De grønne øjne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2015
  • Opdateret: 25 feb. 2015
  • Status: Igang
Cristina bliver ved med at tegne den samme tegning igen og igen. Grønne øjne. Finder hun nogensinde ud af hvorfor? Eller forbliver det et mysterium? Skriv gerne en kommentar om hvad i synes om det :)

2Likes
10Kommentarer
238Visninger
AA

1. Kapitel 1

- Kom nu Cristina ellers kommer vi for sent til teaterstykket.

Det er min mor som kalder på mig. Hun elsker teaterstykker. Det er jo også fint nok, men nu vil hun også have mig med, og det gider jeg bare ikke. Det siger mig ingenting. Det er jo bare en flok forvirrede mennesker som står oppe på en sene og spiller skuepil. Det er det kedeligste i verden. Mor plejer at tage min storesøster Liva med. Men hun er taget til USA nu. Og så er jeg den næste på listen over dem, som hun gerne vil have med.

- Kom nu skat.

- Ja, ja jeg kommer nu!

Jeg går så langsomt jeg kan ned af vores hæslige trappe som fører ovenpå op til mit værelse og et badeværelse. Den er beklædt men det grimmeste tæppe som der nogensinde er blevet lavet. Det er tildækket med en trillion små palietter i  alle regnbuens farver. Det skal altså snart af. Det kan jeg ikke klarer at se på mere. 

Mor står i gangen med bilnøglerne i den ene hånd og min jakke i den anden. Utroligt at hun ikke kan se at, jeg virkelig ikke vil med. Eller måske er hun bare ligeglad, og synes at jeg trænger til at komme lidt ud og møde nogle nye mennesker. Det er jo ikke fordi, at jeg aldrig går ud for hoveddøren herhjemme. Jeg går skam i skole, men jeg snakker bare ikke med nogen. Jeg er ligesom meldt ud af fællesskabet for længe siden. Faktisk lang tid før at jeg selv fandt ud af det.

Alle skoler har en som skiller sig ud fra mængden. På min skole er det mig som skiller sig ud. Jeg holder mig bare for mig selv, og så går det nok alt sammen. Det er i hvert fald det, jeg siger til mig selv. Det kan godt være lidt hårdt en gang imellem.

De andre elever er meget gode til at sætte rygter igang omkring mig. Nok fordi de ikke kan lide mig. 

Engang var der et rygte, som gik ud på at jeg skulle have fået Fru Madsen ud for en slem ulykke. Fru Madsen er vores sekretær på skolen. Jeg kan ikke fordrage hende og hendes alt for blå øjenskygge som går helt op til øjenbrynene. Og hendes lille skingre stemme som hun bruger til at charmere vores inspektør med, så hun kan få lønforhøjelse. Men det er en anden sag. 

Hun var ikke på skolen i en måned, og der var ikke rigtig nogen som vidste hvor hun var. Eller det vidste eleverne i hvert fald ikke. Så tænkte de at jeg havde gjort hende ondt. Sindsyge mennesker. Bare fordi jeg ikke går rundt i det nyeste tøj, og kysser med hver en dreng jeg ser. Så bliver man meldt udenfor. Er livet bare sådan. Falder du ikke ind så er du dømt ude på livstid. 

Det viste sig så at Fru Madsen var taget til USA. Over til sin søn som lige var blevet far til den kønneste datter. Det var i hvert fald det hun sagde.

Vi kører ud af garagen og ud imellem eftermiddagstrafikken. Hun er altid så ustyrlig når hun skal se teater. Jeg håber bare på at det ikke er et af dem som tager 3 timer eller lignede. Jeg finder det papir hvor der står noget om stykket på. Pis! Det er et af dem som er så hulens lange. Det ser ikke engang særlig spændende ud. Det hedder "I Kærlighedens Skær" Selvfølgelig skal det var så romantisk at det er lige til at brække sig over. Bare titlen får mig til at få det skidt. Kærlighed er ikke lige min stærke side.

Parkeringspladsen er kun lige halv fyldt op med biler. Der er 20 minutter til at showet starter. Hun er altid i god tid. Alt for god tid hvis det står til mig. Vi sidder jo bare derinde og venter på at det starter. Spild af tid. 

- Skynd dig nu. Vi skal ind og finde vores plads oppe foran. Første række.

- Synes du ikke, at 20 minutter er nok tid til at komme ind og finde pladserne? 

Spørger jeg lidt sur over, at hun skal skynde på mig hele tiden. Hun svarer ikke. Istedet tager hun fat i min arm og nærmest slæber mig ind i salen, hvor alle stolene står foran en kæmpe sene. Op på første række så vi rigtig kan se stykket. Første række. Så kan jeg ikke engang smugle min lille bog frem og skrive. Det er det, jeg elsker mest. At skrive. Hvis folk spørger mig, om hvad jeg skriver, siger jeg at det er hemmeligt. Top hemmeligt. Ikke fordi jeg sidder inde med en kæmpe roman eller noget. Jeg skriver bare lige det der falder mig ind. Jeg skriver det der strejfer mine tanker, i det sekund jeg sætter blyanten på papiret. Men her for tiden er jeg begyndt at tegne. Tegne tegningen. Det er den samme hver gang. Et par meget grønne øjne. Jeg bliver nød til at have en grøn farve på mig, ellers er der noget i mig der for mig til at søge helt vildt efter noget grønt, man kan tegne med. Det er meget underligt for det er ligesom ikke mig, der bestemmer hvordan de grønne øjne skal se ud. Min hånd tegner bare. Først en sort pupil. Så en anden. Så kommer det grønne uden om som er iris. Derefter tegner jeg de sidste detaljer, så det for form som et par øjne. Den samme rækkefølge hver gang.

- Så Cristina. Nu begynder stykket. Husk at tie stille, ikke.

Men jeg nåede ikke at svare før noget helt andet tog min opmærksomhed nede ved dørene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...