De grønne øjne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2015
  • Opdateret: 25 feb. 2015
  • Status: Igang
Cristina bliver ved med at tegne den samme tegning igen og igen. Grønne øjne. Finder hun nogensinde ud af hvorfor? Eller forbliver det et mysterium? Skriv gerne en kommentar om hvad i synes om det :)

2Likes
10Kommentarer
241Visninger
AA

5. kapitel 5

Jeg går over til vinduet. Katten. Hvor er den nu? Sad den ikke lige der på midten af plænen? Jeg er ret sikker på, at den sad med halskæden på. Den må være gået, uden at jeg har set det.

Jeg pakker morgenmaden væk i mit langsomste tempo. Jeg gider ikke rigtig noget i dag. Men det tror jeg ikke, alle er enige i her i huset.

- Nå Cristina. Hvad siger du til at gå en tur i parken i dag sammen? Kunne det ikke være hyggeligt. Sådan en mor datter tur.

Åh, igen kommer hun med det "mor datter" udtryk. Det er så nederen. Nej, seriøst! Vi laver næsten ikke andet end at fortage noget i selskab med hinanden. Her på det sidste er jeg begyndt så småt at hentyde til et nej, men hun fatter bare intet. Intet! Jeg tror hun gør det fordi, hun kan se, at jeg ikke rigtig foretager mig noget socialt med nogen. Hun tror nok, at jeg er alene og ensom, og så vil hun gerne opmuntre mig lidt. Alene. Passer det enligt ikke også meget godt.  Men ensom? Jeg er jo aldrig sammen med nogen. Er jeg ensom? Alene er jeg men ensom?

...

- Er det ikke bare skønt her ude?

Jo da. Det er bare så skønt at traske rundt i denne park fyldt med travle mennesker. Som bonus så hænger næsten hele min djævelske årgang ud hernede. Bedre bliver det da ikke.

Skriger jeg til hende inde i mit lille blege hoved. Hun prøver virkelig at opmuntre mig. Hvad hun gør imod mig, har hun ikke en anelse om. Tortur. Ja, det er hvad det er. Pinefuld tortur.

Hvis djævlerns håndlangere - altså de elever fra skolen - ser mig, så er jeg total færdig. De vil grine og håne mig, fordi jeg stadig går tur med min mor. Eller måske vil de bare være høflige og sige Hej. Men bagefter vil de bagtale mig og starte grimme udsagn om mig. Det er jeg ikke lige i humør til i dag. Eller nogensinde faktisk.

En mobil ringer.

- Hej, du taler med Leila.

Bingo, det er min mors mobil som ringer. Jeg håber, det er hendes arbejde som spørger, om hun vil komme og hjælpe dem, fordi de mangler assistance. Det gør de nemlig tit. Hun arbejder på et plejehjem, og ansatte er ikke dem, de har flest af lige i øjeblikket.

Jeg standser brat min indre snak til mig selv, da en velkendt skikkelse sidder ovre ved gyngestativerne, og observere mig meget nøje.

Den satans kat igen. Hvordan er den kommet herud? Parken er et godt stykke fra hvor jeg bor. Den sidder oven i købet og glor på mig. Igen. Hvad vil den mig? Skal jeg bare traske hen til den og spørge om, hvad dens problem er? Katte kan ikke tale. Flot Christina. Gå du bare hen og snak med den. Så tror folk da først, at du er sindsforvirret.

Jeg vender tankerne tilbage til gåturen med min mor.

- ja men så må jeg jo gøre det. Vi ses snart. Farvel.

Hun trækker langsomt mobilen ned fra øret og lægger den i sin taske. Hendes ansigts udtryk er et af de der " undskyld jeg dropper vores aftale på grund af arbejde "

- Undskyld skat men de mangler mig ude på hjemmet. Jeg er ked af, at jeg skal gå nu. Skal jeg kører dig hjem først?

Det meste af mig kan ikke vente med at komme ud i bilen, men noget vil også gerne blive. Den kat går mig så meget på nerverne. Jeg vil altså vide, hvad den vil.

- Nej ellers tak mor. Jeg går bare hjem.

...

Jeg prøver et ynkeligt forsøg på at kalde katten til mig.

- Mis, mis, mis, hvor er du? Kom frit frem.

Jeg bevæger mig langsomt rundt i parken.

- Hey Blackhead!

En stemme kalder på mig et stykke fra mig.

Åh pis. De har set mig. Dem havde jeg helt glemt.

Kaldte han mig lige Blackhead eller hvad? Et øgenavn. Mit hår er godt nok sort. meget sort men blackhead. Seriøst. Hvornår er de begyndt at sige det?

- Hvad glor du på?

En meget lys og skinger stemme råber hånene efter mig.

Glor. Glor jeg?

Det går op for mig, at jeg står og - som sagt - glor på alle dem som er her fra årgangen.

Pinligt. Pinligt fordi jeg står og ligner en fisk i fjæset, og pinligt fordi at de nu kan gøre mig mere til grin, end jeg er i forvejen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...