The maid - So much untold!

Anjelica Varja på 19 år, er udlært stuepige efter sin mor Maliin Varja 42 år. De er begge flyttet fra Rusland, da Anjelica blot var 7 år gammel. Hendes mor Marliin, har arbejdet sig op ad rangstigen som stuepige og rengøringshjælp for mange trofaste arbejdsgivere blandt den rigere del af befolkningen i Los Angeles. Hverken Anjelica eller hendes mor er af den velhavende del, men Maliin, har dog fået arrangeret sig sit eget lille firma, sammen med sin datter Anjelica og to andre ansatte. Sammen står de fire stuepiger stærkt med deres arbejde og Anjelica arbejder sig op mod den sum penge det kræver, så hun forhåbentligt snart kan komme på sin drømmeuddannelse og skole. Anjelica har virkelig ben i næsen og kan svare for sig. Hun er bestemt ikke bange for at vise hvem hun er og at hun er en man bør respektere. Anjelica bliver en dag sendt ud på en ny adresse, hvor der er tilkaldt efter hjælp fra ingen ringere end verdensstjernen, Justin Bieber...

290Likes
428Kommentarer
302572Visninger
AA

4. "Drivhuset"


Anjelicas synsvinkel:

I udkanten af Los Angeles - Et belastet kvarter på en lukket lejlighedskompleks, lørdag d. 6 december, 2014 kl. 8.41

"Javel miss Mallette og de sagde adressen var?"

Jeg sukkede tungt, mens jeg sad og spiste langsomt af mine cheerios med mælk på. Jeg betragtede min mama, rende rundt som en antændt raket med ild i røven mellem køkkenet og stuen, mens hun havde sin mobil hvilende mellem hendes kind og skulder med hendes adressebog i hånden. Hun stoppede op og gav mig sine velkendte udskudte øjne og lavede skrivetegnet med sine hænder, som et hint for at hun ledte efter en kuglepen eller noget. Jeg rullede opgivende med øjnene og rejste mig fra stolen ved køkkenbordet og traskede træt ind i stuen og trak ud i én af kommodeskufferne, hvor jeg vidste, der lå nogle kuglepenne, som min mor sjovt nok altid glemte alt om. Jeg traskede med strakt arm ud i køkkenet mod min mor, der smilte stort og greb ud efter kuglepennen i min venstre hånd. Min mama vendte sig mod køkkenbordet ved kogepladerne og begyndte at skrive.

"De sagde, adressen var miss Mallette?", gentog min mama med ryggen til mig. Jeg pustede hårdt ud og satte mig hen på stolen igen og satte mig for at spise videre af min morgenmad. Ja, jeg skulle nyde den afslappende følelse lige nu, for den kunne være flygtig, for man vidste aldrig om min mama havde nye opgaver for i dag?

"Jamen, det er helt fint - Jeg sender min datter Anjelica!", svarede min mor, inden hun lagde på. Jeg pustede hårdt ud.

"Mama? - Synes du ikke jeg har rigeligt med tre huse i forvejen?", udbrød jeg frustreret. Min mama så med et undskyldende blik på mig.

"Søde lille skat, jeg ved det godt! Men Vera og Bianca er ude på arbejdet i dag og jeg har en masse andet jeg skal have styr på og..."

"Jamen mama! - Det er min fridag!", afbrød jeg med et opgivende fnys og armene over kors. Ja, jeg var sgu sur - Virkelig sur! Min mama så bedende på mig.

"Bebe? - Miss Mallette har lovet at betale en klækkelig sum for denne rengøring - Jeg har lovet hende det - Søde lille Anji? Hmm?", blev min mama ved med et lille drillende smil. Jeg sukkede opgivende og rettede mig op i stolen.

"All right, du vinder!", svarede jeg med et hårdt suk og rejste mig med skramlende stol under mig og greb min skål med rester af morgenmad og gik hen til køkkenvasken og smed skålen ned i vasken  og tændte for hanen, mens jeg så lettere irriteret på min mama, som desværre så alt for selvtilfreds ud.

"Sur lille Anji?", spurgte hun drillende, så jeg ikke kunne holde mit sarkastiske lille grin tilbage. Min mama smilte og bredte sine arme mod mig.

"Kom til mama...", tilføjede hun lavt og jeg lod mig hvile på hendes skulder i et dejligt varmt knus.

"Duk duk duk!"

"Buenos días mrs Vargas!"

Jeg fløj med et spjæt omkring og så ham.

"Juan! Du kan ikke bare brase ind på den måde?!", protesteret jeg irriteret og tog mig pinligt berørt til min sovetop og hvide hipsters, så jeg pludseligt følte Juan bare stod og var ved at tabe skuffen over synet af mig. Min mama var straks roligere.

"- Anji...", svarede Juan på en svag hæs måde og med bedende hundeøjne hen på mig. Han drillede mig, gjorde han.

"God morgen Juan, hvad bringer dig hid?", spurgte min mama og traditionen tro, satte Juan sig bare ned ved vores lille spisebord i køkkenet, hvorefter min mama placerede et kaffekrus til ham og greb ud efter kaffekanden. Juan blev gentagende gange ved med at plante sit blik hen på mig, mens han prøvede at holde fokusset på min mama.

"Jeg ville spørge om Anji vil med ud en tur?", spurgte Juan min mama.

"Det ville hun sikkert gerne, hvis ik...."

"Jeg kan ikke Juan, jeg har et job jeg skal til i dag!", afbrød jeg min mama, mens jeg smilte falsk til Juan. Han var en flot fyr, men jeg vidste udmærket hvad han ville. Han kunne virkelig charme sig ind på pigerne, særligt pigernes mødre, bare for at udstille sig selv som hver svigermors drøm, men med mig gik den ikke. Jeg havde kendt ham i nogle år, men det var først de sidste par år, han var gået amok med at "stalke" mig. Ja, fyren var altså 26 år, men det var han ligeglad med. Jeg . gad . ham . ikke!

Juan så overrasket op på mig.

"Jeg troede du havde fri i dag?", spurgte han med en lettere skuffet mine. Jeg smilte lettere falsk og begav mig overlegent ud af køkkenet.

"Ikke alligevel!", fløj det sarkastisk ud af mig og jeg tøvede ikke med at gå ind på mit lille værelse og lukkede med et hårdt suk døren bag mig. Jeg betragtede mit lille værelse med alle mine små ting, som jeg værdsatte mere end noget andet. Mange af tingene havde en historie bag, men der var nu særligt min medaljon, som jeg altid havde åben på min lille kommode, hvor et lille billede af min nana var. Selv om jeg var lille dengang min nana blev dræbt, så kunne jeg stadigt huske ham. Jeg greb medaljonen og kyssede med tørre læber på billedet af min nana, inden jeg lagde medaljonen igen og begav mig ud på vores lille badeværelse, for at ordne mig. Jeg skulle atter i arbejdstøjet...

~

Beverly Hills, Hill Drive 22031, kl. 11.03

De fleste ville nok blive målløse over de luksushuse, som var omkring de velhavende dele af byen. Det kom bare ikke bag på mig, for jeg havde efterhånden været stuepige i rigtigt mange millionvillaer, så ingen "Ih, åååh, neeej, uhh!" for mit vedkommende. Samme tanke for i mit hoved som altid:

De bor smukt med masser af plads til bare ALT, men deres liv må føles tomt og hult! Ja, det var den opfattelse jeg havde. Ofte havde jeg hørt de rige brokke sig om det ene eller det andet og sjovt nok var størstedelen af problemerne - flere penge, flere problemer - eller også var det - Åååh nej, det er bare SLET ikke godt nok!

Jeg sukkede hårdt og standsede uden for den pågældende adresse og betragtede det sælsomme og meget anderledes hus. Helt sikkert, at der ikke var sparet på designet her. Det var jo et forvokset drivhus med alle de vinduer. Huset var nærmest ikke andet end glas. Jeg pustede hårdt ud.

"Åh gud, lad dem ikke sætte mig til at vaske vinduer - det vil jo tage en halv krig...", mumlede jeg med en klump i halsen og håbede inderligt, at de havde deres egen vinduesvasker og IKKE skulle bruge mig til den slags. Jeg tog en dyb indånding og startede varevognen igen og opdagede i samme sekund en mand med et stort kamera på den anden side af vejen, som stæsede ind i en busk og forsvandt. Jeg grinte indestængt og drejede på rattet, så min varevogn drejede ind mod den pågældende adresse.

"Det er det jeg altid har sagt, rige folk er sælsomme...", sagde jeg lavt og kunne ikke lade være med at grine ad det. Jeg kørte langsomt op ad indkørslen og sekunder efter kom en hvid overpumpet fyr med sort sikkerhedsvest gående mod mig og min varevogn. Han vinkede mig til at standse, så det gjorde jeg. Ja, jeg kunne lige så vel lige stige ud af vognen, så mine hvide pumps med lav hæl, gav en lille lyd på fliserne under mig. Ja, det var min mama, der havde opfordret mig, at møde op i pumps og så have mine tennisko med mig, til at skifte med. Det var mest for at præsentere mig rigtigt for den nye arbejdsgiver, som jeg ikke havde mødt før. Jeg smilte til den robuste mand, som straks faldt mig ind var en sikkerhedsvagt. Tja, så kunne jeg forestille mig, at denne miss Mallette var af særlig betydning, siden hun havde sikkerhedsvagter?

"Hvem er de miss og hvorfor kommer de?", spurgte han med en ru stemme. Jeg smilte lettere undskyldende.

"Miss Mallette har sendt bud efter rengøringshjælp. Jeg er Anjelica Varja, datter af Maliin Varja, som ejer Varja Cleaning.", præsenterede jeg, mens jeg hintede på varevognen, hvor det stod med store fine pink bogstaver på den hvide varevogn. Manden så lettere skulende og nikkede blot.

"Javel, de ka...."

"Jeg er skam en person, bare tiltale mig for du og Anjelica - det er helt fint for mig!", afbrød jeg med et smil og rakte hånden frem som hilsen. Manden grinte svagt med et stort smil og gav mig hånden.

"Sean - Du må meget gerne parkere derhenne, så din varevogn ikke er i vejen for mr Bieber, når han kommer kørende i en af sine biler!", forklarede Sean bestemt. Jeg så med et løftet øjenbryn på ham.

"Mr Bieber? - Mener du ikke miss Mallette?", spurgte jeg forvirret. Sean grinte svagt og rystede på hovedet.

"Det er Mr Biebers hjem, som du skal gøre rent - Miss Mallette er hans mor og hun er her nu og da, men hun skulle også gerne være der inde nu, hvor hun ved at du kommer!", forklarede Sean med et skævt smil. Jeg nikkede med et lille forvirret smil og steg ind i bilen og skulle til at smække døren i, men tøvede i sekunder. Sean var ellers godt på vej tilbage mod huset.

"Eh Sean? - Hvor skal jeg gå ind med alle mine rengøringsting?!", råbte jeg. Sean vendte sig omkring med et smil og pegede retningen op ad nogle trapper, som øjensynligt førte til hoveddøren, for den kunne jeg bare ikke se herfra.

"Okay!", svarede jeg blot højt og smækkede bildøren i og kørte videre hen til pågældende spot, som Sean havde bedt mig om at parkere ved. Jeg parkerede og trak bilnøglen ud af tændingen og steg atter ud af bilen, hvor efter jeg smækkede døren for derefter at gå om på den anden side af vognen i passagersiden, hvor jeg åbnede sliske-døren, så en liflig duft af rengøringsmidler og alle de nødvendige rengøringsredskaber sprang i hovedet på mig.

"Anjelica Varja?!", hørte jeg pludseligt en damestemme et stykke fra min venstre side og jeg opdagede nu en storsmilende og ret flot dame med langt flagrende brunt hår og klare blå øjne. Hun var i et par afslappede skinny jeans og en pæn hvid blondetop med knapper hele vejen ned foran og et par velourrøde pumps på fødderne. Hun kom stilsikkert gående hen mod mig med sit brede og kønne smil og rakte hånden mod mig. Jeg kunne mærke hendes elevatorblik på mig.

"Pattie Mallette!", præsenterede hun sig med et smil. Jeg nikkede med et smil.

"Anjelica Varja...", svarede jeg lavt. Hun nikkede med et lille smil og lagde hånden på ryggen af mig.

"Lad mig vise dig lidt rundt først, så kan rengøringen lige vente lidt på sig - Følg mig!", forklarede hun, mens hun holdte let på min skulder og vi gik hen mod trappen.

Jeg var målløs over at hun ligefrem holdte ved på min skulder og tiltalte mig ved dig. Hun virkede meget rolig, sød og forstående og langtfra som den forfinede type, som jeg ellers kendte til ved rigmænd - Det skulle nok blive noget af en oplevelse....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...