Stockholm Syndrome ✞ One Direction

Hun var skønheden, han var hendes udyr. Han var fortabt, hun fandt ham. Hun troede hun havde alt, han fik hende til at indse, at han var det eneste hun havde brug for. // Vinder af "Kampen mellem Fandoms"-konkurrencen 2015

264Likes
559Kommentarer
134499Visninger
AA

28. 27 // Half a Heart

Syvogtyvende Kapitel

Syv måneder senere

”Min mand og jeg har længe stået og nærstuderet dine fine malerier, og faktisk er vi blevet så forelsket i én af dem, at vi godt vil købe det.” En meget fin, ældre dame, stod foran mig. Silketørklædet var slynget om hendes hals, og hun knugede pelsjakken ind til sig, som var hun bange for at fryse ihjel uden den på. Hendes mand stod ved hendes side, men sin hånd smøget om sin kones.

Med et lille smil om læben, nikkede jeg accepterende. ”Hvilket maleri kunne I godt tænke jer at købe med hjem?” Det var altid noget stort for mig, når der kom kunder ind i mit galleri, og når de endda endte med at gå derfra med et af mine malerier under armen - ja så havde jeg intet at klage over.

Damen pegede over på et af mine yndlingsmalerier, der hang i hjørnet af galleriet. Baggrunden var dyster og havde fået enten helt sorte eller grå nuancer. Hvad der dog var blikfanget på værket var, at der i fronten stod en hvid skikkelse. En skikkelse uden et ansigtsudtryk, men som var på vej mod toppen af maleriet - som en engel fløj den mod himlen.
Jeg sank en klump, da jeg tog den ned fra sømmet den har hængt op i.

Dette maleri havde jeg malet nogle måneder forinden, og det frembragte så mange emotionelle følelser hos mig hver gang jeg kiggede på det.

Englen, tegnet på over de sorte farver, skulle forestille sig at være Harry.

Hans liv havde nået sin ende, lige inden Liam tilmed også havde måttet lade livet.

I syv måneder havde jeg derfor været foruden den mand jeg var begyndt at elske, og i syv måneder havde jeg sørget hver dag. En sorg der tydeligt kunne ses i mine seneste værker. Alle havde de en form for engel indblandet, og ved de fleste af dem, søgte englen mod himmeriget.

”Hvad er historien bag maleriet, om jeg må spørge?” kom det forsigtigt fra manden, der stadig havde sin hånd om sin kones. Han smilte så barmhjertigt til mig, at jeg ikke kunne andet end at give ham den rigtige historie, til trods for, at han først lige havde sat foden indenfor i galleriet.

Inden jeg svarede, blinkede jeg dog først mine tårer væk. Hvad ville de ikke tænke hvis de så hvor svag jeg var? En kunstner burde være professionel nok til at kunne vise sine sorger gennem sine værker - ikke ved at græde, og specielt ikke foran kunderne. ”Den hvide skikkelse symboliserer tabet af en person, jeg havde meget kært.” Det gjorde ondt at snakke om Harry, og bare at tænke på hans navn, hans person samt alt den kærlighed jeg stadig havde til ham, fik hurtigt tårerne tilbage i øjenkrogene på mig.
”Han blev taget fra mig i en alt for ung alder, og jeg føler at jeg kan holde hans minde i live, hvis jeg på en eller anden måde får ham med i mine værker.”

Den ældre dame slap grebet om sin pelsjakke, og kærtegnede blidt min ene kind. Hun formåede ligeledes at tørre tårerne væk med sin berøring. ”Det er jeg ked af at høre, love.”

Ved brugen af hendes kælenavn til mig, veg jeg tilbage fra hende. Ikke af forarg eller væmmelse - mere af den forbavselse der ramte mig, da hun brugte ordet ”love”. Det var lang tid siden jeg sidst var blevet omtalt ved det navn.

”Men er du sikker på at du kan sælge det til os, hvis det betyder så meget for dig?” Jeg nikkede forsigtigt på hovedet. De burde vide, at malerierne betød lige meget for mig, for alle havde de en del af Harry i sig.

”Selvfølgelig. Og jeg håber, at det vil bringe lykke hjem til jeres familie, og at I vil tænke på en elsket og savnet person, når I kigger på den smukke engel.” Mens jeg stille snakkede, begyndte jeg at pakke maleriet ned til dem. Hvis blot den kunne bringe liv og glæde med sig, var mit arbejde gjort godt nok. Det var alt jeg havde ønsket mig gennem de sidste syv måneder - at bringe lykke til andre mennesker. Mine behov satte jeg ikke længere så højt, som jeg tidligere havde gjort.

Manden tog maleriet under armen, da betalingen var gennemført, og med et sidste vink, forsvandt de ud af galleriet.

Ikke lang tid efter kunne dørklokken igen høres, men dens klang blev hurtigt afbrudt af en genkendelig stemme. ”Hvis ikke snart vi kommer væk herfra og får noget at spise, så ved jeg ikke hvad der sker med mig.”

Selvom jeg ikke var meget for det, så kunne jeg ikke forhindre et grin i at undslippe mine læber. Min bedste ven var som altid stormet ind i galleriet.
Hver anden dag havde vi aftalt at spise frokost sammen, men i dag måtte han åbenbart være specielt sulten, da jeg hverken blev mødt med søde ord eller klem.

”Lad mig lige lukke ned, så er jeg klar til at tage af sted.” Han nikkede kort. ”Kan du ikke bare vente ude foran døren,” sagde jeg, inden jeg fik grebet fat i nøglerne til galleriet. Min pung fik jeg svunget om min arm, og efter at have hundset ham ud foran, låste jeg af.

”Hvad siger du til McDonald’s?” spurgte han muntert om. Da jeg kneb mine øjenbryn sammen, forstod han godt, at det måske ikke lige var det jeg havde allermest lyst til. ”Pizza?”

”Pizza er lidt mere min stil,” grinte jeg. ”Det burde du efterhånden også vide, Niall.”

Venskabet mellem Niall og jeg havde udviklet sig betydeligt siden det lykkedes os begge at flygte fra Liam og hans fangeskab. Da jeg var nede og i min værste periode nogensinde, grundet Harrys død, havde Niall været der til at trøste mig.
Han havde holdt mig i sine arme, mens han stille havde nynnet mig i søvn. Han havde set utallige Disney film med mig i perioden efter, dog med undtagelse af Skønheden og udyret. Den film gjorde stadig for ondt at se, uden at få billeder op af Harry og hans udtalelser - hans udtalelser om, at jeg var skønheden og han var udyret.

”Der er faktisk noget jeg skal spørge dig om.” Min irske ven virkede nervøs. En ting som normalt ikke plejede at ligne ham. Jeg nikkede på hovedet, som et tegn til, at han bare skulle fortsætte med at snakke.

Han rømmede sig et par gange, inden han valgte at sige hvad han havde på hjertet. ”Dine forældre ringede til mig i går.” Da han havde sagt ordene, kunne jeg se, hvordan hele hans brystkasse faldt ned, som var han lettet over at have fortalt mig det han ville.

”Ringede mine forældre?” udbrød jeg forarget. ”Hvorfor ville de dog ringe til dig?”
Selvom det ikke var ment på nogen ond måde, at de ringede til ham i stedet for mig, kunne jeg ikke lade være med at være overrasket.

”De sagde, at du alligevel ikke ville tage telefonen når de ringede til dig, så de ringede til mig.” På dette punkt havde han nok ret. Mine forældre havde gennem de seneste syv måneder prøvet at kime mig ned dagligt, men jeg ønskede ikke at snakke med dem. Ikke nu hvert fald. ”Men fortæl mig, hvorfor det er du ikke vil snakke med dem?”

Da jeg blot sukkede, tog han min hånd i sin. Selvom der ingen romantiske følelser var indblandet mellem Niall og jeg, kunne jeg ikke lade være med at føle mig i sikkerhed, som hans hud var i forbindelse med min.

”Du ved godt hvorfor, Niall. De havde jo næsten ikke ledt efter mig mens jeg var væk, og ikke nok med det, så har de heller ikke været gode til at give mig opmærksomhed efter at jeg var kommet fri.” Vi nåede til det lokale pizzaria, som vi altid valgte at spise på. Mens jeg stadig snakkede, fik vi tildelt os et bord og satte os ned.
”Min far var den eneste der rent faktisk bekymrede sig om mig. Men min mor … Min mor havde nydt tiden hvor jeg ikke var i nærheden af hende. Det eneste hun elskede ved min forsvunden var når nyhederne dækkede over sagen, grundet min fars bekymring.”

Kontakten mellem mine forældre og jeg var forringet siden min forsvunden for godt og vel et år siden. Som jeg sagde til Niall, havde min mor ikke været meget for at sætte eftersøgninger i gang - og hvem handlede sådan? Hun var min mor, så skulle hendes job ikke være at lede land og rige rundt efter mig? I stedet badede hun sig i opmærksomhed fra bekymrede venner, familie samt nyhedsudbydere.

”Jeg ved at du er såret, Arabella.” Han sukkede igen og tog min hånd i sin, som de begge lå på bordet. ”Men sket er sket. Der er intet du kan gøre ved det, og du ved, at de begge troede du var død.”

”Men hvis jeg var død, havde de vel set mit lig ligge et sted. De burde ikke have stoppet med at lede, indtil de vidste, at jeg var blevet begravet, og indtil at de i det mindste havde fået bekræftet at jeg var død,” halvvrissede jeg Niall. Døden var et meget følsomt emne for mig, og jeg hadede at snakke om det. Døden var intet andet end sorte og triste tider, hvor alle sørgede. Døden var når man mistede en person man aldrig ville få tilbage igen. Døden var bogen afsluttende kapitel.

”Og hvor mange gange har du ledt efter Harry gennem de seneste syv måneder?” Dé ord fik mig til at holde mund.

”Det er ikke det sa-”

Han afbrød mig, inden jeg kunne nå at sige mere. ”Det er det samme, Ara. Du burde ikke have stoppet med at lede efter Harry, indtil du ligeledes havde fået enten be- eller afkræftet at han var død.”

Tårerne løb allerede nu ustyrligt ned af mine kinder, og jeg fortrød øjeblikket, at jeg i dag havde sagt ja til at tage med Niall. Hvis alt han ville var at snakke om mine forældre, samt om min afdøde elskede Harry, kunne han lige så godt gå.

”Niall stop…”

Men han stoppede ikke. ”Nej Arabella. Du er nødt til at høre det her.” Han lænede sig ind over borde og placerede en finger under min hage, hvorefter han tvang mig til at kigge ham i øjnene. ”Hvordan ved du at Harry er død, hvis ikke du har set hans lig?”

”Niall…” Min hulken skabte en masse opmærksomhed fra folk ved nabobordene, men jeg havde ikke tid til at tænke på, at alles blikke var rettet mod mig. Alt jeg kunne tænke på var den smerte jeg mærkede i mit hjerte. En smerte jeg ikke havde følt i et godt stykke tid, men som nok aldrig ville forsvinde helt. ”Du så ham selv ligge livløs på jorden. Han er død.”

Min bedste ven rejse sig nu op og knugede kort tid efter mig ind til sig. ”Shh…” sagde han trøstende.

”Harry er død,” gentog jeg. 

***

Farvel Harry... Syv måneder er nu gået, og Belle er begyndt at leve livet igen, med lidt hjælp fra Niall der nu er blevet hendes bedste ven. 

Savner I også Harry, ligesom jeg gør?

Og jeg undskylder for stavefejl osv. - Kapitlet er ikke rettet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...