holde mine små hulk tilbage.

"Jeg bliver nød til at smutte... Hej... Klik!"

Jeg brød ud i gråd og gemte mit ansigt ned i mine arme, som jeg havde oven på rattet. Hun ville slet ikke give sig overhovedet og det gjorde bare så ondt gang på gang, at blive afvist af hende.

"Brr... brr... brr..."

Jeg stoppede min heftige gråd for at tjekke den besked, som jeg kunne mærke jeg havde fået. Jeg tørrede mine værste tårer væk med håndryggen og så en besked fra hende. Jeg åbnede den modvilligt og læste den:

"Justin - Nu siger jeg det som det er! Du bliver nød til at lade mig være i fred - Kom videre med dit liv, okay? Stop med at ringe mere til mig, for det trætter mig i længden :( - Selena."

Jeg følte det endnu engang som at mit sårede hjerte blev hevet og flået, men jeg havde så svært ved at skulle indse at alt var slut.

"Duk duk duk!"

Jeg spjættede forskrækket over nogen, der bankede på min siderude. Jeg tørrede mine tårer væk og så målløst hvem der stod uden for min bil. Jeg rullede sidevinduet ned med et snøft.

"Justin, er du overhovedet okay?", spurgte hun med et bekymret blik. Jeg kæmpede for at holde tårerne tilbage og rystede på hovedet.

"Nej...", røg det grådkvalt ud af mig.

"Skal jeg hente din mor?", spurgte hun med et bekymret blik. Jeg rystede på hovedet og trykkede på dørknappen på instrumentbrættet, så passagerdøren gik op.

"V..vil du i..ikke nok s..sætte dig ind?", spurgte jeg svagt hyperventilerende. Hun rettede sig op og så sig fra side til side og så derefter ned på mig og nikkede.

"Okay...", svarede hun spagt, og jeg betragtede hende med svagt sløret blik, at hun gik ind foran bilen og om til den anden side, hvorefter hun satte sig ind. Hun lukkede forsigtigt døren og jeg rullede mit sidevindue op. I flere minutter sagde vi ikke noget, mens hun sad lettere stift og flyttede blikket forsigtigt rundt på instrumentbrættet i min bil. Jeg kunne mærke at bare hendes tilstedeværelse, fik mig til at slappe mere af og den værste gråd fortog sig. Jeg kiggede på hende og kunne ikke lade være med at betragte hendes kønne profil og det blev kun bedre at se på hendes fyldige læber, som hun sad og fugtede flere gange, mens hun havde sine hænder foldet pænt i skødet på sig selv. Hun sad lettere stift og det var tydeligt, at hun vidst nok var ret nervøs over at sidde sammen med mig i bilen. Hun flyttede langsomt sin fulde opmærksomhed på mig.

"Vil du snakke?", spurgte hun lavt med sit stadigt bekymrende blik. Jeg sukkede hårdt og slog blikket ned i sekunder, inden jeg atter så på hende igen.

"Er du sikker på, at du gerne vil snakke med mig?", spurgte jeg spagt. Hun så skråsikkert på mig og bed sig i læben. Gjorde jeg hende nervøs? Hun smilte svagt og pustede hårdt ud.

"Altså... Jeg blander normalt ikke mit arbejde sammen med private anliggender, og særligt ikke med min arbejdsgiver, men jeg kom ud med affaldet og så opdagede jeg dig siddende i bilen, hvor du virkede til at være helt ude af den, så jeg kunne ikke bare ignorere dig... Du ved...", forklarede hun lavt med et lille forsigtigt smil. Jeg nikkede med et svagt smil.

"Tak...", svarede jeg nærmest hviskende. Hun trak op i et større smil og lagde hånden oven på min højre hånd og klemte den svagt.

"Du skal nok klare den Justin - Det er jeg sikker på...", forklarede hun med et smil og fjernede sin hånd fra min igen. Helt ærligt, så ønskede jeg ikke at hun fjernede sin hånd igen. Det havde været en helt rar følelse i de sekunder det havde stået på. Jeg snøftede svagt og nikkede.

"Det er bare så svært det hele... du ved?", forklarede jeg lavt. Anjelica nikkede med et lille smil.

"Er det din eks-kæreste, der er skyld i at i ikke er sammen længere?", spurgte hun med et forsigtigt smil. Jeg sukkede og bankede mit hoved tilbage i nakkestøtten og så flygtigt op i loftet.

"Nej... Det var mig der dummede mig denne gang...", sukkede jeg og så atter hen på hende.

"Hun slog op med mig og fordi vi har haft det her ret turbulente forhold i flere år, så troede jeg at hun ville tilgive mig og komme tilbage til mig, for jeg savner hende virkelig meget og jeg kan dårligt komme videre i teksten... Ja sorry, nu øser jeg bare ud af godteposen, men alligevel føler jeg, at jeg godt kan sige det til dig - Ja, det er bare sådan en følelse jeg har for visse mennesker, at jeg føler at jeg kender dem et eller andet sted, you know?", forklarede jeg med et svagt smil. Anjelica nikkede med et oprigtigt smil.

"Det kender jeg godt og jeg er også sikker på, at jeg tog fejl af dig til en hel del... Altså, jeg kender dig jo ikke så godt, men alligevel har jeg fået den indflydelse af, at du bare ønsker at kunne få lov til at snakke med nogen uanset om det er familie, venner eller dine ansatte, men hvorfor lige mig?", spurgte hun med et lille smil. Jeg trak på smilebåndet og rystede svagt på hovedet.

"Well, jeg tror det er fordi, at jeg har haft disse samtaler med min familie og venner så mange gange, at alt hvad jeg bliver spist af med i sidste ende er, det skal nok gå Justin, eller Justin bare glem hende, der er andre fisk i havet, eller også den typiske, giv hende noget tid til at køle af, så kommer hun igen skal du se! - Ja, måske har det ligefrem været indlysende, at alle de ting var rigtige nok i sidste ende, men denne gang føles alt anderledes. Jeg kan slet ikke følge med længere og Selena tager mere og mere afstand til mig og jeg føler at hverken mine forældre eller venner forstår mig i sidste ende, så hvorfor i alverden belemre dem med mine problemer? - Og nu gør jeg selvfølgelig det samme ved dig? Undskyld...", mumlede jeg det sidste ud og flovede mig faktisk nu. Anjelica trak på skuldrene og smilte forsigtigt og rystede på hovedet.

"Justin, det gør ikke noget... Jeg havde bare ikke ligefrem regnet med at jeg skulle agere psykolog for min arbejdsgiver...", forklarede hun lavt med et svagt smil. Jeg kunne ikke lade være med at grine svagt over hendes svar, for hun havde jo ret.

"Det er mig der burde undskylde... Du er jo min stuepige - Det er mig der bærer mig dumt ad... Jeg trækker dig ind i mine problemer der er talrige, og som du ikke rigtigt kender til, men jeg synes bare der er noget over dig... Du får mig til at slappe af på en eller anden måde og det er faktisk en rar følelse til en afveksling... Med de andre føler jeg, at der bliver stillet visse krav til mig, men ikke med dig - Ja, jeg ved at det er en underlig forklaring, men...", forklarede jeg og trak svagt på skuldrende. Anjelica nikkede med et lille fnis.

"Jeg tror godt, at jeg kan følge dig i hvad du prøver at forklare, og nu hvor jeg har haft hele dagen til at tænke over det, mens du har været i studiet, så kan jeg et eller andet sted godt følge dig og jeg er villig til at give det en chance, at når du føler de andre ikke er til at snakke med, så er jeg her altså for at lytte... Jeg lover at det selvfølgelig ikke går videre, særligt hvis der er noget du ikke vil have kommer videre til andre, men som en ven forstår du?", svarede hun med et svævende spørgsmål. Jeg følte endelig at jeg kunne smile helhjertet igen. Anjelica kunne virkelig flytte mine tanker væk fra Selena. Det var en skøn følelse at have. Anjelica smilte.

"Det ser ud til, at du har fået det bedre humør-mæssig Justin, så jeg vil gå ind og få ordnet det sidste og..."

"Skal du virkelig gå nu?", afbrød jeg hende skuffende. Hun smilte svagt og kærtegnede flygtigt min overarm.

"Justin, du glemmer vidst at jeg altså har mine pligter som stuepige...", forklarede hun med et lille smil. Jeg smilte trist og nikkede.

"Men hvis jeg nu bare ønsker, at vi kunne snakke lidt sammen - Du behøver ikke at gøre alt det i huset... Jeg er sikker på, at resten ikke er nær så vigtigt...", svarede jeg lettere undskyldende. Ja, jeg ønskede virkelig ikke at hun skulle forlade mig allerede nu. Jeg snakkede så godt med hende og jeg følte at hun forstod min smerte. Hun smilte svagt.

"Jeg lovede lige at ringe til min mor, så vi kan ikke snakke videre lige nu forstår du? - Aftensmaden venter også på dig der inde...", forklarede hun med et lille smil og hun steg ud af bilen og smækkede let med døren.

Jeg sukkede hårdt og betragtede hende forsvinde ind mod hoveddøren. Jeg ønskede bare at kunne tale med hende i længere tid ad gangen. Det var som om at hun satte sit arbejde før mig, men kunne jeg bebrejde hende det? Hun var jo ligesom min stuepige og så kunne jeg ikke forvente så meget andet. Jeg sad godt og vel i fem minutter, inden jeg tog mig sammen til at gå indenfor.....

~

Beklager det dårlige kapitel og det er ikke rettet igennem. Sorry!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...