Stockholm Syndrome ✞ One Direction

Hun var skønheden, han var hendes udyr. Han var fortabt, hun fandt ham. Hun troede hun havde alt, han fik hende til at indse, at han var det eneste hun havde brug for. // Vinder af "Kampen mellem Fandoms"-konkurrencen 2015

264Likes
559Kommentarer
134592Visninger
AA

6. 5 // No Control

Femte Kapitel

Uden at tænke over hvad der blev skriblet ned på papiret foran mig, lod jeg min hånd tage over.

Forsigtigt strøg den så let over papirets hvide flade, mens jeg stille sad og nynnede for mig selv. Harry var for et par dage siden, overraskende nok, kommet med en stak papirer samt et dusin blyanter til mig. Præcist som jeg havde ønsket fra ham.

Siden da, havde jeg brugt en del tid på at tegne og udtrykke mine følelser gennem mine værker. At sidde indespærret, med ingen bekendte omkring mig, med et faldende håb for at undslippe eller nogen form for at være omgivet af trygge rammer, var det at være fri, noget jeg drømte om. En hungren efter frihed, der klart kunne ses på de former, streger og motiver jeg fik tegnet.

Godt nok havde Harry givet mig det efterspurgte papir, men meget snakken havde der dog ikke været mellem os. Tingene virkede dog til at være i bedring. Ikke nok med, at jeg nu også havde fået en bordlampe, papir og blyanter, så var jeg også begyndt at få mere mad på min tallerken. Sulten var nu heller ikke just noget der længere plagede mig.

Selskab var dog alligevel noget jeg savnede. Det var så ene i dette mørke og stadig kolde rum.

Af og til hændte det, at Harry kom ned til mig, og hver gang endte vi i op til flere diskussioner. Diskussioner der mest af alt handlede om, at jeg startede med at bede ham om frihed, hvorpå han gav igen med, at jeg var ulydig og ikke var taknemmelig nok overfor ham.

Hvad jeg ikke forstod, var hans brug af ordvalg. For hvad havde jeg at være taknemmelig for?
Ville han havde mig til at takke ham for, at have taget mig til fange, og ikke ville lukke mig ud? At han, hver gang vi så hinanden, svinede mig til og bed af mig, som var jeg en genstand?
Skulle jeg være taknemmelig for, at dette helvede og mit værste mareridt, nu var blevet de omgivelser jeg skulle leve i?

Troede han, inderst inde, at han gjorde mig en gerning ved at have kidnappet mig?
At jeg ligefrem nød at sidde indespærret, hvor intet sollys kunne ramme mig? Hvor den eneste person jeg så var ham?

Tankerne, der op til flere gang gennem ugens løb havde plaget mig, fik mig irriteret til at smide blyanten fra mig. Aggressionerne tog derefter over, og jeg rejste mig ihærdigt op fra stolen, der med et smæld ramte jorden under mig. Om den gik i stykker bekymrede mig dog slet ikke.

”Argh,” udbrød jeg irriteret. ”Luk mig ud!”

Selvom det med garanti ikke hjalp af råbe, kunne jeg ikke lade være. Kort sparkede jeg til den faldne stol, inden jeg igen åbnede min mund for at råbe efter hjælp.

”Luk mig så ud, og lad mig komme hjem.”

Jeg stormede hen mod døren, og lod min skulder ramme ind i den op til flere gange. Dog uden resultat, da døren ikke rørte på sig. End ikke så meget som blot en tomme.

”Jeg gider ikke mere. Lad mig nu bare komme hjem.” Tårerne begyndte at løbe ned af mine kinder, og jeg faldt sammen et stykke fra sengen med ryggen mod væggen.
Som dagene var gået, havde jeg prøvet at fortælle mig selv, at situationen jeg befandt mig i, med tiden nok skulle blive bedre, og at jeg nok skulle slippe væk.
Problemet med mit håb og mine forventninger var dog, at de ikke virkede til at blive hørt og opfyldt.

Mine forældre var stadig ikke kommet efter mig, og Harry virkede stadig til at hade mig. End ikke papir og blyanter kunne ændre på den adfærd han havde overfor mig. Ja end ikke en skide bordlampe kunne få ham til at smile sødt, og lade mig gå gennem døren, så jeg igen kunne komme hjem. Hvad ville han mig overhovedet, og hvad havde jeg gjort siden han afskyede mig så meget?

”Jeg vil hjem,” hviskede jeg, inden jeg begravede mit hoved i mine hænder. Det var nytteløst.

En uge i dette helvede, og jeg var allerede ved at blive sindssyg. Hvad ville to uger, tre uger eller sågar fire uger ikke gøre ved mig?

”Hvad end du vil have, skal jeg nok skaffe det til dig. Mine forældre vil betale dig de penge du forlanger. Bare du lukker mig ud.” Hulkende og svag, lukkede jeg mine øjne i, og drømte mig væk til et bedre sted. Drømmene var alt jeg havde. De var mit håb.

”Hvorfor er det du altid skal beklage dig?” lød en hæs stemme over mig. Grædefærdig og gennem tårefyldte øjne, kiggede jeg op. Her mødte jeg et par genkendelige grønne øjne. Et par grønne øjne, der i dag havde mistet sin glød, og som var kolde og følelsesløse. ”Jeg har jo fortalt dig, at du ikke kommer herfra foreløbigt. At din tid nok skal komme. Men inden da er der nogle ting der skal fastgøres og planlægges.”

”Luk mig nu bare ud. Jeg beder dig, Harry.” Til trods for at jeg græd, kunne jeg alligevel ikke lade være med, arrigt, at knytte hænderne sammen. Hvor vovede han også på, at forklare mig hvor tit jeg beklagede mig.
Selvfølgelig beklagede jeg mig. Jeg var fanget, og havde ingen steder at tage hen, udover at gå fra den ene ende af værelset til det andet. En afstand der ikke var på mere end fire - fem meter.

”Hold kæft,” råbte han. Det var sådan alle vores diskussioner startede. At jeg beklagede mig, og han begyndte at råbe. I ren arrigskab, endte han altid med at forlade rummet inden nogen af os igen var kølet ned, og inden vi havde fundet ud af problemet.
Et problem der ikke virkede til at have en løsning. ”Du holder aldrig din kæft.”

For første gang, valgte jeg at adlyde ham, i det jeg holdt min mund lukket.

”Rejs dig op,” befalede han hårdt. Jeg valgte dog ikke at rykke mig så meget som en tomme. Hvis han ville mig noget, måtte han bruge andre metoder end at råbe.

”Jeg sagde, rejs dig op,” gentog en nu mere vred og irriteret Harry. Et par hænder greb fat under mine armhuler, og trak mig op at stå. ”Der kommer et par vigtige personer om et par uger, som gerne vil kigge på dig. Derfor har jeg fået til opgave at sørge for, du kommer til at se ordenlig ud. Et projekt der tydeligvis vil tage mere end bare et par dage.” Mens han snakkede, gav han mig kort elevatorblikket, men rystede blot kort på hovedet.

”Slip mig,” hviskede jeg, stadig med tårerne løbende ned af mine kinder. ”Der er ingen der skal kigge på mig. Jeg er ingen genstand,” formåede jeg alligevel at få tilføjet, inden mine øjne lukkede sig i. Det sidste jeg orkede var at diskutere endnu en gang med ham.
Alt for mange kræfter og alt for megen energi blev brugt på den vrede han formåede at vække op inden i mig.

”En hvis person vil ikke blive glad, hvis ikke du er klar til at blive vist frem når han kommer. Derfor skal du med mig.” Jeg rystede på hovedet, stadig mens mine øjne var lukket i. Min krop var slap, og selv gjorde jeg ingen ting for at stå oprejst.

En pludselig bevægelse, fik mig dog ihærdigt til at slå øjnene op igen. Gulvet virkede til at bevæge sig og komme længere og længere væk, mens loftet så ud til at lukke sig over mig.
Det gik op for mig, at Harry havde svunget mig op i sin favn, og at han holdt mig i sine arme.

”Hvis ikke du vil samarbejde, må jeg vel tage situationen i egen hånd,” grinte han fjoget.
Han fik banet sig vej ud af det mørke rum, og lyset der mødte os, fik mig igen til at klemme mine øjne sammen.

I frygt for at falde, lagde jeg mine arme om hans nakke, og knugede mig ind til ham. Duften fra hans parfume var det første jeg lagde mærke til. En duft der fik mig til at føle mig endnu mere tiltrukket af ham. ”Hvor fører du mig hen?” hviskede jeg sagte.

De grønne øjne kiggede ned på mig. ”Du trænger til et bad.”

Et bad lød godt. Siden jeg var kommet herhen havde jeg ikke haft chancen for at komme i et ordenligt bad. Alt jeg havde haft chancen for at vaske mig med, var en klud jeg af og til fik skubbet ind til mig. Et lille toilet var dog bygget til rummet jeg havde opholdt mig i, så muligheden for at gå på toilettet var heldigvis til rådighed.

”Og at få vasket dit hår,” tilføjede han kort tid efter. Mit hår, der ikke var blevet redt i gud ved hvor lang tid, lignede med garanti en høstak.

”Nyt tøj ville også være rart.” Mine ord fik ham til at grine igen. En latter så fin og uskyldig, at han i et sekund ikke virkede som en kidnapper. Han ligefrem virkede som en anden Harry, kun taget ud fra hans latter. Som var han ved at bløde lidt op, i forhold til den opførsel han havde for kun et par minutter siden.

”Nu skal du ikke forlange alt for meget. Men mon ikke nyt tøj kan arrangeres.” 

✞✞✞


Jaaaaaa One Direction var i Danmark i går, så I skulle selvfølgelig ikke snydes for et billede af dejligste Harry som jeg tog til koncerten... Indrømmer gerne at jeg fik de sygeste feels da drengene sang "Stockholm Syndrome" (Og da de sang "No Control" som er titlen på dette kapitel - Louis gjorde det så godt)

Men I så fald - jeg er færdig med eksaminerne og smutter derfor til Norge i morgen op til min norske veninde, som jeg på fredag skal til endnu en One Direction koncert med - denne gang i Oslo. Glæder mig til at se drengene igen!

Havde jer der var til koncerten i går en fantastisk oplevelse? Hvis ja - hvad var så jeres yndlings "moment"? ;-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...