Sort sommer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2015
  • Opdateret: 2 feb. 2015
  • Status: Igang
Jonas, en trøstespisende teenager, tilbringer en måned på sommerlejren Ungdomsinitiativet. Kurset hedder Nye begyndelser og henvender sig til børn og unge med lort i baglandet. Lederne udvælger hver søndag aften 4 fra gruppen, de finder særligt egnede til at komme videre. Præmien er en tur til Sunny Beach, siger de.

0Likes
0Kommentarer
605Visninger
AA

13. Savn

Tirsdag d. 9. juli kl. 19.30

Lejrdeltagerne skulle selv stå for deres tøjvask. Det foregik i et lille vaskerum, der lå på reposen mellem pigernes og drengenes gang. Den aften efter æggekage og bacon lagde Jonas sit første hold tøj til vask. Han havde brugt sine trøjer flittigt, og det var på høje tid. Bagefter var han egentlig på vej nedenunder for at se, om der var plads ved en af computerne, men efter en pludselig indskydelse vendte han om og bankede på døren til værelset, hvor Nina sov. Der var helt stille, og han skulle lige til at gå, da et lille pip nåede ud til ham derinde fra.

"Ja," lød det.

Stemmen var tynd, gennemsigtig. Selv gennem døren kunne han høre, Nina græd.

"Må jeg komme ind?" spurgte han.

Lang pause. Så pippede hun ja igen.

Nina var alene og lå på sin seng i fosterstilling. Hun havde ansigtet mod væggen. Jonas nærmede sig tøvende. Hvad vidste han om at trøste piger? Om at trøste nogen som helst?

Selv plejede han at proppe slik ned i hullet indeni, når det truede med at opsluge ham. Men hende her lignede ikke én, der havde brug for en Bounty. Han stod lidt og hørte hende snøfte. Så hev han en stol hen ved siden af hovedgærdet. På sengebordet stod hendes toilettaske. Der var en jublende Nuser-figur udenpå. Nede i den kunne Jonas skimte en pillepakke. Han genkendte straks emballagen. Det var Alformin. Antidepressiver. Hans mor havde spist de samme piller for nogle år siden. Før lægerne fattede, at det var grænsepsykotisk, ikke deprimeret, hun var. Jonas blev grebet af en følelse af blufærdighed på Ninas vegne. Hun var så forsvarsløs, som hun lå der og rystede. Med en finger trykkede han diskret pillepakken længere ned i toilettasken, så den forsvandt bag en tube solcreme.

"Hvad er der galt, Nina?"

Da hun ikke reagerede, løftede han prøvende en hånd og rørte hende lige ved øret. Hendes hår og hud var varm og fugtig. Pludselig hulkede hun ukontrolleret.

"Min mor," græd hun.

"Jeg savner bare sådan min mor!"

Noget, der føltes som et spidst slag, ramte Jonas hårdt lige under brystkassen. Gid jeg kunne sige det samme, fór det gennem ham. Og i et splitsekund mærkede han, at han rent faktisk savnede hende. Et eller andet sted. Og måske havde han altid savnet hende.

Nina græd, så de magre skuldre krampede op og ned. Hun forsøgte at trække knæene endnu længere op under hagen, men greb så i stedet bagover skulderen i blinde og fik fat i Jonas' ene hånd, som stadig aede hende kejtet på kinden. En enorm bølge af tristhed skyllede over i ham. Hun lød præcis som en meget lille pige, og det var hun vel egentlig også, tænkte han. Han trak forsigtigt i hånden, og Nina lod sig rulle om, så hun lå med fronten mod ham.

"Hey Det skal nok gå," sagde han. "Vi kommer jo hjem igen."

Nina bare så på ham. Måske omtrent på den måde, som en lillesøster ville se på sin storebror, hvis hun var ked af det. Der gik et par minutter, hvor der blev længere og længere imellem snøftene. Så satte hun sig langsomt op. Hendes næse var rød, men hun var ved at falde til ro igen. Jonas benyttede øjeblikket til at rejse sig og hente wc-papir på badeværelset.

"Er din mor sød?" spurgte han, mens Nina kørte papiret rundt i ansigtet.

"Næ!"

Svaret kom lige med det samme, og de kom begge to til at grine. Jonas fik det straks lidt bedre.

Ninas blik flakkede lidt og faldt så til ro i hans igen.

"Hun er ... ja, hun er luder," sagde hun så.

Han vidste ikke, hvad han havde ventet. Men det var i hvert fald ikke dét.

"Okay," sagde han bare.

"Mmm," nikkede Nina.

"Hvad med din far?" prøvede han sig frem.

"I fængsel," sagde hun, nu med næsten almindelig stemme.

"Men min lillebror er derhjemme, hos min mor, og jeg savner dem begge to ... helt vildt."

Hendes stemme truede igen med at knække over, men holdt.

"Skal vi ikke gå en tur?" spurgte Jonas.

Klokken var vel hen ad ni, da de kort efter var på vej hen over gårdspladsen, hvor blæsten rev i Dannebrog. Jonas havde været på grunden i over en uge. Det var på høje tid at få set sig lidt om. Nina havde to sweatre og et tørklæde på, og også Jonas, der ellers ikke frøs så let, havde fundet sin jakke frem og lukket den godt til i halsen.

"Hvorfor er det altid sådan et møgvejr i juli?" spurgte Nina.

"Fordi det er en lortemåned," svarede Jonas.

De smilede til hinanden. Pludselig lå de åbne flade vidder overalt omkring dem. Græs, marker og lyng og flere marker og mere lyng. Meget langt væk kunne de se nogle træer. Der var ingen gadeskilte, ingen andre huse at se. Ikke ét. En uvirkelig fornemmelse fyldte Jonas.

"Hvor er vi egentlig henne?" spurgte Nina.

"Jeg ved det faktisk ikke."

"Kan du huske dér i køkkenet, med Marion?" spurgte hun så.

Jonas nikkede, han vidste præcis, hvad hun tænkte på.

"Jeg tror, vi er et sted i Sønderjylland," sagde han.

Nu var det Ninas tur til at nikke.

"Ja, men hvor, mere præcist?" spurgte hun. Jonas trak på skuldrene, så ud over havet. Han anede det ikke. Et eller andet sagde ham, at det ville være svært at få et konkret svar ud af både Mor, Far og pionererne.

"Jeg tror, jeg har velkomstbrochuren i min taske, må lige se efter, når vi kommer tilbage," sagde han.

De valgte at fortsætte ad stien ned mod havet. Alt andet var for uoverskueligt. De sagde ikke så meget, og det passede Jonas fint.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...