The maid - So much untold!

Anjelica Varja på 19 år, er udlært stuepige efter sin mor Maliin Varja 42 år. De er begge flyttet fra Rusland, da Anjelica blot var 7 år gammel. Hendes mor Marliin, har arbejdet sig op ad rangstigen som stuepige og rengøringshjælp for mange trofaste arbejdsgivere blandt den rigere del af befolkningen i Los Angeles. Hverken Anjelica eller hendes mor er af den velhavende del, men Maliin, har dog fået arrangeret sig sit eget lille firma, sammen med sin datter Anjelica og to andre ansatte. Sammen står de fire stuepiger stærkt med deres arbejde og Anjelica arbejder sig op mod den sum penge det kræver, så hun forhåbentligt snart kan komme på sin drømmeuddannelse og skole. Anjelica har virkelig ben i næsen og kan svare for sig. Hun er bestemt ikke bange for at vise hvem hun er og at hun er en man bør respektere. Anjelica bliver en dag sendt ud på en ny adresse, hvor der er tilkaldt efter hjælp fra ingen ringere end verdensstjernen, Justin Bieber...

290Likes
428Kommentarer
302533Visninger
AA

11. "Attention please!"


Justins synsvinkel:

Justins soveværelse, mandag d. 8 december 2014, kl 9.12

Jeg kunne ikke helt finde ud af om jeg faktisk blev fortvivlet over, at Anjelica ikke blev og snakkede med mig, som hun ellers havde lovet, eller om det var fordi jeg bare ønskede at have en at snakke med, nu hvor Selena lurede i mine bagtanker? Det var usigeligt hårdt og jeg havde faktisk ikke lyst til at spørge min mor om hvorfor Anjelica gik.

Anjelicas tilstedeværelse gjorde mig lettere distræt. Min mor var her ligesom også, mens Anjelica larmede med støvsugeren ude på mit badeværelse. Det var faktisk nervepirrende et eller andet sted. Min mor sad bare og snakkede til mig, men det føltes som om at de fleste ord bare forsvandt i rummet. Jeg kunne dårligt koncentrere mig om både min mor og Anjelica der støvsugede på badeværelset. Min mor så pludseligt undrende hen på mig.

"Justin, er du okay?", spurgte min mor med et svagt bekymret blik. Jeg sukkede og så skulende et par gange hen mod badeværelset. Støvsugeren forstummede og jeg så nu ud af min øjenkrog, at Anjelica kom ud af badeværelset med støvsugeren i hånden.

"Nu skulle alle splinterne helt sikkert være væk - Så der burde være sikkert nok til at gå på badeværelset!", forklarede hun med et smil. Jeg nikkede med et smil.

"Sæt dig lidt ned og få noget morgenmad?", tilskyndede jeg med et svagt smil. Anjelica fniste svagt.

"Mange tak Justin, men Ryan venter nede i køkkenet på mig, da vi har aftalt og spise lidt morgenmad sammen.", svarede hun med et smil. Jeg sank en temmelig hård klump. Det eneste jeg hørte her, var navnet Ryan og jeg følte øjeblikket som om det resterende af mit sårede hjerte blev flået ud af mig. Hvorfor pokker skulle det føles som om at hun lige stampede endnu mere på mit sårede hjerte? Hun var da for pokker ikke årsagen til mine hjertesorger - Det var Selenas skyld for pokker, men alligevel følte jeg bare at mit hjerte blev trådt endnu mere på, fordi min bedste vens navn kom ind i samtalen. - Følte jeg helt seriøst jalousi?

"Okay... Selvfølgelig og tak...", svarede jeg spagt. Anjelica smilte svagt og gik ud af soveværelset og hun lukkede døren efter sig.

"Hold da op - Det var rart med morgenfred igen!", afbrød min mor mit blik ovre på den lukkede dør. Jeg smilte svagt og tog en bid af min morgenbolle, der ikke engang var spist færdig. Jeg følte bare ikke sulten banke på i øjeblikket.

"Mor?", spurgte jeg pludseligt og fik hendes fulde opmærksomhed. Hun smilte svagt, mens hun tog et nip af sin kaffekop og stilte den derefter på det lille sofabord jeg havde.

"Hvad så skat?", spurgte hun med et interesseret blik. Jeg sukkede svagt og håbede bare ikke, at det kom forkert ud, det som jeg ville spørge om.

"Ved du hvorfor Anjelica gik, der tidligere?"

Min mor så undrende på mig.

"Hvad mener du skat?" Jeg sukkede lavt.

"Tidligere i morges? Jeg snakkede med Anjelica, fordi jeg bare gerne ville lære hende bare lidt bedre at kende, men hun var væk da jeg kom ud fra badeværelset og jeg så opdagede at du var her i stedet."

Min mor så lettere målløs hen på mig.

"Afbrød jeg da noget?", spurgte min mor lettere forlegent. Jeg smilte svagt og rystede på hovedet. For måske virkede det alt for underligt, at ligefrem jeg skulle have noget interessant at tale med Anjelica om. Hun var jo ligesom bare min stuepige, og det tænkte min mor nok også.

"Nej, det var ikke noget alligevel... Jeg kunne godt tænke mig, at være lidt alene - du ved mit bad og sådan?", forklarede med et meget svagt smil. Min mor nikkede og rejste sig fra lænestolen.

"Intet problem skat... Bare du er klar snart - du ved dit studie kalder...", svarede min mor med et smil. Jeg nikkede med et svagt smil, der langtfra var helhjertet.

Min mor forsvandt ud af døren og jeg blev atter alene igen. Jeg rejste mig med et hårdt suk og begav mig ud på badeværelset for at tage mit bad...

~

Efter et ret veltrængt bad og en tur inde i mit walk inn closet, begav jeg mig ind i soveværelset, hvor jeg blev lettere overrasket over, at se Anjelica i gang med at rede min seng, så det så nærmest helt hotelagtigt ud. Jeg grinte svagt.

"Det der behøver du altså ikke...", sagde jeg lavt. Hun stoppede med at stoppe lagnet ind i de rette folder og så hen på mig med et svagt forpustet smil.

"Det gør ikke noget Justin... Jeg er jo ligesom ansat her som stuepige, og der er ikke rigtigt noget rengøring lige i dag, så alle de andre pligter skal ligesom også passes...", svarede hun med et lille smil. Jeg satte mig på sengen til hendes overraskelse.

"Nu havde jeg jo lige redt den?", sagde hun med et lille undskyldende smil. Jeg grinte og klappede på sengekanten ved min højre side.

"Sæt dig ned lidt... Du får rigelig med lejlighed til at gøre dine pligter, mens jeg er i studiet i dag...", forklarede jeg lavt med et lille smil. Hun nikkede og satte sig ret op på en pæn måde.

"Hvad har jeg sagt om at slappe lidt mere af? Det er altså ikke præsidenten du arbejder for...", smilte jeg skævt. Hun lagde sig til min overraskelse ned på ryggen i sengen med et lille drilsk grin. Jeg gloede målløs. Hun rødmede kraftigt og satte sig op.

"Undskyld, det var måske at gå lidt over stregen?", spurgte hun med et nervøst bid i læben. Jeg grinte og lagde mig ned på ryggen og greb fat i hendes arm og trak hende ned at ligge ved min side. Hun så med blussende kinder op i loftet.

"Bare slap helt af og tænk slet ikke på noget...", forklarede jeg lavt, så hun hurtigt flyttede sit blik hen på mig og jeg lagde mig om på siden med min højre hånd under mit hoved, mens vi stadigt havde tæt øjenkontakt.

"Hvad prøver du egentligt på?", spurgte hun lavt.

Jeg betragtede hende fra hendes kønne ansigt og ned ad halsen og videre ned mod hendes barm der hævede og sænkede sig i et ret heftigt tempo. Var hun nervøs?

"Hvad vil du egentligt?", fik hun min opmærksomhed, så jeg atter så hende i øjnene.

Jeg havde så meget lyst... Lyst til at røre ved hendes fine hud - Lyst til at smage på hendes fine læber. Hun lå og så på mig på en måde, der fik min verden til at føles som en kæmpe storm. Jeg ville så gerne have lov til at mærke hende på en eller anden måde, men var det ikke fysisk forkert?

"Har du prøvet at få hjertesorger før?", røg det bare ud af mig, uden jeg så meget som tænkte over hvad jeg spurgte hende om. Hun så fortvivlet på mig og satte sig op i sengen.

"Jeg må tilbage til mine pligter...", mumlede hun og hun rejste sig helt fra sengen. Jeg satte mig halvt op og betragtede hende gå hen til det lille sofabord, hvor hun samlede de efterladte rester fra morgenmaden. Jeg kunne slet ikke få blikket væk fra hende. Hun gjorde noget ved mig, som jeg ikke rigtigt kunne forklare. Hun rettede sig op og så flygtigt hen på mig. Hendes blik så bebrejdende ud, inden hun så væk fra mig og gik ud af soveværelset med morgenbakken. 

Jeg var atter efterladt til mig selv. Måske jeg havde brudt en grænse, som jeg ikke burde have nærmet mig?

~

Anjelicas synsvinkel:

Justins hus, lokation Køkkenet, mandag d. 8 december 2014, kl 10.37

Jeg kunne ikke finde ud af om Justin havde overtrådt en grænse eller hvad han havde gjort? Han havde jo ikke rørt mig på nogen upassende måde, mens hans blik sagde langt noget andet og hans spørgsmål hang mig i hovedet: "Har du prøvet at få hjertesorger før?"

Var det overhovedet et spørgsmål, der var passende for en arbejdsgiver at spørge sin ansatte stuepige om? Eller var der en anden årsag til, at han spurgte om den slags? Det var slet ikke gået forbi min næse, at jeg godt var klar over, at han havde hjertesorger, særligt på grund af hans måde at fare op på, nærmest uden mening i det. Han var meget følelsesmæssig humørskiftende. Det var som nat og dag. Enten var han drilsk og flirtende på en ret uforskammet måde, eller også var han vred og irritabel eller som det sidste: Han virkede opmærksomhedskrævende, som om det var at alle ikke forstod ham.

Var hans adfærd et råb om opmærksomhed og hjælp? Skulle jeg lade ham komme til mig, selv om jeg var stuepigen? - Nej! Min mama havde altid sagt, at man ikke blander fornøjelse sammen med arbejdet, og den regel måtte jeg altså holde mig tæt ind til kroppen, så meget jeg nu kunne.

Jeg tog endnu en tår af min kaffe og sad og betragtede Ryan, der selv sad og nød en kop kaffe, mens han sad med sin iPhone. Han smilte op til flere gange.

"Har Justin egentligt hjertesorger?", spurgte jeg lavt, så jeg straks fik Ryans opmærksomhed. Han fugtede sine læber og lagde sin iPhone på bordet foran ham.

"Ja, det kan vi vidst ikke komme uden om. Han er virkelig hårdt ramt - uden tvivl...", svarede han lavt. Jeg nikkede uden at smile.

"Er det hende Hailey?", spurgte jeg lavt og bed mig i underlæben af lettere nervøsitet, og det var kun fordi jeg vidste at det i realiteten ikke vedrørte mig. Ryan grinte svagt og rystede på hovedet.

"Nej, det siger jo sig selv at det er på grund af Selena...", svarede han lavt. Jeg så lettere undrende på ham.

"Selena Gomez? Jeg troede ikke at de var sammen længere?", spurgte jeg målløs. Ryan smilte svagt og rystede på hovedet.

"Det er de heller ikke, men det er vidst stadigt meget indviklet... Han savner hende meget...", forklarede han lavt. Jeg nikkede forstående.

"Jamen hvad med Hailey?", spurgte jeg undrende. Ryan smilte svagt og trak på skuldrene.

"Jeg tror ikke, der er andet end venskab mellem dem - Det påstår Justin i alt fald...", svarede han lavt. Jeg nikkede med et svagt smil.

"Hun virker da ellers ret sød...", svarede jeg med et smil. Ryan så på mig med et lille skævt smil.

"Synes du virkelig det?", spurgte han med et smil. Jeg nikkede med et lille smil og tog endnu en tår af min kaffe.

"De to ville da passe godt sammen tror jeg?", svarede jeg med et skævt smil. Ryan smilte på en charmerende måde og nikkede svagt.

"Det kan godt være, at du har ret?", grinte han smørret.

"Hvad har hun ret i?"

Justins stemme lød pludseligt i køkkenet og jeg rettede mig lettere forlegent op og betragtede ham gå hen og hælde lidt kaffe op i et nyt krus, inden han satte sig til højre for Ryan. Ryan kløede sig på næsen et øjeblik.

"Ikke noget...", svarede Ryan lavt, mens han trak på skuldrene. Justin så undrende på ham inden han flyttede blikket over på mig.

"Hvad snakkede i om Anjelica?", spurgte Justin yderligere med et svagt smil. Jeg smilte svagt og trak på skuldrene.

"Det var ikke noget særligt...", svarede jeg lavt. Justin grinte uforstående.

"Ej, lad mig nu høre hvad i snakkede om?", spurgte Justin med et akavet smil. Jeg rødmede svagt. Jeg havde virkelig ikke lyst til at sige det til ham, for han skulle ikke få den følelse af, at han ikke kunne være i sit eget hjem uden hans ansatte skulle snakke om ham. Det burde jeg i realiteten heller ikke, men Justin bekymrede mig faktisk. Tro det eller lad være!

"Hvad snakkede i om?!", kom det lettere frustreret fra Justin. Jeg sukkede og så hen på Ryan på en ubekvem måde. Jeg sukkede tungt og så hen på Justin med et svagt smil. Jeg kunne virkelig ikke sige det.

"Ryan spurgte bare om jeg ville med ud og spise på lørdag, men jeg svarede så, at det nok ikke passede sig så godt, eftersom jeg er ansat hos dig - Og så svarede han at det kunne jeg nok have ret i!", løj jeg. Jeg lod mærke til at Ryan så med et skuffet blik på mig, inden han rejste sig uden at sige noget. Justin smilte skævt og nikkede.

"Okay, det er da forståeligt nok, men du skal da have lov til at gå i byen i weekenderne - Det skal jeg jo ikke bestemme...", svarede han lavt. Jeg nikkede svagt og og følte en slem knude i maven. Havde jeg gjort Ryan ked af det nu? Det havde slet ikke været min mening overhovedet. Justin så hen mod, hvor Ryan havde siddet før, inden han så på mig igen.

"Det vi snakkede om på mit værelse ikke? - Jeg sagde ikke noget forkert, vel?", spurgte han lavt. Jeg sank en klump og rystede på hovedet.

"Jeg ved det ikke Justin? Måske du burde snakke med din familie og venner om det, eller en psykolog? - Jeg er nok ikke den rette til det, vel? Jeg er jo ligesom din stuepige og så godt kender vi jo heller ikke hinanden, vel?", svarede jeg med et lille smil. Justin smilte nærmest ikke og nikkede svagt på en ret skuffet måde.

"Du har nok ret?", svarede han lavt og rejste sig fra din stol og efterlod mig alene i køkkenet med alt for mange tanker i mit hoved.....

~*~*~

Der kommer måske mere i aften, men kan ikke garantere noget :P Jeg skal have en mor/ datter dag med biotur og restaurant i dag, så er først hjemme ved en aftenstid vil jeg tro? ;) God lørdag alle sammen!

~ Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...