Short story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 feb. 2015
  • Opdateret: 12 apr. 2015
  • Status: Igang
En masse korte historier, om en masse mennesker, som lever i den samme verden, men hvor der sker noget forskelligt, men på samme tid samme slags ting. En masse movellaer i én movella.

1Likes
2Kommentarer
404Visninger
AA

2. Ukendt overskrift

2.

Dette er min historie, min udgave, jeg bestemmer. Mit navn holder jeg ukendt, men jeg ville alligevel give dig et indblik i mit lorte liv.

Jeg bor sammen med min familie på fem, Mor, stedfar, halvlillebror og storesøster, også lille mig, barnet i mellem mine søskende, hende der ikke bliver lagt mærke til, mere specifikt sagt, jeg var det barn, mine forældre ikke ville have og elskede. Jeg syntes det er nok informationer, nu til MIN historie.

 

Jeg blev ikke vækket denne morgen, jeg stod selv op, alt for sent, for at være ærlig. Jeg sprang op af den dårlige seng, for at samle et par bukser op fra gulvet, jeg tog dem på og gik hen til min tremandsbenede-kommode, og tog en sort T-shirt op af den, den havde et slidt print på forsiden, men for at være helt ærlig, det gjorde mig ikke noget. Jeg valgte at tage den på, det outfit jeg havde valgt at tage på, på denne kedelige tirsdag, var sort, og atter sort, så jeg besluttede at tage et par strømper i grå på, bare for ikke at se så trist og kedelig ud, som jeg inderst inde var. Jeg tog min hullede skoletaske over skulderen og stillede den ude foran min dør, jeg gik ind på mit rodede værelse igen, og gik hen til mit skrivebord, som jeg havde alle mine ting på, eller rettere sagt, alle mine skoleting og makeupgrej. Jeg tog min eyeliner, og puttede et tykt lag af det, rundt om mine øjne, da jeg blev tilfreds med resultatet, skruede jeg proppen på igen, og lagde den fra mig på bordet. Jeg gik ud af døren, der førte til gangen, og greb min taske, for at gå ned at trappen.          

Min familie sad allerede ved bordet, og var i gang med at spise deres fællesmorgenmad, som de plejer at gøre hverdag, men som altid, greb jeg bare den pose der stod for bordenden, det var min frokost, som altid. Jeg mumlede et ord der skulle betyde farvel, men bare blev til en grimasse, og en mærkelig lyd. Jeg gik ud af køkkenet og videre ud i gangen, for at stille min skoletaske, og derefter træde i mine slidte gummisko, jeg kunne ikke få mig selv til at smide dem ud, eller bede om nogen nye, for de kunne jo stadigvæk bruges, men de var ret så slidte. Jeg tog min nye jakke på, den ligner min gamle, hvilket var okay, for min gamle var pæn og jeg elskede den.        

Jeg greb min cykelnøgle og tog igen tasken over skuldrene, jeg åbnede hoveddøren, og gik ud af den, sjovt nok. Jeg gik ud til skuret, og greb min ’drengecykel, jeg låste den aldrig, for der var nok alligevel ingen der gad stjæle den, så nok hellere min søsters damecykel. Jeg trak cyklen med ud af skuret, og hoppede op på den, og traskede afsted til skolen, som jeg var så heldig at gå på, følg lige ironien.            

      Da jeg kunne se skolen, sænkede jeg automatisk farten, der var ingen grund til at skynde sig i skole, for så at sidde der i 5 eller 6 minutter, så hellere komme for sent i skole. Desværre var jeg nået frem til cykelskurene, hvor alle elevernes cykler stod, og de lærer som ikke tog bilen, hvilket alle lærer gjorde. Jeg sukkede utilfreds da jeg kunne ane Rygerne stå lænet op af gelænderet til cykelskuret, jeg skyndte mig derfor at pakkere cyklen, og derefter låse den, da jeg ikke ønskede De skulle tage den, og gemme den, man lærer af sine fejl. Jeg strammede grebet om min skoletaske, da jeg møvede mig ud af cykelskuret, og prøvede at gemme mig, Rygerne var de såkaldte populære mennesker på skolen, og jeg kom ikke godt ud af den, med disse rædselsfulde personer. ”Taber! Prøver du at gemme dig?!”, det løb mig koldt ned af ryggen, ved lyden af min ekskærestes stemme, jeg rettede på mit tøj, og vendte mig rundt, og imens havde jeg fået stonefjæset på. ”Simon. Jeg gider ikke i dag”, jeg bed mig i læben, og sænkede blikket, jeg havde allerede tabt. ”Pjat med dig, det sagde du også i går! ”, jeg kiggede ikke op, da jeg kunne hører hans skridt komme nærmere, stanken kunne tydeligt lugtes. Han greb ud efter min arm, den sædvanlige rutine skulle til at begynde.                     

 Han slog mig endnu engang, for derefter at forlade mig liggende på jorden, med et brandmærke på håndfladen, den skorpe der havde lagt sig efter i går, var blevet lavet igen, hvis jeg var heldig, lagde ingen mærke til den, og så skulle mine forældre ikke blandes ind i det. Hvis jeg var heldig, så var mine forældre nok taget afsted på deres arbejde, så jeg kunne lykkeligt låse cyklen op, og hoppe op på den for anden gang i dag, og vende snuden hjem, eller rettere sagt, det hus jeg var blevet plantet i, det hus som var blevet mit hjem, og det var ikke engang min families, nix, det var min stedfars, ham der havde røven fuld af penge, og grunden til min mor giftede sig med ham, men hun arbejde stadigvæk, men ikke på det arbejde hun arbejdede på før, det havde min stedfar ødelagt, ligesom han havde ødelagt mig.

 

Mit navn er Lia Sisse Pedersen, jeg er 16 år gammel, og jeg er blevet voldtaget af min stedfar.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...