Can't forget what i saw

Amanda er 18 år og er lige flyttet sammen med sin kæreste! Hun har lige fået nyt job! Men en dag sker der noget der forandre alt! Can't forget what i saw er en romantisk drama Om Amanda der ser forskellige ting hun ikke kan få ud af hovedet! Krænkende ting og drabelige! Håber i vil læse med! Hun tænker over det hele! Og der kan ikke kun være fest i et forhold! Det lære hun også.... Og hvad så hvis der er utroskab, voldtægt, indlæggelse, hvordan klare hun den? Og hvad hvis meget uventede ting man slet ikke er klar, et barn til ansvar? Læs med og find ud af det! "Sæson" 2 af min bog er færdig. Glæder mig til at udgive 2'eren med 16 nye kapitler

15Likes
3Kommentarer
13785Visninger
AA

34. 25 Hvad retten siger, gælder!

25 Hvad retten siger, gælder!

(Amandas synsvinkel)

Min mor hjalp med at give mig det rette tøj på, så jeg var klar til at tage afsted. Jeg havde Hestehale, grå kjole. Og jeg lignede en der rigtigt skulle i retten. Jeg havde ikke prøvet det før. Så det var godt jeg havde min far også kendt som en super advokat. Dem der havde fundet sporene og ellers havde set mig gå ned ad brandtrappen skulle også med. Alle vidner. Ligemeget hvad ville jeg ende i fængsel, jeg ville modtage en straf, men straffen ville kun afhænge af hvorfor jeg dræbte ham. Efter retten skulle jeg direkte eskorteres til fængslet (kun noget de gjorde med folk der havde slået nogen ihjel).

Jeg kyssede og krammede Luck som aldrig før. Jeg kunne ikke nænne at det her ville være sidste gang jeg så ham i lang tid. Jeg begyndte at græde, noget jeg havde gjort meget på det sidste. Min mor havde taget servietter med. Og fordi mine forældre ville passe på deres omdømme ville de prøve at skjule det var mig. Så jeg fik også et par solbriller til at dække mine øjne. Jeg sagde farvel til min lille dreng igen, og jeg sagde "vi ses min skat, på gensyn". Jeg kunne ikke lide at sige farvel, det ville knuse mit hjerte.

Da jeg steg ind i elevatoren indså jeg for alvor hvad jeg skulle til at gøre. Min mor lagde hånden på min skulder og kyssede mig på panden. Jeg følte mig for en kort stund som barn igen, og i denne her situation ville jeg ønske at jeg var det.

Vi steg ud af elevatoren og dernæst ud af bygningen. Jeg vinkede farvel til Maria som passede Luck. Hun havde båret ham så han kunne vinke. Det var han ikke så god til så Maria gjorde det for ham. Jeg fik et lille smil på læben, første gang siden lang tid. En hel sort bil kom og hentede os. Min mor havde gjort det lidt stilfuldt. Chaufføren var Zeke. Jeg havde undret mig over hvorfor jeg ikke havde set ham hele morgenen så det havde ham og min mor nok arrangeret.

Køreturen var alt for kort, jeg havde ingen tid til at tænke overhovedet. Men da vi ankom til retten fik jeg lov til at snakke med Zeke, han havde noget han ville sige til mig.

Han sagde "ligemeget hvad der sker derinde, hvor lang din straf bliver, skal du vide at jeg elsker dig. Du er mit et og alt, og jeg tror på at det er os to gennem alt. Jeg vil aldrig slippe dig, lige meget hvad der sker!"

Jeg kunne høre på ham at han virkelig mente det. Jeg omfavnede ham og gav ham det største kys. Nogle vagter fuldte mig indenfor. Retten var præcis som den var i film. Præcis som jeg havde forestillet mig. Jeg kiggede rundt i salen og kunne ikke tro mine egene øjne. Det var Karen! Min gamle chef sad i salen! Det var sikkert hende der også havde påstået noget. Jeg sendte hende bare mit dræber blik.

Salen blev stille og dommeren begyndte med anklagerne og det hele begyndte. Han sagde "Amanda Elizabeth, du er dømt for mordet på Peter Johnson. Men det var ikke ugrundet, det var i ren forsvar har du selv indrømmet." Det lød ikke dårligt i mine øre. Ind til videre så det ud til at min straf ikke ville blive så slem. Indtil alle anklagerne rakte hænderne op og prøvede at gøre det hele værre. Karen var den der sagde mest. Hun var nok vred over den gang jeg sagde op og råbte af hende.

To lange timer var overstået og jeg havde fået en dom. En dom der måske, måske ikke var retfærdig. Jeg kunne ikke lade vær med at tænke på Zeke, Luck og alle de andre. Hele tre år ville jeg få uden at kunne se min familie ordenligt. Tre år var faktisk okay lidt i forhold til at jeg havde slået en mand ihjel. Men på grund af at min far var så dygtig og at jeg slog ham ihjel i forsvar var det nok til at formindske min straf en del. Selvom jeg nok aldrig ville blive tilfreds. Jeg blev grædende eskorteret bort fra min familie og Zeke. Mit liv ville få en stor forandring!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...