Stockholm Syndrome ✞ One Direction

Hun var skønheden, han var hendes udyr. Han var fortabt, hun fandt ham. Hun troede hun havde alt, han fik hende til at indse, at han var det eneste hun havde brug for. // Vinder af "Kampen mellem Fandoms"-konkurrencen 2015

264Likes
559Kommentarer
134770Visninger
AA

24. 23 // Stockholm Syndrome

Treogtyvende Kapitel

(Pstt... Tjek titlen ud på dette kapitel!)

Traumer var aldrig en rar ting at have. Tværtimod.

Til trods for at der var gået endnu en uge i dette fangeskab, og at Liam siden sidst ikke have så meget som betrådt gangene udenfor rummet, var det svært at få følelsen af ham væk. Følelsen af hans hænder der havde grebet fat om mit bryst, og tanken om den måde han prøvede at fjerne mine underbukser på, var nok noget jeg altid ville skulle leve med.
Flere aftenener havde jeg grædt mig selv i søvn, fordi jeg hele tiden følte han holdt mig fast.

Derfor var det også blevet til en del kommunikation med Harry via det papir Niall hele tiden bragte os. Harry havde åbenbart fået hele historien fortalt af vores irer ven - selvfølgelig først efter at han havde spurgt mig om lov til det først. Så siden jeg ikke selv havde muligheden for at fortælle Harry om de skrækkelige ting og episoden med Liam, gjorde Niall det. Måske det også havde været for det bedste. Hvis jeg skulle have forklaret Harry hvordan de kolde og klamme havde kørt overalt på min krop, og om hvordan hans tunge have været stukket ned i halsen på mig, ville jeg havde brudt sammen.

Han fortjente heller ikke at høre det fra mig. Det ville med garanti såre ham.

Men til trods for den øgede kommunikation med Harry efter hændelserne med Liam, var jeg nu begyndt at tage lidt afsted fra døren. Det gjorde ondt at se på ham, og vide hvordan han sikkert beskyldte sig selv for Liams handlinger. I den tid jeg havde kendt ham havde jeg fundet ud af, at han ofte havde det med at skyde skylden over på sig selv, hvis nogen af dem han havde kært kom til skade. Så hvorfor skulle dette her være en undtagelse?

Derfor sad jeg nu også placeret ved skrivebordet - endnu en gang. Blyanten lå løst i min hånd, og mit blik har fuldt fokuseret på det ansigt jeg var ved at tegne.
Krøllerne på portrættet var noget af en prøvelse, men jeg ville færdiggøre den. Hvis ikke jeg kunne kigge på ham, kunne jeg i det mindste tegne ham.

Eftersom at Harry havde været i mine tanker i flere måneder efterhånden, og at det ikke just var blevet mindre efter at vi begge sad fanget her, havde jeg besluttet mig for at lave et portrætbillede af ham. Det hjalp mig af med nogle af de følelser jeg havde siddet inde med i lang tid. For han havde lært mig så meget.

Gennem den tid jeg havde kendt Harry havde han været skyld i, at jeg havde ændret mig som person. Jeg var gået fra at være en usikker pige, der ikke rigtigt fandt passion i andet end sine veninder og sine tegninger. I den tid jeg var hos ham, lærte ham mig dog at få øjnene op for andre ting også. Godt nok havde jeg tegnet mens jeg var hos ham, og godt nok havde jeg brugt halvdelen af tiden på at være enten rasende eller arrig på mig, fordi jeg svarede ham igen mens jeg stadig sad i fangeskab hos ham.

Men som tiden hos ham gik, fik han åbnet mine øjne for hvem han var som person. Han fik mig til at holde af ham, selvom han måske ikke ønskede det. Den måde han lagde nyt tøj frem til mig, fik mig stadig til at smile. Den måde han havde kysset mig inden Niall og Zayn tog mig væk fra ham, kunne stadig få mine læber til at dirre, og den måde han ihærdigt havde prøvet på at få mig væk herfra mens auktionen stadig var i gang, var nok til at få mit hjerte til at banke hurtigere.

Bedre blev min hjertebanken heller ikke, da et par hænder lagde sig på mine skuldre. Jeg for sammen under berøringerne og bandede over, at jeg ikke havde hørt døren gå op. Liam burde ikke være her. Han burde ikke befinde sig her hos mig.

”Hold dig væk,” halvhviskede jeg, stadig uden at have vendt mig om. Jeg turde ikke kigge ind i de brune, næsten sorte øjne. ”Du ved Harry kommer efter dig når vi kommer ud herfra, hvis du så meget som krummer et hår mere på mit hoved.”
Jeg løj ikke da jeg sagde at Harry ville komme efter ham, for jeg vidste, at han med sikkerhed ville lade ham bøde for det han havde gjort.

Et hæst grin fik mig dog revet væk fra min angst. ”Der er ingen grund til at være bange, love.” Stemmen genkendte jeg hurtigt, og inden han kunne nå at reagere havde jeg vendt mig om på stolen og havde efterfølgende hoppet ind i favnen på ham.

”Harry,” udbrød jeg ivrigt, mens jeg knugede mig selv længere ind til ham. ”Hvad laver du her? Og hvordan er du sluppet ud?”

Efter så mange måneders længsel og efter så mange dage fra hinanden, var det rart at stå i hans favn igen. Godt nok havde han båret rundt på mig efter auktionen, men grundet min tilstand af stofferne, var det hele meget uklart. At være ved mit fulde fem og så nu stå ansigt til ansigt med ham, var noget jeg i lang tid havde drømt om.

Han virkede heller ikke til at ville slippe. ”Niall lukkede mig ud.”

Da det irske navn blev slynget ud i rummet, lod jeg mit blik rette sig mod døren. Døren Harry var kommet ind af var lukket i, præcist som plejede at være.

”Men hvad hvis Liam kommer? Harry du ved han vil springe på dig uden overhovedet at tøve.” Selvom Liam ikke havde nærmet sig siden sit forsøg på voldtægt, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at hvis ordet kom frem om, at Harry befandt sig inde hos mig, ville han storme hertil.

Forsigtigt tyssede han dog på mig ved at lægge en finger for mine læber. ”Hvad med at du sætter dig ned på sengen. Så skal jeg nok forklare dig det hele,” sagde han. Tonelejet var så afslappet og han virkede til at have styr på det hele. Derfor gjorde jeg også som han sagde. Han fulgte trop og tog min hånd i sin da vi begge havde sat sig. De grønne øjne mødte mine inden han igen tog ordet.

”Niall fortalte mig for nogle dage siden at Liam havde et forretningsmøde udenbys. Det ville strække ud over et par dage eller tre, så han vil ikke være hjemme til at forstyrre os. Niall har siden Liams overgreb på dig hjulpet mig en del.” Ved benævnelsen af overgrebet, kunne jeg se hvordan han slog blikket væk fra mig. Det samme gjorde jeg. Tydeligvis var det stadig et ømt emne og punkt for os begge. ”Du aner ikke hvor ked af det jeg er, Belle. Jeg ville sådan ønske jeg kunne have revet ham væk fra dig. Og bare det at se ham sidde ovenpå dig. Det at han mod din vilje kørte sine hænder rundt på din krop, og det at han kyssede dig…”

Han sank den klump der havde sat sig fast i halsen på ham. ”Det gjorde mig så vred. Han gør mig så vred, og hvis jeg nogensinde ser ham igen, tøver jeg ikke med at slå ham ihjel.” Aldrig havde jeg set eller hørt Harry være så målrettet og seriøs i det han sagde. Det fastslog også for mig, at han mente hvert et ord. Han ville slå Liam til plukfisk hvis han fik chancen, og han havde af hele sit hjertet ønsket at hjælpe mig.

”Hey,” hviskede jeg og kæmpede mod tårerne der formede sig i mine øjenkroge. ”Hey Harry, kig på mig.” Jeg lagde to fingre under hans hage og tvang ham til at kigge på mig.
”Det er okay. Der er ikke sket noget med mig.”

”Belle,” stønnede han inden jeg kunne nå at sige mere. ”Liam ville have voldtaget dig hvis ikke Niall og de andre vagter havde fået ham væk fra dig. Han ville have taget din uskyld fra dig, præcist som han flere gange havde sagt til mig at han ville. I starten troede jeg at han jokede. At han blot sagde det for at pisse mig af, fordi han vidste hvordan jeg havde det med dig. Men han løj ikke.”

Stilheden lagde sig derefter over rummet. Jeg var blevet tavs af de ord han fortalte mig. Havde Harry forklaret Liam om sine følelser, og hvad var det helt præcist han følte? Hvordan havde han det med mig, siden Liam mente han skulle voldtage mig foran øjnene på Harry? Og hvad var det for en latterlig strid der var opstået mellem dem?

”Niall sørgede for at han var den eneste på vagt her til aften og hele natten. Han låste mig ud af mit rum og ind til dig, fordi han mente vi fortjente at være sammen. Gang på gang blev han ved med at sige, at du havde brug for mig.” Som så mange gange tidligere, tav han for en kort stund igen. ”Men jeg har også brug for dig.”

Ordene blev hvisket så lavt, at jeg blev i tvivl om det var meningen jeg skulle høre det eller om det bare var en konstatering for ham selv. Jeg lod ham ikke snakke videre, for jeg plantede hurtigt et blidt kys på hans kind.
Hvis ikke jeg tog meget fejl, kunne jeg efterfølgende se den røde farve finde vejen frem til hans ansigt. Min hånd lod jeg ryge op i hans hår. ”Vi har brug for hinanden,” indrømmede jeg sagte.

Han tog stille fat i min hånd og kyssede den. ”Belle,” hviskede han så. ”Der er noget jeg er nødt til at sige til dig.” Ved hans ord kunne jeg mærke hvor nervøs jeg blev.
Hvad kunne han have at sige til mig? Og ville det være negativt eller positivt?
Det var tydeligt at han kunne mærke min nervøsitet. Sekundet efter rykkede han nemlig tættere på mig mens han svang en arm om min skulder og knugede mig ind til sig.
Jeg nød igen at være i hans nærvær. Dog føltes det også så underligt at omstændighederne nu var så anderledes end de var dengang han holdt mig fanget.

”At være sammen med dig er som at tage steder hen jeg aldrig før har været. Du får mig til at føle mig en del af en underlig følelsesladet rutsjebanetur, som jeg håber aldrig vil stoppe. Jeg føler at vi er den bedste plan der nogensinde er blevet lavet. En plan jeg ikke havde nogen indflydelse på.” De grønne øjne skinnede så klart som aldrig før, og mens han snakkede sørgede han for ikke at bryde øjenkontakten med mig.

”Med dig ved min side føler jeg ikke længere at jeg behøver leve op til nogle høje krav. Med dig behøver jeg ikke planlægge det næste skridt eller den næste dag. Da jeg mødte dig følte jeg ikke at jeg behøvede at kæmpe så hårdt for at være glad. Som om jeg først nu er begyndt at leve livet. Du lærte mig at være glad, og med dig indså jeg, at selv en som mig fortjener et lykkeligt liv fyldt med kærlighed og omsorg.” Aldrig havde jeg set Harry være så følelsesladet og ærlig, og aldrig havde jeg hørt ham sige så mange ord, der kom direkte fra hans hjerte. I al den tid jeg havde kendt ham, havde han været indelukket. Følelser var ikke just noget han plejede at vise meget af. Så at han pludseligt åbnede op for mig, og ligefrem fortalte mig hvordan han havde det mig med, fik min krop til at reagere helt ustyrligt.

Mine hænder rystede, mit hjerte bankede med hundredeogfirs kilometer i timen og min vejrtrækning var begyndt at glippe hist og her.

”Jeg er forelsket i dig, Arabella. Det blev jeg først hundrede procent sikker på, da jeg så Liam gå ind på dit værelse for anden gang. Da jeg hørte dig råbe om hjælp, ønskede jeg ikke andet end at rive ham fra dig, for selv at knuge dig ind til mig. Jeg ønskede at lade mine læber røre dine, og jeg ønskede at elske dig som intet andet menneske havde gjort.” Først nu slog han sit blik fra mig. Som turde han ikke se hvordan jeg reagerede på det hele. ”Jeg ved godt jeg ikke ligefrem har behandlet dig som en prinsesse. Specielt i starten var jeg en nar overfor dig. Jeg-”

”Harry,” brød jeg ind. Han talte i en lang strøm, og virkede ikke til at kunne sætte en stopper på det hele. Som havde han haft så meget på hjerte gennem det sidste stykke tid - ting han nu lod komme ud i det fri for mig at høre.

Dog tog han igen ordet. ”Du er nødt til at høre det her. For jeg fortryder ikke at have bortført dig den aften efter du havde været i byen med dine veninder. Alt jeg fortryder er, at jeg ikke lod dig gå ud af mit liv da jeg havde chancen. På den måde havde du ikke været fanget her. På den måde var dit liv ikke blevet ødelagt af mig. Og jeg er forevigt ked af det.”

Et grin forlod mine læber. Han var så fandens kær i dette øjeblik, og i håb om at han ville holde mund for en gangs skyld, pressede jeg mine læber mod hans. Mine hænder lod jeg omfavne hans ansigt, hvorpå jeg så kunne presse os tættere sammen. Da det gik op for ham hvad der var sket, kunne jeg mærke hvor han åndede lettet ud inden han valgte at gengælde kysset.

Meget forsigtigt lagde han mig ned i sengen med ham selv ved min side. Alt mens kysset ikke blev brudt.

Følelsen af igen at have hans læber mod mine, kunne ikke beskrives. I dette øjeblik gik det også op for mig, at han havde ret i alt det han havde sagt. Han havde også fået mig til at indse, at jeg ikke behøvede at leve op til nogle specielle krav. Men ham ved min side kunne jeg klare alt. Selv at sidde fanget her i Liams helvede.

”Selvom det lyder underligt, er jeg også glad for at dig og Louis tog mig den aften.” Jeg kyssede ham hurtigt igen. ”For ellers var jeg ikke faldet for en dreng med drømmende grønne øjne, med det sødeste smil og med verdens mest rodede og krøllede hår.” Det var første gang jeg også indrømmede overfor mig selv, at jeg rent faktisk var forelsket i Harry.

”Jeg lider af Stockholm Syndromet,” grinte jeg. Dette syndrom var noget jeg engang havde hørt om i en af skoletimerne, og som egentligt havde fanget min opmærksomhed dengang. Stockholm Syndromet gik ud på, at man udviklede følelser for sin kidnapper - præcist som jeg havde gjort for Harry. ”Og tak fordi du endeligt åbnede op for mig.”

Da vi allerede lå ned i sengen, puttede jeg mig ind til ham. Hans arm sneg han rundt om min spinkle krop, inden han kyssede mig i håret.

”Jeg elsker dig, Belle” indrømmede han sagte. Mere blev der ikke sagt.

Tre ord som disse havde jeg aldrig troet jeg skulle høre en dreng sige til mig. Specielt ikke en så attraktiv og fantastisk ung mand som Harry. Alligevel betød disse tre ord mere til mig end alt det han før havde indrømmet. Disse tre ord fortalte mig, at han havde ændret sig. Han var ikke den indelukkede, arrige og selvoptagede idiot jeg først havde mødt, da han havde bortført mig. Han var blevet til et anstændigt menneske, der nu kendte til de vigtige værdier i livet. En person der havde lært at elske. Og det gjorde mig stolt.

”Må jeg spørge dig om noget, Harry?” Selvom jeg godt vidste at jeg ikke gengældte de tre magiske ord, blev jeg nødt til at vide noget først. Han nikkede ganske kort.

”Hvorfor kalder du mig for Belle? Du ved godt at mit rigtige navn er Arabella, og selvom jeg så tit har bedt dig om at kalde mig for det, hvorfor så blive ved med kælenavnet?” Gennem alt den tid vi havde brugt sammen, omtalte han mig for det meste som Belle. Et kælenavn ingen andre nogensinde havde brugt. Kun ham.

Lyset i rummet slukkede, hvilket indikerede at det var ved at være aften og at det dertil også var tid til at lægge sig til ro.

Da han svarede, hviskede han ordene så sagte: ”Walt Disney brugte engang navnet Belle til at beskrive en mørkhåret skønhed i filmen Skønheden og Udyret. Da jeg så dig for første gang, vidste jeg at du var den skønhed. Du var Belle. Og den måde du behandlede mig på i starten, fik mig til at indse at jeg var udyret i eventyret. Derfor kaldte jeg dig for Belle. Du er min skønhed og jeg er dit udyr.” 

✞✞✞

OG HER HAR I GRUNDEN TIL AT HARRY KALDER ARABELLA FOR 'BELLE'. 

Hvad syntes I om kapitlet og om hvordan det fik titlen "Stockholm Syndrome". Syntes I titlen passede til det der skete? + Hvordan syntes I det var, da de ENDELIGT fik fortalt hinanden hvad de føler? 

Og tillykke med fødselsdagen til den dejlige Harry som i dag fylder 22 år! 

(For at prøve noget nyt så kommer næste kapitel når der er blevet givet 10 kommentarer på dette kapitel + 5 likes - jeg vil nemlig gerne høre jeres mening til ovenstående spørgsmål)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...