Sne

Snefnug, dem er Ella optaget af. Så smukke, så forskellige, så overnaturlige. De har øjne, de har munde - de snakker faktisk til hende. Det tror hun i hvert fald. Hendes mor kan ikke lide snefnug. De er farlige, dumme, siger Ellas mor. Ella er dog uenig. Snefnug er smukke, specielle.

3Likes
2Kommentarer
158Visninger

1. Sne

”Ser I, sne er vand. Vand i fast form vel at mærke,” Gitte smiler stort, og da slideshowet hopper videre, snurrer rundt, deles i en masse små firkanter for derefter atter at samles, skifter til et billede af et snefnug, bliver hendes smil endnu større. Jeg trækker lidt på smilebåndet. Smil, det smitter – det sagde min mor altid. Altså indtil Dagen. Dén dag. Dagen hvor snefnuggene havde lagt sig det forkerte sted. Ovenikøbet på det forkerte tidspunkt. Snefnug var farlige, dumme, sagde mor efterfølgende. Før i tiden havde hun ellers elsket snefnug. De var så forskellige, så smukke, så helt igennem specielle hver og én, havde hun ellers altid sagt. Men ikke efter Dagen. Derefter sagde hun storset aldrig noget. Kun hvis der skulle handles ind – så råbte hun efter mig. Og hvis nu jeg så tv eller var opslugt af en bog, så råbte hun endnu højere. Ellers sagde hun aldrig noget.

Jeg ryster tankerne af mig. I stedet lader jeg mit fokus lande på Gitte – og hendes præsentation, selvfølgelig. Snefnugget pryder den store skærm. Det smiler – sådan ser det i hvert fald ud. Jeg er uenig med mor. Snefnug er ikke dumme, ikke farlige. De er smukke. Mine øjne hæfter sig fast ved snefnugget. Jeg kan ikke kigge væk. Snefnugget vil tale med mig. Det er jeg i hvert fald ret overbevist om. Jeg lægger hovedet på skrå, betragter det hvide, helt uskyldige, snefnug. Langsomt bliver dets øjne større. De er venlige, smukke. Også munden bliver synlig. Det går langsomt, men den er der. Jeg kan se den. Snefnugget smiler forsigtigt. Jeg smiler tilbage. Nok også lidt forsigtigt. Jeg har aldrig snakket med et snefnug, så det er lidt specielt, og jeg er en smule nervøs – men slet, slet ikke bange. Hvorfor skulle jeg også være det? Snefnug var ikke farlige, ikke dumme. Det var kun mor, der sagde det.

Efter skole trasker jeg ned mod kirkegården. Jeg sørger omhyggeligt for, at træde på så få af de snefnug, der har lagt sig som en tæt, fin dyne henover fortovet. Jeg nynner en lille melodi – en snefnug-melodi, vil jeg kalde den. De er så smukke, så fantastiske. En melodi til ære for dem, det ville da være passende. Det synes jeg i hvert fald.

Mens jeg forsigtigt, måske også en smule svævende, bevæger mig henover den hvide dyne af sne på vej til kirkegården, daler små, smukke snefnug ned fra oven. Der lander et på min næsetip, og jeg må virkelig gøre mig skeløjet for at kunne se det. Det er flot – nøjagtig som jeg havde forventet. Jeg går videre. Mit ansigt er rettet op imod snefnuggende, der langsomt daler ned mod jorden. På vejen lander de i mit hår, og inden jeg når hen til kirkegården, er mit hår én stor snefnug-zoo. Ret sejt, egentlig.

Langsomt bliver hele jorden dækket af en fin, hvid dyne. Af sne, naturligvis. Også gravstenen er godt gemt væk under det hvide lag. Jeg kører forsigtigt en hånd henover den flade sten, børster sneen væk, så skriften og datoerne på stenen atter bliver tydelige. Selvom snefnuggene skal have plads, føler jeg, at min far har ret til at blive set. I det omfang det nu engang er muligt. Jeg lader mig falde. Ned i den bløde sne. Jeg bliver våd, men jeg er ikke sart, så jeg tænker knap nok på det. Der sidder jeg så. Sammen med min far og sammen med snefnuggene. Det er perfekt. Her kunne jeg godt blive siddende. I hvert fald lidt endnu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...