Can't forget what i saw

Amanda er 18 år og er lige flyttet sammen med sin kæreste! Hun har lige fået nyt job! Men en dag sker der noget der forandre alt! Can't forget what i saw er en romantisk drama Om Amanda der ser forskellige ting hun ikke kan få ud af hovedet! Krænkende ting og drabelige! Håber i vil læse med! Hun tænker over det hele! Og der kan ikke kun være fest i et forhold! Det lære hun også.... Og hvad så hvis der er utroskab, voldtægt, indlæggelse, hvordan klare hun den? Og hvad hvis meget uventede ting man slet ikke er klar, et barn til ansvar? Læs med og find ud af det! "Sæson" 2 af min bog er færdig. Glæder mig til at udgive 2'eren med 16 nye kapitler

15Likes
3Kommentarer
13795Visninger
AA

32. 23 En dødelig affære

23 En dødelig affære

(Amandas synsvinkel)

Det nye job gik rigtig godt. Jeg havde ikke regnet med nogensinde at blive glad for at være en andens assistent. Min chef var også rigtig god imod mig. For god... Jeg ved ikke om det kun var på mig. Men han havde det med at slå mig i røven og nogen gange bare tage på den. Og jeg kunne aldrig få mig selv til at sige noget til det. Men det var ikke det eneste usædvanlige der foregik lige nu. Zeke og jeg havde ikke hørt noget fra Daniel i en hel måned. Og Zeke vidste stadig ikke hvad han havde lavet. Jeg var begyndt at blive rigtig bange for at Daniel var faldet i igen. Især nu hvor jeg havde gjort så meget for at hjælpe ham. Det jeg var mest nervøs for, var at Zeke skulle finde ud af det. Det ville ikke være sundt for os overhovedet. Imens jeg spekulerede over min chefs opførsel ville jeg prøve at kontakte Daniel, igen... Jeg var begyndt at blive meget nervøs.

Det her var nok mit femtende opkald på idag. Uden at han selvfølgelig svarede. Jeg var bange, det her kunne være alvorligt. Jeg skulle fil at pakke mine ting ned. Jeg ha de nemlig fået fri. Men inden jeg kunne nå ud af døren standsede min chef mig. Han sagde "Amanda, kan du ikke lige hente en hurtig kop kaffe til mig, jeg har lidt ekstra arbejde idag." Jeg gjorde bare som han sagde. Jeg hældte den varme kaffe op i den lille plastik kop. Det var svært ikke at brænde sig på den. Så jeg tog en ekstra kop nedenunder. Jeg gik hel forsigtigt uden at spilde ind til hans kontor med den. Jeg satte den på bordet og var på vej til at gå, men han stoppede mig igen. Han rejste sig og sagde "bliver du ikke og hjælper lidt?" Jeg kunne se det lumske smil i hans ansigt. Jeg svarede "ellers tak jeg er virkelig udkørt og har en mand og baby ventende derhjemme. Han svarede "de kan vel godt vente lidt". Han nærmede sig mere og mere. Jeg var på vej til at løbe, men jeg havde selvfølgelig lukket døren efter mig. Han greb fat om mig. Tog på mine bryster og røv. Det blev for grænseoverskridende for mig.

Han tog fat i mig hen mod hans bord. Han prøvede at hive tøjet af mig. Jeg begyndte at skrige! Han holdte mig for munden og jeg prøvede at bide. Med held fik han hevet min bluse af og snart også mine trusser. Jeg handlede hurtigt. Jeg greb kaffekoppen og hældte den kogenede kaffe udover ham. Jeg kunne se hadet i hans øjne. Jeg kunne se at jeg ville fortryde det her. Men hvad skulle jeg gøre? Han gav slip på mig. Jeg troede det var nok at hælde den kogende kaffe udover ham. Men nej, han ville have mere. Han gav mig en så hård lussing at jeg kunne græde. Jeg gav ham min knytnæve igen. Men jeg indså at jeg ikke kunne vinde denne her kamp.

I et kort øjeblik var det som om verden gik i stå. Jeg kiggede igennem det store glas-vindue. Og jeg kunne se hvor smuk New York var. Det ville nok være et af mine sidste øjeblikke. Han greb fat om mig hårdere og hev mine trusser af. Jeg gav sparkede ham i skridtet, så han faldt lidt tilbage. Jeg skreg igen, meget højere end før. Men den mand gav ikke op. Hans hænder blev ved med at holde om min mund. Mens han samtidig prøvede at røre andet. Jeg var ved at give op, indtil mit blik nærmede en blyant på hans bord. Jeg havde den ene arm fri. Jeg kunne lige nå den. Lige i et stak jeg den i øjet på ham. Vi stod meget tæt på det store glas vindue. Jeg var bange for at jeg ville ende udover New York og dø. Men det blev ikke mig. Jeg havde stadig blyanten jeg stak den ind i brystet på ham og ham væltede ind i det store glas-vindue. Et stort stykke glas blev til millioner af glasskår. Jeg kunne høre et kort skrig og et bump.

Det eneste jeg var i stand til var at kigge dernede. Men jeg kunne næsten intet se oppe fra. Jeg kunne høre nogle sirener længere væk fra. Jeg skulle skynde mig væk nu! Jeg havde slået en mand ihjel. Jeg kunne ikke engang presse en tåre ud. Intet, udover at løbe. Løb blev til spurt og jeg endte med at tage brænd trappen ned. Forhåbentlig ville ambulancerne have fokus på min chef og ikke på mig. Men jeg skulle bare væk, og jeg skulle væk nu.

Da jeg endelig var ude af bygningen kom jeg forbi en taxa. Jeg fik chaufføren til at køre mig tilbage til lejligheden. Jeg trådte ind i elevatoren. Da jeg endelig var tilbage i lejligheden kunne jeg se Zeke. Jeg løb ind i hans arme og gav ikke slip.

Men det var ikke lang tid vi nåede at kramme før at min telefon ringede. Der stod det var Daniel. Jeg tog den med det samme.

Det var ikke Daniels stemme i telefonen, det var en politi mand. Jeg tabte telefonen og brød sammen. Jeg faldt ned på mine knæ og Zeke omfavnede mig bare. Min verden var i stykker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...