Et strik to strik

Historien handler om vejen til at skulle tage afsked til sin største kærlighed. Den handler om livets gang, minder man har delt sammen og vigtigst af alt kærligheden til hinanden historien skal forgår i gammel tid, hvor man følger et træt og udmattet arbejdsklasse ægtepar.

0Likes
0Kommentarer
135Visninger
AA

1. Et strik to strik

 

Et strik to strik

 

Der lå han igen, og stirrede ud i ingenting. Han havde ellers været så aktiv. Han havde været så dygtig, som folk altid sagde til ham, ”dine kræfter går aldrig bort”. Blot ej havde de ret. Hans kræfter var gået bort og livet så trist og mørkt ud. Endnu havde han stadig sin kone ved sin side. Hun lavede det samme hver dag der kom til. Et strik to strik. Aldrig tog hun øjnene fra strikketøjet, for at se på sin ynkelige mand. Hun var mere optaget af det, som ikke havde betydning, for betydninger havde altid gjort hende bekymret.

De dage hvor smerterne var værst, fik han øje på det, som gjorde hans øjne store. Han kunne stirre i flere timer på det, som kun han kunne se, og stille sagde han altid for sig selv ”tak å-tak ”. Det var de dage i hans liv, hvor lyset trængte igennem hans små revner og lyste ham op. Hænderne holdt han evigt, tæt samlet for at have noget at holde fast i, og hatten skulle aldrig af, da det var den, som gjorde ham genkendelig. Den sørgede for, at folk kunne genkende ham, når de engang lod sig se.

”Hvor længe lever jeg endnu spurgte han engang konen?” ”Så længe dit hjerte slår, skal du være til, herren være med dig”.

De havde altid været der for hinandens selskab, men aldrig havde de tænkt, at de skulle tilbringe hver dag ved siden af hinanden. Aldrig havde hun tænkt, at hun skulle se sin mand ligge fortabt uden at være i stand til at udføre dagens gerning.

Han huskede, hvordan han som ung havde drømmen om den vellykkede tilværelse. Aldrig havde han set komme, at han skulle ligge i en seng og mærke følelsen af at miste grebet om livet. Hun bemærkede fra hver dag der gik, hvordan hans hud blev lysere, og hvordan kroppen samlede sig mere og mere ind, men aldrig fældede hun tåre. Hun var det, manden altid havde kaldt en åre, som ikke kunne fælde en

 

 

tåre. Han kaldte hende det, da hun altid sørgede for at båden sejlede, og aldrig stoppede hun med at ro dem af sted.

 

Et strik to strik. Varmen forsvandt mere og mere, for hver dag der gik, som om dynen blev tyndere og tyndere og puden blev koldere og koldere. Fødderne kunne han aldrig  mærke mere og benene kunne han knap bøje. I hans unge dage havde han nydt at lege, og folk genkendte ham mest som den livsglade mand med drømme så store og mægtige.  Nu måtte han tilbringe sine sidste dage, i en seng så livet kunne få sin ende. Lyset var det eneste, som holdt ham i live. Når solen skinnede, måtte han ud af skindet for at opleve, det han ikke kunne nå. Men konen sad og holdt ham nede. Det var de eneste gange, hun slap strikketøjet, for at sørge for, han blev liggende. Et strik to strik. Han svævede  af og til, ikke for at flyve men for at mærke følelsen af at lade kroppe svæve op. Op til det kongerige, der stod ham i vente.

Et strik to strik. Da de var unge havde de altid ønsket sig nogle yndige børn. Men børnene kom aldrig. Mange nætter var brugt med tomheden selv, stille og tungt. Han var en mand, som alle sagde, en rigtig mægtig mand. Kvinden havde sagt det intet betød. Børn eller ej, bare hun havde ham, var hendes krop fyldt. Engang havde han spurgt, hvorfor hun aldrig forlod ham, og kvinden havde svaret ”aldrig har jeg tænkt tanken om at forlade dig min kære. Gud gav mig dig i gave, og jeg glæder mig, å hvor jeg glæder mig over at have dig, Herren være med dig”.

 

Et strik to strik. Dagen havde nu nærmet sig. Dagen hvor lyset ville gå ned, og han ville kunne finde fred. Konen måtte ej frygte. Hun skulle nyde og finde en ny lykke, selvom alderen var svær, måtte der være mænd i vente nær. Sengetøjet var krøllet og puden var trykket hårdt ned.

 

Der lå han yderst stille, øjnene var åbne. ”Tak å-tak”, hviskede

han til sig selv. Han mærkede, hvordan hans ben langsomt slap og hans hænder modigt åbnede sig op. Nu når tiden var kommet, måtte det jo snart være omme. Mørkt og koldt sad hun tilbage med en død mand. Fred og ro lød der fra hans sidste åndedræt. Et strik. Hun lod strikketøjet falde. Hænderne var lette, men hun kunne nemt mærke at de var ømme.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...