Stockholm Syndrome ✞ One Direction

Hun var skønheden, han var hendes udyr. Han var fortabt, hun fandt ham. Hun troede hun havde alt, han fik hende til at indse, at han var det eneste hun havde brug for. // Vinder af "Kampen mellem Fandoms"-konkurrencen 2015

264Likes
559Kommentarer
135009Visninger
AA

7. 6 // Change My Mind

Sjette Kapitel

Vandet, så frisk og rent, der smøg sig om min krop, var en følelse jeg havde savnet. Et par dage var gået siden jeg for første gang blev båret ud af mit rum af Harry, og ting havde ændret sig. Det var ikke første gang jeg stod placeret i dette bad, og lod vandet rense min krop, og smilet på mine læber afslørede, hvor glad jeg følte mig i dette øjeblik.

”I know they’ll be coming to find me soon.” Mens jeg stod og badede sang jeg stille for mig selv. Ordene var ikke fra en bestemt tekst, eller noget jeg havde hørt før. Det var ord der bare dukkede op i min erindring. ”But I fear I’m getting used to, being held by…”

”Selvom du har en skøn sangstemme, princess, vil jeg værdsætte det meget, hvis du kunne skynde dig lidt, så jeg også kunne nå at få et bad. Varmt vand er ikke ligefrem noget jeg er rig på.” Da en hæs stemme hørtes, stoppede jeg brat med at synge, og veg tilbage inde i brusekabinen. Ihærdigt dækkede jeg min krop til ved hjælp af mine hænder og arme, inden jeg tog mig sammen til at rette blikket mod bruseforhænget.

Til min store rædsel, gik det op for mig, at bruseforhænget bestod af en glasdør. En glasdør, der gav mig frit udsyn til badeværelset. Duggen der havde samlet sig på glasset, gjorde dog synet sløret og utydeligt. Hvordan kunne jeg have overset dette, de forrige gange jeg havde badet her?

”Gå ud,” skreg jeg forfærdet. ”Gå ud, gå ud, gå ud.”

En tiltrækkende latter hørtes. ”Bare så du ved det, så er der ingen grund til at dække sig til, når jeg alligevel har set det hele.” Hans konstatering fik varmen til at stige op i mine kinder, og et fjoget smil plantede sig om mine læber.
Hvor lang tid havde han siddet der og kigget på mig? Og hvorfor gik det mig ikke mere på end det gjorde? Hvorfor blev jeg ikke sur og irriteret på ham, i stedet for at blive fjalet?

Drengen var trods alt ham der tidligere havde kidnappet mig. Ham der havde sørget for, at jeg ikke ville komme til at leve mit eget liv, men derimod ville blive trukket med ned i hans helvede.

”Jeg håber for dig at du bliver kørt ned af en bil, Harry,” råbte jeg efter ham, i det døren blev lukket.

Godt og vel fem minutter senere, stod jeg og betragtede mig selv i spejlet, i det outfit jeg havde fået tildelt. Et outfit der bestod af et par store sweatpants og en alt for stor t-shirt.
Til trods for hvor stort det var til mig, var jeg dog alligevel taknemmelig for, at han havde valgt, endnu en gang, at låne mig sit tøj.

Det var fjerde gang det var sket inden for halvanden uge.

Og jeg kunne sige, at der var sket meget på den tid.

Harry havde gennem de seneste ti dage forandret sig gevaldigt. Hans humør var blevet bedre. Han virkede ikke til at være så aggressiv længere, og snappede ikke af mig. Derudover havde han regelmæssigt lukket mig ud af mit mørke rum, så jeg kunne tage et bad, få nyt tøj på, og kunne få sollyset at se igen.
Hvad der pludseligt havde fået ham til, sådan at skifte mening omkring mig, og omkring de ting han for godt og vel to-tre uger siden havde været imod, var for mig endnu en gåde at opklare.

Dog beklagede jeg mig ikke over hans positive og forbedrede opførsel.

Forsigtigt lukkede jeg badeværelsesdøren op, men måtte vige tilbage, endnu gang, da Harry stod lænet op af væggen foran mig.

Han grinte hæst. ”Hvad er der med dig og pludselige bevægelser?”

”Der ville ingen pludselige bevægelser være, hvis ikke du gang på gang skræmte livet af mig,” indrømmede jeg, og kunne som ham, ikke lade være med at grine.

Hans positive opførsel var begyndt at smitte af på mig. I de godt og vel tre uger jeg havde været fanget og indespærret, med Harry som opsynsmand, havde jeg mest af alt brugt tiden på at sørge over hvor trist jeg følte mig. Hvor ondt jeg havde det over ikke at kunne slippe væk, og hvor miserabel mit liv var blevet.
Alt i alt havde jeg ikke givet mig selv lov til at åbne op for den eneste person der var at finde i miles omkreds.

Ikke før nu.

”Hvad hedder du mere end Harry?” Da spørgsmålet forlod mine læber, gik det op for mig, hvor lidt jeg egentligt vidste om ham. Igen fandt jeg det overraskende, at jeg følte en trang til at lære ham at kende, i stedet for at frygte ham for livet, og ønske ham væk.
Der var bare noget tiltrækkende og tiltalende over ham, som ikke syntes at drage mig væk fra ham. Tværtimod.

”Styles.” Kort og præcist svar. ”Harry Edward Styles.” Mere sagde han ikke.

”Og hvorfor har du, Harry Edward Styles, valgt at kidnappe mig?” Spørgsmålene syntes ikke at ville stoppe. Jeg havde brug for svar, og siden vi virkede til at være i en god stime her for tiden, hvorfor så ikke spørge ham ind til de ting, han i starten af dette helvede, ikke ville besvare. ”Hvorfor valgte du at overfalde mig den nat på gaden, og trække mig med ned i dette hul? For der må vel være en grund.”

Mit blik landede på hans ansigt, hvor jeg så hvordan han rynkede sig i panden. ”Hvad er dit formål med, pludseligt at overbombardere mig med spørgsmål?”

”Siden din profession er, at kidnappe folk, går jeg ud fra, at du er vant til en masse spørgsmål.” Egentligt vidste jeg ikke med sikkerhed, at Harry normalt brugte sin tid på at ødelægge folks liv, ved at tage dem væk fra deres hver dag og holde dem fanget. Det var blot noget jeg antog ud fra mine observationer. ”Har jeg ret?”

Skeptisk rystede han på hovedet. ”Hvad får dig til at tro, at min hobby er at kidnappe folk? Tror du jeg gør det fordi jeg syntes det er sjovt?” Han hævede stemmen mens han snakkede. Præcist som han gjorde i starten at mit fangskab når han blev irriteret over noget jeg fik sagt til ham.

”Det var ik-”

”Jeg kidnapper ikke folk fordi jeg ikke har andet at give mig til,” sukkede han, og lod sit blik ramme mit. Taget ud fra den måde hans grønne øjne strålede på, kunne jeg se mine antydninger sårede ham. ”Vi skal alle leve på en eller anden måde. Dette er min måde at leve på, Belle.”

Kælenavnet han havde brugt før, forlod hans læber, og kom endnu en gang bag på mig. Hvorfor kaldte han mig for det?

”Mit navn er Arabella,” formåede jeg at få konstateret overfor ham. Han fortjente ikke at kalde mig for andet end mit rigtige navn. Ikke når vi aldrig ville blive mere til hinanden end kidnapper og offer. ”Og du har ingen ret til at kalde mig for andet end det.”
Blikket lod jeg mig fjerne fra hans, inden jeg derefter med sænket hoved forsøgte at undslippe ham. Langt kom jeg dog ikke, da hans hånd greb fat om mit håndled.

”Du skal ikke gå når jeg snakker til dig.” Igen var hans kolde og dybsindige jeg tilbage. Han skubbede mig op af væggen, jeg tidligere havde stået lænet op af. Grebet om mit håndled strammede sig, og et par blå mærker ville med garanti snart være at finde efter hans fingre. Det ville være andet gang det var sket.

”Der er intet at snakke om. Jeg havde en forhåbning om, at du var ved at ændre dig til det bedre. At du rent faktisk lod mig komme ud af det rum af ren medlidenhed, og fordi du begyndte at bløde op overfor mig.” Irriteret rev jeg mig løs fra ham. ”Men du er jo ikke andet end en uduelig, løgnagtig, sindsforvirret og selvoptaget dreng, der ikke kender til bedre dage end de mørke rum, hvor han holder piger fanget. Du har med sikkerhed flere piger spærret inde, og lader også dem bade mens du tilsyneladende kigger på, hvorefter du tilbyder dem at låne dit tøj.”

Dagen havde været så god indtil videre - ja de seneste halvanden uge havde været overraskende positive og humøret havde været så højt det nu kunne være. Hvad end der pludseligt skete for Harry og for hans latterlige og tåbelige humørsvingninger, måtte han snart finde ud af. Alt jeg vidste var, at min tid i dette hul snart var ved at være slut.

At være fanget var med til at gøre mig sindssyg. Ikke nok med, at jeg havde været indespærret væk fra virkeligheden og omverdenen i godt og vel tre uger, var jeg også begyndt at se mig selv som en bekendt af Harrys. Indbildninger om at han var en fin fyr, og egentligt ikke ville mig noget ondt, var også begyndt at dukke op i mine erindringer og tanker.
Indbildninger der skræmte mig.

Hvad var det han gjorde ved mig? Dette spørgsmål havde jeg stillet mig selv utallige gange efterhånden. Et svar syntes dog alligevel aldrig at være blevet fundet.

To ting var dog sikkert - både når det gjaldt Harry og når det gjaldt det faktum at jeg havde været i dette helvede i utallige uger nu.

Mine forældre syntes åbenbart ikke jeg var værd at lede efter, og virkede ikke til at bekymre sig nok om mig til at sætte en søgepatrulje ud efter mig. En eftersøgen var dyr ja - men penge havde de nok af. Så hvad ventede de på?

Og til sidst - Jeg blev nødt til at komme væk herfra. Hurtigst muligt. 

✞✞✞


Jeg undskylder inderligt for den sene opdatering! Det har været en stressende uge for mig med 16 studenterfester jeg skulle til, og i sidste weekend var jeg et smut i Norge, hvor jeg var til One Direction koncert med min norske veninde, Marie. Billedet af sødeste Liam, Nialler og Lou er taget til koncerten i Oslo den 19. juni. Min veninde og jeg fik front row ved midterscenen, og det var en så fantastisk oplevelse at være så tæt på dem. :-)

DERUDOVER ER DET BLEVET SOMMERFERIE! Yay - jeg er blevet færdig med mit 2. år på HHX og skal til august i gang med sidste år inden jeg bliver student. 

Hvad skal I alle i gang med efter ferien? 

Btw - håber at I kan lide kapitlet! Harry og Arabella er begyndt at blive lidt tættere - elsker deres forhold. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...