For Sent

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2015
  • Opdateret: 4 feb. 2015
  • Status: Færdig
Denne historie er en fortsættelse af min novelle "Jeg Kan Flyve". Historien finder sted et par år efter den første novelle, hvor hovedpersonen Christian nu er kommet på Gymnasiet.

0Likes
0Kommentarer
184Visninger

1. For Sent

Jeg steg ud af toget. Den kølige morgenluft ramte mit ansigt, imens regnen stak som små nåle. Jeg nød det, sammen med stilheden. Der var ikke mange, som snakkede sammen. Modsat om sommeren, så var de fleste ganske stille de fem minutter, som det tog os at gå fra stationen og så om til skolen. Det var som om, at de mørke morgener i vinterhalvåret tvang et nyt sæt regler ned over os. Ingen larm, ingen snak, ingen latter. Vi gik alle blot ligeud, med hovederne vendt imod jorden. Der var selvfølgelig enkelte, som stadig udvekslede nogle få ord på vejen, men deres stemmer blev overdøvet af stilheden. Om nogle måneder ville regnen stoppe, morgnerne blive lyse, og folk ville atter grine og snakke. Der var jeg så lidt et særtilfælde. Jeg var også stille om sommeren.

Da vi endelig undslap regnen og trådte ind på skolen, var det som om, at forbandelsen blev hævet. Stemmerne hævede sig igen, og der blev sendt hilsener på kryds og tværs, når man passerede hinanden. Piger udvekslede kram med deres veninder, imens de fleste af drengene nøjedes med et nik. Endnu en gang var jeg et særtilfælde. Jeg fortsatte i samme stil med hovedet bøjet og munden stum. Det var nu ikke fordi, at jeg ikke kendte nogen. Jeg kendte en del, og de kendte da også mig. Der var bare ikke rigtig nogen, jeg snakkede med. Alle de andre havde i løbet af det første skoleår fundet sammen i grupper og kliker, og havde med få undtagelser holdt fast i dem siden da. Jeg havde blot været for langsom dengang. I stedet for at finde en gruppe til mig selv, forholdte jeg mig passiv. Afventede tålmodigt, at en af grupperne ville vise sig barmhjertige og invitere mig ind. Det skete aldrig. I stedet levede jeg et liv som tilskuer. Betragtede verdenen og alle dens mennesker.

*****

”Godmorgen”. Min klasse var nogle af de eneste personer, som jeg hilste på om morgenen. Det var en uskreven regel, og jeg ønskede ikke at skubbe mig selv endnu længere væk. Nogle sjældne gange kunne jeg dristige mig selv til at tilføje en ekstra kommentar, og endnu sjældnere kunne de andre finde på at gøre det samme over for mig.

”Forstod du teksten til i dag?. Jeg kiggede først rundt på de andre, for ligesom at se om hun havde stillet spørgsmålet til en anden. Da jeg dog lagde mærke til at de i stedet kiggede på mig, rettede jeg blikket tilbage mod hende.

Tjoh” nikkede jeg ”Den var lidt langtrukken, men jeg tror jeg fik pointerne med”. Jeg begyndte at forklare – at snakke. Først omkring teksten, men derefter begyndte jeg at drage samtalen ind på emner, som ikke var skolerelaterede. Jeg nød hvert et sekund. Nød at sige noget hvor folk lyttede til hvad jeg sagde, og måske endnu mere at lytte til noget, som var henrettet imod mig. Jeg kunne mærke, at min mund begyndte at bevæge sig hurtigere. Jeg opfangede et par gange, at ordene snublede en smule når jeg udtalte dem, men jeg ænsede det ikke som sådan. Jeg talte og talte, desperat om at holde samtalen kørende. Klamrede mig til ordene, som var de en redning ud fra et hul, jeg selv havde gravet. Det lykkedes dog ikke. I takt med at mængden af ord, som skød ud af min mund, steg, faldt deres interesse. Jeg kunne se deres øjne flakke, og da en af de andre fra klassen også ankom, greb de hurtigt chancen. Vores samtale var død. Jeg sad i et lille stykke tid og lyttede til, hvad de andre nu snakkede om. Håbede på, at der atter kom en åbning, hvor jeg kunne hoppe med, men forgæves. Da jeg opdagede, at en af pigerne lagde mærke til, at jeg blot sad og stirrede, skyndte jeg at tage min telefon frem. På den måde følte jeg i det mindste, at jeg havde et eller andet formål. Jeg kørte fingeren over skærmen, og kiggede ned på displayet. Ingen nye beskeder.

*****

Vores lærer gav os vores opgaver tilbage. Jeg var ikke ligefrem den perfekte elev. Selvom jeg syntes, at de fleste opgaver vi fik var lette, så gennemførte jeg dem aldrig ordentligt. Jeg fik altid det svar, at jeg kunne have gjort det bedre. Og mine lærere havde ret – det kunne jeg. Jeg lagde sjældent det fornødne arbejde i min opgaver, på trods af at jeg egentlig gerne ville. Jeg drømte tit om at aflevere en opgave, en opgave så fantastisk, at min lærer ville slå hænderne sammen og rose mig helt op i skyerne. Et fint 12tal ville pryde papirets kant, og min mor ville være pavestolt. Men hver gang jeg så sad med opgaven foran mig, kunne jeg ikke få mig selv til at gøre det. Jeg følte, at jeg spildte tiden ved blot at sidde der, imens jeg jo i stedet kunne være ude og møde nye mennesker – snakke med nye mennesker. Mine opgaver blev derfor hurtigt færdiggjort, med kun få tanker på detaljer. Bagefter ville jeg indse det, som burde have været åbenlyst hele tiden. Jeg ville ikke møde nogle nye mennesker – ej heller snakke med dem. Jeg ville i stedet tilbringe endnu en eftermiddag alene på mit værelse.

 Der gik et par minutter hvor folk læste deres opgaver igennem. Nogle stillede læreren spørgsmål, andre begyndte at diskutere deres karakterer, imens andre igen blot gemte opgaven af vejen efter en kort gennemlæsning. Kort efter brød hun dog den i forvejen aftagende stilhed.

”Godt, i dag starter vi ud i nogle grupper. Jeg vil gerne –”. Jeg lyttede kun halvt, til resten af hvad hun sagde. Tanken om gruppearbejde behagede mig ikke ligefrem. Jeg var da ganske vist temmelig varm ved tanken om at arbejde sammen med nogle af de andre, men frygten for, at jeg lod mig rive med sad dybt. Det var som om, at jeg indtil nu blot havde rykket mig længere væk fra alle de andre, ved enhver mulighed for at komme tættere. Jeg forsøgte virkelig, men det var som om, at jeg levede mit liv i kviksand. Jo mere jeg kæmpede, desto værre blev det hele. Jeg kastede et blik på mit ur. Timen var endnu knapt begyndt.

Vi fik ikke lavet meget. Det meste af snakken i vores gruppe omhandlede den kommende fest om aftenen. Jeg lyttede med, dog uden at sige noget. Når det kom til fest, havde jeg efterhånden skabt mig en fantastisk plan til at få en god aften. Den første del var bare at møde op. Det kan måske godt lyde simpelt, men på det tidspunkt, var det en temmelig stor udfordring for mig. Jeg havde næsten aldrig været med til en fest før gymnasietiden, hvilket betød at jeg ofte kom til at føle mig malplaceret. Der var en helt anden social struktur til festerne – en struktur som jeg endnu ikke havde lært.

”Holdte du forfest eller hvad? ” spurgte en af pigerne i min gruppe på et tidspunkt. En af de andre nikkede.

”Jah, det regnede jeg med. Mor har gået med til at lave noget mad til os”. Dette svar førte hurtigt til nogle kortvarige fnis, efterfulgt af en længere snak omkring mødre og tidligere forfester. Jeg holdte mine øjne låst på min computerskærm, imens jeg lyttede med. Jeg håbede, at forfesten ville blive en af dem for hele klassen, og ikke blot for inviterede. Hvis ikke, så ville jeg nok være tvunget til at tilbringe det første af aftenen derhjemme for mig selv, indtil selve hovedfesten startede. Jeg havde selvfølgelig ofte overvejet at spørge om jeg kunne møde op alligevel, men jeg var nået frem til den konklusion, at det nok var en dum ide. Jeg snakkede trods alt sjældent med de fleste af dem uden for skoletiden, og det ville derfor sikkert virke mærkeligt, at jeg pludselig trængte mig på. Jeg var dog heldig. Et par timer senere dukkede der en besked op på Facebook, om at hele klassen var inviteret. Jeg kunne ikke tilbageholde et smil.

 

*****

Glasflaskerne klirrede, imens vægten fra dem tyngede plasticposen hårdt. Det var tydeligt, at der allerede var taget forskud på festen da jeg kom. Stemningen var høj da døren gled op, og der stod allerede et tårn af tomme dåser på bordet. En af pigerne var hurtig til at sige mit navn, og kort efter vendte resten af hovederne sig også min vej. Et par sprang endda op og gav mig et kram. Det midlertidige fokus på mig, fik det til at snurre i mit hovedet. Mine mundviger strakte sig til hvert øre, og jeg hilste tilbage med en uovertruffen selvtillid. Jeg fik en øl i hånden, og før jeg vidste af det, sad jeg og råbte i kor med de andre. De sidste fra klassen dukkede op kort efter, og blev på samme højlydte måde budt velkommen. Da alle nu var her, begyndte folk ligeså stille at samle sig i deres vante grupper. Det skete ikke bevidst eller planlagt, men stadigvæk tydeligt nok til, at en som mig kunne lægge mærke til det. En person rejste sig op for at hente noget nyt at drikke. En anden tog den første persons plads og sådan udviklede det sig ligesom, indtil at festen var som en skov, bestående af adskillige klynger af træer. Der i midten sad så jeg – det enlige birketræ, som på en eller anden måde havde kunnet modstå blæst og storm i årevis. Nogen ville selvfølgelig mene, at stormen gav mig stærkere rødder, men i forhold til den styrke klyngerne besad når deres grene flettede sig ind imellem hinanden, følte jeg mig nu alligevel svag.

Jeg tømte endnu en øl. Måske den tredje, måske den fjerde, jeg tænkte faktisk ikke over det. Da øllene slap op, skiftede jeg over til sprutten. Jeg foretrak altid at drikke den rent – til trods for, at det vedblev at forundre de andre. Jeg skal være ærlig at sige, at det ikke var fordi, at jeg fandt smagen behagelig. Jeg havde derimod bare lært at ignorere den. Der var flere grunde til, at jeg sjældent blandede den op. For det første handlede det selvfølgelig om prestige. Der var et eller andet sejt over, at jeg kunne drikke glas efter glas af ren vodka, rom eller lignende, uden at det rørte mig. Det hjalp dog samtidig også med at dække over det faktum, som for mange nok alligevel var lysende klart. Dette var ikke min hjemmebane. Når folk snakkede om brandbiler og isbjørne, kunne jeg kun lade som om, at jeg kendte til dem. På denne måde slap jeg dog for nogensinde at tænke på drinks, og det fik mig også til at virke som en der ofte var i byen - ofte gav den gas. Fik mig til at virke som en del af flokken. Ikke sandt? Jeg smilte stille for mig selv. Mit glas var atter tomt.

*****

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...