De grønne øjne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2015
  • Opdateret: 25 feb. 2015
  • Status: Igang
Cristina bliver ved med at tegne den samme tegning igen og igen. Grønne øjne. Finder hun nogensinde ud af hvorfor? Eller forbliver det et mysterium? Skriv gerne en kommentar om hvad i synes om det :)

2Likes
10Kommentarer
238Visninger
AA

3. Kapitel 3

En fyr. En fyr på kanten til det ukendte. På den ukendte kant i det ukendte land. Hvis han går et skridt længere, så falder han. Falder ned i  et dybt og mørkt hul. Et hul af vrede og arrigskab.
Han falder. Han falder langt ned. Ændrer sig. Fra det gode til det onde. Han fyldes med vrede og trangen til hævn. En tørstig hævn. Hele dagen lang. Og dagen. Ja, den er skam lang. Dejlig lang. 

Jeg står der bange af rædsel. Som lænket fast til jorden. Lænket omkring mine små skrøbelige fødder. Hele min krop er så magtesløs i hans hårde jerntag. Hvis han strammer taget bare lidt mere, så er jeg færdig. Færdig med at skrive. Færdig med at sove. Og spise. Færdig med alt. Færdig med livet. Mit ynkelige liv.

Han strammer ikke taget men løsner det heller ikke. Jeg kigger på ham med blodsprængte øjne. Mit hjerte hamre på højtryk. Jeg føler mig svagere. Svagere end jeg plejer. Måske besvimer jeg. Jeg kigger desperat på ham. Slipper han ikke snart? Han hverken ser eller snakker til mig. Alligevel ved jeg hvad han vil. Ved hvad han er ude efter.

Mig!!

Jeg vågner med et sæt. Jeg er badet ind i sved og tårerne triller i vildskab ned ad mine kinder. Jeg er bange. Rædselslagen. Men det er jo bare en drøm. En dum drøm som føleles så virkelig. Uhyggelig virkelg. Så virkelig plejer drømme da ikke at være? Jeg tager mig på fødderne. De er helt blå og gule af mærker. Sviende og røde. Lænkerne sad der. Men jeg har jo bare sovet. Hvordan er det sket? Det kan umuligt være sket. Jeg prøver på at fine en logisk forklaring men kommer ikke frem til nogen særlig god en.

Faktisk ingen forklaring.

Jeg beslutter mig for at stå op. Tager mit tøj op fra gulvet og tripper ud på gangen og ind på badeværelset. Nu vil jeg tage et varmt bad. Et langt og varmt bad. Så kommer jeg nok på andre tanker imens. For den drøm gør mig utilpas og bange. Uhyggelig bange.

Vandet føles dejlig blødt på min svedige krop. Jeg tager sæben fra hylden og gør mig meget umage med at sæbe mit beskidte hår ind i sæbe. Det dufter så godt roser. Jeg skylder sæben ud og kan allerede mærke roen brede sig i kroppen på mig.

Jeg træder ud af badet. Rækker ud efter et håndklæde, og tørrer mig. Jeg tager mig god tid. Tøjet ligger på på gulvet, så jeg rækker ned efter det og tager det på. Min grå yndlings bluse, sorte favorit jeans og et par strømper. Farver er ikke lige mig. De vækker for megen opmærksomhed. Og ja, opmærksomhed er ikke det jeg vil have mest af. At svinde ind i mængden passer mig bedst.

Jeg tager min slidte tandbørste op af det grå grus som den står i. Det trænger vist til at blive vasket. Jeg smører tandpasta på børsten og svinger den rundt i munden. Lidt til højre og så til venstre. De øverste og nederste. 3 minutter. Sådan. Det er godt nok nu. Tandbørsen bliver skyllet i det koldeste vand fra hanen. Jeg sætter den på plads igen og går hen til mit skab som står klemt helt op i hjørnet. Min mors ting fylder så meget. Makeup, rensemælk og alt muligt andet bras som hun alligevel kun bruger sjældent. Jeg har bare en hårbørste og et par elastikker. Jeg gider ikke bruge det halve af morgenen på at male mig selv i ansigtet med alle mulige slags kemikalier. Altså makeup.

Jeg griber om håndtaget på min hårbørste, og trækker den ud. Lukker skabet, og vender mig mod den kridhvide håndvask med det runde spejl ovenpå. Mit sorte hår er så langt. Uh, hvor gør det ondt at rede ud. Dumme hår. Jeg har flere gange tænkt på at klippe det helt kort. Men jeg får altid kolde fødder og finder så på en dum undskyldning for at vente lidt. 

Måske skal jeg tage min store kam i stedet for. Det plejer at hjælpe. Den er større end en normal kam. Tænderne på kammen er større, og der er også længere imellem dem.

Over til skabet for at finde den. yes, der er den. Nogle af tænderne er knækket af, men den kan stadig bruges.

Jeg vender mig tilbage til spejlet for at genoptage min kamp med mit modstridige hår.

Shit!

Et skrig slipper ud af min mund. Jeg vender mig om. 
Han er væk! 
Jammen, han stod jo lige der bag ved mig. Det var ham. Ham fra teaterstykket! Ham jeg var så nysgerrig på. Han stod lige der. bag ved mig. Stirrede med sine øjne lige ind i mine. 
Det var hans!
De grønne øjne.

Det kan ikke passe! Umuligt! Det er jo bare en tilfældig tegning, som jeg bliver ved med at tegne ubevist. Okay. Det lyder ikke så tilfældigt. Men hvorfor ham? Hvorfor mig? 

Et andet spørgsmål var hvordan han var kommet herind? Jeg har jo døren låst. Jeg går hen mod døren for at tjekke om er låst. Men lige inden jeg når at tage fat om håndtaget, bliver der banket som en gal på døren. En bange stemme råber.
- Cristina, er du okay? Låst døren op, nu!
Åh nej. Min mor har hørt mig skrige. Jeg låser døren op, og hun nærmest flår den op. Jeg undviger dørens sving med med at tage et par vaklende skridt tilbage.
- Lille skat er du okay? Jeg hørte dig skrige. Er du kommet noget til?
- Nej, jeg har det fint mor. 

Forsikrede jeg hende. Om det er rigtigt, ved jeg ikke helt. Lige nu vil jeg helst have et par minutter alene.

- Kommer du ikke med ned og får morgenmad? Klokken er 10:00.

- Jo, jeg kommer lige om lidt.

Hun går modvilligt alene ned ad trappen. Jeg tror helst, hun havde set, jeg tog med med det samme. Men det vil jeg ikke. Lige nu er der noget andet som jeg skal gøre.

Min krop drager mig ind på mit værelse. Hvor er min notesbog! Jeg finder den, og mine hænder begynder at tegne. Endnu et par øjne tænker jeg. Men jeg tegner ikke øjne. Det er noget andet, som jeg får tegnet på siden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...