Stockholm Syndrome ✞ One Direction

Hun var skønheden, han var hendes udyr. Han var fortabt, hun fandt ham. Hun troede hun havde alt, han fik hende til at indse, at han var det eneste hun havde brug for. // Vinder af "Kampen mellem Fandoms"-konkurrencen 2015

264Likes
559Kommentarer
134830Visninger
AA

26. 25 // Why Don't We Go There

Femogtyvende Kapitel

Følelsen jeg følte i min mave, da jeg et par timer efter vågnede, var ikke til at beskrive. Natten havde været en af de bedste nogensinde, og til trods for de ubeskriveligt store smerter det havde forvoldt mig at være sammen med Harry, fortrød jeg intet. Han havde været perfekt, og tilmed været så forsigtig og bekymret.

Hans arm lå beskyttende om min spinkle krop, mens mit hoved lå mod hans nøgne bryst. Min hånd lod jeg ramme hans kind, som jeg blidt kærtegnede, hvorefter de sidst landede på hans læber, som jeg også stille strøg let henover - de læber der for ganske få timer siden havde kørt overalt på min krop, og som så kærligt havde fået mit til at glemme alt.

”Hmm,” kunne jeg høre ham halvmumle i søvne. Han rykkede lidt på sig, inden han trak mig længere ind til sig. Vores nøgne kroppe brændte mod hinanden, og bedre blev varmen kke af det stykke lagen der lå over os. Dog gjorde det mig ikke spor.

”Er du allerede vågen?” halvhviskede han så. Som svar pressede jeg mine læber mod hans skulder. Aldrig havde jeg været så tæt på en dreng før, og aldrig havde jeg følt mig så godt tilpas i et par arme, som jeg gjorde i Harrys.
Jeg vidste hvor forkert det var, det vi havde haft gang i, dog forklarede de spirende sommerfugle i min mave også, at kærligheden i sidste ende overvandt alt - den overvandt selv det had jeg tidligere havde haft til ham.

”Tak Harry,” sagde jeg sagte, og håbede at det tilmed også ville besvare hans spørgsmål om jeg var vågen eller ej.

Han rømmede sig kort, og rykkede på sig, dog stadig sørgende for at hans arm blev liggende om min krop. ”Tak for hvad, love?” Hans stemme var så hæs som aldrig før, og jeg indrømmede gerne at den fik en varm følelse frem i mine kinder.
Den fik ham til at lyde så sexet og så attraktiv, at det var godt natten reddede mig fra at gøre mig selv til grin over mine reaktioner.

”Tak fordi du var så forsigtig med mig. Fordi du ikke tvang ud i noget jeg ikke havde lyst til, og fordi du viste mig hvor meget du elsker mig.” At han gennem hele forløbet havde sørget for at stoppe, hvis det gjorde alt for ondt, eller hvis han havde set tårerne løbe ned af mine kinder, var mere end jeg nogensinde kunne have ønsket.
Mange gange tidligere havde jeg fantaseret om hvordan min første gang ville forløbe - for hvem havde ikke det? Men at den var blevet med Harry, og at han havde vist mig sin kærlighed gennem vores intime og intense nat, fik smilet frem på mine læber.

”Jeg elsker dig,” sagde jeg så musestille, at kun os to kunne høre det. Han kyssede mig blidt mens han trak mig ind under sig, så han nu lå ovenpå mig.

Mellem kyssene kunne jeg høre ham sige: ”Og jeg elsker dig,” inden ordene igen blev druknet af flere kys, der nu var begyndt at blive placeres ned af min hals. Ingen af os havde fået vores tøj på, som vi tidligere havde skaffet os af med, og derfor blev hele situationen også ophedet ret hurtigt, netop fordi vi begge stadig var nøgne.

”Måske vi burde få noget tøj på,” kom det tøvende fra ham, inden sessionen mellem os begyndte at udvikle sig til noget videre. ”Hvis vi bliver ved lidt længere, vil jeg nok ikke være i stand til at stoppe mig selv, og jeg ved at du stadig er i smerte.”

Et grin forlod mine læber over hvor bundærlig han var. Normalt havde han været god til at skjule sine følelser, og sagde ikke som sådan hvad han mente. Men eftersom vi havde lært hinanden bedre at kende, og efter at vi havde forelsket os i hinanden, var han begyndt at sige de ting han havde på hjertet.

I stilhed rejste han sig op fra den dårlige seng, og trak lydløst i sit tøj. Selvom det måske virkede stalkeragtigt, kunne jeg ikke lade være med at iagttage hver eneste bevægelse han lavede. Et smil plantede sig om mine læber, da det gik op for mig, at min krop fyldtes med en varm følelse, blot ved at kigge på ham.

Han stoppede i sine bevægelser og i at tage trøjen over hovedet, inden han sagde: ”Det burde kun være fair at du også trak i noget tøj, nu hvor jeg gør.” Derefter blev rummet fyldt med den hæse og dejlige latter. ”For vil du virkeligt have mig til at forklare dig, hvilke ting jeg har lyst til at gøre ved dig, som du så yndefuldt og bedårende ligger der under det hvide lagen, og uden noget stof til at dække din krop.” Den røde farve dukkede op i hans kinder, hvilket jeg havde lagt mærke til at den tit gjorde. Han satte sig ned i sengen og pressede sine læber mod min pande. Hans hånd lagde han blidt på min kind, inden han rakte mig min trøje, som jeg hurtigt fik trukket over hovedet uden at blotte alt for meget.
Én gang havde jeg kun vist mig foran Harry uden noget som helst til at dække min krop, så derfor var jeg stadig tilbageholdende og fjalet i hans nærvær.

Jeg sukkede kort, efter at have trukket i resten af tøjet også. ”At vågne op med dig, i dine arme, har været en drøm, Harry, og jeg ville sådan ønske at vi kunne være sammen uden at være i dette fangeskab. Jeg ville ønske, at vi kunne have en hverdag sammen. En hverdag hvor Liam ikke kunne træde ind hvornår det skulle være, og hvor Niall ikke bevidst sat ude på gangen og holdt vagt.” Det gjorde ondt at tænke på, hvor meget jeg ønskede at komme væk herfra. Efterhånden som månederne var gået, havde jeg dog været ved at opgivet håbet om igen at komme ud i friheden. Mine forældre havde da hvert fald givet op på at finde mig. Men med Harrys ankomst til auktionen og med hans pågåmod og viljestyrke, samt med vores genforening, havde jeg fået nyt håb.

”Og sådan en hverdag lover jeg dig, at vi nok skal få, Belle. En hverdag hvor vi hver morgen kan vågne op sammen. Jeg lidt før dig, så jeg kan servere morgenmad på sengen, og hvor jeg om aftenen kan holde dig tæt og nynne dig i søvn.”

Forsigtigt tog Harry min hånd i sin. ”Lad os komme væk herfra.”

Efter at han bankede på døren, kom vores lyshårede ven til syne. Niall var efterhånden blevet mere end bare en vagt, der arbejdede for Liam. Den irske dreng havde ligesom Harry, vundet sig en helt specielt plads hos mig. Dog var der ikke romantiske følelser indblandet i mit forhold til ham - mere meget venskabelige følelser, hvor jeg tilmed vidste, at han var til at stole på.

”Hej turtelduer,” grinte den lyshårede dreng, da han stå Harry og jeg stå hånd i hånd i døråbningen. Smilet om hans læber viste, at væggene natten forinden måske ikke havde været så lydløse, som jeg i første omgang havde troet. ”Har I sovet godt?” Hans lille blink med øjet, gjorde heller ikke just sagen bedre.

Den røde farve skød hvert fald hurtigt op i mine kinder, og jeg kunne se ud af øjenkrogen, at Harry også følte sig forlegen over situationen. Alligevel formåede han at børste det af sig, uden yderlige notits. ”Er det muligt, at du kan hjælpe os med at flygte?”

Det undrede mig, at Harry valgte at gå lige til sagen. Kunne han ikke have valgt at være lidt mere tilbageholdende i sit spørgsmål, hvis nu Niall alligevel ikke var til at stole på? Det blonde hår og de venskabelige øjne, kunne måske vise sig ikke at være så troværdige som først antaget.

”Det ved du godt jeg ikke kan. Liam vil slagte mig levende, hvis I løber herfra på min vagt. Det at jeg har ladet jer være sammen, er endda at overtræde mine rettighedslinjer.” Selvom Niall måske gerne ville virke seriøs i sin udtalelse, kunne jeg ikke lade være med at se smerten i hans øjne. Han ønskede ikke at holde os fanget - han ønskede lige så meget selv at blive fri, som Harry og jeg gjorde.

”Niall, please,” bad jeg i håb om, at lidt overtalelse, kunne hjælpe på situationen. Jeg strammede grebet om Harrys hånd, og hans fingre knugede sig tilmed hårdere om mine.

”Arabella, du ved godt jeg ikke kan.”

”Men så kom med os,” blev jeg ved. ”Flygt med os væk fra dette her hul. Det at du er ved vores side, vil gøre os begge meget glade.” Jeg vidste, at jeg også talte på Harrys vegne når jeg sagde, at vi gerne ville have Niall til at gøre os følgeskab på vores flugt. At han var vagt og havde arbejdet for Liam i lang tid, ville på sin vis også være en fordel, da han uden tvivl kendte de bedste smutveje og gemmesteder, hvis nu vi skulle blive opdaget.

Han rokkede kort fra side til side, mens han overveje situationen. ”Jeg ved ikke helt,” kom det så fra ham.

”Du mener ikke, at du vil lade Belle blive siddende her, efter alt det Liam har udsat hende for? Jeg vil ikke tillade det. Om jeg så selv personligt skal lade livet for at hun kan blive fri, så gør jeg det gerne. Bare jeg ved at hun er fri fra overgrebene.” Harrys greb slap sig om min hånd, i takt med at han hævede stemmen. Stadig mens han snakkede, trådte han gennem døråbningen og ud på gangen. ”Vi flygter i dag. Om du så vil hjælpe eller ej.”

✞✞✞

Jeg undskylder 720 gange for den lange ventetid... Selvom det ikke er en god undskyldning, så har skolen trukket tænder ud, gymnastikopvisningerne har lige været på sit højeste og jeg har tilmed været syg i en uge med 39,5+ i feber - så UNDSKYLDDD!

MEN MEN MEN - SS har ramt freaking 100.000 VISNINGER! Er I klar over hvor mange det er? SÅ TUSIND TAK!

Nu er spørgsmålet så bare:

Hvem læser stadig med?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...