masken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 feb. 2015
  • Opdateret: 3 feb. 2015
  • Status: Igang
Hvem kan du virkelig stole på? Hvem kan se igennem din maske? Hvem vil altid være der for dig uanset hvornår du har brug for det? Hvem kan oprigtigt sige: Jeg elsker dig og jeg vil altid være her for dig?

0Likes
0Kommentarer
84Visninger

1. Åben op

"Hey, hey hvad er der sket?" Spørger Justin mens han kommer bekymrende ud på pigetoilettet til mig. Jeg står ved vasken med mascara langt under øjnene, tåre trillende ned ad mit ansigt og røde øjne. Hans ene hånd støtter min arm. Jeg kan mærke hans krop mod min ryg. Hans ånde mod min nakke.
Langsomt løfter jeg blikket op i spejlet og ser på ham. Hans brune hår er pjusket, han har farve i kinderne, hans T-shirt sidder lidt skævt, hans øjne ser bekymret rundt på min krop. De har for travlt til at se op på mig i spejlet.
" Er du kommet til skade? Hvem har gjort dette mod dig?" Hans fingre kører forsigtigt undersøgende over min krop. Blidt skubber jeg ham væk mens jeg vender mig om mod ham. " Ingen har gjort noget mod mig", min stemme er kun en lav hvisken. Jeg har grædt min stemme væk og er nu efterladt med en stemme der lyder lige så livstom som jeg føler mig. "Hvorfor græder du så?" Spørger han. Hans hænder ligger sig på min kinder og fjerner tårerne fra mine kinder med tommelfingrene.
" Det er ikke noget galt. Jeg væltede bare og", jeg bliver nød til at stoppe for at tage en dyb indånding inden jeg begynder at græde igen. " Det gjorder rigtig ondt på min ankel".
Han ser på mig i kort tid inden han siger: " Vil du ikke nok være sød at fortælle mig hvad der virkelig er sket?" Han smiler et lille, varmt, støttende smil. Jeg prøver at komme med et smil tilbage. Bare et lille et men det er håbløst. Jeg er knækket og jeg ved ikke hvordan jeg skal samle mig selv igen.
" Kom nu Beauty, jeg kan se på dig at der er noget helt forkert". Han ligger sine arme om mig så mit hoved kommer til at ligge på hans skulder. Han dufter sødt, velkendt og trøstende men det betyder intet. Jeg har aldrig fortalt det til nogen og det kommer jeg aldrig til.
"Der er jo også noget galt. Med min ankel", hvisker jeg. Hans arme ligger sig på tværs over min ryg. Han flytter sit hoved så hans mund er lige ved mit øre. " Beauty jeg kan se din maske. Jeg kan mærke den. Du lyver for at dække for den rigtige grund". Hans stemme er så blid og så tæt på mig at den sender en lille varm strøm gennem min iskolde krop.
" Det er", begynder jeg igen. " Ikke noget", afslutter jeg. Jeg kan ikke. Dette har været min hemmelighed siden jeg var helt lille. Jeg har aldrig fortalt den til nogen. Det føles ikke rigtigt at fortælle det til nogen. Min krop begynder at ryste voldsomt vedbare tanken om at nogen andre ved noget.
"Please, fortæl mig nu hvad der er. Jeg kan se du er i smerte og tro mig det gør lige så meget ondt på mig", han lyder fyldt med smerte. Smerte på grund af mig. Jeg har forvoldt ham smerte. Bare tanken sender en stille tåre ned ad min kind til hans skulder.
" Undskyld", hvisker jeg. Hvad skal jeg ellers sige?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...