Sort sommer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2015
  • Opdateret: 2 feb. 2015
  • Status: Igang
Jonas, en trøstespisende teenager, tilbringer en måned på sommerlejren Ungdomsinitiativet. Kurset hedder Nye begyndelser og henvender sig til børn og unge med lort i baglandet. Lederne udvælger hver søndag aften 4 fra gruppen, de finder særligt egnede til at komme videre. Præmien er en tur til Sunny Beach, siger de.

0Likes
0Kommentarer
607Visninger
AA

1. Ankomst

Mandag d. 1. juli kl. 17.15

For helvede da, hvor var det varmt!

Jonas' bukser klæbede mellem lårene, da han smed sportstasken fra sig. Den landede på den ene af værelsets to smalle senge. Han rev taskens lynlås op. Mens han tørrede panden i sit ærme, samlede sveddråber sig langs hans sider og banede sig vej over maven.

I tasken under tøjet, som hans mor havde lagt sammen, lå hans lager. Med en hånd pressede Jonas bukser og undertøj til en side og fik det en smule bedre, da det farvestrålende hjørne af en pose matadormix dukkede op.

Værelset på første sal var beregnet til to, men ingen havde endnu gjort krav på den anden seng. Godt, tænkte Jonas og lukkede døren ud til gangen, hvor han kunne høre andre lejrdeltagere rumstere med deres bagage. Sådan, nu kunne ingen glo. Jonas trak sin klamme hættebluse over hovedet og lod det brune hår stritte til alle sider, mens han et øjeblik lukkede øjnene, til hjertet faldt til ro.

Han greb en Snickers fra tasken, pillede papiret af og slugte den varme chokolade i tre store bidder. Så åbnede han det indbyggede skab for at lægge sit tøj på plads. Behændigt undgik han at se på sin bare overkrop i det uindrammede spejl på skabslågen - noget, han havde flere års træning i.

Boxershorts, tre par bukser og tre oversize T-shirt, som han ved gud håbede at kunne dække med en sweatshirt. Hvis det bare ikke blev alt for helvedes varmt.

"Lad os få en gennemsnitlig, dansk lunken lortesommer," mumlede Jonas, mens han fordelte tøjet på hylderne.

De lange, røde shorts, som hans mor havde købt til ham til at gå på stranden i, røg ind bagerst i skabet. Han havde ingen planer om vise sig offentligt i et par badebukser, der lignede noget fra Bamses Billedbog. Omhyggeligt fjernede Jonas chokolade, kiks og de mange poser med blandet slik, der lå side om side i taskens bund, og anbragte dem bagerst i skabet. Sommerlejren var placeret langt ude på landet uden mulighed for at handle. Hvor meget guf plejede han at spise i løbet af fire uger? Han havde suppleret sin mors indkøb, men tvivlede stadig på, han havde nok.

Så var alt pakket ud. Jonas følte sig mærkeligt halv uden sin mp3-afspiller og mobiltelefonen. Han tænkte på, om de andre også havde været fristet til at smugle deres med i bagagen. Ikke at hans mobil ligefrem plejede at forstyrre ham i tide og utide, men alligevel. Og sine computerspil måtte han også undvære. Det var faktisk det værste. Der gik normalt ikke én dag uden World of Warcraft.

Det var godt fire timer siden, bussen havde hentet Jonas på Århus Banegård. Ham og en flok andre unge, som han ikke kendte. Jonas havde sat sig alene på bagsædet og var faldet i søvn, før de var ude af byen ad motorvejen sydpå. Først en halv time før ankomst var han vågnet, og da var det sommergrønne landskab uden for busvinduet fremmed og øde.

Han havde næsten ikke sovet natten før. Hans mor havde haft en pissedårlig nat. Fra sin seng havde han kunnet høre hende gå frem og tilbage i soveværelset og snakke med sig selv. Når moren begyndte på sin forvirrede nattesnak, handlede det som regel om folk, Jonas ikke kendte. Denne gang havde det nu mere lydt, som om det var sig selv, moren var i dialog med.

"Det kan jeg ikke. Det er forbudt. Det må man ikke," havde hun gentaget. Jonas vidste, præcis, hvordan hun så ud, når hun var på det stadium: Den store, hvide krop hyllet i frottebadekåben. De bare fødder med flossede tånegle, det koncentrerede, bekymrede udtryk i ansigtet. Han var klar over, at morens søvnløshed meget vel kunne betyde, at hun skulle til at tage en tur af de store.

Det startede som regel med uro og småsnakken. Nogle gange skete der ikke mere. Andre gange begyndte hun at skændes med sig selv og blev helt ude af den. Hun kunne finde på at skrige og slå sit hoved ind i væggen. Var hun først nået dertil, måtte Jonas have fat i telefonen. Så kom de i en bil fra den psykiatriske udrykningstjeneste i Risskov og hentede hende, og så kunne der godt gå en måned eller to, før Jonas så sin mor igen. I de perioder kunne det have været rart med en far i huset. Eller i det mindste en bror eller søster. Sådan havde han i hvert fald tænkt før i tiden. Nu føltes perioderne, hvor moren var hjemmefra, sært nok mest som en lettelse.

"De skal nok tage sig af dig. Du skal ikke være nervøs," var det sidste nogenlunde klare, hun havde sagt til ham. Jonas fnøs. Nervøs? I så fald var det ikke for at undvære hende. Han havde sgu mere eller mindre klaret sig selv de sidste ti år. Hvis der var nogen, der var nervøse ved tanken om at undvære, måtte det vist være hende. Men tanken om en hel måned blandt fremmede, jo, den kunne godt få det til at gynge uroligt i maven. Så længe havde han ikke været hjemmefra før.

Jonas sukkede og tog hul på en pakke Digestive med mælkechokolade fra skabet. Da han havde sagt farvel til sin mor samme morgen, havde hun været søvndrukken og usammenhængende. En tilstand, som Jonas genkendte som resultatet af ekstra stesolid og sovemedicin i løbet af natten. Risikoen for en nedtur var drevet over for denne gang. Alligevel føltes det forkert at forlade hende sådan. Endnu en kiks fandt vej til Jonas' mund, og billederne af hans oppustede, halvsovende mor fortonede sig, da han mærkede sukkerets trøstende sus rundt i kroppen.

Han havde kun været fem, da hans mor første gang blev indlagt. Godt nok havde han boet hos sin moster de første gange. Men de sidste par år var han holdt op med at fortælle, når hans mor røg ind på den lukkede. Og der var ingen, der spurgte. En enkelt gang, mens moren var væk, og damen fra kommunen, der var deres faste kontaktperson, skulle komme på besøg, ringede Jonas bare selv og udsatte aftalen. Så blev det aldrig til mere.

Nu var sveden tørret ind til salte spor på hans krop. Han trak den klamme sweatshirt på igen og stak snuden ned mod armhulen. Trøjen stank ikke endnu. Klokken var lidt over halv seks. Der var tyve minutter til første samling og aftensmad. Han tjekkede i spejlet, at han ikke havde chokoladespor om munden. Han kunne vel lige så godt gå ned med det samme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...