Stockholm Syndrome ✞ One Direction

Hun var skønheden, han var hendes udyr. Han var fortabt, hun fandt ham. Hun troede hun havde alt, han fik hende til at indse, at han var det eneste hun havde brug for. // Vinder af "Kampen mellem Fandoms"-konkurrencen 2015

264Likes
559Kommentarer
134734Visninger
AA

5. 4 // Another World

Fjerde Kapitel

Et par dage var gået, siden jeg blev placeret i dette mørke rum. Af og til var der blevet sendt noget mad ind til mig, dog i begrænset mængde. Manden, eller nærmere den unge dreng, med det krøllede hår havde heller ikke været at finde nogle steder.

Da jeg ingen form for selskab havde, var dagene derfor også ufatteligt lange. Normalt brugte jeg udelukkende tiden på at sove, eller bare stirre ud i rummet. End ikke lidt lys kom der ind.

”Who’s that shadow, holding me a hostage?” sang jeg stille for mig selv, mens jeg vandrede rundt i rummet. Sangen var noget jeg havde fundet trøst i.
Normalt plejede mine følelser og tanker at blive udtrykket i mine tegninger og værker, men uden en pen og noget papir, måtte jeg komme på andre alternative løsninger, der kunne hjælpe mig af med mine følelser. Et alternativ blev derfor de ord der poppede op i hovedet på mig - ord der blev formet til en sang.

”I’ve been here for days.”

Jeg stoppede brat med at synge, da døren foran mig gik op, og lidt lys blev lukket ind.
En genkendelig skikkelse dukkede op i døråbningen, dog var ansigtet stadig mørklagt og gemt væk af lyset.

Til trods for, at skikkelsen foran mig, med garanti var min kidnapper, afholdt det mig ikke fra at udspørge ham. ”Hvem er du?” Ordene kom dog ikke ud med en så stærk effekt som jeg havde håbet på. ”Og hvad vil du mig?”

”Hvem jeg er, er ikke for dig at vide.” Hvorfor snakkede han, som var det et kodesprog jeg skulle tyde? ”Og hvad jeg vil dig, er noget du snart vil finde ud af.” Stemmen var lige så hæs som jeg huskede. Så hæs og så skyldig, at det skræmte mig.
Da han trådte væk fra lyset, drejede han hovedet i retning af hvor jeg stod. Den lille bevægelse resulterede i, at hans ansigt, nu for første gang, blev blottet for mig.
Et par markerede kindben samt et sødt og uimodståeligt smilehul, var dog hvad jeg bed mig mærke i.

Ud fra de ansigtstræk jeg kunne se, ville jeg ikke mene at han var skræmmende. Tværtimod fandt jeg hans udseende ret så tiltrækkende.

”Du må vel have en grund til at holde mig indespærret.” Mine ord fik hans læber til at trække op i et stort smil. Et smil der fremkaldte hans smilehul endnu mere. ”Ellers ville du ikke have taget mig, ville du?”

Forsigtigt tog han et par skridt hen mod mig, og stoppede først da han stod få meter fra mig.

”Der er en grund, love. Men ikke en grund jeg kan give dig,” svarede han blot med en selvsikker stemme. Havde han haft alt dette planlagt? Og nød han ligefrem at se mig være så rastløs som jeg var?

Jeg tog en dyb indånding. ”Luk mig ud.” Befalingen var hård og kontant. Alt han gjorde var dog at grine af mig, inden han blidt kærtegnede min kind med sin kolde og store hånd.
Hans berøring fik mig til at vige væk fra ham.

Hvad var det han var ude på?

”Luk mig så ud,” sagde jeg lidt højere, uden at råbe.

”Det kan jeg ikke. Desværre.” Måske var han tiltrækkende som bare fanden, men hans personlighed var langt fra noget der matchede hans udseende. Allerede her, efter et par minutter i hans selskab, ville jeg ønske han igen ville forlade mig og efterlade mig til stilheden. ”Der er en bestemt grund til at du er her.”

”Du ved godt de kommer og henter mig. Min far og mor vil komme og hente mig. De vil finde ud af hvor jeg er, og de vil personligt sørge for, at du bliver placeret samme sted som du har placeret mig. I et mørkt og skummelt rum, hvor der ingen ting er at lave. Gerne med tremmer foran dit hoved.” Selvom jeg prøvede at lyde selvsikker, var det langt fra sådan jeg følte. At være fanget i dette rum i flere dage, fik mig til at tvivle på om mine forældre overhovedet ville komme. Om de overhovedet tænkte på mig.

Jeg kunne se hvordan han rullede øjne af mig. ”Tro mig, dear. Jeg ved godt hvem dine forældre er.” Hvem vidste ikke hvem de var? Begge var de ejere af et stort firma i Londons midte, der tjente oceaner af millioner hvert eneste år. ”Og jeg ved også når jeg siger, at jeg tvivler på de kommer og henter dig. Som om de ikke har bedre ting at give sig til.”

Mine knoer knyttede sig ved hans ord. ”Hvor vover du at beskylde dem for ikke at bekymre sig om mig. Hvor vover du at sige, at de har andre ting at lave end at lede efter mig,” råbte jeg arrigt, inden jeg overraskende nok lukkede afstanden mellem os og kiggede direkte ind i hans øjne. Et par øjne der fik mig til at gispe på grund af den smukke, grønne farve de havde.
”Jeg ved de vil komme og hente mig. At de vil gøre alt de kan for at få mig sikkert hjem igen.”

”Jeg tvivler,” svarede han bare. To ord der var nok til at få bægeret til at flyde over, og to ord der for mig var nok til at svinge min hånd i en så høj fart, at et klask lød da de kom i kontakt med hans kind.

Min handling, fik ham til at gribe hårdt fast om mit håndled. Ihærdigt prøvede jeg på at vride mig ud af hans greb. Dog uden held. ”Slip mig så.”

Som før, grinte han bare af mig, som var intet hændt mellem os. End ikke smerten i hans kind fra mit slag, virkede til at påvirke ham.

”Jeg sagde slip mig,” spyttede jeg af ham. Grebet han havde om mit håndled, var begyndt at gøre ond, og det kunne tydeligt mærkes hvordan det manglede blod, var med til at gøre mine fingre følelsesløse.

”Hold din kæft.” Denne gang var det hans tur til at råbe. ”Du har intet at skulle have sagt i denne situation. Alt du skal er bare at holde din fucking kæft og gøre hvad der bliver bedt om.”
Det virkede til han fandt ud af hvor hårdt hans greb egentligt var, for kort tid efter kiggede han forfærdet ned på mit håndled, inden han fjernede sin hånd fra det.
En lilla farve havde formet sig efter hans fingre, og havde allerede efterladt blå mærker.

”Du er syg i hovedet. Så splitterravende sindssyg at du ikke en gang selv kan se hvor forkert det du har gang i er,” halvhviskede jeg forfærdet i chok over hvordan han behandlede mig. Det var første gang vi havde stået overfor hinanden. Første gang jeg havde set hvem der egentligt havde kidnappet mig, og så var det sådan her vores første samtale blev. Sådan her jeg skulle mindes vores første møde, og dette skrækscenarie jeg skulle hjemsøges af resten af mit liv.

”Fortæl mig hvad din grund er til at holde mig fanget. Fortæl mig hvorfor du har taget mig væk fra min verden, for at slæbe mig med ind i din. Fortæl mig hvorfor du ikke bare slip-”

I håb om at få mig til at holde mund, lagde han en hånd for min mund. Denne gang sørgede han dog for ikke at holde så hårdt som tidligere.

”Der er så meget du ikke forstår og ved endnu, Belle, og jeg er ked af at måtte skuffe dig, men jeg kan intet afsløre overfor dig. Du må vente og se hvad tiden bringer med sig. Alt jeg ved er bare, at jeg ikke kan slippe dig fri,” indrømmede han sagte. Den hårde facade som han for få øjeblikke siden havde vist overfor mig, syntes at være væk.
Som var han nu en helt anden person. Og hvad var der med hans pludselige kælenavn til mig? Belle - hvad havde det overhovedet at gøre med mit navn? Hvor kendte han overhovedet også mit navn fra? Jeg mindedes ikke at have fortalt ham det.

Så hvad var det med ham og hans underlige adfærd?

Tårerne begyndte at forme sig i mine øjenkroge. Hvis jeg ikke kunne blive sluppet fri, betød det så, at jeg skulle sidde i dette usle rum til evig tid? At jeg aldrig skulle se sollyset igen, og aldrig skulle blive genforenet med mine forældre med Dara og med Miranda? At alt arbejdet bag galleriet ville være spildt, fordi jeg ikke kunne holde det kørende, grundet det faktum at jeg sad fanget?

”Hvad vil der blive af mig?” hviskede jeg mod hans hånd, han stadig havde for min mund. Alt imens kæmpede jeg for at holde tårerne inde. At give op og lade dem løbe ned af mine kinder, ville vise ham at jeg var svag, og det sidste jeg behøvede lige nu, var at være svag. Jeg måtte forholde mig stærk.

”Som sagt, så vil tiden vise det. Alt du kan gøre er alt holde humøret højt, og prøve at se positivt på det hele.” Han fjernede hånden fra min mund, inden jeg gav igen med hårde ord henvendt til ham.

”Hvad positivt er der ved at sidde fanget i dette helvede, uden sollys, uden samvær og uden tryghed? Uden så meget som en blok og en pen.” I dette øjeblik gik det op for mig, at jeg ikke ville kunne klare det længere. Godt nok havde jeg ikke siddet her i mere end et par dage, men det var nok til at gøre mig sindssyg.

”Jeg-” Tøvede han kort.

”I det mindste kom og snak med mig en gang i mellem. Jeg har brug for en ved min side, som kan holde mig ved selskab.” Måske det ikke var klogt at bede netop ham om at sidde hos mig. Dog kunne jeg ikke være mere ligeglad. Alt jeg ønskede var bare at jeg havde nogen at snakke med. Han ville da trods alt være bedre end endeløse timers stirren ind i muren, eller utallige vandreture rundt i det klemte og indelukkede værelse. ”Hvis ikke du vil, så send din ven.”

Med ven, hentydede jeg til drengen fra den anden dag. Louis. I det mindste virkede han til at være mere jordnær end den attraktive dreng foran mig. Han virkede trods alt til at bekymre sig.

”Det går ik-” Endnu en gang stoppede han nervøst op midt i sætningen.

”Og kan du sørge for, at jeg måske får en blok papir og et par blyanter herind?” spurgte jeg om. Godt nok var det ikke meget at forlange, men om han ville give det til mig, tvivlede jeg på. Specielt ikke hvis det var taget ud fra hans tidligere udbrud og udtalelser. Hvis det var, ville jeg sikkert kun blive tilbudt ét eneste stykke papir og en gammel pind, han ville bilde mig ind kunne bruges som blyant.

Da han rømmede sig kort, valgte jeg igen at fokusere på ham og vores øjne mødtes.
De grønne øjne der tidligere havde virket så selvsikre og magtfyldte, virkede nu til at være det præcist modsatte - sørgmodige, spørgende og bekymrende.

”Jeg skal nok se hvad jeg kan gøre,” svarede jeg, hvorefter han vendte en halv omgang på hælen og satte kurs mod døren, der stadig lukkede lidt lys ind. Hvorfor havde jeg ikke set, at den hele tiden havde stået på klem?

Hvis jeg kunne have distraheret ham i bare et par sekunder, kunne jeg havde smøget mig forbi ham og ville derfor have en udvej gennem døren.

Selvfølgelig havde jeg ikke tænkt så langt og så logisk.

Inden han lukkede døren efter sig, fik jeg ham stoppet ved at lade nogle få ord undslippe mine læber.

”Jeg fik ikke fat i dit navn.”

Han vendte sig om i døråbningen, kiggede på mig, og smilte så overrasket. Det gik op for mig, at han aldrig havde fortalt mig hvad han hed, og at jeg aldrig havde spurgt ind til det, hvilket sikkert forklarede hans fjogede smil. Inden han tog sidste skridt væk fra mig og lød døren lukke i, kunne jeg høre hans hæse stemme, fortælle mig hvad han hed.

”Harry.”

✞✞✞

ENDELIGT et nyt kapitel. Undskyld for ventetiden - jeg har været oppe til to eksaminer i denne her uge, og har derudover også været til Maroon 5 koncert i Tyskland, så det var meget at se det! ;-)

Men  nu er I blevet ordenligt præsenteret for Harry, der er noget af en badboy. 

Og hvorfor tror I at han kalder Arabella, for Belle? (Der er nemlig en helt speciel grund til det) :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...