Da jeg var femten troede jeg at livet var uendeligt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 feb. 2015
  • Opdateret: 3 feb. 2015
  • Status: Færdig
Et digt

18Likes
4Kommentarer
289Visninger

1. -

Da jeg var femten, troede jeg livet var uendeligt

 

 

Da jeg var femten, troede jeg, at livet var uendeligt. -

Og vi,

Anna, Esther, Morten, Oskar, Sofia og jeg,

Vi var selve kernen af denne uendelighed

 

Logisk set vidste jeg godt, at alt har sin ende,

Og at de venskaber, du har som 15-årig nok ikke varer hele livet

Men følelsesmæssigt?

Følelsesmæssigt gav konceptet tid - og fremtid - ingen mening.

 

Anna stresser

Hun stresser, fordi vores lille gruppe af nære venner, ikke rigtigt er en lille gruppe af nære venner længere

 

Da jeg var femten virkede det ikke som om, det nogensinde ville ende,

Men selvom jeg blot er atten nu,

Virker mine teenageår allerede som et minde.

 

Og uanset hvor hårdt Anna - eller jeg for den sags skyld - forsøger,

Kan vi ikke forhindre, at de andre udvikler sig og kommer videre med deres liv.

Morten flytter til Frankrig om blot et halvt år

Esther bor allerede halvanden time væk -

For to uger siden, slog Oskar og Sofia op, og den vage idé med en fremtid, hvor de var gift og havde børn opkaldt efter mig, forsvandt.

 

Og jeg har indset, at Oskar vil møde andre piger, og jeg vil ikke have farvet de pigers hår blot på mit badeværelse, og de vil ikke kende den kjole jeg havde på til min sekstensårs fødselsdag... Og vi vil sikkert ikke engang kende hinanden.

 

Og de vil ikke være Sofia.

 

Og ja, måske sidder Anna der til mit bryllup år fra nu,

Men dagene, hvor vi mødes på bænken mellem vores huse er talte.

Vi kommer til at flytte, og ikke længere bo på samme gade.

 

For sandheden er: nogle af os vil dø før tid, nogle af os vil aldrig bo her, minutter fra hinanden længere, nogle af os vil være succesfulde, men andre vil ikke - og alt jeg ved - er, at ingen af os forbliver de samme.

 

Så jeg danser lidt mere, jeg drikker lidt mere. Jeg bliver ude lidt længere.

Jeg glemmer alt om at være asocial.

Jeg tager hver eneste, sidste stund ind.

Denne naive barndom, jeg troede, var min ungdom.

 

Jeg prøver at tage mentale billeder af alle

Jeg prøver at huske Sofias blå hår

Duften af Esthers parfume

Gnisten i Mortens øjne

Og den måde Oskars arme føles når han krammer dig

 

Jeg prøver at huske hver eneste, lille detalje af bænken mellem mit og Annas hus.

Jeg lover mig selv at huske de gode stunder, såvel som de dårlige og bære dem med mig i mit hjerte.


Snart er vi voksne

 

Og Gud ske tak og lov for det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...