Stockholm Syndrome ✞ One Direction

Hun var skønheden, han var hendes udyr. Han var fortabt, hun fandt ham. Hun troede hun havde alt, han fik hende til at indse, at han var det eneste hun havde brug for. // Vinder af "Kampen mellem Fandoms"-konkurrencen 2015

264Likes
559Kommentarer
134635Visninger
AA

29. 28 // Hey Angel

Otteogtyvende Kapitel

Sorgen blev ikke just bedre. Tværtimod. For syv måneder uden Harry havde ikke gjort andet ved mig, end at få mig til at savne ham endnu mere.
Hvordan skulle jeg kunne leve uden den person jeg, trods alle omstændigheder, var begyndt at elske?

Alle odds havde været mod Harry og jeg. Han havde kidnappet mig, holdt mig indespærret i sit hus, han havde mod min vilje kysset mig, hvorpå jeg havde givet ham en lussing af ren refleks. Det var så blevet til et par kys mere, inden han, dog mod sin gode vilje, overdrog mig til Liam. Og som jeg troede at alt håb var ude, da jeg først var kommet ind i Liams greb, prøvede Harry alligevel på at redde mig. Han fik mig væk fra auktionen.

Ja han fik mig sågar væk fra Liam, men måtte opgive sit liv for det.

Uden at lægge mærke til det, var tårerne begyndt at trille ned af mine kinder, og først da den første tåre ramte min hånd, opdagede jeg, at jeg græd. Dog var det ikke noget nyt, og efterhånden som det var begyndt at gå op for mig, at Harry ikke ville komme tilbage, havde jeg ikke noget imod at græde.
Det var okay at være ked af det, og dertil var det også okay at græde. Sådan fik jeg bedst mine følelser ud, og sådan mente jeg også at jeg bedst kunne komme af med den sorg jeg bar på.

Jeg trak tæppet længere op om min krop, så det kun var mit hoved der var fri. Tv’et foran mig viste en eller anden romantisk film, jeg egentligt ikke havde fulgt så meget med i. At tv’et dog stadig kørte, var af og til en hjælp til at få mine tanker kørt ind på noget andet, end sorg og smerte.

Niall havde lige forladt galleriet, og selvom burde tage hjem til min lejlighed, havde jeg alligevel valgt at slå mig ned i det lille arbejdsrum der var her. Ikke alle kunstnere havde et arbejdsrum i samme bygning som deres galleri. Dog kunne jeg godt lide at have mine værker tæt på hvor jeg arbejdede, så derfor havde jeg, efter at være sluppet fri, valgt at skære en lille del af galleriet af, for netop at lave arbejdsrum derinde.
Alt der var at finde i rummet var en lænestol og et skrivebord med tonsvis af papirer spredt ud over det hele. Siden Niall altid var ved min side, og derfor også tit sad i lænestolen mens jeg tegnede eller malede, havde han valgt at købe et tv.
Derved kunne han følge med i alle fodboldkampene der blev vist, og hvis jeg ikke tog meget fejl, brugte han mere tid herinde end jeg selv gjorde.

Et lille smil fandt sin vej frem til mine læber, mens jeg tænkte på mit venskab med den blonde irer.

Godt nok var der kommet mange negative ting ud af det med Liam, og ud af det at blive holdt fanget i så lang tid som jeg gjorde. Jeg havde fået angst for at gå alene, og til tider var det også svært for mig, at være alene - selv her i mit galleri. I dag havde jeg prøvet at overvinde frygten, og var derfor blevet tilbage.
Jeg havde tilmed været tæt på at blive voldtaget, og var blevet fyldt med stoffer.

Men på den anden side var der kommet så mange gode ting med det også.
Jeg havde fået Niall som en af mine tætteste venner, jeg havde mødt nogle fantastiske piger som jeg stadig tænkte på, men som jeg desværre ikke vidste hvor var. Af hvad jeg havde hørt fra Niall, så var de alle sluppet fri kort tid efter jeg selv flygtede, og at de nu var i sikkerhed var alt jeg havde håbet for dem.
Men vigtigst af alt så havde jeg mødt Harry. Harry Edward Styles havde i første omgang været den person der havde gjort mit liv til et helvede. I sidste ende endte han dog også med at være den person der på ganske kort tid, havde bragt mest glæde mig sig.

Jeg havde hadet ham så inderligt meget. Så ufatteligt meget at det havde gjort mig arrig bare at høre hans fodtrin. Linjen mellem had og kærlighed skulle dog vise sig at være meget kort, og som tiden var gået begyndte jeg at elske ham.

Han var min første kærlighed, han var min første gang, og ja - han skulle have været den dreng jeg ville give alle mine første til hvis jeg kunne. Min første date, min første flyvetur, mit første og sidste bryllup, og han skulle have været faderen til vores første barn.

Men skæbnen havde andre planer for os, og selvom jeg så inderligt ville ønske at hverdagen kunne være anderledes, og at han kunne have sine arme om mig, så var det desværre ikke tilfældet.

Han var væk, og det måtte jeg bare indse.

Jeg blev afbrudt i mine tanker, da et stort brag kunne høres. Mine øjne, der ellers var ved at lukke sig halvt i, fik jeg hurtigt slået op, og med et sæt satte jeg mig op i stolen. Mit hjerte var begyndt at banke med hundrede og firs kilometer i timen, og jeg havde det som om, at det snart hoppede ud af mit bryst. Tæppet knugede jeg tættere ind til mig.

Hvad var det, der havde givet sådan en lyd?

Hurtigt kiggede jeg ned på mit armbåndsur, der viste at klokken lige havde rundet ti. Mørket havde også lagt sig på, hvilket ikke just gjorde situationen meget bedre.
Jeg overvejede at ringe til Niall, men på den anden side ville det også være risikabelt. Hvis nu jeg kom til at snakke for højt, kunne jeg ende med at afsløre at jeg var her.

Stadig med tæppet omkring mig, og efter at have taget en meget lang og dyb indånding, rejste jeg mig fra stolen. Mit hjerte bankede stadig med en alt for høj fart. Dog forhindrede det mig ikke i, stille at snige mig ud fra mit arbejdsrum.
Lyden måtte være kommet fra et eller andet, og jeg blev nødt til at finde ud af hvad. Om jeg så ville fortryde det eller ej, kunne jeg først svare på senere.
Desperat ledte jeg efter noget jeg kunne forsvare mig med. Uden held indså jeg, at jeg nok bare var nødt til at springe ud i det uden nogen som helst form for beskyttelse.

Måske det bare var et staffeli der var væltet, eller et søm der var faldet af væggen, så billedet var faldet ned.

Da jeg nåede om det første hjørne, kunne jeg intet se. Der var helt mørkt, og der var ingen tegn på liv. Problemet ved mit galleri var, at det var formet på en underlig zigzagget måde. Det var ikke kvadratisk eller rektangulært som så mange andre gallerier. Grunden var fordi min far, tilbage i sin tid, mente at det var mere unikt hvis rummet ikke var som alle andres.
Derfor havde han fået det bygget sådan, at der var hjørnet og afkroge over det hele, og at man skulle gå gennem det som befandt mig sig i en labyrint.

Siden der var så mange hjørner jeg skulle runde, og så mange skjulte steder hvor lyden kunne have været kommet fra, var det svært for mig at vide præcist hvor jeg skulle gå hen.
Stadig mens jeg listede, bevægede jeg mig lydløst rundt. Tæppet havde jeg nu taget over mit hoved, så jeg lignede en hætteklædt skikkelse der var på flugt.
I dette øjeblik ønskede jeg, med et lille smil på læben, at min kappe var den samme som Harry Potter fik tilsendt af Professor Dumbledore i den første Harry Potter film. En usynlighedskappe ville hvert fald være på sin rette plads, og ville kun gavne mig i et skræmmende og uhyggeligt øjeblik som dette.

Da jeg havde taget mig selv i at smile svagt, i en situation der slet ikke var spor sjov, indså jeg, hvad det var jeg havde gang i. Jeg var på vej ud til en potentiel kidnapper, der uden tvivl sikkert ville tage mig med sig.
At jeg turde ovenpå alle de ting jeg havde været igennem, ovenpå alle de lidelser jeg ligeledes måtte gennemgå - ja det undrede mig.

Problemet var nok, at jeg ikke tænkte klart, men at jeg ikke ville have nogen til at røre eller stjæle mine unikke værker, som galleriet indeholdt. Alle mine malerier stod mig meget tæt, og jeg havde brugt lang tid på dem alle.

Da endnu en lød hørtes, stoppede jeg op. Min vejrtrækning stoppede  i et split sekund, og jeg måtte tage mig selv i at lukke øjnene sammen.
Lyden havde været så tæt på, at jeg i øjeblikket troede, at mine dage var talte og at jeg skulle dø.

Hvad jeg havde hørt, havde lydt som en banken. Spørgsmålet var så bare om der var nogen der bankede for at komme ind i galleriet, eller for at komme ud.
Hvad end det var, så skræmte det mig, og jeg ønskede at det skulle stoppe øjeblikkeligt.

Tredje gang jeg hørte den underlige banken, kunne jeg høre at jeg var tæt på. Ufatteligt tæt på.

Inden jeg rundede det sidste hjørne om til lyden, tog jeg endnu en gang en dyb indånding. Sandhedens time var kommet, og jeg var klar til at stå ansigt til ansigt med hvad der end forårsagede dette spektakel.

Jeg genkendte denne del af galleriet som et meget bart sted. Jeg havde endnu ikke nok malerier til at kunne fylde alle vægge, og denne afkrog var en af dem der stadig stod tomme.
Hvad der dog fik mig til at gispe, da jeg endeligt havde fået taget det sidste skridt var, at der stod en skikkelse for enden af væggen. Det var en mand kunne jeg se - en ung mand med kort klippet hår, der stod og blev oplyst under en lille lampe der var sat op.
For enden af væggen, hvor der normalt vis var bart, hang der nu et maleri. Hvad der var på maleriet kunne jeg endnu ikke se, da han skyggede for det.
Han var dresseret i en fin sortstribet blazer med et par sorte, stramme jeans til. Hans skuldre var brede, og han så ud til at være godt trænet.

”Hvad end du tror du laver her, så kan du godt glemme det…” Min stemme var alt andet end selvsikker da jeg åbnede munden. Faktisk rystede den, og det var nemt at høre hvor nervøs jeg var. ”Politiet er allerede informeret om, at der har været indbrud, så hvis ikke du snart går, kommer de og henter dig.” Selvom det var en løgn det jeg bildte ham ind, kunne jeg lige så godt prøve. Hvis han troede at politiet var indblandet, kunne det være at han forlod mit galleri og derved også lod mig være.

Men så let gik det ikke.

Alt han gjorde var at grine. En hæs latter, der igen fik mig til at gispe. For den latter kendte jeg. Det var en latter jeg kendte lidt for godt.

Mit hjerte begyndte at banke betydeligt hurtigere, og jeg troede slet ikke at det var muligt for det at arbejde så stærkt. Men den latter gjorde noget ved mig, og jeg kunne straks mærke hvordan tårerne også formede sig i mine øjenkroge.
Jeg lod min ene hånd fjerne grebet om tæppet, hvorefter jeg tog den op til min mund.

”Der er intet så smukt som synet af et kærestepar en sensommernat. Som de så forelskede og lykkelige går gennem byen, med deres hænder smedet sammen og med blikket rettet mod hinanden.” Da skikkelsen foran mig, begyndte at snakke, havde jeg lyst til at falde sammen på gulvet under mig. Mine ben begyndte at ryste, og jeg var så tæt på at give efter for trykket.
”Selv har jeg altid ønsket at gå hånd i hånd med min elskede på en aften som denne, hvor ingen bekymringer kan nå os, hvor ingen farer truer os, og hvor det kun er hende og mig.”

I skæret fra lampen, vendte han sig om.

Og der stod han så. Den dreng jeg havde længtes efter i så mange måneder. Den dreng jeg utallige gange havde grædt over, og som jeg havde ønsket var ved min side.
Her stod Harry, så smuk som aldrig før.

”Harry,” hviskede jeg sagte, stadig fordi jeg ikke kunne få puslespillet til at gå op. Var det her noget jeg bildte mig ind, eller var det en drøm jeg var midt i? Jeg vidste godt, at jeg gennem det seneste stykke tid ikke havde fået specielt meget søvn, hvilket sikkert kunne bide mig i halen nu. Men at jeg pludseligt begyndte at fantasere om Harry, stående foran mig i mit eget galleri - ja det fik mig til at tro, at jeg var skør.

Et lille smil viste sig om hans læber, og åh hvor havde jeg savnet det smil. ”Hej Belle,” sagde han mens han tog et par skridt i min retning. Kælenavnet han brugte havde jeg ikke hørt nogen sige siden han forlod mig. Det var kun ham der kunne kalde mig for det. Ingen andre havde ret til det.

”Smukkere end nogensinde før,” blev han ved, stadig mens han havde sat kurs mod mig. ”Og stadig lige så bestemt i sin tone som jeg husker det.”

Harry var død, fordi Liam havde skudt ham. Liam havde dræbt ham, og jeg så selv hvordan han havde lagt på det kolde gulv med blod overalt. Hvordan han bad mig løbe fra ham. Hvordan han bad mig efterlade ham til døden. ”Harry, jeg forstår ikke.. Hvordan… Jeg så Liam skyde dig. Jeg så dig dø.”

For at give ham et indblik i de tanker jeg havde, valgte jeg at dele dem med ham.

”Troede du at du så let kunne slippe af med mig, love?” Det gav et sæt i mig da han tog min hånd i sin. Hurtigt mærkede jeg hvordan hele min krop blev fyldt med en varme, jeg gennem mange måneder havde savnet. ”Du burde vide efterhånden, at jeg ikke opgiver uden en kamp. Og ganske vidst så skød Liam mig. Men den mand har aldrig været specielt god til at ramme plet. Et par centimeter mere til venstre og jeg havde været død på stedet. Jeg var heldig med, at han sigtede så dårligt som han gjorde.”

”Men der var blod overalt. Jeg så dig dø,” gentog jeg, som kunne jeg stadig ikke forstå hvad der skete omkring mig. ”Jeg forlod dig. Overlod dig til døden.”
Dér gik det galt for mig. Tårerne fossede ud af mine øjne, og trillede hurtigt ned af mine kinder. De var helt ustyrlige.

Forsigtigt og med en så blid bevægelse, strøg han fingrene under mine øjne og fjernede hver eneste tåre. ”Shh.” Han tyssede på mig, stadig med et smil plantet om sine læber. ”Jeg er ikke død, Belle. Du burde da efterhånden vide, at jeg aldrig ville forlade dig. End ikke Liam skal få ram på mig.”

Uden at tænke mere over det hele, kastede jeg mig i hans favn. Først da mine arme var om hans hals, og da jeg kunne mærke ham kysse mig i håret vidste jeg, at dette her var ægte. Det var ikke en drøm, og Harry var ikke død.

Han var i live, og han var kommet tilbage efter mig.

”Men syv måneder, Harry. Hvorfor vente så lang tid med at finde mig?” Hvis bare han vidste hvor miserabel jeg havde været. Hvis han vidste hvor trist en tid det havde været, og hvor mange gange Niall måtte hive mig op til overfladen igen, fordi jeg var sunket for dybt. ”Hvorfor opsøgte du mig ikke?”

”Jeg overvejede at opsøge dig siden jeg blev udskrevet fra hospitalet. Selv da jeg lå med slanger ned gennem halsen og knapt nok kunne trække vejret og spise selv, så var du alt jeg tænkte på.” Igen tog han sine hænder i mine.

”Belle,” sagde han så, mens han kiggede mig dybt i øjnene. De grønne øjne jeg sådan elskede, funklede så smukt i lampens lys. ”Du er alt jeg har tænkt på. Jeg troede at min tid var omme, da Liam rettede pistolen mod os. Jeg troede at jeg skulle miste dig, men da jeg fik givet endnu en chance i livet, valgte jeg at holde mig selv tilbage. Jeg ville ikke have, at du skulle føle dig bundet til mig, som var jeg en lænke om din fod. Jeg ville have at du skulle starte på en frisk, og finde dig selv igen. At du for alvor skulle starte dit galleri, opnå succes og at du skulle komme videre.”

”Tror du selv på at jeg kan komme videre? Harry, jeg har ikke lavet andet end at græde gennem de seneste syv måneder. Er du godt klar over hvor deprimeret og sørgmodig jeg har været? Jeg troede du var død,” konstaterede jeg gennem en masse hulk, der med garanti gjorde det svært for ham at forstå hvad jeg sagde.

Han kærtegnede stille min hånd og lod sin hånd blive der. ”Tro mig, dear. Jeg ved godt hvad du har været igennem, og hvor hårdt det har været for dig. Men det var for det bedste. Du fortjente at lære at leve livet igen. At leve et liv uden mig.”

”Hvordan vidste du det?”

Selv inden han svarede, kunne jeg næsten regne ud hvad han ville sige. ”Niall og jeg har holdt kontakten siden han fandt ud af, at jeg stadig var i live. Han har givet mig opdateringer på dit liv, har holdt mig med selskab på mine mørkeste dage, og vi har snakket om dig.”

”Har Niall hele tiden vidst, at du var i live?” Han nikkede til mit spørgsmål. ”Og han har intet sagt? Han vidste hvor ked af det jeg var, og han valgte at tie.”

”Inden du beskylder ham for at være en dårlig ven, så var det mig der bad ham om at holde det hemmeligt. Du havde brug for tid, og det samme havde jeg. Jeg havde brug for at komme mig helt ovenpå ulykken inden jeg opsøgte dig.” Gennem hele vores samtale havde han været god til at holde øjenkontakt med mig, men for første gang valgte han nu at bryde den.
”Politiet havde udspurgt mig om en masse ting efter alt det med Liam. De valgte at frikende mig, da de så hvad han havde gjort ved mig, og jeg ville ikke drage dig ind i den verden igen. Du fortjener bedre.”

Aldrig havde jeg hørt ham sige så mange ord på så kort tid, og aldrig havde jeg oplevet ham dele så mange ting han havde på hjertet. Han var så bundærlig i dette sekund, at det blot fik mig til at græde endnu mere. Harry var ikke død, og han havde ikke forladt mig.

”Jeg er ligeglad med om jeg skulle drages ind i det igen. Hvis bare jeg kunne have været hos dig, så var jeg tilfreds.”

Han rystede på hovedet, tydeligvis utilfreds med mit svar. ”Belle, du skal vide at du er alt jeg nogensinde har drømt om. Du er for god til at være sand, og hvert eneste sekund vi har tilbragt sammen, har jeg værdsat til det fuldeste. Men da jeg blev skudt, var jeg bange for at miste dig, og jeg vidste at hvis jeg først kom i politiets søgelys, at du så ikke ville have noget med mig at gøre igen, fordi det ville dig om din tid i fangeskab.” Mens han snakkede, havde han stadig sit blik rettet mod gulvet under os. Som han havde gjort tidligere, tog jeg nu hans ansigt i mine hænder, og tvang ham til at kigge på mig.

”Du burde vide, at intet kan holde mig fra dig.” Selvom det på ingen måde var sjovt, kunne jeg ikke lade være med at grine. ”Harry, du kidnappede mig, og alligevel endte jeg med at forelske mig i dig. Hvordan kan du så nogensinde tro, at jeg vil forlade dig bare fordi et par politimænd begynder at stille dig et par spørgsmål.”

Han begyndte ligeledes at grine, og jeg kunne mærke hvordan mine skuldre sænkede sig en smule. Lettelsen over, at stemningen ikke længere var så trykket, gjorde mig glad.

”Jeg elsker dig, Harry, og det kan ingen lave om på. Tro ikke at du skal give mig tid til at finde mig selv - for jeg er kun mig selv når jeg er sammen med dig.”

I stedet for at sige noget tilbage til mig, valgte han at smede sine læber sammen med mine. Fyrværkeriet eksploderede i maven på mig, og følelsen af hans læber mod mine, fik mig til at indse, at det var her jeg hørte hjemme. Det var i hans favn, og med ham min side, at jeg helst ville befinde mig.

Jeg kørte mine hænder op i hans hår, hvilket endte med at få mig til at trække mig væk fra kysset. Det korte hår var stadig noget jeg skulle vænne mig til, men jeg måtte indrømme at det klædte ham. Ikke nok med at det havde fået ham til at se ældre ud, så havde det tilmed også fået hans ansigt til at blive mere markeret. Specielt kindbenene var nu blevet mere fremhævet end hvad de før havde været, gemt under det lange hår.

”Lover du aldrig at forlade mig igen?” spurgte jeg, stadig legende med hans korte hårlokker. Han bed sig kort i underlæben inden han nikkede. ”Og lover du aldrig mere at påstå at jeg klarer mig bedst uden dig ved min side?”
Igen nikkede han.

”På én betingelse,” endte han dog med at sige. Det genkendelige glimt var kommet tilbage i hans øjne, og jeg kunne ikke andet end at føle mig lykkelig i dette øjeblik.

”Hvad som helst,” svarede jeg uden tøven.

”At du lover mig, at vi bliver det her par,” sagde han, inden han vendte sig om mod maleriet på væggen. Først nu kunne jeg rigtigt se hvad det var han havde basket sådan rundt med.

Maleriet han havde fået hængt op på den førhen tomme væg, var et af mine gamle værker. Det var det maleri min far i sin tid havde opfordret mig til at beholde, men som var blevet solgt i den tid jeg havde siddet i fangeskab. Det var et maleri malet i sorte nuancer, som skulle forestille en sensommernat, hvor månen stod på sit højeste, og hvor dens skær oplyste omgivelserne i en lille by. I fronten af billedet, og i lyset fra månen, gik et kærestepar og holdt i hånd.

Jeg nikkede. ”Maleriet var blevet solgt til en ældre dame, der ejede en smykkebutik. Hun havde det hængende over afdelingen med forlovelsesringe, og da jeg en dag gik derind, så jeg det. Straks genkendte jeg det fra messen jeg var taget til sammen med Louis. Den åbning du holdt den dag vi…”

”Shh…” Denne gang var det min tur til at tysse på ham. Dette blev gjort ved at lægge min ene finger mod hans læber. ”Du behøver ikke forklare mig hvad der skete den aften. Det skal bare glemmes.” Det havde været den aften hvor ham og Louis havde kidnappet mig, efter at vi havde stødt ind i hinanden i byen.

”Belle, hvad jeg prøver at sige til dig er, at jeg ønsker at vi skal være det par på maleriet. Vi skal gå hånd i hånd i sensommernatten. Vi skal være i sengen dagen lang, vi skal rejse til de fjerneste destinationer, vi skal skændtes og argumentere som par gør, men vi skal også elske som ingen nogensinde har elsket hinanden før.”

”Så hvad er det du prøver på at sige til mig?” Hele scenariet med at Harry pludseligt dukkede op, efter at jeg havde troet han var død, og at han nu pludseligt begyndte at slynge ud med følelsesladede ord, gjorde mig helt paf. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv.

”Hvad jeg prøver på at sige er, at jeg ønsker at tilbringe resten af mit liv med dig. Jeg ønsker at beskytte dig mod de farer der vil true os på vores vej, lige så vel som jeg ønsker at du hver dag skal være den pige jeg vågner op til.” Blidt lagde hans læber sig mod min underlæbe.

”Jeg ønsker at være dit udyr.”

Inden han kunne nå at sige mere, var det nu min tur til at kysse ham. Men kun ganske kort.

”Jeg kan ikke lade dig være mit udyr. Men jeg kan lade dig være min prins.” Mine ord fik os begge til smile stort. ”Min nu korthårede prins.”

I dette øjeblik indså jeg, at jeg måske alligevel var taknemmelig for at have været blevet kidnappet af Harry. Godt nok havde jeg været igennem helvede på min rejse som fange, men jeg ville ikke bytte det ud for noget.

For her stod jeg, i Harrys arme, efter at have troet at han var død. Her stod jeg og indså at han var alt jeg havde brug for i livet. Alt jeg førhen havde manglet, var hvad han var i besiddelse af.

Måske var han mit udyr, men i det mindste var han en meget attraktiv og elskende en af slagsen.  

The End

✞✞✞

Oh Em Gee - STOCKHOLM SYNDROME ER FÆRDIG! Og jeg har lyst til at græde over det...

Tak for Jeres fantastiske støtte gennem hele forløbet og TAK for de 120k visninger (næsten) for de 378 favoritlister og 248 likes! I er seriøst de bedste!

Det er i dag PRÆCIST ét år siden at SS faktisk blev publiceret, så derfor fandt jeg det mest rigtig at afslutte den på årsdagen. 

Hvad syntes I om HELE historien? Jeg har sådan glædet mig til at høre jeres overordnede og samlede mening om Belle og Harrys eventyr!

Så skriv en laaaaaang kommentar herunder hvor I skriver Jeres mening om SS! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...