Stockholm Syndrome ✞ One Direction

Hun var skønheden, han var hendes udyr. Han var fortabt, hun fandt ham. Hun troede hun havde alt, han fik hende til at indse, at han var det eneste hun havde brug for. // Vinder af "Kampen mellem Fandoms"-konkurrencen 2015

264Likes
559Kommentarer
134672Visninger
AA

27. 26 // Does He Know

Seksogtyvende Kapitel

Med Niall rendende foran Harry og jeg, snog vi os gennem de mange gange. Min hånd var igen placeret i Harrys, og min vejrtrækning var tung og hurtig.

Efter en del overtalelse, havde vi fået vores irske ven med på planen. Han ville gerne vise vej, og hvis chancen bød sig, ville han tilmed flygte herfra sammen med os.
Vi var alle tre høje på adrenalinen, og intet syntes at kunne stoppe os.

”Bare lidt endnu,” råbte min blonde ven i front, og tænkte ikke yderligt over konsekvenserne ved sin hævede stemme. Det at han valgte at råbe, kunne koste os vores frihed. De andre vagter kunne ende med at høre os, og skridtene ville derved måske ikke virke så lydløse, som først antaget. ”Vi er der næsten,” blev han ved, stadig med et højt toneleje.

Lige efter Nialls ord, blev jeg nødt til at stoppe op. Min mave gjorde ondt, og mit hjerte bankede hurtigere end hvad der burde være lovligt. Her kom konsekvenserne til syne, af de mange måneder jeg havde siddet i fangeskab.
Med alt for lidt mad og underernæringen, kunne min krop ikke holde til så megen fysisk aktivitet - længere var den ikke. Måske min dårlige kondi heller ikke gav plus på kontoen.

Men til trods for min svage krop, faldt jeg nærmest sammen på den kolde og hårde jord. Harry nåede akkurat lige at få sin arm under min krop, så jeg ikke endte med at ramme hårdt ned.
Mit syn begyndte at flakke, og jeg havde det som om, at jeg skulle besvime.

”Niall,” hørte jeg Harry halvhviske. Han vidste ligesom jeg, at konsekvenserne ved et højt toneleje var, at vi ville blive opdaget. Derfor valgte han også at holde sin stemme på et minimum. ”Vi er nødt til at stoppe.”

De velkendte og bløde læber lagde sig mod min pande. For en stund svandt jeg væk i øjeblikket og lukkede mine øjne i. Jeg drømte mig væk til bedre tider, og til den dag hvor jeg igen ville se dagslyset og indånde den friske luft, som forhåbentligt snart ville omgive mig.

”Jeg kan ikke mere, Harry.” Min stemme var så svag, at jeg ikke vidste om Niall og ham kunne høre hvad jeg sagde. Måske planen om at flygte alligevel ikke var en så god idé, som først antaget. ”Min krop gør så ondt.”

Niall havde ligeledes sat sig på knæ ved siden af mig, og holdt bekymrende min hånd. Mens han stillede aede den, kørte Harry bekymret sin hånd over mit hår, mens han stillede tyssede på mig. ”Shhh, love. Det skal nok gå. Bare lidt endnu, og så er vi væk herfra.”

”Kan du prøve at stå på dine ben? Hvis du kan stå og bare gå nogenlunde, er vi væk herfra på ingen tid.” Niall virkede ikke til at forstå alvoren af alt dette, men på den anden side forstod jeg godt den situation han stod i. Han havde altid været vant til at adlyde Liam, og ikke være tætte med ”fangerne” - som i dette tilfælde var Harry og jeg. At han nu pludseligt skulle til at bekymre sig om andre end sig selv, var måske nyt for ham. Dog fik hans ord mig alligevel til at rykke på mig, og med hjælp fra dem begge, kom jeg vaklende på benene igen.

”Det går ikke, Niall.” Harry så hurtigt hvor usikker jeg var på mine ben, og uden tøven tog han sin arm under mine ben, og svang mig op i sin favn. Mine arme låste jeg om hans nakke, mens jeg trygt knugede mig ind til hans bryst.
Hans hjerte havde en hurtig rytme, og om det var adrenalinen i at flygte det fik det til at banke så hurtigt, eller om det var kropkontakten med mig der gjorde det, kunne jeg ikke bedømme.

”Enten er vi nødt til at bære hende ud herfra, eller også må vi vende om. Hun kan ikke selv gå, og vi skal snart videre, hvis vi ikke skal blive opdaget.” Vores irske ven nikkede på hovedet i det Harry snakkede videre. Den dårlige skyldfølelse skød op i mig, da jeg godt vidste, at jeg var grunden til alt besværet.
Hvis blot jeg kunne stå ordentligt på mine ben, og nogenlunde holde mig selv oppe, ville vi ikke have dette problem.

Men at min krop var underernæret grundet manglende mad, kunne jeg kun give Liam skylden for. Han var grunden til, at alt ondt ramte mig.

”Det er for sent at vende om. De andre vagter vil snart opdage at I ikke længere er i jeres rum, og at jeg ikke er på vagt. Så vi må hellere se at komme af sted,” sagde han, og taget ud fra den måde han snakkede forhastet på, virkede det til, at han var bange. Bange for netop at blive opdaget. Han gav tegn til Harry om at komme op på dupperne, og satte så endnu en gang i løb. Harry strammede sit greb om mig inden han fulgte trop.

”Det skal nok gå alt sammen,” forsikrede Harry mig om endnu en gang, stadig mens han lydigt fulgte efter Niall. ”Jeg skal nok få dig ud herfra, om det så er det sidste jeg gør.”
Jeg valgte at kysse ham på halsen, mest af alt fordi jeg ikke kunne nå helt op til hans ansigt fra den position jeg var i. Hans ord fik et forsigtigt smil frem på mine læber, og for første gang, begyndte jeg at lege med tanken om at være fri.

For først nu turde jeg tænke på et nyt liv udenfor dette forfærdelige sted. Jeg turde tænke på bedre dage, hvor Liam ikke var til stede og hvor han ikke skulle styre hver eneste bevægelse jeg tog - hvor han ikke skulle udnytte mig og de andre piger.

”Harry,” hviskede jeg, da de andre piger skænkede mine tanker. Gennem flugten og siden Harry og jeg fik lov til at være sammen, var det alt hvad der havde fyldt mine tanker. Derved havde jeg også helt glemt at sørge for, at de ligeledes ville komme væk herfra. De fortjente også at få deres frihed, og ikke at sidde fanget her. ”Vi bliver nødt til at vende om.”

”Belle, det ved du godt vi ikke kan. Du hørte godt hvad Niall sagde - vi er nødt til at fortsætte hvis ikke vi vil blive opdaget.” Han pustede mens han løb, og som jeg troede at han snart ville begynde at blive alt for træt, stoppede han pludseligt op.

Langsomt løftede jeg mit hoved fra hans bryst, og kiggede på omgivelserne omkring mig. Niall var ligeledes stoppet op foran os. Han havde vendt sig mod os, og stod med et forarget og skræmt udtryk i hovedet.

”Niall,” prøvede jeg at sige, men intet virkede til at kunne få hans opmærksomhed fra det han nu end kiggede på. Hans blik virkede til at være fjernt, og først troede jeg, at han var gået i trance. Det var dog indtil jeg fandt ud af, at han fokuserede på noget bag Harry og jeg.
”Hvad sker der?”

Han svarede stadig ikke, og Harry opdagede nu også at der var noget grueligt galt.
Forsigtigt satte han mig ned på jorden, så jeg igen fik fodfæste. Til trods for at jeg ikke just kunne stå på mine ben, prøvede jeg alligevel på at holde mig selv oppe. Det kunne ikke passe at Harry skulle bære rundt på mig - jeg blev nødt til at være stærk og stå selv.

Mit blik lod jeg rette sig i den retning Niall havde kigget i, og da jeg så hvad det var han var blevet skræmt af, kunne jeg ikke selv lade være med at gispe højt, for hurtigt at tage min hånd op foran min mund.

”I troede nok at I kunne slippe væk.” En alt for genkendelig stemme, jeg aldrig havde håbet på at skulle høre igen, fyldte nu den dystre gang. ”Men så let slipper I ikke - for ingen slipper væk herfra uden min tilladelse.”

Liam,” snerrede Harry ved min side, og endnu en gang strammede han grebet om mig, som viste han, at jeg ikke behøvede at være bange - han skulle nok beskytte mig. ”Flyt dig så vi kan få det her overstået uden det store påstyr.”
Selvom Liam uden tvivl ikke ville give under fra Harrys ord, kunne jeg alligevel ikke lade være med at beundre det mod han havde. At han dog turde stille sig op mod Liam, når han vidste at det ikke ville være til nogen verdens nytte.

”Som om du tror I kan slippe væk.” Liam grinte højt og med en hånefuld latter. ”Jeg troede jeg havde oplært dig bedre, Harry, end at du sådan troede jeg ville mig for dig.”

Grebet om mig blev slappede, og jeg blev sat ned på mine fødder, som jeg nu var nødt til at støtte på. Til trods for hvor ustabilt jeg stod, endte jeg dog alligevel med at fastholde mit fodfæste. Harry gjorde tegn til Niall om, at han skulle holde mig oprejst, og selv begyndte han at træde nogle skridt frem mod Liam.

”Lad os nu bare gå, Liam. Du ved at Belle ikke fortjener at være her, og hvorfor beholder du hende overhovedet? Så du kan udnytte hende for øjnene af mig, fordi du ved hvor meget det pisser mig af? Du ved jeg elsker hende, så hvorfor prøver du overhovedet på at provokere mig, ved at gøre hende ondt?” Den hæse stemme, jeg efterhånden var begyndt at holde så meget af, havde hævet sig til et højt toneleje, og jeg indrømmede gerne, at jeg blev ret urolig - urolig for, hvad Harry kunne finde på at gøre når han opførte sig sådan her.
Værst var dog Liams smørrede grin, han stadig havde plantet om sine læber.

”Du har altid været et fæ. Men jeg troede aldrig at du ligeledes ville blive en idiot. Den titel kan jeg nu også se, at du har fået tildelt.” Jeg kunne se på Harry at han skulle til at springe på Liam, men mine ord fik ham stoppet.

”Lad ham være, Harry. Han er ikke det værd.” Min stemme var rystende, og ikke specielt selvsikker. Alligevel fik de ham til at gå tilbage til mig. ”Hvad er det du vil have, Liam?”

Hvis ikke Harry og Liam kunne føre en samtale uden at ryge i totterne på hinanden, måtte jeg vel tage sagen i egen hånd, selvom jeg nok var den sidste der kunne redde os ud af dette her.

”Jeg vil have dig. Det ved du også godt, Arabella,” konstaterede han med en kold stemme. Hans blik var rettet mod mig, og jeg følte mig hurtigt utilpas ved hans iagttagelse. ”Men din lille kæreste er lidt af en forhindring, så skal vi ikke skille os af med ham?”

Uden at nogen af os kunne nå at reagere, havde Liam trukket en lille håndholdt pistol frem fra sit bælte, og havde rettet den mod Harry og jeg. Niall stod som forstenet lidt fra os, eftersom at han var trådt væk, da Harry igen var kommet tilbage. ”Hvis du giver mig Arabella, lader jeg dig gå. Og du kan endda tage Niall med i købet, for jeg vil ikke se på nogen af jer længere.”

Harrys hånd fandt hurtigt min, da Liam kom med sit ultimatum for situationen.

”Aldrig,” råbte den krølhårede dreng, der hårdt havde sin hånd lukket om min. ”Du ved jeg aldrig vil forlade Arabellas side.”

Disse ord syntes at være stikordet for endnu et grin fra Liams side. ”Tror du ikke jeg vidste, at du ville sige det. I to er jo uadskillelige, så jeg havde godt regnet ud, at jeg måtte skille mig af med dig, før jeg kunne få hende for mig selv.” Han ladede pistolen, og rettede den endnu en gang mod Harry og jeg.

Min vejrtrækning blev hurtigere, og jeg kunne mærke hvordan tårerne stille begyndte at trille ustyrligt ned at mine kinder. ”Nej Liam!” halvhviskede jeg. ”Læg den fra dig og lad os gå.”
Jeg var begyndt at panikke, og med den manglende energi jeg stadig manglede, kunne jeg mærke hvordan min pludselige reaktion tog hårdt på mig. Den drænede mig for energi på ingen ting.

”Sig farvel til din kæreste, Belle.” Ved Liams brug af mit kælenavn, kneb jeg øjnene sammen, og ønskede at det alt sammen ville gå over. At det hele var en forfærdelig drøm som jeg snart ville vågne op fra.

Jeg hørte Harry hviske: ”Jeg skal nok finde dig, Belle. Det gør jeg altid.” Efterfølgende syntes mit liv at stå stille.

Et højt brag kunne høres, og sekundet efter slap Harrys greb sig om min hånd. Jeg åbnede hurtigt øjnene og så min elskede være faldet sammen på det hårde gulv for mig.

”Harry.” Mine ord skar gennem luften, inden jeg helt ude af den, knælede ned ved siden af ham. Blodet begyndte at kunne ses på hans trøje, og her gav jeg op. Jeg kastede mig over ham, og ønskede ikke at han skulle dø.

Jeg kunne ikke klare mig uden ham.

Endnu et brag lød, og først da Niall lagde armene om mig, og tvang mig væk fra Harrys livløse krop, fandt jeg ud af, at Liam ikke længere var blandt os.

Niall havde skudt ham, præcist som Liam først havde skudt Harry. Mit i venstre side af brystet. 

✞✞✞

OMG DER ER MERE! Og undskyld, undskyld UNDSKYLD ventetiden!

Liam skød Harry, og Niall skød Liam, så jeg kan godt love for at klimaks nu er ramt. 
Jeg indrømmer gerne at jeg lige fra da jeg startede med at skrive SS havde vidst, at Harry skulle blive skudt af Liam. Dog var det meningen at Louis skulle have kommet til undsætning og have skudt Liam, meeeen - Niall redder dagen. 

Hvad syntes I om at Harry er blevet skudt, og er jeg den eneste der faktisk fik lidt tårer i øjnene over det? 
For stakkels Belle...

OG LÆSER I STADIG MED! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...