The maid - So much untold!

Anjelica Varja på 19 år, er udlært stuepige efter sin mor Maliin Varja 42 år. De er begge flyttet fra Rusland, da Anjelica blot var 7 år gammel. Hendes mor Marliin, har arbejdet sig op ad rangstigen som stuepige og rengøringshjælp for mange trofaste arbejdsgivere blandt den rigere del af befolkningen i Los Angeles. Hverken Anjelica eller hendes mor er af den velhavende del, men Maliin, har dog fået arrangeret sig sit eget lille firma, sammen med sin datter Anjelica og to andre ansatte. Sammen står de fire stuepiger stærkt med deres arbejde og Anjelica arbejder sig op mod den sum penge det kræver, så hun forhåbentligt snart kan komme på sin drømmeuddannelse og skole. Anjelica har virkelig ben i næsen og kan svare for sig. Hun er bestemt ikke bange for at vise hvem hun er og at hun er en man bør respektere. Anjelica bliver en dag sendt ud på en ny adresse, hvor der er tilkaldt efter hjælp fra ingen ringere end verdensstjernen, Justin Bieber...

290Likes
428Kommentarer
302791Visninger
AA

18. Disciplineret Senorita!


Anjelicas synsvinkel:

I udkanten af Los Angeles, lørdag d. 13 december, 2014, kl 13:42

Jeg pustede forsigtigt til min kaffe, mens jeg sad og betragtede min mor, der sad overfor mig og udregnede regninger. Jeg sukkede og stilte min kaffekop på bordet.

"Mama, var det ikke meningen, at vi skulle ud og hygge os, i stedet for at sidde her?", spurgte jeg med endnu et suk. Min mama så op fra regningerne på bordet og tog sine læsebriller fra næsen.

"Lille skat, jeg ved det godt, men det er også vigtigt at få styr på regningerne, de ordner ikke sig selv, vel?", svarede hun med et lille smil. Jeg rejste mig fra køkkenbordet og tog min kaffe med mig.

"Jeg går ned i gården lidt...", svarede jeg med et suk og min mama sad allerede med næsen begravet i regningerne.

"I orden skat - Jeg er straks færdig...", mumlede hun med blikket nede på lommeregneren.

Jeg begav mig ud af hoveddøren med kaffekruset i den højre hånd og jeg begav mig ned ad de kedelig gråmalede betontrapper ned til gården, så lå omkranset af lejlighedskomplekset. Der var pyntet med tre-armede store kaktusser i store grimme og kedelige urtepotter og en overflod af røde valmuer og buske, der fik lov til at gro vildt. Midt i gården var der en stor pool, hvor der flød med badedyr, der havde punkteret og blade og småt affald flød rundt. Ingen brugte den pool, for det var tydeligt, at folk der boede her, rent ud sagt sked på om poolen var svømmevenlig eller ej. Var folk der i, så var det absolut kun hvis det var fulde folk og krævede ungerne, der boede her omkring, at poolen blev renset, så krævede pedellen en vis rate for det. Det var vel sagt kun de færreste, der ville betale ekstra bare for at kunne bade i poolen, eftersom de fleste ikke havde mange penge her. 

Jeg fandt det ret svinsk af pedellen og det værste ved det hele var, at pedellen ikke tillod andre at rense poolen for de stakkels unger, for fandt pedellen frem til, hvem der havde renset den, så ville han sørge for at lægge mere til på vedkommendes husleje. Det rene proptrækkeri, hvis du spurgte mig. Derfor måtte de fleste bare tage til strandene i stedet eller til de nærmeste offentlige badesteder - særligt om sommeren. For snakken var noget andet om vinteren. Der var det til at overleve uden pool, selv om visse dage sagtens kunne tillades med at bade i poolen, når bare vandet var opvarmet. Der kunne jeg jo nævne et eksempel med Justin og hans pool, som til gengæld virkede ret tiltrækkende. Ja, jeg mente poolen i skrivende stund, selv om Justin helt klart var virkelig lækker.

Tanken om ham, fik mig til at smile. Jeg gik hen til én af de gråhvide plastikhavestole, som stod lettere spredt i gården. Jeg fandt en stol, der stadig var hel og ikke til fare for at knække sammen. Ja, det ville være synd at kalde området for luksus, for det var det langtfra.

"Caramba! Er det ikke la hermosa Anji, der sidder her?!"

Hans stemme, var så gennemtrængende og genkendelig et stykke bag mig. Det var tydeligt, at det kun kunne være ham. Jeg rejste mig fra havestolen og vendte mig omkring og jeg havde ret.

"Juan.. Eh hej!", udbrød jeg med et akavet smil. Han gik hen til mig med et smørret smil på læben og trak mig ind i et ordenligt knus, som jeg blev lettere forlegen over. Hans kys på min pande kom helt bag på mig og han trak sig let fra mig og smilte stort.

"Jeg troede, at du var forsvundet i den blå luft?", spurgte han i et stort smil. Jeg grinte lettere akavet.

"Eh nej... Jeg bor bare hos min chef i hverdagene...", svarede jeg lavt. Juan så med et undrende smil på mig.

"Bor du der?!", fløj det nærmest spydigt ud af hans mund. Jeg nikkede bestemt.

"Ja, det gør jeg, eftersom det er det nemmeste...", svarede jeg lavt og smilte svagt og skulle til at gå tilbage til min mama, eftersom jeg gerne bare ville ud i byen nu, men Juan stoppede mig tydeligvis.

"Vent!"

Jeg vendte mig om mod Juan og smilte svagt.

"Ja?", spurgte jeg lettere undrende. Han nikkede på sin typiske jeg-spiller-helt-cool-attitude,  som jeg bestemt aldrig havde kunne lide. Hans måde at føre sig frem på, havde altid virket pokkers flabet, som om han ejede alt inden for miles omkreds. Ja, han var bestemt ikke min type!

"Hvem er din nye chef?", spurgte han med et svagt skulende blik, mens han strøg sin hånd ned ad min bare skulder. Ja, havde det været Justin, så havde det været en skøn følelse, men fordi det var Juan og fordi jeg aldrig havde kunne udstå ham, så gav det mig faktisk myrekryb - Lidt ligesom at se et ægte gespens foran sig. Jeg smilte undskyldende, mens jeg trak på skuldrene.

"Det siger jeg ikke Juan!", svarede jeg bestemt og skulle til at vende mig omkring for at gå, men Juan overraskede mig på en ubehagelig måde ved han greb hårdt fat i min arm og tvang mig tilbage til ham, så jeg gispede højt og tabte det halvfyldte kaffekrus ned på fliserne.

Jeg stod pludseligt ansigt til ansigt med hans meget mørke øjne, der bestemt ikke var hæsligt, men jeg kunne ikke lide Juan, fordi han var sådan en typisk scorekarl, der troede han ejede mig og et par andre piger i kvarteret. Han var en skørtejæger og tænkte sjældent andet end med pikken, mens han opførte sig hjælpsom og galant over for min mama og andre pigers mamas.

"Bare sig det Anji!", udbrød han lettere hårdt, mens han holdte et fast greb om min underarm. Det gjorde faktisk en anelse ondt.

"Slip mig Juan... Du ejer mig ikke!", svarede jeg irriteret og prøvede at vriste mig løs.

"Så bare sig det Anji? Så svært kan det vel heller ikke være?", spurgte han spidst uden at slippe min underarm. Jeg vrissede af ham.

"Juan, nu siger jeg det for sidste gang - Jeg har en politik i min mamas foretagende og det er, at vi har tavshedspligt i vores arbejde, så slip mig venligst!", svarede jeg spidst. Juan skulede svagt til mig og slap min arm.

"Hvorfor tør du ikke sige det? Har du noget at skjule for mig? Du ved ligesom hvad du betyder for mig.

"Det kaldes TAVSHEDSPLIGT!", svarede jeg og råbte det sidste ord i ansigtet på ham, så han stivnede i sekunder over mit udbrud.

"Anji...."

"Du skal ikke prøve på noget Juan!", afbrød jeg ham og forlod ham mundlam. Jeg gad slet ikke bruge tid på ham. Jeg samlede skårene op fra fliserne for derefter at gå hen til én af de store skraldespande, der stod tæt ved gadeporten. Jeg sukkede hårdt og smed skårene fra kaffekruset ned i skraldespanden. Dette øjeblik fik mig til at tænke på en udtalelse min bedste sagde til mig, da jeg var lille:

"Sker det, at livet går i skår, så tab ikke dig selv, men rejs dig med løftet pande, for livet går videre!"

Sjovt nok, havde jeg aldrig rigtigt tænkt over den sætning før nu, hvor det hele pludselig gav mening.

"Anji?! - Vi kan godt tage ind til byen nu!", hørte jeg min mama kalde oppe fra lejligheden af.

"Det var også på tide...", mumlede jeg og gik hende i møde. Jeg havde sjovt nok en følelse af, at jeg bare ikke følte mig rigtigt tilpas ved at være her - Det var som om, at mange ting havde ændret sig på mine synspunkter. Særligt en vis Juan, som jeg ikke kunne udstå.

- Jeg skulle bare væk herfra!

~


På en random parkeringsplads nær centrum Los Angeles, lørdag d. 13 december, 2014, kl 15:47

Efter nogle timers shopping med Ryan, min mor, Moshe og Kenny, så havde jeg ikke den store gejst for meget mere shopping for i dag, selv om det nok mest var min mor og Ryan, som havde købt dem lidt. Mit humør var bare ikke lige til shopping i dag. Vi havde lige rundet af på Starbucks Café, da jeg bare godt kunne trænge til lidt godt til ganen. Vi var godt på vej over mod vores biler på parkeringspladsen og jeg havde scoret mig en latte fra Starbucks, da de faktisk lavede dem temmelig gode der, selv om jeg foretræk min avancerede kaffebrygger der hjemme. Med vores færden hen mod bilerne blev vi pludseligt overrasket af nogle fans.

Jeg tvang et smil på læben over dem, da de kom rendende hen til mig. De andre var lige bag mig, så pigerne kunne gå mig lige, eller rettere, de løb lige hen til mig, som om de ikke ville risikere, at jeg nåede væk fra dem? Jeg ville nu helst bare gerne hjem nu og nej, det var ikke fordi jeg ikke kunne lide at møde fans, men jeg følte mig bare ikke vildt begejstret for at være i byen længere. Jeg ville bare gerne hjem til mit otium og så bare ønske søndag aften ville bryde frem. Jeps, jeg kunne lige så godt indrømme det, men jeg savnede min stuepige. Hun var seriøst god til at få mig på andre tanker end lige Selena, Hailey og andre problemer, som jeg ikke havde lyst til at bryde mine tanker med.

Det var måske lidt skørt, at jeg ligefrem savnede min stuepige, men jeg opfattede hende ikke sådan. Hun havde fået mig til at glemme alt om Selena, og det så jeg kun som godt, men problemet var, at Anjelica også datede Ryan, og det var så ulempen ved det hele - eller nå ja, det var vel også en ulempe at hun var min stuepige, men det orkede jeg slet ikke at tænke på.

"Justin? - Må jeg ikke få et billede sammen med dig?"

Jeg nikkede med et svagt smil og rakte min latte mod min mors retning.

"Mor, kan du lige holde den imens?", spurgte jeg med et lille smil. Min mor nikkede med et smil.

Jeg lagde min højre arm om lænden på den mørkhårede pige, så hun fniste helt vildt over det. Tja, jeg kunne vel ikke bebrejde mine fans, vel? Jeg stod nok lidt i min egen verden, eftersom Anjelicas skikkelse dukkede op, ovre på den anden side af gaden, så jeg blev helt paralyseret.

"Anji?", mumlede jeg, så Ryan pludseligt stod og grinte undrende foran mig.

"Hvorfor siger du Anji?", fik Ryan min opmærksomhed. Jeg rykkede fra hans blik på mig over til den anden side af gaden hvor Anjelica desværre var forsvundet. Jeg så atter på Ryan.

"Anji var på den anden side af gaden?", svarede jeg lavt. Ryan så undrende ud og vendte sig omkring for at kigge og det samme gjorde min mor. De grinte begge to og min mor rystede på hovedet.

"Jeg tror du er træt skat. Anji besøger jo sin mor ved du nok.", forklarede min mor roligt.

Jeg sukkede og fik vidst nok et skeptisk blik fra Ryan. Ja, det skulle ikke undre mig, at han tænkte tanker om hvorfor pokker jeg bragte Anjelica på banen?

"Hvem er Anji?", fik den ene pige min opmærksomhed, så jeg følte varmen i kinderne over det. Jeg rystede forvirret på hovedet med et skævt smil.

"Ikke nogen...", svarede jeg lavt.

"Skal vi få taget de billeder?", tilføjede jeg svagt stressende, så det desværre nok smittede lidt af på pigerne, der nikkede med forlegne smil.

Fuck . det . var . akavet!

Lidt efter måtte jeg trække mig væk fra pigerne, for jeg følte bare ikke, at jeg kunne magte hverken dem eller mange andre mennesker - Jeg ville bare hjem og det kunne ikke gå hurtigt nok. Det var som om at pigernes spørgen efter mig og Moshes forklaring på, hvor meget jeg havde brug for ro lige nu, forsvandt ud i intetheden. Jeg gik lettere som en zombie hen mod min ferrari og satte mig ind med et opgivende suk. Jeg sad bare og stirrede tomt ud af forruden, uden så meget som at flytte mig. 

Én satte sig ind på passagersædet ved siden af mig. Nok ville jeg protestere, men jeg vidste at både Moshe og Kenny altid var på mærkerne og alt efter bukserne personen ved min side havde på, så kunne jeg ud af øjenkrogen fornemme, at det var Ryan, der havde sat sig ved min side.

"Justin... Jeg er ikke dum..."

Ja, det var Ryan! Jeg så ikke på ham, men sukkede lavt.

"Hvad mener du?", mumlede jeg og så langsomt hen på ham. Han gav mig et undrende blik.

"Du bringer bare Anji på banen - Sådan midt i det hele?", svarede han med et spørgsmål. Jeg sank en klump og trak på skuldrene med et svagt smil.

"Ja eh altså... Jeg så hende jo ovre på den anden side af gaden...", svarede jeg med et undskyldende smil. Ryan så på mig med et løftet øjenbryn.

"Hun er jo sammen med sin mor? Hvad er oddsene lige for at hun lige dukker op lige inden for det samme område som os på det samme tidspunkt?", svarede han med spørgsmål. Jeg sukkede hårdt og bankede mit baghoved op i nakkestøtten.

"Du har vel ret...", mumlede jeg mens jeg så ud af forruden.

"Hvad er det der er præcist mellem jer?"

Jeg sukkede svagt og lod mit blik hvile frem for mig. Jeg rystede svagt på hovedet.

"Justin, jeg er jo ikke dum!"

Jeg så på ham igen og smilte svagt.

"Nej Ryan, det ved jeg godt... Det er ikke noget særligt... Vi..."

Jeg stoppede mig selv og så ned i skødet på mig selv.

"I er hvad?"

"Vi snakker bare så godt sammen... Det er som om, at..."

Jeg sukkede og lukkede øjnene flygtigt.

"Som om at hvad?"

"Duk duk duk!"

Jeg spjættede forskrækket i kroppen og så til venstre for mig og så Moshe uden for ved min dør. Jeg åbnede bildøren på klem.

"Ja?", svarede jeg undrende.

"Justin, folk er begyndt at stimle dem sammen her - Selv noget paparazzi er dukket op - Tror du ikke det ville være på tide, at vi kom videre i teksten?", forklarede Moshe med et skævt smil. Jeg nikkede med et svagt smil.

"Selvfølgelig! Vi kører!", svarede jeg og lukkede døren igen. Jeg så hen på Ryan der smilte svagt.

"Så må vi hellere træde speederen i bund?", spurgte han svævende. Jeg nikkede og greb ud efter mine ray bans, der lå på instrumentbrættet....

~*~*~

Beklager den ringe fortælling, men inspirationen er ikke på det højeste i øjeblikket. Det er pisse træls, men det bliver ikke bedre i øjeblikket! :( Jeg er langtfra tilfreds med kapitlet, men i må bare overleve dette. Forhåbentligt kommer inspirationen tilbage til mig snarest! God påske allesammen!

~ Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...