DELIRIUM

Rowan lever i overklassesamfundet i England. Hans familie er meget rig, men ellers er han meget normal. Han har normale venner, går i en normal skole, han har en normal lillesøster, normal mor og far og et normalt udsende. Row begynder at få nogle mærkelige drømme. I disse drømmer, dukker der altid sorte sommerfugle op, og hver gang han ser sommerfuglene, får han denne her mærkelige og ulidelige smerte i brystet og i hovedet. En dag vågner Row fra en af disse drømme, og han finder ud af, at hele hans ellers meget normale liv, ikke er så normalt længere.

16Likes
31Kommentarer
811Visninger
AA

1. PROLOG

51 DAGE FØR

***

   Himlen var blevet spist af en kæmpe mørk sky af sommerfugle. De fløj alle sammen i forskellige retninger, og der opstod tumult og en særlig uro i blandt dem, som var noget ved at ske. Deres vingeslag overdøvede alle andre lyde, der ville have været til at høre. Fuglene, vinden i det mørke græs og Rows åndedræt. Row stod på en bakketop, og solens sidste stråler havde netop ramt hans nethinde, der var nu næsten fuldstændig mørkt på engen. Han stod og kiggede beundrende på de små mørke insekter, der havde gjort alle muligheder for at månens skær ville ramme græsset, umulige. Blæsten tog til. Row kunne mærke det i hans tykke, men ellers meget normale hår, og på hans røde, men ellers meget normale kinder. Den blev vildere og vildere. Sommerfuglende fløj lavere og lavere. Snart var de helt nede ved Rows ansigt, og de var tæt på at sluge ham med ind i deres fortryllende drømmeverden. Det var der, at jorden begyndte at ryste. Sommerfuglene frøs på himlen, ligesom når man får iskuglen i Bubble Struggle. Row kunne fornemme, at alle sommerfuglenes opmærksomhed, lå på ham. Der begyndte himlen også at ryste. Sommerfuglende begyndte igen at flyve vildt rundt, men denne gang med et mål. De fløj direkte imod Row. Snart var hans syn fuldstændig sort. Han blev stående. Insekterne begyndte at bide sig fast på hans krop. Det føltes som små spidse nåle, der stak ind og ud i hans blege hud. Han lukkede øjnene og lod smerten trænge helt ind til hans hjerte og hans hjerne. Der var smerten størst. Det var den altid. Sommerfuglene bed på én gang fast i ham og løftede ham. Han kom op øverst på skyen af de sorte engle. Han kunne mærke mørket forsvinde omkring ham. Han åbnede øjnene og så månen. Englene fløj ham tættere og tættere på den store lysende cirkel. Et par centimeter fra den, stoppede sommerfuglene. Det var som en lille lysende sø, der ikke var mere end tre meter i diameter. Row kunne se en dreng på den anden side af vandets overflade. Det var en mørkhåret tynd dreng med sorte render under øjnene. Det lignede ham selv. Han rakte ud efter ham med den ene hånd. Drengen greb fat i ham, og sommerfuglene slap deres bid i Rows hud. Drengen trak ham under vandets overflade. Drengen førte ham med ned i mørket. Og mørket opslugte Row. Han skreg.

 

***

   “Han vågner!” det var mors stemme. “Ester, din bror vågner. Åh hej min skat.” mor sad foroverbøjet over Row. Hun brød ud i gråd. Row åbnede øjnene, men han befandt sig ikke hvor han var faldet i søvn. Han lå i en hvid seng, der stod i et hvidt rum med hvidt lys. Han tog sig til hovedet. Det føltes som om, han var blevet slået med et boldtræ. Han så at en dropnål var monteret med klisterbånd på hans håndryg.
   “Hvor er jeg?” han forsøgte at sætte sig op, men opgav det hurtigt igen, på grund af smerterne i hans hoved.
   “Du er på stue nummer 45, på Moorfield Hospital, i London.” det var en ung mand med hvid kittel, der kom gående ind af den lettere misfarvede grønne dør sammen med Rows 14 årige lillesøster Esther. “Og jeg har fået svar på dine prøver, Rowan.” Han havde en lille stak papier med.
   “Hvad mener du?” spurgte Rowan. “Hvor længe har jeg været her?” Lægen kiggede på sit armbåndsur. 
   “Du har sovet i godt og vel seks dage.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...