Stockholm Syndrome ✞ One Direction

Hun var skønheden, han var hendes udyr. Han var fortabt, hun fandt ham. Hun troede hun havde alt, han fik hende til at indse, at han var det eneste hun havde brug for. // Vinder af "Kampen mellem Fandoms"-konkurrencen 2015

264Likes
559Kommentarer
134637Visninger
AA

3. 2 // Through the dark

Andet Kapitel

Musikken var høj, og bassen pumpede på fulde tryk, da jeg trådte ind på det velkendte diskotek, hvor pigerne og jeg normalt tog hen, når de endeligt fik mig trukket med i byen.
Hundredevis af mennesker var at se foran mig, hvilket næsten formåede at få mig til at opgive håbet om at finde Miranda og Dara.
Begge var de sikkert i fuld gang med at jagte drenge, eller også sad den ene med hoved i toiletter, mens den anden ihærdigt prøvede på at holde håret, så opkastet ikke ville ramme det.  

For at forhøje chancerne for at finde Gøg og Gokke, fiskede jeg mobilen frem fra min lille taske, og tastede Daras nummer.

Overraskende nok besvarede hun opkaldet. ”Aralara,” fniste hun forfjamsket. Taget ud fra hendes brug af kælenavn, var det tydeligt at pointere, at hun var fuld. ”Hvorfor ringer du? Jeg troede du havde travlt med at være i drømmeland.”

Dara havde ret i det hun sagde. Planen havde oprindeligt også været, at jeg skulle være svundet langt væk, ind i drømmeland, men som altid fik min far et ord indført.

Så her stod jeg - uden mine veninder, på et diskotek hvor der lugtede af sved og alkohol.

”Jeg lovede jo at jeg ville komme.” De ord jeg tidligere havde lovet Dara og Miranda, endte alligevel med at holde trit. ”Så hvor er I? Jeg står ved indgangen.”

En lav mumlen og hvisken kunne høres i den anden ende af røret, men der kom intet svar. Pludseligt blev røret smidt på, og forbindelsen blev brudt. I chok over min venindes handling, kiggede jeg iPhone skærmen, der var blevet sort efter at opkaldet var afsluttet.

”Typisk,” vrissede jeg irriteret for mig selv. I håb om, at kunne dulme min irritation over mine veninder lidt, satte jeg mig op i baren. Det faktum, at de selv havde plaget mig om at komme, for derefter bare at smide røret på, var nok mest det der satte aggressionerne i gang hos mig. Hvad bildte de sig også ind?

Normalt plejede en situation som denne ikke at påvirke mig, men at jeg i dag både var udkørt og træt, samt egentligt slet ikke gad være her, gjorde nok bare at der intet skulle til, før bægeret flød over.

En ivrig prikken på min skulder, fik mig trukket ud af min trance. Da jeg vendte mig hundrede og firs grader på stolen, og mødte to lalleglade piger, virkede frustrationerne dog til at forsvinde på ingen tid.

Foran mig stod mine to veninder, der kastede sig i favnen på mig, inden jeg kunne nå at reagere. Deres handlinger kom så meget bag på mig, at jeg var tæt på at falde baglæns af stolen. Et par muskuløse arme fik fat i mig, og forhindrede mig i at vælte.

”Du burde være mere forsigtig næste gang,” vrissede hans hæse stemme. Hurtigt trak Dara og Miranda sig væk fra mig, og jeg blev igen placeret på barstolen. Begge mine veninder stod og kiggede på skikkelsen bag mig, men da jeg selv vendte mig om, endnu en gang, var der ingen at se. Armene havde også fjernet sit greb om mig.

”Så du lige ham, Ara?” Stadig forvirret over de ting der var sket på ganske kort tid, rystede jeg på hovedet. ”Han var lækker.”

”Virkelig lækker. Især hans krøller,” afbrød Miranda, der også virkede til at have fået et godt syn på drengen. ”Ham kunne jeg godt bruge en aften eller to med. Under dynen. Uden tø-”

”Og det er alt for meget information,” var jeg hurtig til at sige, inden nogle ord ville blive sagt, som jeg med garanti ville blive forlegen over at høre. Problemet med mine veninders sex-snak, var ikke at jeg ikke ville deltage i deres samtaler. Egentligt var det fordi jeg ikke selv havde nogen som helst form for erfaring hvad angik drenge, sex, kærester og så videre.
At forholde mig tavs, var derfor efterhånden blevet min rolle når det blev bragt på banen.

”Du bliver nødt til snart at komme ud af din skal. En eller anden dag er du jo nødt til at give dig fuldt ud til en dreng.” Det var det rene barnemad at sige for Dara. Bare fordi hun havde været sammen med en del drenge efterhånden, betød det jo ikke at jeg skulle springe på den første og bedste.

Tanken der skød frem i hovedet på mig, fik et grin til at flyde ud gennem mine læber. ”Eller også kunne jeg lade være, og bo i et kloster resten af mit liv. Min mor ville med garanti sætte pris på, at jeg blev væk.”

Selvfølgelig vidste jeg godt, at min mor inderste inde, sikkert holdt af mig, som en mor normalt holder af sit barn. Dog var det, for mig, svært at indse, når hun altid behandlede mig som det rene luft. Til hende var jeg en genstand - et smykke hun kunne vise frem til offentligheden, for at få respekt og ekstra opmærksomhed.

”Ups, hvad var det du sagde?” Miranda puffede blidt til mig. Derefter nikkede hun over mod min anden veninde, og sammen var de hurtige til at bestille tre omgange med shots i baren.
Siden de vidste hvor deprimeret det altid gjorde mig, at snakke om min mor og vores forhold, havde vi for mange år indført en aftale om, at hvis hun blev bragt på banen når vi var ude at more os, skulle jeg give shots. På den måde kunne tankerne blive druknet med alkohol. Alkohol der forhåbentligt også ville kunne få mig på bedre tanker.

”Jeg sagde, at det vidst var blevet tid til shooooots.”

Tre shots blev til flere, hvilket blev til mindre bekymring og mere hyggen med veninderne.

✞✞✞

Godt fuld, slentrede jeg ud gennem diskotekdøren i håb om at få lidt luft. Kvalmen var begyndt at overtage, og jeg kunne mærke at shotsne havde taget overhånd. Som min intuition havde skreget af mig, burde jeg havde stoppet efter de ti første.

Til trods for kvalmen, havde jeg alligevel været dum nok til at tage min drink med mig. Det var nu tid til at drikke mine sorger væk. Eller ikke.
Aftenen havde været fantastisk, og jeg havde nydt de få øjeblikke Dara, Miranda og jeg havde været samlet. Problemet med de to var bare, at de begge var gode til at forlade mig mutters alene i et hjørne af diskoteket hver gang de så en attraktiv dreng.

Måske jeg virkeligt burde tage mig sammen, og for en gangs skyld slå mig løs inde på dansegulvet.

Da kvalmen endnu en gang tog over, og aftenens menuer var ved at komme ud gennem min mund, som noget klamt, klistret stads, blev jeg dog enig med mig selv om, at dansegulvet kunne vente til næste gang. Hvis der ville blive en næste gang.

Svimmel og ude af stand til at gå lige, gik jeg derfor tilbage indenfor og fandt Dara og Miranda hvor jeg tidligere havde forladt dem. Begge sad de på skødet af en dreng, klods op og ned af hinanden, og grinte forfjamsket.

End ikke da jeg stod foran dem, så de ud til at værdige mig ét eneste blik. Først, efter at viftet med armene i et par minutter, prikkede den ene dreng Miranda på skulderen, og pegede på mig.

”Jeg har det ikke så godt…” I dette øjeblik var jeg i tvivl, om jeg nogensinde ville få det godt igen. Kvalmen virkede hvert fald ikke til at ville gå over forløbeligt. ”Så jeg tror bare jeg tager hjem,” halvmumlede jeg. Begge nikkede de kort, men fik sig så endeligt rejst op.

”Vi kan følge dig hjem hvis det er.” Hvis ikke jeg var i stand til at gå lige, hvordan skulle de så være i stand til det? De havde drukket langt mere end jeg havde. Mit svar endte derfor også med at være en svag rysten på hovedet.

Mon ikke jeg nok skulle klare mig uden dem.

”Eller du kunne spørge ham drengen derovre, om han vil følge dig hjem,” fniste Dara. Da hun bagefter pegede mod en sort skikkelse lidt væk, rystede jeg endnu en gang på hovedet. ”Han ligner lidt ham der greb dig tidligere, Ara.”

”Ja, ham den lækre.” De havde begge en dreng siddende få meter fra os, så at de bare sådan kunne stå og komplimentere en anden dreng, undrede mig. Var det sådan man gjorde? Bare sådan at springe fra den ene til den anden?
Egentligt virkede det til, at de to skiftede drengene ud, som jeg normalt skiftede mit undertøj.

”Han klarer sig nok uden mig, og jeg klarer mig nok uden ham.” Med de ord kyssede jeg hver deres kind og valsede elegant ud fra den høje musik. Mit hoved havde brug for ro, og min krop havde brug for en varm dyne og en komfortabel seng.

Mørket havde lagt sig over byen, og ikke mange biler var at finde på den store vej, da jeg gik langs den. Af og til mødte jeg en mand eller to, men yderligt tænkte jeg ikke over det.
Til trods for mørket, havde jeg det ret så sjovt, i det jeg drejede om hver eneste lygtepæl jeg passerede.

I det jeg skulle til at dreje rundt om lygtepæl nummer tre og halvtreds, kunne jeg høre noget rumstere bag mig. Da jeg ihærdigt vendte mig rundt, kunne jeg ingen se. Det fik mine spekulationer sat i gang om hvorvidt jeg hørte lyde, der ikke rigtigt var der.

Mine spekulationer blev dog bekræftet, da en hånd placerede sig for mig mund, og jeg blev trukket væk fra vejen. Et klæde blev sat for mine øjne, hvorefter alt omkring mig blev sort.

Hvad skete der med mig?

✞✞✞

Hvad mon der sker med Ara? ;-)

Og TUSIND tak for de over 100 favoritlister + næsten 1000 visninger. I aner ikke hvor meget det betyder, at I kan lide SS allerede. 
Jeg er så spændt på denne her novelle, og glæder mig sådan til at vi kommer rigtigt igang

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...