Stockholm Syndrome ✞ One Direction

Hun var skønheden, han var hendes udyr. Han var fortabt, hun fandt ham. Hun troede hun havde alt, han fik hende til at indse, at han var det eneste hun havde brug for. // Vinder af "Kampen mellem Fandoms"-konkurrencen 2015

264Likes
559Kommentarer
134499Visninger
AA

4. 3 // Taken

Tredje Kapitel

Farven sort var det eneste der viste sig foran mig, da jeg forvirret åbnede øjnene. Min krop var øm, hvilket kunne mærkes i det jeg let rykkede på mig. En hårlok kunne mærkes i mit hoved, men da jeg ville fjerne den med min hånd, gik det op for mig, at de sad bundet fast bag min ryg.

Der gik et par minutter, da jeg grundet den choktilstand jeg var i, ikke rykkede på mig. Mine øjne vænnede sig derfor også til mørket, og jeg kunne skimme, at jeg befandt mig i et lukket lille rum, hvor ikke engang et vindue var at finde.
I hjørnet stod der er en stol placeret suppleret af en boksermadras der mest af alt virkede til at være blevet slæbt ind fra lossepladsen.

Hvor var jeg, og hvordan var jeg endt her?

Med lidt usikkerhed, og uden hjælp fra mine hænder fik jeg rejst mig op, og vaklede over til den nærmeste mur. Til trods for at mine hænder var bundet, prøvede jeg ihærdigt at lede efter noget, der kunne mig et syn på hvor jeg befandt mig.

Alt mine hænder mødte var dog bare det rene ingenting. Intet var hægtet fat på væggen - ingen billeder, søm eller andet. Til sidst fandt de dog noget der mindede om et dørhåndtag, og efter at have knebet øjnene sammen i et godt minut eller to, for igen at åbne dem, kunne jeg se en dør tårne sig frem foran mig.

Ved at tage lidt tilløb braste jeg direkte ind i rammen af døren, i håb om, at den ville åbne sig. Da intet skete, var jeg alligevel hurtig til at give op. For hvad nyttede det at prøve?

Der måtte vel være en eller anden grund til, at jeg var endt i dette helvede. Måske jeg stadig nogenlunde formåede at opretholde en nogenlunde rolig vejrtrækning samt forholde mig optimistisk var fordi det hele virkede så uvirkeligt.
Som var det hele en del af et mareridt.

Om det rent faktisk var et mareridt eller om det var virkelighed var jeg stadig ikke sikker på.

”Hallo.” Der var kun én ting at gøre, for at finde ud af om det var virkelighed eller ej. Det var at finde ud af, om der var andre personer til stede og om de eventuelt kunne hjælpe mig med at bekræfte eller afkræfte mine teorier. ”Er der nogen?”

I starten var min stemme så lav, at ikke engang jeg selv kunne høre den.

”Hallo,” prøvede jeg igen. Denne gang i et toneleje så højt at jeg næsten råbte. Ordet valgte jeg at gentage en del gange, da jeg ingen respons fik tilbage.

Endnu en gang prøvede jeg på at løbe ind i døren, men heller ikke denne gang gav træværket sig under min handling.

Efter godt og vel en halv timens prøven af forskellige forsøg på at bryde ud af dette værelse, satte jeg mig ned på den forfaldne og slidte madras. Tårerne var begyndt at forme sig i mine øjenkroge, og realiteten af hvor jeg befandt mig, var stille begyndt at sive ind hos mig.

Jeg var fanget, og af hvem vidste jeg ikke.

Panikken skød op i mig i form af et rysteanfald, der først fik min krop til at stivne, hvorefter alle lemmer begyndte at ryste ustyrligt. Selv kunne jeg ikke gøre noget for at stoppe det. Kvalmen begyndte ligeledes at finde vejen frem til mig, hvilket ikke just gjorde paniksituationen meget bedre.

Først da omgivelserne omkring begyndt at blive sløret og mit hoved begyndte at dunke i en regelmæssig rytme, lod jeg selv opgive. Jeg opgav min prøven på at kæmpe den choktilstand jeg var i, og opgav at kæmpe mod min rystende krop, der ikke virkede til at finde en ende på sine ustyrlige handlinger.

Mine øjne lukkede sig langsomt i, og alt blev igen sort.

✞✞✞

”Jeg sagde jo det var en dårlig idé overhovedet at kidnappe hende i første omgang.” En mandestemme, med en klar accent, var hvad der vækkede mig.

En anden, vrissende stemme var dog hvad der fik mig til at slå øjnene op. Problemet var bare, at, da jeg åbnede dem, kunne jeg mærke hvordan øjenvipperne ramte mod noget blødt, og hvordan jeg ingen ting kunne se. Nogen havde givet mig bind for øjnene.

”Hold nu bare kæft, Louis.” En hæs stemme tog ordet, og tyssede på den tidligere person, der, ud fra mine beregninger, altså måtte være Louis. ”Du aner ikke en skid, så stol nu bare på mig. Jeg har tjek på det.”

Louis’ kunne høres mumle et eller andet. ”Du har ikke styr på en skid,” fik jeg det nogenlunde tydet til at være. At jeg kunne høre begge parter så tydeligt som jeg kunne, måtte betyde én ting - de var enten i et rum ved siden af mig, eller stod tæt på hvor jeg sad placeret.

”Du ved hvorfor jeg gjorde det…” kom det igen fra manden med den hæse stemme. Taget i betragtning af det toneleje han snakkede i, virkede han på sin vis til at være både presset, men også frustreret. Hvis jeg derimod heller ikke tog meget fejl, var det mig de havde som samtaleemne.

For at stoppe samtalerne og den irriterende tone mellem dem, rømmede jeg kort på mig, stadig usikker på, hvor de egentligt befandt sig henne.

”Jeg kan se, at din lille veninde igen er kommet til sig selv, og at hun nu er vågnet op fra sin nattesøvn.” Stemmen, som jeg genkendte til at være Louis’ tog igen ordet. ”Måske du burde forklare hende hvorfor du ligefrem rev hende væk fra ga-”

Den hæse stemme var igen hurtig til at komme på banen. ”Hvis ikke du snart holder din kæft Louis, skal jeg personligt nok sørge for at du gør.” Ud fra et par fodtrin der senere nærmere sig mig, kunne jeg bedømme, at en eller anden kom tættere på hvor jeg sad placeret.

Mine hænder var stadig bundet sammen bag min ryg, og med et bind for øjnene, var det svært for mig at sætte ord på situationen. Både fordi jeg hverken kunne røre eller se.

Sekundet efter stoppede fodtrinene, og en varm luft kunne mærkes ved mit venstre øre.

”Ser man det. Skønheden er vågnet.” Endnu en gang var det den hæse stemme der snakkede. Hårene rejste sig på mine arme ved lyden af hans stemme, og jeg kunne mærke hvordan min krop begyndte at ryste. ”Nyder du mørket?”

Tøvende rystede jeg på hovedet. Hvem nød mørke? Det eneste det symboliserede var uhygge og frygt.

Et kort grin undslap hans læber. ”Det var ærgerligt, for det er noget du vil komme til at se meget til de kommende uger.” Ordene blev hvisket så stille i mit øre, at tvivlen om at dejse om endnu en gang ramte mig. De kommende uger?
Hvad skulle det betyde? Skulle jeg tilbringe de næste par uger i dette hul, omringet af mørket? Sovende på madrassen, der var så hård som det hårdeste stengulv.

”Jeg-” startede jeg ud. ”Jeg tror ikke helt jeg forstår hvad du mener.” Det undrede mig, at bindet ikke bare kunne blive fjernet fra mine øjne, så jeg igen ville kunne se omverdenen om mig. Hvad var det store problem i det? Alligevel turde jeg ikke spørge manden med den hæse stemme, om det kunne lade sig gøre. Taget ud fra hans mugne udtalelser og toneleje, virkede han ikke just til at være i det bedste humør.

”Der er så meget du ikke forstår. Så hvis du bare valgte at være fucking stille, ville dette slet ikke være så svært.”

”Hvad ville ikke være så svært?” At svare igen og stille endnu flere spørgsmål havde ikke været min intension. Men der var noget over denne ukendte dreng, der undrede mig.

”Det vil du snart finde ud af.” Kringlede og upræcise konstateringer var ikke ligefrem hvad jeg havde brug for. Alt jeg havde brug for var svar. Et par fingre kærtegnede blidt min ene kind, hvorefter de bevægede sig ned af mine arme, og stoppede ved mine sammenbundne hænder.
Forsigtigt løsnede de, hvad end der holdt mine hænder sammen.

”Det vil du snart finde ud af,” gentog han. Fodtrinene hørtes igen. Denne gang forsvandt lyden dog med dem, og nærværet fra før, virkede til at forsvinde med lyden.

Selvom jeg sikkert ville fortryde det, snoede mine, nu frie hænder, sig om bindet for mine øjne, og forsigtigt fjernede jeg det. Mørket var hvad der endnu en gang mødte mit åsyn. Dog var der, ligefrem, et lys som blev skærpet af en skikkelse der var på vej væk fra mig.
En skikkelse jeg kun kunne se omridset af, men som på afstand allerede nu fangede min opmærksomhed.

Specielt håret var hvad jeg bed mig mærke i. Det var skulderlangt og let krøllet. Farven blev slugt af lyset, men et brunligt skær virkede dog til at skinne igennem alligevel.

Spørgsmålet der nu overtog mine tanker var - hvem var denne mystiske, krølhårede og bestemmende mand, og hvad havde han i sinde at gøre mig med?

✞✞✞

Hvorfor tror I mon Arabella er blevet kidnappet?
Og HEJ til Louis og til en anden dreng, hvis krøllede hår ikke er til at tage fejl af, der nu begge vil spille en stor rolle i SS! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...