Mor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 feb. 2015
  • Opdateret: 3 feb. 2015
  • Status: Færdig
Et digt.

21Likes
5Kommentarer
261Visninger

1. -

Mor

 

Jeg kan stadig huske, dine blonde krøller

komme hjem fra frisøren,

da jeg var lille.

 

Og jeg kan stadig huske

de magneter,

du gav mig i adventsgave,

da jeg var seks.

 

Det var to kander.

De var hvide med blå blomster, og jeg kunne slet ikke forstå,

hvor smukke de var.

 

De hang på køleskabslågen

i din lille lejlighed på Islands Brygge.

 

Da du flyttede til Hellerup

ind hos din kæreste,

knækkede tuden af den ene.

 

De hang ikke længere på køleskabet,

men jeg passede stadig på dem.

 

Da jeg var syv, læste du Alice i Eventyrland højt for mig.
Du havde lånt den på biblioteket.

 

I årevis ledte jeg efter en kopi

helt magen til.

 

Da jeg var ti,

fandt jeg den i Prag

(hvilket næsten var magisk)

så jeg brugte næsten alle mine lommepenge på den

(hvilket du syntes var åndssvagt,

for jeg kunne alligevel ikke forstå engelsk.)

 

Du læste også Heidi-bøgerne.

 

Der var en sætning om,

at uanset hvor gammel, man er,

kan man stadig godt have brug for sin mor.

 

Jeg stirrede inderligt på dig,

og håbede,

at du forstod, at jeg havde brug for min mor.

 

Jeg overvejede tit

at finde det stykke

og læse det op for dig.


Da jeg var 13, læste jeg din blå bog.

Og jeg blev overrasket over,

at du engang også bare var en ung pige

i hullede cowboy-bukser.

 

Jesper sagde i maj,

at jeg mindede om dig.

 

Jeg blev så glad,

for det har ingen sagt før.

 

Og jeg husker hver anekdote fra din ungdom, du nogensinde har fortalt.

Jeg har gemt hvert eneste billede af dig.

I mine øjne er du noget af det smukkeste, der findes.

 

Men du vil aldrig forstå, hvor højt jeg elsker dig.

Du vil aldrig kunne se, hvor højt jeg altid har elsket dig.

Hvor gerne jeg blot ville have dig hos mig.

 

Men du er uden for rækkevidde,

og alt jeg har tilbage er små puslespilsbrikker.

 

Krøllet hår,

en ødelagt magnet,

Alice i Eventyrland,

en gammel cowboy-jakke

og en masse billeder af en blond kvinde, jeg ville ønske,

jeg vidste, hvem var.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...