Stockholm Syndrome ✞ One Direction

Hun var skønheden, han var hendes udyr. Han var fortabt, hun fandt ham. Hun troede hun havde alt, han fik hende til at indse, at han var det eneste hun havde brug for. // Vinder af "Kampen mellem Fandoms"-konkurrencen 2015

264Likes
559Kommentarer
134458Visninger
AA

10. 9 // Steal My Girl

Niende Kapitel 

En pose havde været at finde indenfor min dør, da jeg her til morgen vågnede op på min hårde madras. En pose, jeg noget skeptisk valgte at kigge ned i.

Blot ved at kigge på den, vidste jeg, at den var fra Harry, og at han med garanti prøvede at rette op på ugens forrige hændelser, ved at købe mig et eller andet. Om det denne gang var endnu mere nyt tøj, sko eller noget helt tredje, ville tiden vise.
Det undrede mig alligevel lidt, at han ville bruge penge på mig, da jeg tydeligvis havde trådt over hans grænse ved først, hungrende, at kysse ham, så bide ham i underlæben for til sidst at stikke ham en flad.

Synet der mødte mig, efter at have trukket et silkeagtigt stykke stof op af posen, fik mig til at gispe. En handling jeg havde gjort alt for meget på det seneste stykke tid.
Dog var det svært ikke at have en sådan reaktion, når man kiggede på det han havde givet mig.

I mine hænder, holdte jeg den flotteste, satinblå silkekjole. Få steder var der broderet små sten på, som var med til at give den et ekstra boost. Som jeg skulle til at stille spørgsmålstegn til, hvorfor jeg skulle foræres en så fin gave, røg der et stykke papir væk ud af kjolen.

Forsigtigt lagde jeg igen det blå materiale fra mig, og bukkede mig ned for at samle papiret op, der nu var landet på det hårde stengulv under mig.

Tag kjolen på, læg din fineste makeup, frisér dit hår og vær klar om en time.

Der kommer vigtige gæster i dag.

H.

Til trods for at teksten og Harrys lille note ikke gav specielt meget mening, fik det alligevel en følelse til at løbe mig koldt ned af ryggen.

Hvorfor skulle jeg nu pludseligt styles sådan op, og hvad var hans hentydning til, at jeg på sådan en normal og kedelig dag, skulle have en så fin kjole på? Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at vi skulle til et ukendt bal. En forhåbning der dog ikke ville blive til virkelighed, da det ikke stemte overens med de sidste ord i hans note.

For hvem var de vigtige gæster der ville komme? Var det min familie der nu endeligt var kommet efter mig, eller endnu bedre - var det mine veninder, som Harry måske, af en eller anden grund, havde opsøgt så de kunne tage mig væk herfra.

At Harry ikke bare selv havde afleveret kjolen til mig for derefter at give mig yderlige beskeder, undrede mig også. Vores få kyssescener fra tidligere, havde nok en indflydelse på det, da vi stort set ikke havde snakket sammen siden da. Som havde han taget afstand til mig, og ikke nærmede sig dette hul, med mindre jeg skulle have mad og drikke, eller skulle have et sæt aflagt tøj at sove i.

Til trods for alle tankerne og spekulationerne, valgte jeg alligevel at adlyde Harrys note og trække i kjolen. Han havde været så venlig også at lægge en mascara og lidt øjenskygge med kjolen, så det hjalp mig til at kunne få noget makeup på. Noget jeg ikke havde gået så meget med siden jeg kom hertil, fordi jeg ikke havde haft udstyret til det.

Håret fik jeg bare redt igennem med mine fingre, og fik det øverste af det sat op i en hestehale bagerst på hovedet, så halvdelen af det stadig hang ned over mine skulder.

Hvordan jeg så ud da timen var gået, kunne jeg ikke sætte svar på, af den simple grund, at jeg ikke havde et spejl hvor jeg befandt mig. Af hvad jeg kunne fornemme og kunne ane, virkede jeg dog til at have gjort et okay stykke arbejde, og forhåbentligt ville Harry finde det acceptabelt.

Jeg satte mig usikkert og nervøst på min seng, men endte ikke med at vente længe, da døren et par minutter efter blev åbnet. Harry tårnede sig frem i åbningen iført en hvid skjorte med små figurer på, hvilket også var det der fangede mit blik. I den tid jeg havde været her, mindedes jeg ikke at have set ham i sådan en beklædning.

Da han fik øje på mig trak hans mundvige sig op i et lille smil.

Men lige som jeg troede at han skulle til at komplimentere mig eller sige noget andet rosende, kom der noget helt tredje ud af hans mund. ”Dit hår stritter lidt i din venstre side, så måske du burde få det rettet inden gæsterne kommer.” Som et svar nikkede jeg blot kort på hovedet, hvorefter jeg rejste mig fra sengen og satte kurs mod ham.

”Men udover det, så ser du guddommeligt smuk ud,” kunne jeg høre ham hviske lidt for sig selv, da jeg havde passeret ham i døråbningen og var gået ud af rummet. Ordene kom ud så lavt, at det med garanti ikke var meningen jeg skulle høre dem. De fik dog et smil frem hos mig, i det jeg lod som om jeg intet havde hørt.

Stilheden lagde sig igen over os, da vi nærmede os stuen. Harry gik stadig bag mig med hovedet bukket ned mod sine fødder. Jeg selv gjorde det samme.

Han guidede mig ind på toilettet da vi passerede det, som et tegn på at jeg nok hellere måtte få mit hår rettet. Synet der mødte mig i spejlet var faktisk meget overraskende. Min mascara sad ikke tværet ud under mine øjenvipper, til trods for at jeg ikke kunne få det fjernet optimalt tidligere. Mit hår strittede dog lidt hist og her, men lidt vand og en hårspray Harry åbenbart ejede endte med at gøre underværker.

”Når du er færdig kommer du bare ind i stuen,” konstaterede han og lod mig stå tilbage. Den måde han sagde tingene på, fik mig til at lægge mærke til hvor nervøs og stille han virkede til at være. På en daglig basis ville han fremstå som en hård nød der ikke var til at knække, og spydige kommentarer og antydninger ville spyttet ud - én efter én.

I dag var dog anderledes.

Få ord blev kun udvekslet mellem os, og han havde ikke just travlt med at hakke ned på mig, eller sige noget stødende. Nej - han virkede så anderledes. Som var der noget der nærede ham.

Efter at have forladt badeværelset stoppede jeg op i åbningen ind til stuen. Harry havde sat sig i en af sofaerne og havde begravet hovedet i sine hænder. Det havde resulteret i, at de mange og vilde krøller stod ud i luften og omfavnede fingrene der kørte gennem dem. Jeg bed mig mærke i, at hans skjorte var knappet op ved de to øverste knapper, og at et par tatoveringer derfor tonede sig frem på den del af hans bryst. En tatovering bestående af to fugle, placeret på hver sin side af kravebenet.

For første gang lod jeg mig selv betragte den mand, der havde holdt mig indespærret i så lang tid. For første gang lod jeg også mig selv se, hvor tiltrækkende han egentligt var, og hvor meget mit syn på ham havde ændret sig. Et syn der var vendt med hundrede og firs grader, efter at jeg havde mærket hans læber mod mine, og det gik op for mig, at han var præcist som jeg selv var.

Han var et menneske med følelser. Et menneske der havde lagt følelser i det kys, eller sågar de kys vi havde delt med hinanden, og som havde ladet sig rive med - præcist på samme måde som jeg selv. Det var dog først nu at det gik op for mig.

Før havde jeg set ham som en mand uden følelser. En mand der intet hjerte havde og som kun gjorde ting for sin egen skyld.

Men nu - med hans opgivende holdning og med hans hoved begravet i hænderne, gik det op for mig at han var lost. Måske både fysisk og psykisk.

Derfor valgte jeg også at placere mig i sofaen ved siden af ham. Først reagerede han ikke, men da jeg placerede min hånd på hans lår, kunne jeg mærke hans blik på mig.

”Belle,” hviskede han stille. En lav hvisken der udtrykte så megen smerte og sorg, at jeg ikke turde tænke på de tanker der hjemsøgte ham. ”Jeg-”

Mere nåede han ikke at sige før en hård banken kunne høres på hoveddøren.

Harry sukkede kort og rejste sig op. Han gav tegn til at jeg skulle blive siddende, og at jeg ikke måtte rykke mig ud af stedet. Selv gik han hen og åbnede døren.

”Godt at se dig, mate.” En irsk stemme kunne høres fra hovedindgangen, hvorefter den blev suppleret af en anden britisk stemme. ”Hvordan går det med pigen? Er hun klar til at komme herfra?”

Ordet pigen fik mig gjort opmærksom på, at de med garanti snakkede om mig. Men hvad skulle to mænd her? Var det Harrys venner, bekendte eller medarbejdere?

”Som om hun har noget valg,” sagde den irske stemme igen inden et grin undslap hans læber. Fodtrin kunne så høres på trægulvet, og inden jeg kunne se mig om, stod Harry igen i stuen med to middel aldrende mænd på hver sin side.

”Hun ser sku bedre ud end du før beskrev hende som. God fangst du har lavet dig der, Hazza.” Den irske stemme tilhørte en lyshåret mand, eller rettere sagt dreng, hvilket blev bekræftet, da han for tredje gang begyndte at snakke.

Harry sagde ingen ting som svar, men kiggede blot på mig.

”Chefen bliver ellevild når han får hende ind til sig.” Den anden mand tog nu ordet. En mand der havde sort hår og tatoveringer op på begge arme. Hans hår var kørt tilbage i en hestehale, lidt ligesom mit eget var. ”Han mener også, at han har brug for noget nyt. De andre er ved at være kedelige.”

Alt det der blev slynget ud i rummet, syntes jeg ikke at kunne forstå. Hvorfor snakkede de om deres chef, og hvad mente de med, at han ville blive ellevild når han fik mig at se? Skulle jeg væk herfra?

Væk fra Harry?

”Hun skal nok løbe op i en høj pris på aktionen. Der er med garanti mange der vil byde på hende,” grinte de begge. Deres forsøg på at være sjove virkede dog ikke til at smitte af på Harry, som han stadig bare stod og stirrede på mig.

”Hvad med at I bare holder jeres kæft i et kort øjeblik?” vrissede han så og satte kurs mod mig. ”Og hvis I vil have mig undskyldt, så vil jeg gerne have et ord med Arabella, inden I tager hende med jer.” Harry greb fat i min overarm og førte mig ud på det badeværelse vi næsten lige var kommet fra. Her smækkede han døren i og fik drejet låsen.

”Hør her,” hviskede han, efter at have presset mig op mod den nu, lukkede dør. ”Du bliver nødt til at følge med Niall og Zayn. Uanset om du vil det eller ej.” Han brød øjenkontakten mellem os, ved at kigge ned i jorden som han så mange andre gange havde gjort. ”Det bliver nok ikke rart, og de vil med sikkerhed ikke behandle sig særlig godt.”

Hans ord fik mig til at blive nervøs, for hvad var det han snakkede om?

”De vil tage dig væk fra mig, og vil placere dig i et stort hjem, hvor du vil finde andre piger også. Her vil de behandle dig som var du ingen ting, og det hele leder op til, at du skal vises frem for deres chef - for vores chef.” Så deres chef måtte også være Harrys chef, kunne jeg regne ud, ud fra det han fortalte mig.

”Men jeg forstår ikke…” fik jeg sagt, og kunne først nu høre hvor meget min stemme skælvede og hvor nervøs jeg var. Det faktum, at jeg skulle væk herfra med to fremmede mænd, når jeg lige var begyndt at finde ro omkring Harry, gjorde min utryg. Specielt de ord jeg nu også fik fortalt, gjorde heller ikke ligefrem situationen meget bedre. For hvad var det for et hjem han snakkede om? Og hvad var det med at de ikke ville behandle mig godt?

Uvidende om hvad der ventede mig, valgte jeg at lade Harry forklare videre.

”Deres job er at finde frem til byens smukkeste, uskyldige piger…” Han stoppede i sin sætning, og fik igen øjenkontakt med mig. Forsigtigt lod han sin hånd kærtegne min kind, hvorpå han så igen begyndte at fortælle. ”Dem bringer de til deres chef, selveste Liam Payne, som tjener formuer på at sælge disse piger videre på aktioner til landets millionærer.”

Selvom jeg godt vidste at det var uhøfligt overfor ham, blev jeg alligevel nødt til at afbryde: ”Men hvorfor sælger han pigerne? Er det menneskehandel han specialiserer sig i, og hvad har jeg med det her at gøre.”

”Liam er kendt for at samle uskyldige piger, som han enten selv beholder og udnytter, eller som han som sagt sælger videre og derved tjener formuer på.” Hans hånd kørte op i mit hår og rev elastikken ud af det. Med begge hænder fik han så samlet det hele i en høj hestehale, og fik det bundet op igen.

”Det er vigtigt at du lader dit hår sidde i en hestehale hele tiden, og at du ikke lader dem se dig med det nede.” Uvidende om hvad han snakkede om, valgte jeg bare at nikke. ”For de skal ikke have chancen for at se dig med hængehår, og se hvor smuk du er når du lader det smyge sig om dine skuldre.”

Ordene der forlod hans læber, fik kuldegysningerne til at finde vejen frem på hele min krop.

”Derudover er det vigtigt at du ikke forhandler med dem, og at du under ingen omstændigheder vælger at give dig selv til Liam eller nogen anden mand,” fortsatte han. ”Forstår du, Belle?”

Til trods for, at jeg nok burde forstå, valgte jeg at ryste på hovedet, af den simple grund, at jeg ikke havde den fjerneste anelse om hvad han fortalte mig. Det hele gik så stærkt.

Det ene øjeblik var jeg her, ved siden af ham, og det andet skulle jeg pludseligt væk herfra med to helt fremmede mænd, jeg knapt nok kunne huske navnet på.

”Jeg forstår ikke hvad det er de vil med mig, Harry,” indrømmede jeg bange. For det var hvad jeg var - jeg var bange som bare pokker.

”Liam tjener alle sine penge på at kidnappe uskyldige piger, der stadig bærer rundt på sin uskyld.” Jeg forstod stadig ikke, og rystede igen på hovedet.

”Han sælger jomfruer til velhavende mænd, der på den måde kan udnytte deres uskyld. Hvis han mener at pigerne er for smukke til at blive solgt, udnytter og voldtager han dem selv, vel og mærket kun hvis de ikke selv går med til at have sex med ham, hvorefter han så sælger dem videre.” De ord var hvad der fik mig til at bryde sammen.

Hvordan kunne et menneske være så ond, og hvorfor var det at jeg pludseligt skulle trækkes med ind i det her? Var det hvad Harry havde planlagt helt fra starten af? Var det derfor han havde kidnappet mig, og havde holdt mig fanget? Så jeg kunne blive klar til at skulle hen til en mand der ville voldtage mig, eller sælge mig til andre gamle mænd på en eller anden aktion, så de kunne tvinge mig til at have sex med dem?

”Og du har været med til det? Det var derfor du tog mig den aften.” Af ren arrigskab skubbede jeg Harry væk fra mig. Synet af ham fik mig til at væmmes at jeg nogensinde havde kysset ham. At jeg nogensinde havde fundet ham tiltrækkende, når han alt havde haft i tankerne var at sælge mig til en syg stodder.

Det irriterede mig grænseløst at mine tanker om ham konstant ændrede sig, og at han hele tiden formåede at messe med mine tanker og med min hjerne.

Fordi jeg ikke kunne klare at kigge på ham, ville jeg forlade badeværelset. Dog var det ikke just noget jeg fik lov til, da han endnu en gang greb fat i min arm. ”Belle,” startede han ud, men nåede ikke langt i det han ville sige, da jeg igen vrissede af ham.

”Du skal ikke kalde mig for det navn. Du ved jeg hedder Arabella. Og du skal slet ikke røre mig, når du ikke er en skid bedre selv end de to fremmede drenge der står inde i stuen.” Min stemme var hævet betydeligt. Hvor vovede han også på at ændre sig adfærd så pludseligt?
Hvis det hele tiden var meningen at jeg skulle væk herfra, for at blive solgt og derefter nærmest voldtaget, kunne han så ikke i det mindste havde forberedt mig på det?

Eller hvem kunne også blive forberedt på sådanne ubehagelige ting?

”Du forstår ikke,” blev han ved, og holdt stadig fat i min arm. ”Måske det startede ud sådan, men det har ændret sig.”

”Ja tak - det siger de jo alle sammen,” konstaterede jeg halvt for mig selv, halvt for ham.

Han sukkede opgivende. ”Jeg overlader dig ikke i hænderne på Niall og Zayn med min gode vilje, og tro ikke at det her er hvad jeg ønsker.” Hans grønne øjne kiggede på mig, og forklarede mig at han fortalte sandheden - at han rent faktisk ikke virkede til at nyde dette.

”Hvad er det så du ønsker?” Jeg gav ham ingen jordisk chance for at snakke færdigt, eller for forklare mig hvad det egentligt var han ville mig, fordi jeg hele tiden blev ved med at afbryde.

Inden han sagde noget, lod han sit hoved nærme sig mit, og først da hans mund var ud for mit øre, kunne jeg høre ham hviske: ”Alt jeg ønsker er, at du er i sikkerhed, og at du er her hos mig.”

Som altid forvirrede hans ord mig. Hvis det han havde gang i, var et eller andet latterligt forsøg på at flirte med mig, måtte jeg indrømme at det nok ikke var den rette tid for den slags. Men hvis han oprigtigt mente, at han ønskede jeg var hos ham, hvorfor var han så overhovedet gået med til at indgå et samarbejde med de andre, hvis han slet ikke ønskede det?

”Du forvirrer mig, Harry,” indrømmede jeg kort. ”Du forvirrer mig så fandens meget med dine blandede hentydninger, med dine udbrud, med dine handlinger og på den måde du agerer på. Kan du ikke bare forklare mig hvad det er du vil have, og hvorfor du ikke bare overgiver mig til de drenge? For alt jeg er til dig er vel bare et stykke legetøj du af og til kysser, giver nyt tøj og så videre? Har jeg ikke ret?”

En rysten på hans hoved var alt jeg fik som svar.

”Hvad er det du vil have?” gentog jeg, efter at have genoprettet øjenkontakten med ham.

Inden han svarede rømmede han sig kort. ”Jeg vil bare have dig.” Mere sagde han ikke, for få sekunder efter var hans læber at mærke mod mine.

Selvom jeg gerne ville, og selvom trangen til at give efter og kysse ham fyldte min krop, kunne jeg ikke få mig selv til det. At give efter for Harry og for hans kys endnu en gang, ville ende galt for mig. Det ville få mig til at føle mig forbundet til ham på en måde, og at skulle forlade ham nu, ville gøre mere ondt, end hvad jeg det allerede gjorde.

Godt nok var han den dreng der havde været med til at kidnappe mig i starten, og godt nok havde han været grunden til at mit liv nu var et helvede - men når det kom til stykket, havde han påvirket mig på utænkelige måder gennem de uger vi havde tilbragt sammen, og selvom jeg nok ikke turde indse det, var jeg begyndt at holde af ham.

”Vi kan ikke Harry…” mumlede jeg mellem hans kys, der ingen ende ville tage. ”Du er nødt til at give slip på mig.” At bede ham om at give slip gjorde ondt. Mest af alt fordi jeg vidste, at jeg ville forlade disse rammer og omgivelser jeg var blevet vant til, for at komme endnu længere væk fra et håb om at undslippe.

Jeg ville med garanti aldrig få min familie og venner at se igen, når jeg blev taget væk herfra.

”Uanset hvor de tager dig hen så skal jeg no-”

”Hvad sker der derinde? Vi har en tidsplan vi skal holde, og hvis ikke vi får pigebarnet tilbage inden klokken seks, bryder helvedes demoner fri, og Zayn og jeg vil begge stå til at få en skider.” Siden Zayns navn blev nævnt, gik jeg ud fra, at det var Niall der snakkede og at det derfor også var ham, der hundsede på os. ”Så luk op med det samme.”

”Jeg finder dig, Belle. Uanset hvor de tager dig hen.” Ordene forlod stille Harrys læber, inden et sidste kys blev delt mellem os. Derefter åbnede han døren, og fortsatte direkte forbi Niall.

Den irske dreng hev fat i mig, førte mig gennem stuen. Mit blik var dog ikke rettet mod hverken Niall eller Zayn.

Nej det søgte efter Harry, som tårerne begyndte at trille ned af mine kinder. Hvad var det jeg havde gjort galt siden alt dette skulle gå ud over mig? Kunne jeg ikke bare have ladet være med at tage i byen den dag, så Harry og Louis derfor ikke ville have været til stede og ville have endt mit liv. Kunne de ikke bare have ladet mig være, så jeg ikke nu ville stå i armene på en fremmed mand, og skulle føres væk herfra? Væk fra min tidligere kidnapper, jeg var begyndt at holde lidt for meget af?

”Harry,” råbte jeg ihærdigt og grædefærdigt, da Niall skulle til at føre mig ud af hoveddøren. Den krølhårede dreng rettede sit blik mod mig, og prøvede at løbe mod mig, men blev stoppet af Zayn.

”Lad hende nu gå, Hazza. Du ved det er for dit eget bedste, og Liam vil ikke blive glad hvis han så hvordan du opførte dig lige nu. Hun er jo bare endnu en tøs i samlingen, så hvad betyder hun for dig?”

Med de ord blev døren lukket, og omridset af Harry forsvandt.

Alt jeg havde tilbage af ham var de minder vi havde delt - de få gode minder vi havde haft sammen, vores kys og de uventede følelser for ham der voksede sig større og større for hver dag der. Dog måtte jeg forholde mig stærk og huske på det han havde sagt til mig.

Han ville finde mig. 

✞✞✞

Jaaaaaa et dejligt langt kapitel, som en undskyldning for den lange ventetid.

Og ÅH NEJ DOG! FARVEL TIL HALLE (Kan I lide shipnavnet?)!!!!! :-(

Byd derudover også velkommen til både Niall, Zayn og to the badass - Liam Payne. 

Så hvad mon der nu kommer til at ske når Harry og Belle ikke længere er sammen, og hvad mon de tre andre drenge har i sinde at gøre med hende?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...