Can't forget what i saw

Amanda er 18 år og er lige flyttet sammen med sin kæreste! Hun har lige fået nyt job! Men en dag sker der noget der forandre alt! Can't forget what i saw er en romantisk drama Om Amanda der ser forskellige ting hun ikke kan få ud af hovedet! Krænkende ting og drabelige! Håber i vil læse med! Hun tænker over det hele! Og der kan ikke kun være fest i et forhold! Det lære hun også.... Og hvad så hvis der er utroskab, voldtægt, indlæggelse, hvordan klare hun den? Og hvad hvis meget uventede ting man slet ikke er klar, et barn til ansvar? Læs med og find ud af det! "Sæson" 2 af min bog er færdig. Glæder mig til at udgive 2'eren med 16 nye kapitler

15Likes
3Kommentarer
13774Visninger
AA

21. 18. Den rigtige beslutning del 1

18. Den rigtige beslutning del 1

(Amandas synsvinkel)

Maria og jeg havde været ude og kigge på kjoler hele dagen, og det var så meget i sidste øjeblik, det var kun om nogle dage det skulle ske! Jeg kunne græde bare af at tænke på hvis jeg ikke fandt den rigtige kjole! Den skulle være helt unik, til min og Zeke's unikke dag. Det var desværre bare gået ned af bakke siden jeg var blevet mor, ikke fordi det var en dum ide, næh bare fordi der var så mange ting jeg skulle gøre, og måske var jeg for ung, jeg var 20 men måske var det alligevel for ungt? Jeg ville ikke tænke dårligt om det på nogen måde, men ja hvad skulle jeg gøre. Og måske var jeg også for ung til at blive gift? Ingenting var klart lige nu, jeg ville prøve bare kun at fokusere på kjolen, så ville der ihvertfald være en ting mindre at tænke på. Godt Zeke kunne passe Luck imens jeg var her ude og kigge på kjole, så behøvede jeg heller ikke at bekymre mig om ham.

Det var ved at blive sent om aftenen, og Maria og jeg kunne kun nå en butik mere, jeg bad til gud om at kjolen i mine drømme ville være herinde, måske havde jeg lidt for høje forventninger? Vi skyndte os ind, og der stod den! Kjolen jeg havde håber på, den var så meget mig, hvide blonder, lyserøde bånd, og den var hverken for lang, sløjfer.. Jeg kunne beskrive alt om den, men det ville jeg alligevel ikke have tid til. Jeg ville betale alt hvad der skulle til for den kjole. Og jeg skulle have den lige med det samme. Lad os bare sige at jeg sluttede dagen heldigt ud, måske var det min søn der gjorde mig heldig? Jeg følte mig ihvertfald heldig. Nu var det bare om at prøve den og havde selvfølgelig heldet med mig, måske var det en god ide at kalde min søn for luck, det betød ihvertfald en hel del for mig! Kjolen passede perfekt, og vi kunne godt få den med det samme. Det havde været en lang dag og jeg glædede mig bare til at komme hjem og slappe af sammen med min lille "familie".

(2 dage senere) 

Jeg ville lyve hvis jeg sagde jeg ikke var stresset, for det var jeg! Det var idag det hele skulle ske! Jeg skulle giftes, bare den mindste lille bekymring kunne få mig til at græde, jeg var så følelsesladet idag, og jeg kunne ikke fatte at senere skulle jeg stå oppe i kirken og sige ja, og det aller værste var at jeg var begyndt at tvivle på om det nu var det rigtige. Jeg vidste slet ikke hvorfor alt tvivlen begyndte, eller jo måske lidt. Jeg kom til at tænke på alle de nedture Zeke og jeg havde haft. Men det var jo forkert, for vi havde været sammen i snart et år, to år hvis jeg talte det år med før vi slog op. Hvorfor kunne jeg ikke bare tænke at Zeke ville være set perfekte for mig lige nu, det plejede ikke at være svært!

Maria og en anden veninde der var stylist var der for at hjælpe mig med kjolen, skoene, håret og sminken. Det skulle bare være perfekt! Men inderst inde vidste jeg jo godt at der ikke var noget der var perfekt!

(2 timer efter)

Det hele var klar. Zeke var ikke hjemme, han var taget hjem til nogle af hans venner så han kunne gøre sig klar der. Vi havde aftalt at vi først måtte se hinanden i kirken, hvor det hele skulle ske! Luck var hos mig, men mine veninder tog dig lidt af ham imens jeg tænkte lidt over hvad jeg egentlig skulle gøre. Jeg havde egentlig ikke tid til at tænke, men jeg kunne ikke lade vær. Pludselig kom jeg i tanke om utroskabet og voldtægten, det kunne jo måske ske igen? NEJ! Det måtte det simpelhent ikke! Lige nu blev jeg nød til at lægge tankerne til side, og kun tænke på det positive. Men lige nu var intet positivt, og vi skulle køre nu! Vi skyndte os at låse og løb ud til bilen. Nu ville det hele begynde....

Vi nåede til kirken og min far stod og ventede, Maria og min anden veninde skulle være brude piger, min lille søn var desværre for lille til at gå med, så mine fætre og kusiner gik med istedet. Fire brude piger, det var måske ikke normalt at to 19 årige piger også var, men jeg var ligeglad! Musikken begyndte, og vi gik ind, jeg kunne ikke fatte at jeg stod her idag, at det var en slags kærligheds erklæring. Men det dårlige tanker var stadig ikke forsvundet. Jeg var nu oppe ved Zeke, vi kiggede hinanden i øjnene, men det var så svært, jeg hørte egentlig ikke efter hvad præsten sagde, jeg var inde i mig selv, men så kom ordene "Amanda Elizabeth Hansen, Vil du tage Zeke Egefoldt Jensen som din ægte mand, vil du ære og elske ham til jeres dages ende?" Det blev helt sort, pludselig faldt jeg og lå på gulvet, men jeg var ikke vågen! Fortsættes....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...