Sort sommer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2015
  • Opdateret: 2 feb. 2015
  • Status: Igang
Jonas, en trøstespisende teenager, tilbringer en måned på sommerlejren Ungdomsinitiativet. Kurset hedder Nye begyndelser og henvender sig til børn og unge med lort i baglandet. Lederne udvælger hver søndag aften 4 fra gruppen, de finder særligt egnede til at komme videre. Præmien er en tur til Sunny Beach, siger de.

0Likes
0Kommentarer
598Visninger
AA

16. Drøm

Mandag d. 15. juli kl. 8.20

Jonas vågnede helt svedt og rundt på gulvet. Så snart han åbnede øjnene, mærkede han hullet fra i går. Nina var væk.

Fra sengen kunne han kigge ud på himlen, der var hardcore blå med et fint slør af dis. Det ville blive rigtig varmt i dag. Hvorfor var det egentlig, han var sådan oppe at køre over, at Nina var blevet udvalgt?, spurgte han sig selv. Pigen havde bestemt ikke for meget sjov i sit liv. Hun havde aldrig prøvet at flyve før, og nu skulle hun til Sunny Beach i to uger. Hvad var det lige ved dét, der gjorde ham så urolig? Måske at du ikke er sikker på, hun skal til Sunny Beach, hviskede en stemme i hans baghoved.

Jonas vendte sig om på siden. Han var tung og vammelt tilpas, dynen klæbede, og tankerne kværnede rundt i hans hoved. Hvorfor fanden skulle det hele være så fyldt med hemmeligheder? Jonas var sikker på, der var noget fordækt ved Mor og Far. Man havde jo knap nok set dem i de to uger, lejren havde varet. Hvad i alverden lavede de deroppe?

Klokken var snart halv ni, og Jonas kunne høre, at de friske var ved at lægge an til morgengymnastik nedenfor ved flagstangen. Men han gad ikke kigge på gymnastikpigerne i dag. Han var helt fyldt op af en mærkelig følelse af at have svigtet. Kunne han bare sikre sig, at Nina var okay

Til morgenmaden snakkede man mærkeligt nok ikke om udvælgelsen. Det var, som om folk bare var mest optaget af at komme ud i sommervejret. Som havde alle indgået en tavs aftale om at holde mund.

Patrick og Annabell sad og gnavede i hinanden og forsvandt ovenpå under fnis og larm, så snart de havde høvlet deres cornflakes ned. Rundt omkring ved de andre borde gik snakken livligt. Kun Mille var lidt mere stille, end hun plejede. Det hvide brød og den søde yoghurt smagte ham ikke. Der var i det hele taget ikke rigtig noget ved noget som helst, tænkte Jonas. Han skubbede den dybe tallerken fra sig. Hold 1 havde rengøringstjans denne uge, men det måtte vente. Først skulle han have en lur. Bare lige en halv time mere, tænkte Jonas og vaklede op ad trappen til sit værelse.

Jonas sov hen over frokost uden at opdage det. Da han vågnede, var han på én gang fortumlet og klar i hovedet. Ud ad vinduet fik han øje på Mille, der sad alene på gårdspladsens bænk og røg en smøg i skyggen. Han gik ned og satte sig hos hende. Der var noget, han ville spørge om. Men det blev hende, der tog ordet først.

"Hvad tror du, de forskellige nøglebånd betyder?"

"Er de ikke ens?"

Jonas var overrasket.

"Jo, snorene, men ikke de små vedhæng. Nogle af dem forestiller en rød sol. Men der er også nogle, der får én med et billede af en sort nøgle."

Jonas følte sig som en komplet idiot. Vedhæng. Hvordan kunne han have undgået at se det?

"Hvad fik Nina?" spurgte han.

"En rød sol."

Han blev af en eller anden grund lettet.

"Det er, som om de udvalgte bliver opdelt i to kategorier. Men hvilke?" Hun sugede på smøgen og fortsatte.

"Jeg kan heller ikke regne ud, hvad der afgør, hvem der får hvad. Så vidt jeg kan se, er det sgu ikke folks opførsel," sagde Mille.

"En tilfældighed, måske," foreslog Jonas, men troede ikke selv på det.

"Helt sikkert," kom det tørt fra Mille.

Jonas tog en dyb indånding. Siden den dag med dagbogen havde Jonas haft det lidt svært med at tale med Mille. Han håbede, hun ikke havde opdaget det. Faktisk var hun en af dem, han helst ville snakke med, hans dårlige samvittighed komplicerede sagerne lidt. Men nu havde hun spurgt om hans mening. Så kunne han også spørge hende om noget.

"Mille, hvordan gik det til, at du kom med på sommerlejren?"

"Hvad mener du?"

Mille trak en rest nikotin ud af den sidste centimeter tobak.

"Jeg mener, hvordan blev det bestemt - hvordan blev du meldt til Nye Begyndelser?"

"De gamle besluttede det bare," sagde hun og knipsede skoddet hen mod flagstangen.

Jonas havde haft en drøm, mens han sov til middag. Han havde drømt om en dag, der lå et par måneder tilbage. Jonas var kommet hjem fra skole den eftermiddag og havde i døren mødt en ukendt dame med rødt hår på vej ud. Indenfor havde hans mor, der havde en af sine bedre dage, siddet i køkkenet. På bordet foran hende havde stået to tomme tekrus, og så havde der ligget en brochure om Nye Begyndelser. Da Jonas' mor havde fået øje på ham, var hun faret sammen. Hun havde fortalt, at hun havde haft besøg af en vikar for deres sædvanlige hjemmehos'er.

Men det var ikke den del, der var dukket op i drømmen. Det var damen på trappetrinnet, han havde drømt om. Og i drømmen havde hun set anderledes ud end i virkeligheden - hun havde haft Mors ansigt.

"Ved du, hvor de hørte om lejren fra, dine forældre?"

"Hvorfor spørger du?" ville Mille vide.

"Bare noget, jeg kom til at tænke på," sagde han.

Jonas havde kun halvfærdige tanker i hovedet. Han ville gerne dele dem, ja, han var faktisk ved at dø for ikke at gå alene med det mere. Men det var for tidligt. Han ville ikke kunne forklare sig endnu.

Heldigvis lod Mille sig nøje med hans korte svar.

"Jeg går ud fra, det var et tilbud fra kommunen. Der er sådan et offentligt ansat røvhul, der kommer og ser til os en gang om måneden, og sikrer sig, at jeg ikke har revet hovedet af de gamle. Eller sat ild til dem ..." sagde hun.

Jonas' små nakkehår rejste sig.

"Var det ham, øh ... røvhullet, der foreslog det?"

"Sikkert. Jeg var der ikke. Men der var den her dag for en måneds tid siden, hvor jeg kom hjem, og de gamle havde ryddet op i alle deres bøger og lort. Det gør de kun, når ham fra kommunen dukker op."

Ah, ja. De kloge forældre. Jonas huskede Milles beskrivelse af dem fra dagbogen. De virkede ikke som de mest hjertevarme mennesker i hele verden. Jonas rejste sig. Han måtte tænke tingene igennem i enrum. Han var nået halvvejs gennem den tomme spisesal, da Mille råbte efter ham.

"Nej for resten. Det var en vikar. En grim kælling med rødt hår. Det fortalte vores underbo mig."

Jonas blev kold.

Grim. Rødt hår. Sådan havde damen, som han selv havde mødt på trappetrinnet, også set ud, før hun fik Mors ansigt i drømmen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...