Stockholm Syndrome ✞ One Direction

Hun var skønheden, han var hendes udyr. Han var fortabt, hun fandt ham. Hun troede hun havde alt, han fik hende til at indse, at han var det eneste hun havde brug for. // Vinder af "Kampen mellem Fandoms"-konkurrencen 2015

264Likes
559Kommentarer
134736Visninger
AA

21. 20 // Heart Attack

Tyvende Kapitel

Mit hoved dunkede, da jeg langsomt slog øjnene op. Dertil var det også svært for mig at fokusere på omgivelserne omkring mig, præcist som det havde været gennem det seneste stykke tid. Min kind syntes at være lagt i noget blødt, og da min ømme krop vendte sig, kunne jeg se ane, at det var en pude der var placeret under hovedet.
Væggene syntes også at være mere hvide end hvad de før havde været.

Og det var præcist det var fik mig til at halvfare op i sengen.

Jeg kneb mine øjne sammen i et kort øjeblik, hvorefter jeg så igen prøvede på at fokusere på det rum jeg befandt mig i.

Væggene virkede ikke til at være så tætte som det jeg var vant til. Dertil var der heller ikke et vindue i hver side, og døren var ligeledes anderledes. Døren ud til, hvad jeg troede var gangen, havde et stort vindue i midten, præcist som dørene ind til skolens klasselokaler plejede at have.

I hjørnet var der placeret et skrivebord med en stol, og af hvad jeg kunne se, virkede det ligeledes til, at der lå en stak papirer og en blyant på bordet. Et smil fandt vejen frem til mine læber. Måske Niall havde husket på det tidligere løfte han havde givet mig - om at der skulle være papir og tegnetøj på mit ’værelse’.

Hvad der dog undrede mig mest var, at jeg befandt mig et nyt sted. De ulækre vægge jeg før havde vant til, var ikke hvad jeg var omgivet af nu. Vinduerne ind til Clarissa og Noelle var ingen steder at finde, og jeg følte mig forvirret. Det fik spørgsmålene til at vælte ind hos mig.

Hvor var jeg? Var jeg kommer væk fra Liam, og hvordan var jeg endt her?

Mit hoved dunkede stadig, hvilket fik mig revet væk fra mine tanker og væk fra alle de uklare spørgsmål.

Jeg vidste, at jeg havde fået indtaget en masse stoffer, takket været Liam og hans ansatte. Dertil vidste jeg også, at jeg ikke havde været ved mine fulde fem i et par dage hvert fald, hvis ikke længere tid - og hvad jeg kunne regne ud, taget ud fra disse informationer var, at auktionen med garanti havde fundet sted.

En auktion jeg ikke kunne huske det helt store fra. Alt jeg huskede og kunne ærinde var en masse lys, rettet mod mig. Jeg stod i undertøj, og havde svært ved at trække vejret.

Det næste jeg kunne huske efter det var, at en kærtegning af min kind med en ru hånd. Et par læber lagde sig mod min pande, og en stemme kaldte mit navn op til flere gange. Ordene havde jeg hørt som en svag mumlen, og derfor havde jeg i første omgang ikke reageret.
Først da et par stærke arme havde rusket forsigtigt i mig, havde jeg sagt noget for første gang.

Minderne om skikkelsen jeg så, da jeg for første gang lod mig se, fik mig til at gispe.

Harry!

Harry havde siddet foran mig, og havde blidt kærtegnet min kind. Han havde kysset mig i panden, og havde op til flere gange spurgt mig om jeg var okay. Han havde tilmed også fortalt mig, at vi skulle væk herfra, og at vi havde travlt.

Vi havde travlt, for ellers ville vi blive fanget.

Jeg gned mig i øjnene, mens det uklare scenarie nærmest kastede sig over mig. At Harry havde været ved mig, havde virket som en drøm blandet sammen med et forfærdeligt mareridt. Han havde ingen grund til at være her, og han vidste, at hvis han trådte fod indenfor Liams område, så ville det få konsekvenser. Han havde lagt sine arme om mig, hvorefter han havde taget mig op i sin favn.

Mine arme havde snoget sig om hans hals, og minderne om den genkendelige duft han altid bar med sig, fik farven op i mine kinder. Den duft havde været noget af det jeg havde savnet hos ham - det havde været én af de ting jeg havde savnet.

Kort rystede jeg på hovedet, i håb om, at kunne skelne mellem drømme og virkelighed. For var det der passerede mine tanker i dette sekund virkeligheden eller var det bare endnu en af de mange drømme jeg havde haft hvor Harry var indblandet? Havde det været endnu en illusion som bivirkninger af stofferne?

Stadig uvidende om, hvad der var rigtigt eller forkert, rejste jeg mig fra sengen. Vaklende fik jeg banet vej hen til skrivebordet, hvor papirerne rigtigt nok lå. Min hånd kørte jeg langsomt hen over dem, og lod dem slutte ved blyanten. Jeg lod mærke til, at jeg havde fået en langærmet trøje på, og at jeg ligeledes var blevet tilegnet et par store sweatpants, der holdt min krop varm.

Lidt efter trak jeg stolen ud, så jeg kunne sætte mig ned.

Med alle disse tanker, og med alle scenarierne i mit hoved, besluttede jeg mig for at udtrykke det hele ved hjælp af mine tegninger. Det ville hjælpe mig til at få mine tanker på rette gled igen, og måske det endda ville hjælpe mig med at finde ud af, hvad der var rigtigt og forkert.

Hvad der var virkelighed og hvad der var drømme og illusioner.

Mine bevægelser i at trække stolen helt ud, stoppede dog brat da jeg så et brunt klæde ligge på stolesædet.

Forsigtigt trak jeg det op, og måtte gispe da jeg så præcist hvad det var.

En lang, brun designer jakke med en slags pelskrave om halsen var hvad jeg endte med at stå med i hænderne, og den genkendelige duft af en savnet person, fyldte mine næsebor.
Jakken genkendte jeg fra den gang jeg havde siddet fanget hos Harry, og fra hans knagerække i gangen.

Synet af jakken, fik mig gjort sikker i min sag. Hvad der var sket var ikke en drøm og ikke en illusion.

Harry havde været her, og han havde prøvet på at redde mig. Han måtte have lagt sin jakke om mig, hvorefter vagterne havde placeret den her, tydeligvis tvivlende om det var min eller om den tilhørte en anden.

Men hvis han havde været her, og hvis ikke det var lykkedes ham at få mig væk herfra, hvad var der så sket med ham? Var han i live? Var han blevet ført væk herfra, eller var han sluppet uskadt ud?

Endnu en gang haglede spørgsmålene ned over mig, og uden at tænke over hvad jeg gjorde, for jeg hen til døren og til dens store vindue. Her bankede jeg ihærdigt mine hænder mod glasset, og bad af mine fulde lungers kræft om at blive lukket ud herfra.

Tårerne havde, uden jeg havde opdaget det, formet sig i mine øjenkroge, og stille begyndte de at trille ned af mine kinder.

”Lad mig se Harry. Fortæl mig hvor han er.” Mens jeg råbte, kunne jeg godt mærke, at jeg måske stadig var under lidt påvirkning af stofferne. Dette mærkedes ved, at tingene stadig ikke stod helt klart for mig, og at jeg stadig havde svært ved at fokusere. Mit hoved dunkede tilmed stadig, og egentligt havde jeg det som om jeg skulle kaste op.

Jeg prøvede at berolige mig selv, ved at tage dybe indåndinger. Forhåbentligt ville det hjælpe mig til at tænke mere klart, og hvis jeg tørrede øjnene kunne jeg måske endda også se noget.

I øjeblikket jeg havde fjernet tårer fra både mine kinder og fra mine tårefyldte øjne, ønskede jeg dog at jeg havde ladet være. Mit paniske blik var stadig rettet ud gennem vinduet i døren. Men i stedet for at kigge ud på gangen, så jeg direkte gennem et andet vindue. Et vindue der var i døren overfor mig, og som gav mig fuldt udsyn til et rum som det jeg befandt mig i.

Siddende op af muren, med hovedet læggende på sin skulder, sad en dreng - eller en ung mand var det rettere sagt. Hans ene øje var blåt og hævet, og hans kæbe så heller ikke ud til at have det for godt. Kinderne var begge forslåede efter tydelige slag af en eller flere knytnæveslag. Den hvide t-shirt der sad på det muskuløse bryst var fyldt med blodpletter hist og her, samt var den rød og sortternede skovmandskjorte revet op flere steder.

Tårerne jeg før havde tørret væk, løb nu på ny ned af mine kinder. Og denne gang kunne jeg intet gøre for at stoppe dem.

Alt luften blev suget ud af min krop, og jeg slog hovedet mod vinduet foran mig.

”Nej,” råbte jeg i totalt chok. ”Harry…”

Ordet gav genlyd i det lille rum jeg befandt mig i.

”Hvad er der sket med ham?” Ham jeg var begyndt at holde så meget af, sad foran mig siddende op af muren, og med så mange sår og mærker, at jeg troede han var død. At han heller ikke rykkede det mindste på sig, hjalp heller ikke på situationen, og på det panikanfald jeg tydeligvis var ved at få.

”Hvad har I gjort ved ham?” skreg jeg, inden jeg sank ned på jorden ved døren. Mit hoved begravede jeg i mine hænder.

Derefter fik tårerne frit løb, og for første gang i mange måneder, lod jeg alle mine følelser vælte ud af mig. Nok kunne de have mig siddende her, og nok kunne de fodre mig med diverse piller og proppe mig til med stoffer - men at de lod tingene og aggressionerne gå ud over Harry, og at de havde slået ham og såret ham så meget, som de havde, det gjorde mig arrig.

Det gjorde tilmed også ondt, og mit hjerte bristede langsomt ved det syn jeg lige havde været vidne til.

For hvad havde de dog gjort ved min Harry?

✞✞✞

GODT NYTTTTÅRRRR

Vi er igen tilbage til Arabellas synsvinkel, og hvor knuser det mit hjerte, at hun skal se Harry så forslået og såret. 
Det gør ondt at de nu begge sidder fanget, og at de ikke kan være sammen. 

Hvad var JERES reaktion til dette kapitel og også til historien so far? 
(Udtryk gerne Jeres følelser og tanker i en kommentar herunder) 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...