Du kommer forsent

Novellen handler om at tage livet af sig selv, være på kanten af kanten, leve ulykkeligt og kun have en udvej

2Likes
0Kommentarer
165Visninger
AA

1. Du kommer forsent

Du kommer for sent

 

Det gik så hurtigt. John havde på ingen måde regnet med, han havde modet til det. Han kiggede ned på sine mudrede støvler, og løftede langsomt sit hoved op, men kiggede hurtigt ned igen. Johns hjerte bankede hurtigere end det nogensinde havde gjort. Det var som om, han ikke var rigtig til stede, som om det hele kun var en drøm, som om han stadig havde tid til at lave det om. Men nej, John var der, John havde selv trykket på aftrækkeren.

John lagde ikke mærke til uroen omkring ham. Han mærkede kun den uro, som var inde i ham, måden hans normalt varme krop var kold på, måden hans øjne blev slørede på, måden lyset fra oven blændede hans øjne. John krøllede sig sammen som en kugle, ligesom han altid havde gjort. Hans hjerte hamrede ikke så hurtigt mere. Langsomt prøvede John at kigge hen på personen, som lå overfor ham. Det var som at se sig selv, han lå lige op ad Grise-Olsens piletræ. Men John skyndte sig at lukke øjnene sammen igen og pressede sig mere og mere sammen som en kugle. Nogle  fingre rørte hans kolde kind, det var som om de gjorde den kolde kind varm igen. John vidste godt, hvilke fingre det var. Hans underbevidsthed var tilstede. John prøvede uden at kigge at skubbe hænderne fra sig, men brød i stedet ud i gråd. Kolde tårer gled ned ad hans kind, imens han skreg som et lille barn.

 

Den vrede som han havde i sig den fredag morgen han vågnede, var unormal for John, men det var i dag, John ville gøre det. John havde ventet på dagen skulle komme, dagen hvor han ville vågne op og have modet til at trykke på aftrækkeren. Dagen, hvor han ville kunne se sig selv i øjnene og vide, at det var det rigtige, han gjorde. Alt stod klart, tasken var pakket, billederne var med i tasken. John vidste, at det ikke var forkert, det han gjorde, for John gjorde nemlig aldrig noget forkert, det havde hun altid fortalt ham. Bilen stod tændt og motoren startede. Det var en lang vej vidste han. Stille og roligt kørte han, uden at bekymre sig om noget. Han kunne dufte hendes parfume og hendes lange blonde hår, som altid fløj rundt, når vinduet i bilen var åbent. Det var som om hun sad der, som om hun sad lige ved siden af ham, som om det kun var mor og søn igen. Johns tanker fløj hjem. Han stod og kiggede på billederne af hende, han mærkede på glasset som beskyttede billederne, det var som om hun stod overfor ham. Som om hun stod og holdt om ham. John kunne mærke hendes bløde hænder omkring sin krop. Han kunne føle hendes ro i sig, den måde Johns mor altid havde taget tingene roligt på. John savnede hende, men lige siden den dag John flyttede hjemmefra viste livet sig ikke fra sin lyse side. John ville væk, Han var træt af problemerne som påvirkede hans hverdag. Han kunne ikke fortælle det til nogen, fordi han vidste, hvad der ville ske.

 

Bilen foran dyttede højt og John rettede hurtigt bilen ind på vejen igen. Stille og roligt drejede John ind ad landevejen, gruset larmede da hans bil kørte over det. John steg ud af bilen og tog sine nye støvler på, som han havde købt specielt i dagens anledning. Han tog tasken på ryggen og begyndte langsomt at gå igennem skoven. Endelig var han der. Huset stod alene midt ude i ingenting. Lyset var tændt, og han kunne svagt høre den lille stemme inde i huset. Han satte sig ned på hug, han mindedes, hvordan han som lille løb rundt på marken, og hvordan han havde klatret i hvert et træ. Dette var det perfekte sted for John at tage afsked med verden på. Om der var nogen som ville savne John, det vidste John ikke, men John var nu klar, modet var der. Han gemte sig bag Grise-Olsens piletræ, som stod på marken. Han så, hvordan den midaldrende dame med det lange blonde hår steg ind i den røde bil og kørte langsomt væk. Han vidste han skulle være hurtig, inden hun ville køre forbi hans bil og lægge mærke til ham. John rejste sig og begyndte at lege. Han legede og legede til hans støvler blev så mudrede, at han vidste hun ville blive sur, når hun så det. Han dansede rundt og rundt i samme cirkel. John hoppede op i træet og hoppede ned igen, imens han dansede fulgte han hver en bevægelse, der var omkring ham oppe i himlen. Han så, hvordan de hvide skyer fløj forbi hans øjne, hvordan fuglene slog ud med deres vinger. Men uden John lagde mærke til det tog hans hænder magten, og idet han lænede sig op ad Grise-Olsens piletræ for og få pusten, trykkede hænderne aftrækkeren ned. Blodet strømmede ud, men John vidste han intet forkert havde gjort. Da han så op i himlen og kunne mærke, hvordan den trak ham til sig, men han ville se hende en sidste gang. Se om hun ville lægge mærke til ham, se om hun for en gangs skyld ville se ham i øjnene, som nu snart var lukkede...

John sad stille han kunne høre sit eget snøftende åndedræt over blæsten, der spillede en lille melodi i Grise-Olsens gamle piletræ. Han holdt om pistolen, men lagde den så fra sig. Det var, som om den brændte. Han så en rød bil køre op ad markvejen. Den stoppede så pludseligt, at den skred ud og gled ned i grøften med forhjulene. En midaldrende kvinde steg ud og stod med hænderne for ansigtet og øjnene spilet op. Du kommer for sent sagde John og lukkede øjnene men han troede nu ikke at hun hørte ham.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...