Sort sommer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2015
  • Opdateret: 2 feb. 2015
  • Status: Igang
Jonas, en trøstespisende teenager, tilbringer en måned på sommerlejren Ungdomsinitiativet. Kurset hedder Nye begyndelser og henvender sig til børn og unge med lort i baglandet. Lederne udvælger hver søndag aften 4 fra gruppen, de finder særligt egnede til at komme videre. Præmien er en tur til Sunny Beach, siger de.

0Likes
0Kommentarer
603Visninger
AA

3. Velkomst

Mandag d. 1. juli kl. 18.00

På et øjeblik blev salen fyldt af stoleskramlen og højrøstet snak. Det var en broget flok. Flere af drengene var kronragede. Andre havde halvlang, slasket hår og så ud, som om de lige havde røget en fed. De fleste af pigerne var tynde og så benhårde ud. Et par var kvabsede og duknakkede og kiggede ned i gulvet, mens de smøg sig på plads langs væggene. Der var også nogle stykker, der var totalt klædt i sort og også havde sort om øjnene, og som Jonas ikke umiddelbart kunne afgøre kønnet på.

Med en utrolig rap bevægelse greb den mørke dreng i træningstøjet en stol ved det nærmeste bord og satte sig, rank som en fjeder. Han sendte et kort, opfordrende blik rundt, og straks efter havde alle i det nyetablerede hold 1 slået sig ned ved samme bord.

Den store fyr med de grimme tænder så lettet ud og pillede en stor bussemand. Pigen fra Jonas' skole, der havde et lille trekantet egern-ansigt, lagde sin blok på bordet og tegnede videre.

Det kunne godt være, deres hold ikke ligefrem var et match made in heaven, tænkte Jonas. Men det kunne næppe være værre end at ende på hold med nogle, der var konstant stenede eller lignede noget fra en dødekult.

Da alle i salen havde fundet en stol, trådte lejrens personale ind i rummet. Først kom tre unge mennesker, som Jonas tippede til at være 18-20 år. De stillede sig smilende på en række.

Kort efter trådte endnu to mennesker ind. En mand og en kvinde, begge høje. De så afventende ud over salen.

"Nå, der kom Mor og Far," bemærkede Mille og fandt igen sin tobak frem.

Kvinden var klædt i en anonym, hvid skjorte og en lang, beige nederdel. Håret sad som en sølvgrå stålhjelm om det stramme ansigt.

Manden, der ragede et hoved højere op end hende, havde brunt overskæg og var tyndhåret på issen. Han var i lærredsbukser med pressefolder og en hvid kortærmet skjorte. Han lignede en mand, der savnede sit slips.

Uden at se på hinanden trådte de nu et skridt frem. Så klappede de begge i hænderne to gange med høje smæld, præcis på samme tid. Egentlig en fantastisk latterlig gestus, tænkte Jonas. Men der var alligevel et eller andet, der gjorde, at rummets uro og småsnakken straks ebbede ud.

"Velkommen til Nye Begyndelser."

Det var kvinden, der talte. Hendes stemme var højstemt, som var de samlet til en prisoverrækkelse af de helt store.

"Mit navn er Hannah, og dette er Eberhardt."

Hun gjorde en håndbevægelse i retning af manden.

"Vi står bag organisationen Ungdoms Initiativet og leder denne sommerlejr."

Ved siden af hende forholdt Eberhardt sig tavs, mens han som en ugle skuede fra side til side ud over salen.

"For nogle af jer vil denne sommer byde på en helt ny begyndelse." Hun gjorde en kunstpause, så hendes ord rigtig kunne synke ind.

"Til at hjælpe og guide jer de næste uger har vi tre dedikerede unge mennesker, som vi kalder Pionerer." Hannah vendte sig mod de unge, der stod på række.

"Halleluja," hviskede Mille ved siden af Jonas, og han kom til at fnise.

Først i rækken stod Benjamin med reklamelooket. Nu trådte han et skridt frem og sagde sit navn med et skævt smil, der fik en stor del af pigerne i salen til at røre uroligt på sig.

Den næste til at præsentere sig var en pige, lille, tæt og med det lange mørke hår sat op i nakken.

"Jeg hedder Marion," sagde hun. Jonas syntes, hun så rar ud.

Den sidste i rækken lignede noget fra det forrige århundrede. Det var en høj, mager fyr med briller og slikket hår.

"Georg," sagde han med et stift nik og blikket i gulvet.

Der blev fnist rundt omkring.

I det samme lød et dybfølt ræb fra salen et sted efterfulgt af bragende latter. Hannah ignorerede dette komplet og nikkede til Georg, der ivrigt udpegede Jonas' bord som hold 1 og derpå delte resten af de unge op i endnu tre hold, efter hvordan de tilfældigvis havde placeret sig ved bordene i spisesalen.

"Hey! Hvorfor må vi ikke have mobil med herop? Ikke engang en skide mp3-afspiller - det sucker for vildt, mand ..."

Det var Patrick i poloen, der råbte op. Her ramte dengsen fra Nordsjælland tilsyneladende et emne, som mange var utilfredse med. I hvert fald affødte hans kommentar akut respons. De frækkeste piftede og stampede i jorden. Resten bidrog med en samtykkende brummen.

Kvinden, som Mille kaldte for Mor, så fra den ene til den anden uden at ændre ansigtsudtryk. Hendes blik virkede som en laserstråle, der fik folk til at klappe kaje én efter én.

"Derhjemme bliver I bombarderet af indtryk hele tiden," sagde hun, da der igen var helt stille.

"Der er musik i butikkerne og larm på gaden. Når I har støj i ørerne eller sidder og sender smsbeskeder, er I ikke rigtig til stede. I er ikke sammen. I har godt af lidt ro. Lyt til bølgerne, til vinden, til hinanden."

Det var det lammeste svar, man kunne forestille sig. Der blev mukket rundt omkring ved bordene, men ingen protesterede højlydt.

Kvinden tog ordet igen. Der var et eller andet ved hende, der mindede Jonas om en præst.

"Om lidt er der aftensmad. Lejrens regler vil vi ikke spilde tid på. De står på opslagstavlen, hvor alle kan se dem. Brug nu aftenen til at falde til. Gå en tur i haven. Hils på hinanden. Til morgenmaden samles vi igen - og så har Eberhardt og jeg noget at dele med jer."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...