Stockholm Syndrome ✞ One Direction

Hun var skønheden, han var hendes udyr. Han var fortabt, hun fandt ham. Hun troede hun havde alt, han fik hende til at indse, at han var det eneste hun havde brug for. // Vinder af "Kampen mellem Fandoms"-konkurrencen 2015

264Likes
559Kommentarer
134672Visninger
AA

8. 7 // Moments

Syvende Kapitel

Et pinsel og et helvede var hvad dette liv var. At leve under samme tag som Harry, som den psykopat han var, fik vreden frem hos mig.

Tre dage var der gået siden jeg havde snakket med ham. Tre døgn siden jeg havde givet op på mine forældre, og to og halvfjerds timer siden jeg havde taget sagen i egen hånd. Da havde jeg indset, at hvis jeg nogensinde skulle kunne undslippe, havde jeg ikke brug for mine forældre, for Harry eller for nogen anden - den eneste person jeg kunne stole fuldt og fast på, var mig selv.

”Badet er klar til dig.” Harry var dukket op i døren, efter lydløst af have låst den op. Først værdigede jeg ham ikke et eneste blik, men da han tydeligvis ikke havde tænkt sig at gå sin vej, men bare tavst blev stående, sukkede jeg en enkelt gang, og lod så mit blik falde på ham.
Hans normale, tiltrækkende jeg var ikke længere at se. Det store krøllede hår stod ud til alle sider, som var det ikke blevet plejet og passet i et par dage. Sorte render var at se under øjnene på ham, samt var hans tøj forfaldet og beskidt.

”Hvis altså du gerne vil bade,” fortsatte han, hvilket rev mig væk fra mine tanker om ham. Selv det ellers så hårde toneleje, var udskiftet med en svag, hæs hvisken.

Var det grundet mine, måske lidt for hårde, ord forleden dag? Havde en simpel piges kommentarer, ladet ham gå på, så han derfor havde taget afstand til mig?

Et kort nik var alt jeg gav ham, inden jeg smøg mig forbi ham. Harry virkede ikke til at følge efter mig, men da jeg skulede over min venstre skulder, kunne jeg se hvordan han, ved sænket hoved, gik direkte bag mig, som en hund fulgte efter sin ejer.

Yderligt valgte jeg ikke at kommentere det.

Først da jeg stod foran den velkendte badeværelsesdør, gik han ind foran mig. Forsigtigt tog han fat i dørhåndtaget og åbnede så, overraskende nok, døren op.
Prøvede han nu også på at være en gentleman?

”Bare tag dig god tid. Jeg venter inde i stuen, så kom derind når du er færdig.” Havde han virkeligt ingen hårde og skrappe ord han ville smide i min retning? Var det alt jeg fik fra ham? Forsigtige og halvhviskende sætninger?
Og siden hvornår måtte jeg tage mig selv god tid i badet?

Uden at sige mere, trådte han med et par skridt fra døren, vendte sig væk fra mig, og gik så ind i hvad jeg troede ville være stuen.

Selv tog jeg mig i at blive stående foran døren ind til badeværelset, mens de tilbagekommende tanker endnu en gang begyndte at køre i hovedet på mig. Hvorfor var det, at de gang på gang formåede at hjemsøge mig?

I sidste ende kunne jeg jo være pisse ligeglad med, hvordan Harry det, og om han var nedtrygt over det jeg beskyldte ham for. Drengen havde jo ikke andre intentioner end at gøre livet surt for mig.

Irriteret traskede jeg ind på badeværelset og smækkede døren i efter mig.

For at være sikker på, at Harry ikke ville overraske mig igen, ved at stirre på mig mens jeg var i bad, låste jeg døren efter mig. Ingen skulle have retten til at kigge på en kvinde når hun stod i badet, men shampoo i håret, og lignede noget der var løgn. Specielt ikke en stalker som min kidnapper.

Siden Harry tidligere havde sagt, at jeg kunne tage mig god tid i badet, trak jeg derfor også langsomt og skånsomt af mit tøj, hvorefter jeg fint foldede det sammen ved siden af vasken. Synet der ramte mit blik, i det jeg lagde tøjet ned, fik mig dog til at gispe.

Ved siden af vasken, stod en fin pose fra en af byens tøjbutikker. En butik jeg selv plejede at handle og shoppe i, da jeg var en fri fugl. Med tøvende bevægelser åbnede jeg lige så stille posen, men turde ikke kigge ned i den. En dyb indånding var hvad der skulle til, før jeg fandt modet til at se, hvad end posen gemte på.

Lige så hurtigt som jeg kiggede ned i den, lige så hurtigt fik jeg også kastet den fra mig, da jeg åbnede den.

Et højt og skingert hvin undslap mine læber i samme øjeblik.

Hvad fanden bildte han sig ind? Hvad troede Harry at det ville hjælpe, at han bragte mig nyt tøj? Posen gemte på op til flere outfits. Et af dem bestående af et par stramme jeans, samt en cardigan og en top. Et andet af en løs sort, chiffon kjole, hvorpå det sidste var et par korte shorts samt en t-shirt. Alt sammen pakket ned i posen.

”Harry,” hviskede jeg for mig selv, gennem sammenbidte tænder. Det var ikke fordi hans handling irriterede mig, for hvis der var noget jeg havde brug for, var det nyt tøj. I tre uger havde jeg ikke set lyset af en pæn kjole, eller et par nye jeans. Alle sættene fik jeg lagt til side, og måtte endnu en gang tage mig selv i at gispe, da et overraskende syn nederst i posen, fangede mit blik.

Tre sæt matchende undertøj var posens hemmelighed. Et sæt sort undertøj, et knaldrødt et, samt et lidt mere neutralt blåt sæt, alle bestående af en bh og et par blonde trusser.

Okay - hvad var det han var ude på?

For at rense tankerne lidt, lod jeg håndklædet falde fra min krop, tændte for bruseren, og trådte så ind i badet.

Nyt shampoo var også stillet frem til mig, samt balsam. To ting jeg ikke havde fået mit eget af, i den tid jeg havde været her. Jeg havde altid brugt det der var beregnet til Harrys krøller, og som ikke egnede sig til mit glatte og kedelige hår.

Alle de nye ting, fik mig til at tvivle på, at det rent faktisk var stillet frem til mig. Hvad nu hvis en anden pige var flyttet ind i huset, i den tid jeg havde været indespærret i mit mørke rum? En pige, der sikkert ville vise sig at have noget kørende med Harry, men som ikke viste sig så ofte. Måske hun også var lukket inde, men at han havde et indre crush på hende, så han derfor havde disket op med utallige gaver til hende.

Shampooen fik jeg arrigt masseret ind i hovedbunden, hvorpå det nye balsam kort tid efter fik samme tur. Kroppen blev ihærdigt skrubbet i sæben, der til trods for alt det andet nye, stadig var som den plejede - brugt.

Efter en halv time med hovedet under bruseren, fandt jeg en vej ud af min trance, og trådte endeligt ud af kabinen. God tid var noget jeg hvert fald havde taget.

Siden jeg gik ud fra, at det nye tøj der var i posen var til mig, dog stadig lidt forvirret over scenariet med det nye shampoo og balsam, trak jeg i de stramme jeans, cardiganen og toppen efter at have taget brug af det nye undertøj også. Håbløst, rodende rundt i skufferne på badeværelset, ledte jeg efter en børste jeg kunne bruge til at få styr på mit hår. De andre gange jeg havde brugt en børste, havde jeg fundet den liggende på bordet, sikkert lagt frem til, at Harry selv skulle bruge den senere hen.
I dag, vel og mærket, var der dog ingen børste af se, hvilket forklarede hvorfor jeg rodede rundt i hans skuffer. Det var ikke for at snuse rundt i hans ting.

Til sidst måtte jeg dog give op, da der ingen børste var at finde, så med hjælp fra mine fingre kørende gennem mit hår, fik jeg det til at se nogenlunde ud. Makeup var ikke noget jeg havde brugt siden jeg var kommet hertil, så det var ikke længere en selvfølge for mig, at tage det på, så snart jeg var færdig i badet.

Håndklædet fik jeg hængt op på sin plads, og efter at have taget overvejelserne op om hvorvidt jeg skulle lade posen stå eller ej, valgte jeg at forlade badeværelset uden tøjet i min favn.

Forsigtigt trippede jeg ind i stuen, og prøvede mindst muligt på at lave nogen form for larm. Harry og jeg var stadig ikke just på talefod med hinanden, så alt jeg ville ham var, at spørge om jeg kunne komme lidt udenfor, for at trække noget frisk luft. Det var noget jeg havde hungret efter i et stykke tid.

Et lille smil poppede dog frem på mine læber, i det jeg trådte ind i den overraskende store stue. På sofaen, midt i rummet, lå Harry, med krøllerne spredt ud til alle sider, og sov tungt.

Aldrig havde jeg set ham være så fredsfyldt og rolig, hvilket bare fik smilet på mine læber til at blive bredere og bredere. Hans jeg i dette øjeblik, var noget jeg fandt tiltrækkende. Selv uden at kunne kigge ind i de ellers så drømmende, grønne øjne, måtte jeg indrømme at han så godt ud.

Om han så godt ud eller ej, skulle i dette øjeblik ikke spille nogen vigtig rolle, for det faktum at han var langt væk mod drømmeland, og derfor ikke ville opfatte hvad der skete rundt omkring ham. Her så jeg mit snit til at sætte gang i den flugt, jeg så længe havde tænkt på. 

Uden at tænke over konsekvenserne ved dette, satte jeg kurs mod hoveddøren, der ville være nøglen til min flugt - det var døren der igen skulle gøre mig fri som fuglen.

Tøven var der ikke tid til, i det jeg rykkede ned i dørhåndtaget, men måtte erkende at den var låst. Problemet var ikke større end at jeg på ganske få sekunder kunne få drejet låsen op, så flugten endnu en gang kunne genoptages.

Den friske luft var det første der ramte mig, i det døren gik op, og jeg indåndede den med lukkede øjne. Følelsen af at være fri endte ikke dog ikke med at vare for evigt - ja faktisk nåede jeg ikke engang at nyde den i mere end blot et par sekunder, da jeg stumlede direkte ind i noget hårdt.
Med et rædselsfyldt blik kiggede jeg direkte op i et par blå øjne, hvorefter et ansigt formede sig frem foran mig.

”Ser man det…” grinte han kort, og jeg genkendte ham hurtigt ud fra hans stemme. Louis. ”Prøver du at flygte, princess?” Uden at give mig chancen for at svare, greb han fat om min arm, og trak mig på ny tilbage hvor jeg kom fra. Han førte an, indtil vi igen stod inde i stuen. Harry, der før havde lagt, sovende på sofaen, stod nu med armene over kort, og kiggede arrigt og vredt på mig.

Han grinte kort og forlegent af mig. ”Troede du virkeligt at jeg så nemt ville lade dig flygte herfra, Belle?” Mens Harry snakkede, gjorde han tegn til, at Louis skulle slippe grebet om mig. Han trådte et par skridt tilbage, mens Harry på den anden side begyndte at nærme sig mig.
”To mænd kommer og henter dig om et par dage, så det er vigtigt at du ikke forsvinder nogen steder hen, og at du bliver her hos mig.”

”Henter mig? Hvad fanden snakker du om?” spyttede jeg af ham, efter at have genvundet min sans til både at tænke, snakke og føle igen. ”Jeg er ikke en genstand du bare sådan kan kaste rundt med. Og da slet ikke en pige du bare sådan uden videre kan give væk.” Ordene blev råbt så højt, at det virkede til at komme bag på os alle. Louis gav et hop bag mig, kunne jeg se ud gennem øjenkrogen, og Harry veg et par skridt tilbage fra mig.

”Louis,” kom det fra ham. Han havde rettet blikket væk fra mig, og kiggede nu på sin ven. ”Jeg tror det er bedst hvis du går. Tak fordi du tog dig tid til at stå udenfor den dør i gud ved hvor mange timer.” Taget ud fra det han sagde, havde Louis så stået på vagt i et godt stykke tid? Som vidste de begge, at jeg ville flygte så snart jeg fik chancen for det.

Det var derfor også bevidst, at Harry havde lagt sig på sofaen. Han ville have mig til at tro, at han sov, når han tværtimod gjorde det stikmodsatte.

Hvor dum kunne man lige have lov til at være, tænkte jeg om mig selv. At jeg havde været så dum og naiv, og troede, at jeg kunne løbe fra dette hul, uden at blive opdaget, og uden at ingen ville fatte mistanke.

Louis gik uden de beklagen og efterlod Harry og jeg alene tilbage i stuen.

”Hvorfor gjorde du det?” Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at jeg kunne ane skuffelsen i hans stemme, som han snakkede. ”Hvorfor prøvede du på at flygte?” gentog han, og tog, som Louis tidligere havde gjort, fat i min arm.

Hvis han ikke forstod hvorfor jeg prøvede på at flygte, kunne han måske selv prøve på at være indespærret, og kende til den hungrende følelse der tiggede om frihed.
Alt det med tøjet, de nye ting i badet og med de ting der foregik omkring mig, burde han vide, at det hele snart var blevet for meget, og at stedet her drev mig til vanvid.

”Hvorfor tror du, Harry?” Jeg hævede stemmen mens jeg snakkede, og rev mig arm væk fra hans greb. ”Hvorfor fanden tror du at jeg ikke har lyst til at sidde indespærret i dette helvede, med ingen chance for at se mine veninder og venner, med ingen chance for at snakke med mine forældre, og med ingen jordiske chance for overhovedet at sætte en fod udendørs.” Det var til tider svært for mig, at holde tårerne inde, når Harry og jeg diskuterede. Specielt fordi vi altid kom op og toppes om ting jeg savnede, hvilket fik mig til at længtes efter det liv jeg havde før jeg blev taget fra det hele.

”Hvad skal der ikke blive af mit galleri? Jeg havde for guds skyld lige åbnet det, og jeg havde lagt så meget sjæl og arbejde i det sted. Men var det nok? Nej for en hvis Harry fucking Styles skulle jo selvfølgelig ødelægge alt jeg havde bygget op. Selvfølgelig skulle du sætte en stopper for min drøm, ved at trække mig ind i dit lorte univers hvor du sikkert ikke tænker på andet end penge og på at…”

Åbenbart var jeg ikke den eneste der havde noget at skulle have sagt, for han afbrød mig ved også at begynde at råbe: ”Det eneste jeg tænker på er fandme ikke penge. Det eneste jeg tænker på er at overleve og på ikke at ryge i spjældet. Og tror du det er let for mig at lade som jeg ikke hører dig græde, som jeg ikke høre dig råbe efter mig, og tigge om at lukke dig ud.”

”Hvis du virkeligt hørte mig græde og tigge om at komme væk herfra, ville du vide at min frihed ville være det rigtige at give mig. At det rigtige ville være at lukke mig ud herfra,” snøftede jeg mellem hans sætninger, som en indskydelse til det han sagde.

”Fatter du ingenting?” råbte han arrigt. ”Jeg kan ikke lukke dig ud. Ikke når Zayn og Niall kommer og henter dig om blot et par dage. For jeg er kun et led i dette her. Den rigtige skurk er ikke engang mig, så hvad med at du måske prøver på at virke lidt glad for det jeg gør for dig, når jeg egentligt burde være pisse ligeglad med dig og dine følelser.” Var han kun et led i alt dette her? Hvad fanden blev det næste så? At jeg skulle videre til disse såkaldte ”Niall og Zayn”, som med garanti ville behandle mig på samme måde som Harry gjorde, eller endda det der var værre. Og hvad mente han med, at jeg burde værdsætte det han gjorde for mig?

”Burde jeg være glad for det du gør for mig? Såsom pludseligt at skænke op med nyt tøj? Og tror du ikke at jeg så det nye shampoo i badet også?” Harrys ansigtsudtryk ændrede sig dristigt i det jeg lod emnet om tøjet og shampooen ramme ham. ”Hvorfor er det ikke bare at du indrømmer overfor mig, at du har flere piger siddende fanget i dette helvede? At du enten har noget kørende med en af dem, eller at du har en pige til at bo her et par gange om ugen, så du på den måde kan få dine aggressioner væk, i stedet for, at jeg bliver nødt til at bruge hendes shampoo og balsam, samt sikkert også trække i det tøj der var ment til hende. Det er simpelthen for la-”

Det næste der skete, foregik i et så høj en fart, at jeg ikke selv opdagede hvordan Harry stormede frem mod mig, skubbede mig ind i stuevæggen med et brag og så lagde begge sine hænder på hver sin side af mit ansigt.

”Du snakker alt for meget,” hviskede han, inden han lod vores kroppe kollidere med hinanden, for til sidst, hårdt, at hamre sine læber mod mine. 

✞✞✞

HARRY KYSSEDE HENDE!!!!!! Surpriseeeeee - HVORDAN SYNTES I OM MÅDEN DET SKETE PÅ?

Og undskyld undskyld undskylddddd for den lange lange lange ventetid... Lige pt er jeg på ferie i USA/Canada hvor min danske familie og jeg er på Roadtrip. Indtil videre har vi besøgt Washington D.C., New York City, Niagara Falls og i dag forlader vi Toronto i Canada for at køre til Chicago. Derefter går turen til Minnesota, hvor vi skal besøge min amerikanske familie som jeg jo boede hos, da jeg var udvekslingselev i USA i 2012/2013. 

Dog betyder de lange bilture også at jeg har en MASSEEEE tid til at skrive på denne her! Og på "Ways of Grace" (SOM SNART UDKOMMER)

Og angående 'Ways of Grace' - så kan I få muligheden for at læse de første kapitler - hvis I gerne vil vide hvordan så tjek LAURA G.'s MUMBLE UD! (Link i en kommentar herunder)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...