Can't forget what i saw

Amanda er 18 år og er lige flyttet sammen med sin kæreste! Hun har lige fået nyt job! Men en dag sker der noget der forandre alt! Can't forget what i saw er en romantisk drama Om Amanda der ser forskellige ting hun ikke kan få ud af hovedet! Krænkende ting og drabelige! Håber i vil læse med! Hun tænker over det hele! Og der kan ikke kun være fest i et forhold! Det lære hun også.... Og hvad så hvis der er utroskab, voldtægt, indlæggelse, hvordan klare hun den? Og hvad hvis meget uventede ting man slet ikke er klar, et barn til ansvar? Læs med og find ud af det! "Sæson" 2 af min bog er færdig. Glæder mig til at udgive 2'eren med 16 nye kapitler

15Likes
3Kommentarer
13753Visninger
AA

31. 22 Job samtaler og pæne piger

22 Job samtaler og pæne piger

(Amandas synsvinkel)

Der var gået der omkring fire til fem måneder med at Daniel skulle aflevere stjålne værdier tilbage. Det var gået rigtig godt. Daniel var ikke faldet i igen. Han havde været tæt på, men jeg fik ham altid væk fra det. Zeke var begyndt at blive meget mistænksom. Men jeg fik ham altid væk fra det med en lang forklaring. At Daniel hjalp mig med at finde et job og at han endelig fandt en job samtale til mig. Det var jo bare en lille løgn det kunne da ikke skade. Jeg sov stadig og drømte om Daniel der blev ved med at tage på mig. Og jeg prøvede at gøre alt for at vække mig selv. Jeg spekulerede over om det var mærkeligt at drømme om ens mands bror på den måde. Til sidst vågnede jeg. Og så at mit vækkeur havde ringet tre gange, uden at jeg havde hørt en lyd. Jeg var ved at komme for sent til min joh samtale, og den kunne være altafgørende. Jeg havde på det seneste gået meget op i mode. Faktisk elskede jeg det. Og jeg elskede at designe mit eget tøj og lave tøj til Luck. Han var en god øvelse. Og det her var et stort firma. Et firma jeg måske en dag ville overtage. Jeg vidste ingenting endnu og hvis jeg overhovedet skulle få jobbet skulle jeg ihvertfald nå at være pæn i tøjet, håret.... Jeg skulle se helt rigtig ud. Så måske kunne jeg udnytte lejligheden til at ligne en overklasse dame. Det var jeg jo. Og uden hjælp fra mine forældres penge skulle jeg komme ud i verden og selv tjene dem.

Jeg havde taget en stram kjole på (men ikke så jeg så billig ud) og min røde frakke. Et par høje hæle også kørte jeg stilen. Jeg frydede mig også lidt nu hvor jeg boede i en stor taglejlighed i New Yorks gader. Faktisk elskede jeg det. Lejligheden var så flot og så stor. Men det havde jeg sket ikke tid til at tænke på. Jeg havde alt klar, parfume på, børstet tænder og håret sat op i hestehale.

Da jeg kom ud fra lobbyen begyndte jeg at løbe. Jeg så nok dum ud, men jeg ville ikke spilde en vigtig chance. Jeg gik og løb i mine egne tanker og havde ikke set mig for. Inde jeg fik set mig om havde jeg væltet en pige, og jeg lå også selv på jorden. Alle mine ting røg ud af min taske. Men det var hun sød til at putte op i den igen. Jeg sagde til hende "ej det må du altså meget undskylde! Jeg skal til en jobsamtale for første gang siden en forfærdelig oplevelse". Hun svarede "det er okay, jeg bor her ikke helt endnu, men jeg flytter måske ind. Og forresten hedder jeg Stacy". Hun var en rigtig smuk pige. Langt blond hår. Og total overklassespige. Også højhælede sko selvom hun var ret høj. Jeg svarede hende "rart at møde dig Stacy mit navn er Amanda, jeg bor her med min mand Zeke og mit barn Luck, og det her med overklasse er nyt for mig. Men jeg må løbe, ses".

Jeg skyndte mig at løbe videre men denne her gang ville jeg se mig ordenligt for. Jeg tænkte ikke rigtig mere på Stacy. Men hun var utrolig smuk. Jeg kiggede tilbage en gang og der var hun allerede væk. At løbe gjorde mig næsten svedig så jeg tog min røde frakke af. Vi var kun i slutningen af april og det var nok omkring de tyve grader. Det så ud til at New York ville blive en varm sommer i år. Jeg kunne se bygningen så jeg var ikke langt fra. Og da jeg nærmede mig mere og mere begyndte jeg at gå.

Da jeg trådte ind i bygningen kunne jeg se hvor smuk den var, med glas elevator og det hele. Indtil videre kunne jeg rigtig godt lide stedet. Da jeg trådte ind i elevatoren kunne jeg se hvor mange etager jeg skulle op. Der var hele seksogtyve etager og jeg skulle op på den femogtyvende. Det var godt jeg ikke havde problemer med højder. Jeg kunne godt mærke nervøsiteten. Men jeg skulle bare være modig og gøre det godt nok. Derfor havde jeg ikke sat mine forventninger højt op så jeg ikke skulle blive ked af hvis jeg ikke fik jobbet.

'Ding'. Det var endestoppet. Elevatoren endte og jeg skulle begynde min samtale.

Chefen og bygningens eger kom hen og trykkede min hånd. Han sagde "Velkommen Amanda Elizabeth Jensen. Jeg er hr. Johnson. Måske din kommende chef vær så god at sætte dig ned, og lad os begynde din samtale.

Jeg blev spurgt om en masse ting, en masse nødvendige informationer som man skulle have i sig hvis man skulle have det her job. Egentlig så syntes jeg det gik fint. Jeg var selvfølgelig meget nervøs. Men jeg skjulte det så godt jeg kunne. Jeg skulle starte småt op. Faktisk havde jeg søgt ind som assistent til at starte med. Hr. Johnson manglede en assistent og da jeg læste at selveste chefen for firmaet manglede en. Tænkte jeg at det ville gå okay. Jeg mener engang passede jeg jo handikappede og syge mennesker. Det gik ikke dårligt men jeg havde stadig en dårlig samvittighed over at jeg følte skyld i patienten Peters død. Men denne gang var det gudskelov ikke det samme, overhovedet. Jeg tror ikke nogen ville begå selvmord her. Hvorfor tænkte jeg på det. Nu skulle jeg bare vente på svar. Hr. Johnson stod og snakkede med de andre vigtige mennesker i det her firma. Han kom hen til mig og sagde "Tillykke! Du er ansat!". Jeg var virkelig glad jeg kunne faktisk ikke beskrive følelsen. Endelig lykkedes det!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...