De grønne øjne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2015
  • Opdateret: 25 feb. 2015
  • Status: Igang
Cristina bliver ved med at tegne den samme tegning igen og igen. Grønne øjne. Finder hun nogensinde ud af hvorfor? Eller forbliver det et mysterium? Skriv gerne en kommentar om hvad i synes om det :)

2Likes
10Kommentarer
242Visninger
AA

4. Kapitel 4

Jeg holder tegningen op mod loftet og betragter den nye tegning, som jeg på mystisk vis har tegnet uden selv at vide resultatet forinden. Det kan godt være ret fustrende ikke at have kontrol over sig selv. Det er faktisk ret ubehageligt. Ligepludselig mister man følelsen i hånden, og så er der en som styre den for dig. Noget udefra. Ikke noget som videnskaben kan forklare, og jeg er abolut ikke den type som tror på at der er mere mellem himmel og jord. Ikke tale om. Nej, jeg tror at der er en forklaring på alt. 
Hvad er det? Jeg forstår virkelig ingenting. Genstanden på papiret ligner en eller anden gammel halskæde fra det 18 århundrede. Hvad skal jeg nu med den?Er det et tegn eller hvad? Hvis ham fyrren lige pludselig dukker op med en kæde omkring hans markerede hals, så står jeg af. Alt er ligesom meget mærkeligt i forvejen.

En anden ting er, hvad skulle jeg enlig med de grønne øjne? Var det også et tegn, da han lige pludselig stod lige bag ved mig med sin perfekte overkrop. 
Han havde trøje på. Forstå mig ikke forkert. Den sad bare meget stramt på ham. Ikke fordi det gør mig noget. 
Kun en arm væk fra sølle mig og nærmest borrede sine flotte øjne ind i mine. Hvilket tegn skulle det være. Jeg prøver stadig at bilde mig ind, at det bare var en hallucination, men det er altså lidt svært. Det var bare så virkeligt. 


På halskæden står der tre ord. Tag en chance. What? Tag en chance?. Hvad skal det betyde? Hvem skal tage en chance? Hvem skal ikke tage en chance? Hvorfor sker dette for mig? Hvorfor ikke de grønne øjne som jeg plejer? Og ham. Jeg er stadig ikke kommet over chokket ude på badeværelset.


- Kom nu ned. Det er lørdag. Vi skal hygge idag.


Det sidste jeg vil idag er at hygge med min mor. Okay. Hun ved jo intet om det her. Hun er helt uvidende, og noget siger mig, at hun også skal blive ved med at være det. Hvad ville hun ikke tænke hvis jeg fortæller hende om alt dette... Kaos. Måske vil hun sende mig på sindsygeanstalten. Det vil jeg helst værre fri for.


Jeg går ned af den hæslige trappe. Nu er det nok. Det skal ud nu og, det er lige nu. Tæppet er hæsligere end hæslig. Det kan jeg ikke klare mere.


- Mor. Det forsøg på at give hjemmet mere karakter med flere farver.


Urgh. Farver. De hører bare ikke til hos mig.


- Det virker alstå ikke. Det skal ud nu!


- Jammen skat. Det pynter nu ellers så fint. Og du må alstå give mig ret i, at der ikke er ret meget farve at råbe hurra for i vores hjem. Så jeg tænkte bare at...


- At det ville hjælpe! Du ved jeg ikke kan fordrage det! Og jeg synes nu, at der er meget at råbe hurra for. Mit hus... Vores hus er lige som det skal være. Jeg elsker det sådan mor!


- Nå, ja okay så. Så må det jo ud... Kan vi ikke give det en uge mere? 
 

En uge mere! Hvad tænker hun dog på! 


- Nej!


- Okay. Men kom og spis først. Du trænger til noget morgenmad.

Endelig! Endelig vandt jeg denne uendelige kamp mod min mor og alle hendes skøre ideer til at gøre huset mere farverigt og imødekommende. Men hvem skulle imødekomme vores hjem? Der kommer jo aldrig nogen ud over min bedstemor. Min bedste ,som vi kalder hende, er det eneste familie mig og min mor har tilbage. Ikke engang min far kender jeg noget til. Faktisk ved jeg ikke rigtigt, hvad der er sket med medlemmerne af familien. Mor vil ikke rigtig snakke om det. 


Jeg går over mod spisebordet som er fyldt med morgenmad. Jeg er entlig ikke så sulten, men alligevel tager jeg to stykker brød med nutella. Ikke særlig sundt. Det ved jeg godt men det er det som jeg god kan lide.

Jeg ser hen mod vinduet som vender mod vores have. Det ligner ikke en have, og vi bruger den heller aldrig. Den er ikke blevet passet i mange år. Så nu ligner det bare en forvokset urskov. Ikke noget som ser særligt indbydende ud.

Der. Derude på den overbegroet græsplæne står en lille sort kat. Vi har mange katte som kommer ind i vores have. Jeg har efterhånden set dem så mange gange til at kunne se om der er kommet nogle nye til. Men der er ikke kommet nye til i meget lang tid.

Denne kat har jeg ikke set før. Pelsen er kul sort som natten. Meget smuk synes jeg.

Katten vender hovedet, og ser at jeg sidder og observerer alle dens bevægelser. Vi har øjenkontakt, og pludselig går det op for mig at øjnene på katten er de samme. De samme øjne som hans. Åh, er jeg nu ved at blive sindsyg eller hvad. Hvorfor skal jeg blive ved med at se de øjne! Det gør mig vanvittig! Og nu på en kat! Det er simpel hen umuligt. Måske skulle jeg bare bestille en billet og tage til de sindsyges land. Altså dette er for meget!

Jeg kan gå med til at det er en lækker fyr de sidder på. Men når en kat pludselig dukker op i min have med de selv samme øjne så er det for meget. Det kan jeg bare ikke.

Jeg kigger nærmere på den mystiske kat og ser at den har en kæde om halsen. En gammel en af slagsen tror jeg. En fra det 18 århundrede eller sådan noget.

- Det er den!

Gispede jeg.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...