Sort sommer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2015
  • Opdateret: 2 feb. 2015
  • Status: Igang
Jonas, en trøstespisende teenager, tilbringer en måned på sommerlejren Ungdomsinitiativet. Kurset hedder Nye begyndelser og henvender sig til børn og unge med lort i baglandet. Lederne udvælger hver søndag aften 4 fra gruppen, de finder særligt egnede til at komme videre. Præmien er en tur til Sunny Beach, siger de.

0Likes
0Kommentarer
596Visninger
AA

5. Overraskelse

Tirsdag d. 2. juli kl. 9.00

Jonas satte sig ved morgenbordet, hvor hold 1 hang over deres cornflakes og tamt franskbrød med jordbærmarmelade fra spand. Pionererne, der havde spist ved deres eget bord, var ved at være færdige, da de første menige lejrdeltagere var kommet dryssende. Nu ryddede de deres tallerkner af vejen og stillede sig op på en række. Den magre fyr med briller hev en guitar frem, som han begyndte at klimpre på, mens hele flokken måbede. Og så kom sangen. Det er løgn, det her, tænkte Jonas. Men det var det ikke.

Endnu en dag, endnu en chance 
for nye tanker og ny balance 
Vi er sammen og hver for sig 
Alle skal ikke samme vej 
Ingen ved, hvornår tiden er inde 
hvad du skal se, og hvad jeg vil finde 
men fremtiden starter lige nu 
- hvem styrer den? Maske gør du 

Endnu en dag, endnu en chance for nye tanker og ny balance Vi er sammen og hver for sig Alle skal ikke samme vej Ingen ved, hvornår tiden er inde hvad du skal se, og hvad jeg vil finde men fremtiden starter lige nu - hvem styrer den? Maske gør du 

"Og så en gang til, syng med alle sammen!" opfordrede Benjamin og klappede over hovedet, som om det var en rockkoncert.

Udenfor støvregnede det, og de fleste af lejrdeltagerne så pænt trætte ud. Men de tre pionerer virkede vældig morgenfriske. Folk stirrede vantro på hinanden på tværs af spisesalen. Var de mennesker idioter? Der var selvfølgelig ingen, som sang med.

Efter sidste tone trådte Mor og Far ind i salen.

"Godmorgen. Jeg stoler på, alle har sovet godt."

Kvinden med det grå hår smilede ud over forsamlingen. Hendes tænder var usandsynligt regelmæssige og hvide.

"Som vi fortalte i går, har vi noget at dele med jer. En overraskelse. Eberhardt."

Manden trådte frem. Hans lyseblå skjorte var knappet helt op i halsen.

"I Ungdoms Initiativet tror vi ikke på straf. Vi tror på, at det skal kunne betale sig at opføre sig ordentligt."

Han rømmede sig, gik i stå.

"Derfor vil vi hver uge udvælge de personer, som har udmærket sig på den ene eller anden måde i ugens løb. Og de udvalgte ... forlader lejren," sagde han endelig.

Nogle lo nervøst. Hvad snakkede han om? Småsnak begyndte rundtomkring.

"HØR EFTER!"

Fars uventede brøl gjaldede imod væggene. Lydstyrken var som en trykbølge. I rent og skært chok holdt alle kæft på tælling, mens de stirrede på manden, der stod bomstille.

Det blev Mor, der tog tråden op.

"De heldige går videre til vores helt særlige ferieresort, hvor de kan tilbringe resten af sommerferien. Kvit og frit og uden pligter," sagde hun.

Et sus gik gennem salen.

"Yeah right," mumlede Patrick ved siden af Jonas.

"Stedet ligger ved Sunny Beach," tilføjede Mor.

Der gik tre sekunder, så brød snakken løs, og Mor og Far blev bombarderet med spørgsmål.

"En ad gangen, tak. Hånden op! Ja, du dér?"

"Og hvad sker der så ved Sunny Beach?"

"Almindelig hotelferie med swimmingpool, afyslapning, sol," svarede Far, der nu var vendt tilbage til sin normale stemmeføring.

"Ved vores forældre det her?" spurgte én.

Det svarede Far bekræftende på.

"Hvor mange kan komme med?"

Mor og Far vekslede et kort blik.

"Det vil tiden vise," svarede Mor.

Over for Jonas sad Mille med halvåben mund og sammenknebne øjne. Hun var gået i stå midt i en cigaretrulning.

"Hvad sker der lige ..." mumlede hun for sig selv.

Nu lænede Annabell sig frem og rakte en hånd op.

"Hvordan gør man sig fortjent til at komme med?"

Hun havde en finger i mundvigen og blikket fæstnet på Far, der et øjeblik så lettere desorienteret ud.

"Det er individuelt," lød Mors svar så.

"What the fuck skal det sige?"

Nu var det Patrick, der meldte sig på banen. Han lænede sig bagover, så stolens forreste ben slap gulvet, og stirrede stridslystent på de to lejrledere. Men han fik intet svar. I stedet sejlede Mor og Far ud af salen med pionererne i hælene. Tilbage sad lejrdeltagerne i vildt oprør. Kenny, der sad over for Jonas, så ud, som om en bombe havde ramt ham.

"Bulgarien ... maske kan man stå på vandski? Wow, det kunne være sjovt at komme derned!"

"Nemlig, Kennydreng."

Annabell, der var i små denimshorts og en stribet top med en utrolig dyb udskæring, grinede. Hendes latter havde en hæs undertone, der fik Jonas til at tvivle på, det var den samme slags sjov, hende og Kenny havde i tankerne.

Selv havde Jonas ikke helt fattet nyheden endnu. Konceptet virkede helt forrykt.

Det synes Mille åbenbart også.

"Hvad skal de sende folk til Bulgarien for? Sig mig lige, hvad det er for en pædagogisk tilgang, som ligger bag dét initiativ?" spurgte hun ud i flokken.

Jonas trak på skuldrene.

"Belønning frem for straf, sagde de," svarede han.

"Ja, klart, og hvem betaler så for det?" Mille rulle smøgen færdig uden at se ned.

Det var der ingen, der kunne svare på.

Jonas kiggede på de mennesker, der sad rundt om bordet. Var de nu konkurrenter eller hvad? Den lille med egernansigtet, som hed Nina, sad og tegnede skyer på sin blok. Hun havde fået to højrøde pletter på kinderne.

"Jeg har aldrig prøvet at flyve," hviskede hun.

"At lokke med en ferie er selvfølgelig en måde at prøve at få os til at opføre os pænt på. Men det er stadig langt ude," fastholdt Mille.

En Zippolighter dansede mellem hendes fingre.

"Fucking langt ude," istemte Patrick.

Den mørke fyr, der var i samme træningstøj som dagen før, havde endnu ikke sagt et ord.

"Slap nu af," sagde han. Hverken mere eller mindre.

Alle stirrede nysgerrig på ham. Fyrens stemme var ru. Som om der var grus på. Han brugte den vist ikke så tit. Desuden talte han med en lille smule accent, som Jonas ikke kunne placere. Overdelen på hans træningsdragt var halvt lynet ned, og brystmusklerne, der pressede mod T-shirten inden under, var tydelige.

"Hvad hedder du?" Annabell fikserede hans mørke øjne med sine grågrønne.

"Fighter," svarede han uden at blinke.

Annabell nikkede og spidsede munden. Patrick fnøs. Hvis hvem som helst anden havde kaldt sig selv Fighter, havde det betyder røvtur. Men her var der sjovt nok ikke nogen, der havde lyst til at udfordre ham på titlen.

Nu rejste Fighter sig, trak lynlåsen på sin træningsjakke op, gjorde et kast med hovedet og skred. Et halv minut efter kunne de se ham stæse over plænen gennem støvregnen og forsætte ud over terrænet. Hans løbestil var ubesværet, han lignede én, der kunne løbe i timevis uden stop. Som om han var vant til at løbe under barske forhold, tænkte Jonas.

Ved de andre borde blev der også diskuteret. Nogle fablede om, hvor vilde de plejede at være, når de var i udlandet. Andre gjorde nar ad Mor og Far, og så var der selvfølgelig dem, der bare var pisseligeglade. Under alle omstændigheder havde folk nu fået noget at snakke om. Der gik over en time, før folk langsomt defilerede ud og hver til sit.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...