Stockholm Syndrome ✞ One Direction

Hun var skønheden, han var hendes udyr. Han var fortabt, hun fandt ham. Hun troede hun havde alt, han fik hende til at indse, at han var det eneste hun havde brug for. // Vinder af "Kampen mellem Fandoms"-konkurrencen 2015

264Likes
559Kommentarer
134736Visninger
AA

20. 19 // Ready To Run

 Nittende Kapitel

Harry's synsvinkel

Stilheden lagde sig i rummet, og nervøsiteten begyndte at kunne mærkes hos mig. Belle trak vejret så dybt, at jeg ikke lagde mærke til min egen vejrtrækning.

Forsigtigt bevægede jeg mig hen til hende, satte mig på sengen. Alt mens jeg sørgede for ikke at skade hende og gøre hende ondt. Min hånd strøg jeg kort over hendes kind.
Hendes kind var så kold, hvilket bekymrede mig.

Hvad var det helt præcist Liam havde gjort ved hende, og hvorfor havde hun fortjent dette?

”Belle?” hviskede jeg, selvom jeg godt vidste at hun med garanti ikke kunne høre mig. Dog endte jeg med at stivne, da jeg mærkede hende bevæge sig under min berøring.
Kort rømmede hun på sig, og vendte sig derefter om i sengen. Stadig med øjnene lukkede.

”Belle?” gentog jeg, i håb om at min stemme kunne få hende til at vågne. ”Kan du høre mig?”

Taget ud fra Nialls ord, vidste jeg, at jeg havde travlt. Jeg havde travlt hvis jeg ville have både Belle og jeg væk herfra, og specielt hvis det skulle være i god behold. Derfor var det også vigtigt at jeg fik hende vækket hurtigst muligt.

Et lille støn undslap hendes læber. Et støn der udtrykte så meget smerte og forvirring, at mit hjerte begyndte at gøre ondt. At se hende, liggende så hjælpesløs og påvirket af stofferne, på sengen foran mig, gjorde ondt. Det gjorde ondt at se den pige jeg holdt af, have det så dårligt. Og specielt det faktum at hun havde levet i vilkår som disse gennem en del tid, var hvad der gjorde mest ondt.

Men til trods for alle tankerne, og for smerterne der gik gennem mig, kunne jeg ikke lade være med at beundre hende og studere den pige jeg havde savnet mere end noget andet.

”Belle,” sagde jeg for tredje gang. Uden at tage fat i hende for hårdt, lagde jeg mine hænder om hendes arme hvorefter jeg ganske forsigtigt ruskede i hende. En handling der umiddelbart så ud til at virke, da hun øjeblikket efter glippede med øjnene.

Endnu en gang undslap et støn hendes læber. ”Hvem - hvem er det?” Ordene blev hvisket så stille og så uskyldigt. Hendes øjne prøvede endnu en gang at åbne sig helt op, men det virkede til, at hun havde problemer med at fokusere på omgivelserne omkring sig.

Min hånd kørte på ny ned over hendes kind i takt med, at jeg prøvede at få øjenkontakt med hende. ”Belle. Det er mig - Harry. Jeg er lige her ved siden af dig.”

”Harry.” Hendes hånd prøvede svagt at gribe fat i min, mens hun hviskede mit navn. ”Er det dig?” Jeg nikkede i hærdigt på hovedet som svar på hendes spørgsmål. Da vores hænder fandt hinanden, tøvede jeg ikke inden jeg hårdt flettede mine fingre ind i hendes.
Min hånd om hendes bekræftede overfor mig, at dette ikke var en drøm, og at hun rent faktisk var her ved min side.

Derfor ville jeg ikke give slip. Ikke før vi begge var ude herfra.

”Det er mig. Men Belle-” Inden jeg fortsatte med at snakke, pressede jeg længselsfuldt mine læber mod hendes pande. Den duft jeg havde savnet, fyldte mine næsebor og den hjemlige følelse af hendes ved min side, genskabte glæden i mig. Glæden skinnede dog ikke klart igennem, da følelsen af frygt og angst for ikke at slippe herfra overskinnede alt. ”vi er nødt til at komme herfra. Liam kommer nok tilbage efter dig, og hvis ikke vi snart løber, slipper vi ikke væk.”

Selvom det var svært for hende, prøvede hun på at rejse sig op i sengen. Forsøget endte ikke som hun havde håbet på, da hun knækkede sammen. Hendes forgæves forsøg fik mig til at svøbe mine arme under hende, hvorefter jeg rejste mig op med hende i min favn. Da jeg mærkede hvor koldt hele hendes krop var, lagde jeg hende tilbage i sengen, trak min jakke af mig, hvorefter jeg til sidst lagde den om hende.
Efter alt dette, tog jeg hende igen op i min favn. ”Hold godt fast, love.” Med hendes arme svagt svunget om min nakke fik jeg os guidet fra rummet, alt mens jeg prøvede at træde lysløst.

Mit hjerte bankede hurtigt i brystet på mig i det jeg løb ned gennem gangene. Der var ingen folk af se, men kun lyden fra Liams stemme i højtalerne, var hvad der fyldte mine øre. Belle sagde stadig intet.

Auktionen håbede jeg på stadig foregik, hvilket ville give os noget tid. Liam var forhåbentligt fuldt optaget af det, og ikke i at vandre på gangene. Alle kunderne og rigmændene der var dukket op til dette event, virkede også stadig til at være fuldt optaget af de bud de sendte ud på pigerne. Dette kunne ses ved, at ingen af dem heller ikke var at se omkring os.

”Harry,” kom det stille fra skønheden i min favn. Hendes kolde hånd kørte over min kind, præcist som jeg havde gjort ved hende tidligere. ”Jeg er så træt.”

Ved hendes ord, kunne jeg mærke hvordan jeg begyndte at panikke. En person påvirket af stoffer, der udtalte sig om at han eller hun var træt, var aldrig et godt tegn. Dette kunne enten betyde at Belle var klar til at dejse om og give efter for stofferne hvornår det skulle være, eller også at de havde drænet hende for energi, så hun snart ville falde i søvn.

Mine tørre læber lagde sig mod hendes næse. ”Du må ikke give efter. Hold dine øjne åbne.”

”Men jeg kan ikke,” mumlede hun sagte. ”Jeg er så træt.”

Jeg hoppede en enkelt gang for at få hende længere op i favnen på mig, så jeg ikke ville tabe hende. Ikke at jeg troede jeg ville, siden hun ikke vejede specielt meget. Det var også mere følelsen af, at have hende tæt på mig der gjorde mig tryg. ”Hold dit blik fokuseret på mig. Du må på under ingen omstændigheder fjerne blikket fra mig. Hører du?”

Denne gang var det hendes tur til at nikke. ”Jeg kigger,” var alt hun sagde.

Et smil formede sig om mine læber. At hun virkede til at komme mere og mere til sig selv, gjorde mig glad. Dertil gav det mig også håb om, at vi nok skulle klare det. Sammen kunne vi udrette alt, og med hende ved min side var jeg stærkest.  

Alt jeg havde forestillet mig og havde håbet på, angående Belles flugt herfra, endte dog med at falde til jorden, i det en alt for genkendelig skikkelse troppede op foran mig og stoppede min løben.

Skikkelsen, der havde sit blik rettet direkte mod mig og mod pigen i min favn, lod et selvsikkert grin undslippe sine læber.

”Ser man det, ser man det.” Det stærke britiske accent var ikke til at tage fejl af. ”Er det ikke den alt for godhjertede Harry Styles, der kommer sin lille skønhed til undsætning, i håb om, at han kan redde hende?”

”Liam,” snerrede jeg gennem sammenbidte tænder. Han havde fundet frem til os. Men hvordan? Og var han ikke i fuld gang med at styre sin auktion fra kontrolrummet? Havde Niall alligevel sladret, selvom han havde gjort tydeligt tegn til, at han ikke ville?

Tusindvis af tanker for gennem hovedet på mig, i det håbet virkede til at rinde ud i sandet.

”Se på Arabella,” blev jeg ved, og indså at det var første gang i et stykke tid, jeg havde brugt hendes rigtige navn. ”Kan du ikke se, at hun er nødt til at komme væk herfra, hvis hun nogensinde skal kunne overleve? Du dræber hende Liam.”
De sidste ord der undslap mine læber, spyttede jeg ud med sådan arrigskab at spyttet stod ud til alle sider. Men jeg var ligeglad. Han fortjente at få af vide, at han dræbte pigerne ved den måde han handlede på.
Alle stofferne han fodrede dem med, var m,ske godt når de skulle vises frem foran sælgrnen jeg var ligeglad. Han fortjente at få af vide, at han dræbte pigerne ved den måske godt når de skulle vises frem foran sælgerne, men eftervirkningerne var så hårde, at nogle af dem ville ende med at dø.

Endnu en gang grinte Liam blot. ”Du er så dum og naiv, Harry, hvis du tror at jeg bare sådan vil lade sig gå. Og specielt hvis du tror, at du får lov til at tage Ms. Dawson med dig.” Han trådte tættere på os mens han snakkede. ”Du ved at du har overtrådt reglerne, og at bryde ind til en af auktionerne for at kigge på pigerne er forbudt for de ansatte. Det har du også fået fortalt utallige gange. Så hvorfor gør du det stadig?”

Mit hjertes banken overdøvede til tider alle de ting Liam sagde til mig, hvilket gjorde det svært for mig præcist at tyde det han fortalte mig.

”Fordi jeg vil prøve at redde hvad du tog fra mig,” spyttede jeg af ham, stadig med alle mine aggressioner siddende i kroppen på mig. Mit blik faldt ned på Belle, hvis øjne var begyndt at lukke sig sammen. Præcist som jeg havde fortalt hende de ikke måtte.

”Hold godt fast om min nakke nu, darling.” Uden at sige mere satte jeg i løb, forbi Liam og ned gennem de oplyste gange. Det var svært at undslippe med den sovende Belle i min favn, men jeg vidste også at det nærmest betød liv eller død.

Foran mig, troppede et par vagter op, som jeg genkendte fra tidligere træningsøvelser og fra de møder alle os ansatte til tider blev indkaldt til. De løb begge mod mig med høj fart.

For bedst muligt at kunne forsvare mig selv, og sørge for at Belle lige så ville være i sikkerhed, var jeg nødt til at lægge hende ned på gulvet i gangen, lidt væk fra hvor de kommende stridigheder ville finde sted.

Jeg nåede også kun lige at lægge hende fra mig, inden en skikkelse hoppede op på ryggen af mig mens en anden sparkede mig i maven, så jeg faldt sammen.

Et skrig fyldte gangene, og jeg så hvordan Belles øjne igen havde åbnet sig, mens hun rædselsslagent kiggede på mig.

Stadig med den ene af vagterne siddende på min ryg, stødte jeg ind i muren, mens jeg slog ud med den anden hånd, for at ramme den anden. Begge fumlede de nede på gulvet af mine slag, men kom sig hurtigt hvorefter de igen hoppede på mig.

Mine tidligere boksetimer kom med klart til gode i dette øjeblik, dog var det svært for mig at kæmpe to mod en, specielt fordi de begge var dobbelt min størrelse og med garanti kunne slå mig bevidstløs hvis blot de ramte rigtigt.

”Belle. Løb. Skynd dig væk herfra.” Selvom det med garanti ville være svært for hende at rejse sig op, for tilmed også at løbe herfra, måtte jeg alligevel håbe på at hun kunne samle nok kræfter. Der prøvede jeg også på at råbe det til hende, mens jeg hele tiden holdt øje med de slag der blev rettet mod mig. ”Løb og kig dig ikke tilbage.”

Jeg kiggede over på hende i ganske kort tid. Alligevel var det tid nok til, at en af vagterne kunne placere et perfekt slag mod min ene tinding, så jeg faldt med hovedet mod gulvet hvorefter alt blev sort. 

✞✞✞

HARRY KOMMER TIL UNDSÆTNING OMG!
Jeg kunne ikke lade være med at sidde med et stort smil plantet om mine læber, i det Harry putter jakken om Belle, og da han efterfølgende tager hende op i sin favn, for at befri hende fra Liam. Og tak til Nialler også som jo er dagens helt!

Glædeligggg julll btw!

MEN HVAD SYNTES I? Skriv meget meget meget gerne en kommentar til kapitlet. 
Det er alt jeg ønsker mig til jul - at I kommenterer! haha

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...