Short story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 feb. 2015
  • Opdateret: 12 apr. 2015
  • Status: Igang
En masse korte historier, om en masse mennesker, som lever i den samme verden, men hvor der sker noget forskelligt, men på samme tid samme slags ting. En masse movellaer i én movella.

1Likes
2Kommentarer
406Visninger
AA

4. Blomsterhandlerens hemmelighed

4.

12 januar 1999. Sted: Skoven.

Josephine lå og drejede sig i søvne, hun havde igen mareridt. Men når hun fortalte hendes forældre om hendes drømme, grinte de bare af hende, og sagde hun var skør, var hun mon det? Hun vidste godt hun ikke var skør, men det virkede bare så realistisk. Det var det samme mareridt hun altid havde, det om blomsterhandleren.

”Josephine! HJÆÆLP!!” hun farer sammen af lyden af sit navn, og kigger sig forfærdet rundt, der er helt mørkt, ud over hende som lyser overnaturligt meget. Hun står i bare tær og natkjolen hun har på, går hende helt ned til anklerne. Hun tipper fødderne for at få varmen tilbage i dem, men der sker intet, de er som frosset fast til stedet. En skikkelse længere fremme begynder at rykke på sig, hun havde ikke lagt mærke til personen før nu. Hun synker en klump, hun ikke vidste havde samlet sig i halsen. Hun lader spidsen af tungen fugte hendes tørre læber, som trænger til en læbepomade. Personen står nu få skridt fra hende, hun klynker og lukker øjnene, og ønsker sig væk fra dette mareridt, men det hjælper aldrig, og det hjælper heller ikke denne gang. ”Josephine, Josephine, Josephine. ” lyder det overalt i skoven, hun krymper sig sammen, og sætter sig i foster stilling, mens hun lukker øjnene og ønsker dette snart er overstået. En blomster duft, begynder at komme svævende, men ikke en normal blomsterduft, nej, den der altid hænger i blomsterbutikker. Hun kigger op, og får øje på en ældre herrer der er godt op i de fyrre år, han har begyndende grå hår, der er ved at titte frem, i det ellers sorte hår, så det er ikke svært at lægge mærke til. Hun får taget sig sammen og åbner munden, og et ’ja’ forlader hendes mund, hun ved ikke om hun skulle svare eller lade vær, da han nævnte hendes navn tre gange, men hun besluttede sig for at gøre det første. ”Du ved godt du ikke må være i denne del af skoven, ikke også, Josephine? ” han taler på den måde psykologer altid snakker til en på. Hun nikker hurtigt et par gange, inden hun samler hænderne bag på ryggen. ”Hvad skal man gøre ved sådan en forbrydelse? ”, hun vidste godt at det var ulovligt at være i denne del af skoven, det havde hun lært efter tredje gang, hun var her i drømmen. ”Det... ” Hun rømmer sig kort, for at fortsætte ”det ved jeg ikke, sir. ” Hun kigger ned i jorden, da hans røde øjne finder hendes blå. Et smertefuldt skrig forlader hendes tørre mund, smerten i hendes hals er uudholdeligt. Hun falder ned på knæ, og gør hendes lange silkenatkjole beskidt. Hun tager sig til halsen, og mærker de to huller der er blevet lavet, et hulk forlader hendes sammenpresset læber, da smerten kom kort efter. Hun er stadigvæk nede på sine knæ, og er nu helt alene. Hun fjerner hånden fra halsen, da smerten er ved at aftage. Hånden er våd af blod, og hun er nu ret ligeglad med hendes dyre silkenatkjole, for hun tørrer hænderne af i kjolen, og rejser sig op på vaklende ben. Alt lyd i skoven er forsvundet, ikke en eneste lyd, der er som at være døv, ville Josephine skyde på, hun ved jo ikke hvordan det er at være døv, men hun har en ide om det. Med ét kommer alle lydene tilbage, bilstøjen fra motorvejen der ligger lidt væk fra skoven, uglen i det høje egetræ, rovdyrene der er på jagt, vinden der hiver i træerne ovenover hende. Hun bliver så overvældet af alle lydene, og kulden der river i hendes hår, at hun falder sammen på jorden.

Josephine vågner med et sæt, og sveden hænger på hendes fejlfri pande. Hendes vejrtrækninger er hurtige, og brystet hæver og sænker sig hastigt, hun er helt våd på kinderne, men det er ikke på grund af sved, men fordi hun har grædt, hun tager sig til halsen, hvor der ikke er noget at mærke, men smerten er der, og hun trækker hurtig hånden til sig, og bider tænderne sammen, for ikke at skrige i smerte. Hun kender dette for godt, om lidt ville hendes forældre komme brasende ind, når de får taget sig sammen, og så ville Josephine fortælle mareridtet igen, og hendes forældre ville grine af hende, og sige at sådan nogle drømme ikke fandtes i virkeligheden, også ville de lade hende ligge i hendes seng, helt alene, efter et mareridt, hvor hun ikke ville få lukket øjnene en eneste gang, i angst for at mareridtet vender lige på den anden side af øjenlågene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...