Short story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 feb. 2015
  • Opdateret: 12 apr. 2015
  • Status: Igang
En masse korte historier, om en masse mennesker, som lever i den samme verden, men hvor der sker noget forskelligt, men på samme tid samme slags ting. En masse movellaer i én movella.

1Likes
2Kommentarer
404Visninger
AA

1. Ulykken

1.

Musikken spillede højt ud af høretelefonerne, hvilket fik mig til at smile automatisk, det regnede udenfor, men det gjorde mig ikke rigtig noget, da jeg sad i en varm bil hvor regnen ikke kunne nå mig, det var egentlig sjovt at tænke på, jeg burde være glad for regnen, men inderst inde hader jeg den inderligt, for hvad er der at elske ved regnen, udover at den gør at vi kan leve, eller retter sagt, træerne kan leve, hvilket også gør at vi kan leve. Regnen er bare noget lort, jeg bliver altid pisse syg, når jeg går hjem fra gymnasiet, hvor det regner, fordi så bliver mit tøj drivvådt hvilket ville sige mig med. Sangen rundede slutningen, og en ny sang begyndte at strømme ud af høretelefonerne, jeg lavede en grimasse da det ikke lige var en sang jeg gad hører, derfor tog jeg min ødelagte mobil op af bukselommen, og lod min finger løbe over skærmen, for at indtaste den skærmkode jeg havde bestemt der skulle være. Jeg gik ind på Spotify og skiftede sang, hvilket heller ikke lige var en sang jeg gad hører, så jeg skiftede igen, og endelig kom en sang jeg var nogenlunde tilfreds med. Jeg lod telefonen glide ned i bukselommen igen, og lænede mig tilbage i sædet, og lukke øjnene i nydelse af sangens toner.                     

Mine forældre skændes altid for tiden, hvilket de så også besluttede sig for at gøre lige nu, og det er ikke den stille og rolige skænderier, næhnej, det er de højlydte, skældende og sure skænderier. Det gik så udover min musikoplevelse, hvilket fik mit indre til at komme med en klagende lyd, inden jeg tog høretelefonerne ud, jeg rømmede mig, og lod en kold og irritabel sætning forlade mine tørre læber. ”Gider I ikke godt holde jeres kæft!?”, jeg tog høretelefonerne i igen, og startede den stoppende musik, jeg lukkede øjnene igen, men det varede ikke længe, da min mor råbte mit navn, hvilket bare fik raseriet inde i mig til at boble. ”KAN DU IKKE SE JEG HØRER MUSIK, KÆLLING!?”, det var ikke meningen jeg skulle råbe, men sket var sket, og jeg fortryder det ikke, og slet ikke da jeg ser min mors fornærmede blik, fik det mig bare til at smile et lille smil. Smilet forlod lige så hurtigt mine læber, som det var kommet, min mor vendte sig om i sædet, og kiggede arrigt på mig, hun løftede hånden og lod en flad hånd suse gennem luften, og derefter lande på min kind. Jeg kunne ingen smerte føle, det var vreden der fik nogle tårer til at hoppe frem i øjenkrogen, jeg tillod dem ikke at trille ned af kinden, det ville jeg ikke give min mor. Jeg kiggede rasende op på hende, og lagde mærke til at min far havde vendt sin opmærksomhed væk fra trafikken, for at berolige min mor, som var begyndt at tude, jeg slog irritabelt ud med armene, og havde nær ramt min tvillingesøster, som ikke havde sagt et eneste ord, igennem hele turen. ”Sorry Mel’,” jeg kiggede undskyldende på hende, men hun havde et skræmt udtryk i ansigtet, og da hun endelig var ved at sige noget, var det for sent.

                      Jeg hørte et skrig, inden jeg blev kastet ind i sædet foran, jeg ramte den med næsen, så alt blev sort et kort øjeblik, inden jeg fik synet igen. Blodet fra min næse, var allerede begyndt at løbe ud af begge næsebor, men det var ikke det jeg gav min opmærksomhed, det var min søster ved siden af mig, hun så helt forkert ud, hun havde så mange rifter i ansigtet, af jeg opgav at tælle dem, hendes hoved vendte helt unaturligt, hendes krop lå ned, hvilket ikke er normalt i en bil. ”M..Melinda.. Pls, sig noget, gør et eller andet, jeg ber’ dig!” jeg sank en klump, der havde samlet sig i halsen på mig, min stemme var hurtigt blevet grødet, og jeg havde selv svært ved at forstå hvad jeg sagde, hvis ikke det var mig selv der havde dannet ordene, ville jeg ikke fatte en prik af det. Der kom intet livstegn fra min søster, enden var hun bevidstløs, eller også var hun… ja, ellers er hun væk. Jeg kunne høre en masse stemmer udenfor bilen, men det var ikke hvad jeg gav min opmærksomhed til, nej det var min søster, jeg SKAL vide om hun er levende eller død. Hendes blonde hår havde fået en rødlig farve, fra alt blodet der havde samlet sig i hendes lange flotte hår, jeg havde selv ødelagt ved at farve mit sort. Hendes blå øjne var blanke, og hvad jeg havde læst om døde, så døde de ikke med lukkede øjne, nej, de dør med åbne. Jeg kunne mærke en masse våde pletter trille ned af kinderne på mig selv, og jeg gjorde ikke noget for at tørrer dem væk, jeg lod dem bare rende ned af mine blodige kinder. Hun var væk, og det var min fars skyld. Jeg fjernede blikket fra min søster, da jeg hørte min mors stemme sige til min far;

 

”Hvorfor døde den forkerte, Frank? ”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...