Stockholm Syndrome ✞ One Direction

Hun var skønheden, han var hendes udyr. Han var fortabt, hun fandt ham. Hun troede hun havde alt, han fik hende til at indse, at han var det eneste hun havde brug for. // Vinder af "Kampen mellem Fandoms"-konkurrencen 2015

264Likes
559Kommentarer
134458Visninger
AA

22. 21 // If I Could Fly

Enogtyvende Kapitel

Gennem de næste par dage var det svært for mig at fokusere og tænke klart. Alt der syntes at køre på repeat var det syn jeg havde set, da jeg kiggede ud gennem vinduet.

Synet af Harry, liggende på jorden og med det forslåede ansigt, fik klumpen frem i halsen, og min vejrtrækning blev tilmed langsommere. Det blå øje, de knytnæveramte kinder samt den blodige trøje var noget der siden den dag havde givet mig mareridt.

Og her - tre dage senere, hjemsøgte det mig stadig. Det pinte mig dog også, at jeg intet kunne gøre. Alt jeg kunne var blot at sidde indespærret i dette rum. Jeg kunne på ingen måde komme ind til Harry, slå mine arme om ham, og plante et kys mod hans tinding.

Men fortvivlelsen og de opgivende tanker om at håbet var ude, havde dog ikke holdt mig fra at bruge det mest af min tid henne ved døren. Vinduet der pegede direkte ind i det indelukkede rum, hvor Harry sad, havde været min underholdning gennem de seneste 72 timer.

Til min store glæde var Harry begyndt at komme til sig selv igen. Dog var det først i går, at han havde kunnet rejse sig op ved egen hjælp og også der, at vi for første gang havde fået øjenkontakt.

Smilet formede sig stadig om mine læber, når jeg tænkte tilbage på den måde han reagerede, da han så mig.

Hans grønne og drømmende øjne lyste op, og til trods for de mange smerter det sikkert kostede ham, så jeg hvordan hans kinder havde trukket sig op i et smil. Måske smilet havde været ganske forpint, men det var alligevel så ægte som aldrig før. Det søde smilehul han havde i kinden havde også vist sig.

Af og til havde vi fået et par beskeder sendt i retning af den anden ved hjælp af tegnesprog eller fagter. Dog var det svært at vide præcist hvad han mente, da vi ikke kunne kommunikere ved at snakke.

”Klarer du dig?” mimede jeg til ham. Ordene prøvede jeg at lave tydeligt ved store mundbevægelser, men alligevel virkede det ikke til at han forstod min besked. Jeg blev derfor også nødt til at gentage beskeden op til flere gange, inden han til sidst nikkede på hovedet.

”Er du okay?” Hans besked kom ikke bag på mig, og det tog mig heller ikke lang tid før jeg forstod hvad han mimede. Kort trak jeg på skuldrene, i det jeg valgte at være bund ærlig
Selvfølgelig var jeg jo ikke okay. Stofferne var begyndt at forlade min krop, hvilket var en af de eneste positive ting. At vide Harry var tæt på mig var den anden positive ting.
Af negative ting indgik det faktum om, at jeg stadig ikke var kommet væk herfra. At jeg næsten var blevet solgt til en eller anden rigmand, men at jeg af en eller anden grund ikke blev det.
Hvad der dog ansås for at være værst af det hele var, at jeg vidste hvor ondt Harry havde.
Jeg vidste at han var i smerte, og uanset hvor meget det pinte mig at se hans mærker hvor slagene havde ramt ham, kunne jeg intet gøre.

Harry stoppede med at mime efter et stykke tid, men blev stående i dørvinduet. Hans øjne virkede til at studere hver eneste aspekt af mit ansigt og det øverste af min krop, da det var det eneste han kunne se. Selv var det svært at fange hans blik, da han virkede til at være meget fokuseret.
Dog greb jeg chancen og valgte at gøre det samme ved ham.

Det var lang tid siden jeg sidst havde set ham, og jeg kunne se et par ændringer siden vores afsked i hans hus.

Til trods for de blå-gule mærker han havde i ansigtet og på det der var synligt af hans kraveben, kunne jeg tilmed også se, at hans hår var blevet noget længere. Krøllerne var begyndt at falde ned om hans skuldre, og jeg indrømmede gerne at jeg fandt det ret så tiltrækkende. Hans sprækkede læbe, var også med til at give ham et mere mystisk look. Et look der passede godt til ham.

Ved at døren ind til mig blev åbnet, trådte jeg et skridt tilbage i ren forskrækkelse. Dertil endte mit fokus mod Harry også med at blive fjernet.

”I står nok rigtigt og hygger jer med jeres stumfilm!” Allerede da de ord var blevet sagt, kunne jeg mærke hvordan kuldegysningerne fandt deres vej frem til min arme. ”Dog er jeg ked af, at måtte afbryde for en kort stund.”

Liam.

Hans stemme var ikke til at tage fejl af. Specielt ikke den måde han altid spyttede ud med ordene på, og den hurtige tone han altid snakkede i. Han trådte helt tæt på mig.
”Men vi to har noget vi skal nå.”

Af hans ord kunne jeg mærke hvordan jeg langsomt øgede afstanden til ham. Ved blot de få ord han havde sagt til mig, var mit hjertes banken forøget.

Han trådte ind af døren til mit såkaldte værelse, men valgte ikke at lukke den efter sig. Døren stod derfor på vidt gab med frit udsyn fra Harrys rum. Det var næsten som om han gjorde det med vilje. Uden tøven greb han også fat i min arm, og rev mig ind til sig.

”Lad os så have noget sjov sammen,” hviskede han, så kun jeg kunne høre det. Inden jeg kunne nå at reagere til hans ord, havde hans læber lagt sig mod mine med en hård bevægelse. I chok over hans pludselige handling prøvede jeg ihærdigt at kæmpe mig fri fra hans greb han stadig havde om mig. Dog virkede det nærmest umuligt for mig at vride mig løs.

Hans greb var for stærkt.

Jeg kunne høre, mens flere tusinde tanker strømmede gennem hovedet på mig, at der blev banket og slået på døren ind til Harrys værelse. I det sekund Liam kort trak sig væk fra mig, inden han skubbede mig ned på min seng, kunne jeg se Harry stå i dørvinduet. De grønne øjne så mindst lige så skræmte ud, som jeg med garanti gjorde i dette øjeblik. Men til trods for de skræmte blik han kiggede på mig med, kunne jeg også se en snert af både had og aggressioner.

Hvad end han ellers følte, mens Liam hægtede mine hænder fast med sine egne, kunne jeg ikke tyde.

Liams ivrige hænder kørte overalt på min krop, og hele tiden sørgede han ligeledes for, at jeg ikke slap løs fra hans greb.

”Slip mig,” råbte jeg skræmt. Hans berøringer fik en dårlig fornemmelse frem hos mig, og jeg havde det som om jeg skulle kaste op. At han fik lov til at røre mig på en måde, som ingen anden dreng havde gjort, ved at bruge tvang, fik tårerne til at forme sig i øjnene på mig. ”Du er jo syg i hovedet,” blev jeg ved.

Som han altid gjorde, tacklede han situationen ved at grine. ”Lad os nu bare have lidt sjov.” Han gentog ordene som han tidligere havde sagt, og klumpen i min hals formede sig større end aldrig før. En kold hånd kørte op under min trøje.
Den lagde sig derefter på mit bryst, som han hårdt valgte at kærtegne. De tørre og klamme læber lagde sig mod min hals, hvorefter de bevægede sig ned til mit kraveben.

Alt mens Liam blev ved med at udnytte mig og mens jeg stadig baskede med både arme og ben, hørtes Harrys hårde banken mod døren stadig.

Jeg lukkede mine øjne i, i håb om at kunne udelukke lydene. Hvis bare Harry kunne nå ind til mig, så han kunne få Liam væk, og hvis bare Liam ville stoppe med at holde mig fanget.
Hvad havde jeg gjort for at blive udsat for alt dette?

Havde jeg virkeligt gjort så meget galt i mit liv, siden jeg fortjente at være fanget i dette helvede? Og havde jeg fortjent, at en klam stodder til Liam, nærmest tvang mig til at have sex med ham?

Mine øjenlåg klemte jeg hårdere og hårdere sammen. Jeg valgte at lade være med at kæmpe imod Liam, og lod dertil også min krop blive svag.

Måske ville han ikke finde mig nær så interessant, hvis ikke jeg kæmpede imod. Det var trods alt det han mente var så attraktivt ved mig. Og som minutterne gik, kunne jeg mærke hvordan hans berøringer og hårde greb mod mig blev blidere, for til sidst helt at forsvinde.
Inden han lod sin krop fjerne sig helt fra mig, hviskede han nogle ord i mit øre, som jeg aldrig ville glemme. Ord der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig: ”Jeg er slet ikke færdig med dig, darling. Vi er først lige begyndt at lege.”

✞✞✞

Hurtigt spørgsmål - Hvem læser stadig med?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...