DELIRIUM

Rowan lever i overklassesamfundet i England. Hans familie er meget rig, men ellers er han meget normal. Han har normale venner, går i en normal skole, han har en normal lillesøster, normal mor og far og et normalt udsende. Row begynder at få nogle mærkelige drømme. I disse drømmer, dukker der altid sorte sommerfugle op, og hver gang han ser sommerfuglene, får han denne her mærkelige og ulidelige smerte i brystet og i hovedet. En dag vågner Row fra en af disse drømme, og han finder ud af, at hele hans ellers meget normale liv, ikke er så normalt længere.

16Likes
31Kommentarer
815Visninger
AA

3. KAPITEL 2

410 DAGE FØR

***

   Row vågnede badet i sved og med en bidende og brændende smerte i hovedet. Han lå og kiggede stift på loftet, indtil smerten var nogenlunde væk, og han igen kunne tænke. På det lille rødlysende natbordsur, stod der 03:47. Fuck, tænkte Row. Tanken om, at han igen skulle forsøge sig med at falde i søvn, og måske møde de syngende skikkelser og den langt fra døde ild, fik ham til at kaste op i skraldespanden, der stod ved siden af sengen. Row vidste udmærket, at han ikke kunne gå tilbage til det mareridt og besluttede sig i stedet for at løbe en tur, så han hoppede i nogle joggingbukser og en varm hættetrøje, og forlod huset med Patrick Stumps stemme brølende ind i hovedet, og de andre drenges fantastiske musikspil, der fik hele Rows verden til at blev ramt af et jordskælv af bas og trommer.

   Solens stråler ramte Rows hornhinde klokken cirka 6, og det var der, han vælger at vende hovedet hjemad. Det må være nok løbetræning for i dag, tænkte han. Da han træder ind af døre, bliver han nærmest overfaldet af mor.
   ”Jeg har været syg af bekymring, Rowan!” sagde hun, imens hun omfavnede ham. ”Hvor i al verden har du været?”
   ”Bare ude og løbe lidt, du ved.” svarede Row.
   ”Ude og løbe? På den her tid af døgnet?” mor afbrød krammet og kiggede på Row, med et meget seriøst ansigt.
   ”Ja undskyld, men jeg kunne ikke falde i søvn, så jeg valgte bare at udnytte tiden i stedet for bare at ligge og glo.” Rowan gik ud i køkkenet og tog et glas juice, der viste sig at være for gammelt. ”Intet vil da bare gå godt for mig i dag, vil det?” spurgte hans sig selv, og så gik han op på sit værelse, men blev afbrudt lige i det han tog i dørhåndtaget.
   ”Hvis du har tænkt dig, at du skal i skole unge mand, så er det i bad med dig.” råbte mor nede fra køkkenet, og Row drejede med det samme om på hælen og gik direkte imod badeværelset.

   Efter et forfriskende bad, smuttede han i tøjet og gik så ud og cyklede i skole, hvilket heldigvis ikke var så langt. Næsten henne ved skolen, hørte han en råbe hans navn bag ham.
   ”Row! Hey Row! Vent!” det var Felix, Rows meget nære ven.
   ”Hey mate,” sagde Row, da Felix endelig fik kæmpet sig op på siden af ham.
   ”Hvad så, sovet godt? Du ligner i hvert fald en, der har fået sin skønhedssøvn. Måske lidt for meget endda.” Felix grinede og overhalede så Row.
   ”Jaja, grin du bare din store padehat, jeg er stadig kønnere end dig, selvom jeg ligner en, der ikke har sovet i fire dag.” de kørte om kamp den sidste vej hen til skolen, og nåede næsten hen til cykelskuret på samme tid, så de besluttede, at det blev uafgjort.
   ”Har du lige set engang?” spørger Felix, samtidigt med, at han peger hen imod skolens indgang. Og der i døren stod hun. Den smukkeste pige, så hele 9. årgang.
   ”Hej Rowan.” sagde hun, da Row og Felix gik forbi hende.
   ”Hej Tess.” svarede han og smilede sødt til hende. Da de var kommet et stykke væk fra hende igen, gik Felix amok.
   ”Oh Jesus mand! Hun sagde fucking hej til dig! Tess, den flotteste, sødeste og lækreste pige på hele skolen sagde lige hej til dig!” Hele dagen gik Felix rundt, og sagde til alle de andre drenge, at Tess havde sag hej til Row. Men Row var faktisk ligeglad. Ja, hun var da flot, og ja, hun var da sød, men han kunne ikke lade være med at tænke på andet end den drøm han havde haft om natten, og hvordan han havde haft det, da han var vågnet fra det hæslige mareridt.

   I engelsktimen sad Row ved siden af en dreng, der hed George. George var den klogeste i hele klassen, og han sad altid med hånden oppe. Row var nærmest modsat. Han var klog, men sad aldrig med hånden oppe. Han var faktisk en del klogere end George også, og hver gang han havde svaret forkert, hvilket kun var 5% af gangene han fik lov til at svare, sad Row altid og tænkte: Forkert, forkert igen og igen var det forkert. Row sad lænet op af vinduet, uden at skænke læreren, frøken Karlson, noget opmærksomhed, da han så en lille kulsort kat løbe over den store vej, skolen lå ud til. Katten gik helt stille og roligt, uden nogen bekymringer, bare slattent og dovent, som katte nu gør. Row stirrede på den lille kat, der havde lagt sig midt i venstre kørebane. Da Row kunne høre en bil brumme, kunne han mærke, hvordan hans hjerte begyndte at banke en smule hurtigere, hvilket han egentlig synes var latterligt, fordi det var jo bare en dum kat. Da bilen kom nærmere, og katten bare blev liggende, tænkte Row: Så løb dog dit møgdyr. Du dør jo lige om lidt. Han lukkede øjnene og krummede tæerne, nok var det bare en kat, men han havde alligevel ikke lyst til at vidne, hvordan dens indvolde ville splatte ud over hele vejen, og hvordan bilens undervogn ville blive plettet mørkerødt. Så hører han bilens chaufør sætte bremsen i bund, og åbner så øjnene, for at se katte løbe videre over den indvoldsfrie vej i levende live.

   ”Hr. Coleman?” det var frøken Karlson, der ville i kontakt med Row. ”Kunne De eventuelt tænke dem at følge med i min undervisning?”
   ”Jeg følger skam med frøken Karlson.” svarede Row lidt flabet.
   ”Nå så det gør du? Kunne du så ikke svare mig på, hvilket år muren faldt i Berlin?” nu testede hun ham, ligesom hun havde gjort i alle de andre historietimer før denne, men denne gang virkede frøken Karlson dog endnu mere sikker på, at Rowan ikke kunne svare på spørgsmålet, end hun plejede at være. Row sad stille i et ganske kort øjeblik, bare lige for at få lidt mere spænddig, da Georges hånd fløj op i luften, fordi han kendte svare på spørgsmålet.
   ”Kender De ikke svaret, hr. Coleman?” spurgte frøken Karlson.
   ”Bare lad George svare.” sagde Row så, og frøken Karlson nikkede over til sidekammeraten.
   ”Det var i 1986 frøken.” ordene fløj ud af munden på ham.
   ”Forkert.” sagde Row. ”Det var i 1989.” Frøken Karlson var stille et øjeblik, før hun sagde: ”Så de følger alligevel med i min undervisning, hr. Coleman. Svare er rigtigt. Muren fald i 1989, og det medførte…” og så plaprede hun videre og videre om murens fald, og Row begyndte lige så stille ikke at lytte efter frøken Karlsons blide ryst igen.

   Endelig sluttede time, men Row blev siddende i klasselokalet, da alle de andre var gået. Hans hoved dunkede, som gik der en elefant rundt derinde. Lyset fra himlen gjorde ondt i hans øjne, og hovedpinen tog kraftigt til.
   ”Hey Row?” det var Felix, der stod i døråbningen ind til klasselokalet. ”Skal du med?” Han stod og kiggede lidt forundrende på Row, der tog sig til hovedet og endnu ikke havde kigget op på ham. ”Dude? Kom nu.”
   ”Shit, undskyld mand. Jeg kommer.” sagde han endelig, og ignorerede elefantens trampen rundt indtil Felixs og hans veje skiltes ved svinget ved det store egetræ, hvor Row drejede af.
   ”Vi ses i morgen fyr!” Råbte Feix bagud til Row, der var steget af cyklen og gik op af den store bakke op til den store villa, han kaldte sit hjem. Hovedpinen var blevet værre, og han glædede sig ualmindeligt meget til at komme hjem og få nogle Panodil. Cyklen stillede han i garagen og så gik han så fjumset ind af bagdøren, at han var ved at falde. Mor stod i køkkenet, og Row kom brasende ind og lænede sig ind over køkkenbordet.
   ”Panodiler.” fik han fremsagt, og mor, der havde et forfærdet udtryk i hovedet, fandt nogle frem så hurtigt hun kunne uden at sætte noget spørgsmålstegn.
   ”Her min skat.” sagde hun og gav Row to Panodiler i den ene hånd og et glas vand i den anden. Han skyndte sig at sluge dem og blev så fulgt af mor ind i stuen, hvor han lagde sig på sofaen og faldt i søvn.

 

   ”Tess?” spurgte Row. ”Tess er det dig?” en skikkelse gik hen over den gule rapsmark. Hendes mørke hår var meget nemt at se i den store lyse mark. Han fulgte hendes knop vandre over havet af guld. Den løb rundt og rundt. Forsvandt fra ét sted og dukkede pludseligt op et andet.
   ”Tess?” spurgte han igen.
   ”Ja min elskede?” hun var dukket op lige bag ham og stod og åndede ham varmt og forsigtigt ved nakkehårene. Hun slentrede omkring ham, imens hun kærtegnede hans hals og hans kinder med sine bløde læber.
   ”Hvad foretager du dig, Tess?” spurgte Row.
   ”Shhh, bare være stille min elskede.” sagde Tess og afbrød Rows næste ord med et blidt og langt kys på munden.
   ”Nej.” Row skubbede hende væk fra ham. ”Jeg synes du er sød, Tess, men jeg kan slet ikke lide dig på den måde.”
   ”Jamen min elskede?” hun havde sat sig ned på jorden ved siden af ham. Hendes kjole foldede sig ud i en cirkel omkring hende, og dens sorte farve fik hende til at ligne en sort sol eller en stor vindrue. Hun begyndte at flette sit lange hår. ”Min elskede, du ved godt, at dette er en drøm, ikke?” hun kiggede spørgende og listigt op på Row.
   ”Selvfølgelig gør jeg det.” svarede han, og begyndte at grave sig vej væk fra hende igennem rapsmarken.
   ”Vent, du må ikke forlade mig, min elskede.” Tess kom luntende bag ham og greb så fat i hans skuldre med ørneklør, hendes arme havde forvandlet sig til. Ud af hendes ryg var der vokset store vinger, og så bar hun Row op imod solen. ”Kun døden skal skille os ad, min elskede. Og hvis du ikke vil have mig, så skal du dø.” hun fløj så højt op hun turde, og så gav hun slip på grebet om Rows skuldre, og han faldt. Og han skreg. I det øjeblik han skulle have ramt jorden, forsvandt rapsmarken, og et sort hul åbnede sig og opslugte ham.
   ”HJÆLP MIG!” han kunne intet se og skreg af sine lungers fulde kraft. ”HJÆLP!”
   ”Vi skal nok hjælpe dig.” En fakkel blev tændt. Han befandt sig i en underjordisk hule, hvor vægge, loft og gulv var lavet af jord og sten.
   ”Hvem der?” han klamrede sig op til væggen og hørte så en hvisken ved sit venstre øre.
   ”Vi skal nok hjælpe dig.” ud af væggen kom et kranie efterfuldt af et helt skellet. Row prøvede, men kunne ikke skrige. Fra hulens andre vægge kom flere og flere skelletter ud, og de sagde alle den samme sætning. ”Vi skal nok hjælpe dig.” Tårerne trængte sig på hos Row, men han blev reddet fra skelletterne af far, der ruskede ham vågen.
   ”Er du okay min dreng? Du er helt bleg.” sagde far. Row kunne slet ikke tale, så lettet og stadig skræmt han var.
   ”Jeg havde den værste drøm far.” sagde han.
   ”Jamen dog,” sagde far og rakte ud efter et kop kaffe, der stod på glasbordet ved siden af sofaen. Igen ville Row skrige, men kunne ikke. Fars hånd var foruden skind og kød og blod. Kun knoglerne var der at se. Far drejede hovedet imod Row, og nu var også hans ansigt forsvundet, og kun kraniet var tilbage.
   ”Nu skal jeg hjælpe dig, søn.” sagde han, og lukkede sig ned over Rows lille krop, så alt blev sort. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...