Sort sommer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2015
  • Opdateret: 2 feb. 2015
  • Status: Igang
Jonas, en trøstespisende teenager, tilbringer en måned på sommerlejren Ungdomsinitiativet. Kurset hedder Nye begyndelser og henvender sig til børn og unge med lort i baglandet. Lederne udvælger hver søndag aften 4 fra gruppen, de finder særligt egnede til at komme videre. Præmien er en tur til Sunny Beach, siger de.

0Likes
0Kommentarer
593Visninger
AA

9. Forventning

Søndag d. 7. juli kl. 17.00

Så kom søndag, hvor den første udvælgelse skulle finde sted om aftenen. Ingen vidste, præcis hvornår, hvor eller hvordan det skulle foregå, og pionererne røbede ingenting.

Jonas sad i vindueskarmen på værelset. Vinduet var åbent, og en brise strøg ind. Selvom det igen var overskyet og køligt ude, var chokoladen i skabet næsten smeltet. Han havde ikke tjekket, at rørene til det varme vand på badeværelset løb lige bag ved skabet. Nu klistrede den hvide guldbarre med knas på Jonas' hænder, da han pillede den ud af papiret. Han sank den sidste bid af den klæge masse med besvær.

Hvem ville ryge til Sunny Beach i første hug? For Jonas at se var der ingen helt sikre kandidater. Ikke desto mindre havde folk de sidste par dage været meget optaget af at gætte på, hvem der ville blive udvalgt.

Der var nogle af lejrdeltagerne, der mente, at hele sagen ville blive afsløret som en joke. At de simpelthen var blevet taget pis på. Andre arbejdede målrettet for at sikre sig direkte adgang til varmere himmelstrøg. Faktisk kunne Jonas se to af dem ude på gårdspladsen fra sit vindue lige nu, to grimme piger, der gik og rev gruset. Andre stræbere mødte frivilligt op i køkkenet eller gjorde rent på lokummerne, selvom det ikke var deres tur. Når de så havde gjort en god gerning, rendte de til pionererne for at sikre sig, at deres flid blev noteret. Jonas selv tog den helt med ro. At overholde lejrens regler var ikke svært for ham. Desuden var han aldrig blevet udvalgt til noget som helst i hele sit liv.

Det bankede på værelsesdøren, og Mille stak sit sorthårede hoved ind. En usynlig tåge af tobaksduft bølgede omkring hende.

"Hey, kommer du med ned? Sidste dag på aftensmadstjans."

Han rejste sig og nikkede, forundret og glad over, at Mille kom for at hente ham.

På gårdspladsen var de to artige piger færdige. De satte riverne væk og lagde sig med røven i vejret i et bed og fjernede ukrudt.

En lille time senere fordelte han 66 fiskefileter og et ordentligt bjerg kartofler på fade. Lille Nina, der stort set kun slap sin blyant i køkkenet, hjalp ham.

Nina virkede menneskesky, men Jonas havde bemærket, at hun ligesom faldt til ro, når han var der. Guderne måtte vide hvorfor. Han sad også gerne ved siden af Nina til måltiderne. Så spiste hun mest. Ellers blev det ikke til så meget. Og sjovt nok spiste han selv mindre.

Nu dækkede resten af hold 1 bord, mens pioner Marion hældte persillesovsen i kander.

"Hvor kommer du egentlig fra?" spurgte Jonas hende, mens han kiggede i køleskabet efter plastikcitroner og remoulade.

"Hvorfor?"

"Jeg er bare nysgerrig."

"Nå, men lad være med det."

Marion satte en ske i sovsen, så det sjaskede.

"Du lyder ikke jysk - er du fra Sjælland?" spurgte Jonas.

Intet svar.

"Du er måske her fra egnen?"

"Hører du mig måske snakke sønderjysk?"

Tonefaldet var skarpt, og så snart ordene var ude, så Marion helt forkert ud. Hun greb et bugnende fuldt fad og styrtede mod spisesalen.

Mystisk, tænkte Jonas, mens han og Nina kiggede undrende efter hende.

Stemningen var spændt i salen den aften. I slutningen af måltidet gjorde Mor sin entré. Straks hun trådte ind, blev 28 knive og gafler lagt.

"Hør godt efter," lagde hun ud.

Ganske overflødigt egentlig, for alle sad med øjnene klinet til hendes læber.

"Om fire timer, klokken 22, mødes vi i biografen."

Alle var tavse. Endelig fik man noget at vide.

"Inden da skal I pakke jeres kuffert," fortsatte Mor.

"Uh, Paradise Hotel," hviskede Annabell. Diamanten på hendes tand glimtede.

Mor så ud over spisesalen, der begyndte at syde. Hænder sprang i vejret flere steder, nu havde man lært det. Men Mor var ikke i snakkehumør.

Hun vendte sig bort for at gå. I døren stoppede hun op.

"Vær præcise," sagde hun over skulderen. Så var hun væk.

Det hele var ligesom lidt svært at tro på, da Jonas kort efter gik op på værelset og lagde sine ting tilbage i tasken. Kenny sad bare på sin seng og gloede apatisk ud i luften.

"Jeg kommer alligevel ingen steder med det lort, jeg lavede i onsdags," klagede han, "og jeg havde ikke engang brugt den mobil - der er jo overhovedet ikke noget signal herude!"

Jonas stoppede op og så på sin værelseskammerat. Skuldrene hang i den forvaskede T-shirt. Staklen så virkelig helt ulykkelig ud.

"Pak nu bare alligevel. Man ved aldrig."

De sidste par timer var svære at få til at gå. Jonas driblede nedenunder med Kenny i hælene. Varmen lod stadig vente på sig, men den lyse sommeraften var klar og sprød. I haven sad folk i klynger. Nogle få tjattede rundt med en frisbee, men hele stemningen pegede i retning af den begivenhed, der lå foran dem. Kenny meldte sig på frisbee-holdet og knoklede ud over plænen. Jonas var rastløs og stod og følte sig totalt alene.

"Sidder du ikke lidt her?"

Det var Nina. Hun sad op ad husmuren, og nu slog hun ud mod en tom plastikstol ved siden af sin egen. I hendes skød lå den allestedsnærværende skitseblok, denne gang fuld af et snirklet mønster. Jonas satte sig. Der var aldrig mange ord imellem dem. Han iagttog Nina, mens den ene eksotiske blomst efter den anden spirede ud af hendes blyant. Hendes knæ var små som kaffekopper i de stramme jeans. Hun så op og sendte ham et forsigtigt smil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...