Can't forget what i saw

Amanda er 18 år og er lige flyttet sammen med sin kæreste! Hun har lige fået nyt job! Men en dag sker der noget der forandre alt! Can't forget what i saw er en romantisk drama Om Amanda der ser forskellige ting hun ikke kan få ud af hovedet! Krænkende ting og drabelige! Håber i vil læse med! Hun tænker over det hele! Og der kan ikke kun være fest i et forhold! Det lære hun også.... Og hvad så hvis der er utroskab, voldtægt, indlæggelse, hvordan klare hun den? Og hvad hvis meget uventede ting man slet ikke er klar, et barn til ansvar? Læs med og find ud af det! "Sæson" 2 af min bog er færdig. Glæder mig til at udgive 2'eren med 16 nye kapitler

15Likes
3Kommentarer
13804Visninger
AA

16. 13. udskrevet

13. Udskrevet

(Amandas synsvinkel)

"Amanda?" Sygeplejersken's stemme, jeg var efterhånden så van til den. Jeg håbede hver dag at hun ville sige, du er klar til at komme ud. Men det var jeg ikke, jeg var stadig indlagt på grund af ulykken, men jeg havde fået ny hjælp, til alt det jeg havde holdt inde. En ny psykolog, men kun imens jeg stadig lå herinde. Sygeplejersken sagde "idag er det måske sidste gang du skal have taget blodprøver!". Det lød godt i mine ører. Hun gik ud igen. Jeg kunne ikke fatte at jeg havde været indlagt i en hel måned, men der var jo også forskellige grunde til at det var så lang tid. Hver dag skulle jeg have taget en masse prøver, babyen der stadig lå inde i mig, de skulle sørge for at den stadig var i live. Det var gået godt alle gange. Jeg var allerede 4 måneder henne, næsten 5. Sygeplejersken kom ind igen, hun sagde "der er en der gerne vil besøge dig" Zeke trådte ind. Han rakte sin mund mod min, et kys! Faren til det barn jeg snart skulle være mor til, og han far. Lige nu, gik det godt, Zeke havde fået ny og større lejlighed, så ville der også være et ekstra værelse til den ventende. Lige nu var det desværre bare mig der var den ventende. Jeg savnede friheden, selvom jeg ikke havde en, gjorde jeg alligevel. Jeg kunne ikke slippe Zeke, han kom så tit han kunne, og det betød alt. Siden jeg kørte galt fandt vi sammen igen. Og jeg kunne ikke være mere lykkeligere..... Lige nu. 

(Om aftenen)

Aftenerne var værst! Jeg kedede mig altid på det her sted, jeg følte altid at jeg var alene, som om jeg altid manglede noget, men det gjorde jeg også. Når Zeke ikke var her manglede jeg lykke. Når min bedste veninde kom fandt den lidt tilbage, det samme som da Zeke kom. Jeg følte bare lidt af den frihed jeg savnede så meget. Efter jeg kørte galt, skete der dog noget, det førte til at jeg skulle sidde i kørestol.... Ikke for altid, men de dage jeg skulle være her, og der var ingen dato på hvilken dag jeg skulle væk fra det. Jeg savnede Zeke hver gang han ikke var hos mig, jeg kunne græde over det. 

(Næste dag) 

Jeg havde ikke sovet specielt godt, men det var også sjældent at det skete, en af sygeplejerskerne kom ind for at vække mig. Jeg tænkte bare endnu en blod prøve. Men det var det ikke. Hun begyndte at smile, det så ud til at det var på mind vejne. Hun begyndte at sige det "imorgen! Imorgen bliver du udskrevet og klar til at vende tilbage til den normale hverdag!". Så kendte hun ikke min hverdag... Jeg begyndte at smile, endelig, jeg kunne flytte hjem til Zeke igen. Min bedste veninde havde alligevel fået en kæreste! Fyren fra helvedes daten. Den værste date i verden! Men den skulle jeg ikke tænke på, endelig skulle jeg væk for det her sted! Min psykolog havde hjulpet mig, lægerne havde fået afgjort at jeg skulle have en baby, og at den var i live! Det hele så så lyst ud nu! Jeg kunne komme hjem til alle mine ting, og have andet tøj på end det her hvide og kedelige. Jeg måtte ringe til Zeke og fortælle ham det. 

"Hej skat, jeg bliver udskrevet imorgen" jeg var så glad. Jeg kunne høre på ham at han blev det samme, jeg kunne næsten ikke vente, jeg skulle bare overleve en nat til også skulle jeg vende tilbage til mit gamle liv. Jeg skulle også fortælle mine forældre det, det ville sikkert også blive glade. Men jeg ville selvfølgelig ikke glemme Maria. 

(om aftenen) 

Jeg lå og kiggede ud i luften, men jeg var meget tør i halsen. Jeg rejste mig stille fra sengen og gik ud på gangen, jeg gik forbi nogle andre patienters "værelser". Fra det ene rum kunne jeg høre nogle sygeplejsker de snakkede med en patient, om døden var nær. Det skar i maven, tænk at det var sådan en uretfærdig verden vi levede i, bagefter forsvandt stemmerne. Patienterne kom ud, jeg gemte mig bag et skab, jeg kunne se på dem at tåre trillede ned af kinden. Jeg kunne mærke at patienten ikke havde flere chancer. Det ville ske fo alle, men patienten var kun en lille dreng. Jeg kunne ikke tænke på det uden at undgå tåre i øjenene. Jeg gik videre, og tog et glas vand, jeg måtte slet ikke være oppe nu, men jeg kunne vel være ligeglad, imorgen skulle jeg alligevel hjem igen.

(Næste dag)

"Farvel seng! Farvel værelse! Farvel!" Mine ord, det var overhovedet ikke sørgeligt at sige farvel, tværtimod lettende. Jeg gik ud fra værelset, jeg sagde farvel og tak til alle de søde sygeplejersker der havde passet og plejet mig. Jeg havde stadig den døende lille dreng i tankerne. Men sådan var jeg, jeg tænkte meget over tingene, måske for meget? Ude! Ude fra hospitalet. Zeke stod og ventede på ham, jeg løb hen i armene på ham, vi kyssede i lang tid, faktisk havde vi ikke kontrol over det, vi kunne slet ikke stoppe igen. Jeg havde allerede sluppet kørestolen igår, jeg havde selvfølgelig stadig smerter, men ikke så slemme mere, jeg var ikke halv lam mere. Da jeg så bilen blev jeg dog lidt nervøs, men Zeke kørte jo, så hvordan skulle det overhovedet gå galt. Vi kørte med åbent vindue, så jeg kunne mærke den dejlige sommerbrise. Sommeren var lige begyndt, det passede jo perfekt med at jeg så var blevet udskrevet. Nu kunne jeg ikke vente med at begynde forfra.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...